ARROWS OG RYGTERNE OM AUDI

Der er to rygter der stædigt kommer tilbage igen med cirka tre-fem måneders mellemrum i Formel 1 de sidste mange år. Rygterne om Lotus' tilbagevenden til F1 og rygtet om en entre i Formel 1 med ét af VW-koncernens mange bilmærker. Rygtet er efterhånden så støvet og brugt, at selv de fans der følger mindst med i sporten, møder rygterne med samme hovedrysten, som indbyggerne i den lille landsby i eventyret om Peter og Ulven.

Når vi nu alligevel tvinges til at hive den op ad mølposen, er det på grund af en lille afstikker rundt om et af 2002-sæsonen mest omtalte emner. Arrows-teamets kvaler med at holde skruen i vandet har fyldt mange overskrifter og linieplads i F1-magasinerne. Og ikke uden grund. Tom Walkinshaw har efterhånden kørt sit team så solidt ned i afgrunden, at vejen op igen syntes ikke bare lang og drøj men nærmest umulig. Hans ansatte har gået uden løn i meget lang tid nu, og det hele har i lang tid virket fuldstændig håbløst.


LAUDA I ROLLEN SOM RIBERS KREDIT

Der er ingen tvivl om at Walkinshaw er en karismatisk figur, og at han rigtig mange gange har formået at sælge intet ringere end sandsæk efter sandsæk til beduinerne i Sahara. I løbet af denne sæson har han dog fået et stempel blandt folk omkring ham som kunne gøre ham til æresmedlem af Ribers Kredit Information. Nu eksisterer RKI ikke i Formel 1-sammenhæng, men det tætteste man kan komme på det for tiden er Niki Lauda.

Med meget store bogstaver har den østrigske chef for Fords engagement i Formel 1, gjort alle bekendt med hvor ulden Tom Walkinshaw er i kanten. I et interview til The Guardian sagde Lauda om motorhandelen mellem Premiere Performance Division og Arrows: "Jeg er udemærket klar over at det kan gå ad helvede til med forretninger, men på Silverstone gav han mig sin personlige garanti for at han ville betale. Og da betalingen skulle falde bad han mig skrubbe af. Det kan jeg ikke acceptere. Han er en rig mand, og jeg vil forfølge ham til jeg får mine penge..."

Niki Lauda har skruet bissen på. Og det virker som om det er af en anden grund end bare et spørgsmål om at han vil have pengene for motorhandelen hjem. Hans udtalelse skal samtidig ses om en stor advarselstavle til alt og alle om at holde nallerne langt væk fra Walkinshaw. Det er der en god grund til. For én ting er at Tom Walkinshaw er ekspert i at stikke folk blår i øjnene. Han er samtidig ualmindelig dygtig til at sprede uholdbare rygter på det helt rigtige tidspunkt, og på den måde købe sig selv og teamet lidt dyrebar tid, i forhold til diverse deadlines hos FIA eller F1-kommissionen.



FORMEL 1-MESTRE I RYGTEBLUF

Arrows har således ikke deltaget i fem ud af årets sytten GP-løb. Rigeligt til en eksklusion fra F1-kommissionens side. Sidste gang han stod overfor det røde kort, dukkede der pudsigt nok et rygte op i BBC om at en amerikansk investor ved navn Cal Smith stod klar til at redde teamet. Historien blev spredt i F1-pressen og endnu vigtigere i F1-paddocken. Således formåede Tom Walkinshaw stadig at beholde sit medlemskab af den dyre F1-club. Han kunne derfor blandt andet deltage i topmødet i Heathrow, som fuldgyldigt medlem af den lukkede kreds af F1-teamchefer.

Nu presser en ny deadline sig på. Den i denne uge, næremere betegnet den 15. november, skal der ligge en officiel tilmelding til FIA, med dertilhørende 300.000 US dollars. Det er penge Tom Walkinshaw utvivlsomt har haft svært ved at stille. Som endnu et sært sammentræf dukker der få dage før tilmeldingen et rygte op om en tysk investeringfond, der skulle være interesseret i at lægge penge nok på bordet til at klare Arrows-teamet ud af problemerne. Firmaet eksisterer rent faktisk denne gang og hedder Asset Trust & Partner.



ET KIG PÅ ASSET TRUST & PARTNER

Er der så noget om snakken af den årsag? Umiddelbart var det i hvert fald svært at se hvorfor. Lad os starte med at kigge Asset Trust & Partner GmbH efter i sømmene. Firmaet med en postboksadresse i byen Weyhe - nærmere bestemt ved Hannover i Niedersachsen, hører sammen med TMS Nico Jannis GmbH & Co. KG i en skibsfondsforetagende under navnet "Asset Trust Beteiligungsangebot TMS Nico Jannis". De har igennem et par år været tæt på at lukke butikken mindst et par gange, så ifald det faktisk er dette firma der går ind og redder Arrows, må man formode at de ikke er alene om det.

Interessant er det at de faktisk er en del involveret i danske projekter som medejere af "Dansk Refining A/S" og "Herning Shipping". De har elleve tank-skibe og yderligere sytten under Time-Charter-Management. Deres egenkapital er på lige under 100 millioner kroner, så Arrows må være meget billigt til salg, hvis et firma af denne forholdvist lille kaliber skal til at optræde som soloinvestor i det kriseramte team. Alene gælden til motorer skulle i øjeblikket være på omkring 80 millioner kroner. Og et relativt lille team som Arrows har trods alt et årsbudget på små 600 millioner kroner for overhovedet at kunne køre. Så regnestykket går ikke op - det virker ikke som om Asset Trust & Partner GmbH på nogen måde skulle kunne have penge nok til et eventyr som et falleret F1-fallitbo.



DEN ARABISKE MILLIARDÆR

Ved samme lejlighed er det så kommet frem at der bag Asset Trust & Partner GmbH står mindst en investor fra De Forenede Arabiske Emirater. På de himmelstrøg flyder dollarsedlerne som bekendt gennem gaderne som skidt i en rendesten, så på den måde er det måske den brik der skal til, for at udfylde puslespillet. Sidder der rent faktisk en arabisk multimilliardær med sit klæde broderet af dollarsedler, der er villig til at gamble på Tom Walkinshaw, så er teamet rent faktisk reddet. I hvert fald lige her og nu.

Penge på kistebunden er noget man i lang tid har savnet hos Arrows - noget som medinvestoren Morgan Grenfell Private Enquity længe hovedrystende har efterspurgt. Til trods for deres 60%'s investering for nogle år siden i teamet, har Tom Walkinshaw i lang tid blandet dem 110% uden om alle beslutningsprocesser i teamet. På et tidspunkt i forsommeren 2002 lykkedes det faktisk næsten Walkinshaw at gennemtvinge en handel af teamet med endnu en ekstern investor, og foregivende af at han ejede hele teamet. Dette blev dog bremset i de engelske retssale.



HVEM ER GERMAN GRAND PRIX RACING?

Den engelske dommer der har behandlet Tom Walkinshaws finanseventyr det sidste års tid, har stemplet teamejeren som komplet upålidelig, Der er derfor god grund til at tage alt hvad der kommer ud af officielle meldinger fra Arrows-teamet med 2½ kilo salt. I skrivende stund ligger der en officiel pressemeddelelse fra Arrows, der bekræfter at handlen med konsortiet German Grand Prix Racing er undervejs. Chefen for Asset Trust & Partner GmbH, Oliver Behring, udtaler sig også lystigt til pressen om Arrows-teamets fremtid i disse dage.

Han skulle angiveligt således nu træde ind i rollen som en art finanschef for Arrows-teamet. Tillader han og de kommende investorer at Tom Walkinshaw forbliver i teamet, må det være et absolut minimum at han ikke for en tøddel med pengesager at gøre. For at sætte tingene i relief, udtalte en talsmand fra de hidtige investorer, Morgan Grenfell, sig til pressen dagen efter at handelen blev offentliggjort gennem Deutsche Press Agentur. Han havde ikke hørt noget som helst om en handel med Asset Trust & Partner, og mente ikke at situationen har rykket sig andet end marginalt fra situationen i sommers. Med andre ord - han havde ingen ide om hvad det hele drejer sig om. Såfremt dette er sandt, er Tom Walkinshaw descideret farlig med et checkhæfte og en underskriftsaftale i baglommen.



OK - VI HOPPER MED PÅ LIMPINDEN

Lad os for en god ordens skyld forestille os at handelen rent faktisk bliver til noget. Hvad er det så der skal gøres for det støvede spøgelsesteam, hvis de skal gøre sig klar til 2003? Det er ligesom ikke nok at sætte strøm til maskinerne på Arrowsfabrikken igen og starte op hvor man slap. De er håbløst bagefter og har mistet de fleste af alle de interessante folk på holdet til bland andet McLaren og Jordan. De har ingen motor, ingen kørere og generelt set må infrastrukturen i teamet være bombet tilbage til stenalderen.

Dertil kommer at de stadig har en lang række udeståender med kreditorer der står og venter i kullissen. Premier Performance Division med Niki Lauda i spidsen afventer stadig penge for Cosworth-motorer i 2002. Jos Verstappen har et sagsanlæg liggende på teamet, og det samme siges Heinz-Harald Frentzen at have. Af samme årsag har Arrows GrandPrix Ltd ansøgt de engelske domstole om en betalingsstandsning. Noget der skal give dem det fornødne pusterum til at kunne komme på benene igen.


DER SKAL MANGE PENGE TIL - RIGTIG MANGE PENGE

Når kreditorerne er betalt er der stadig et minimums årsbudget for at teamet overhovedet kan køre rundt. Og hvor skal det nye Arrows kunne hente sponsorkapital hjem til et minimumsbudget i størrelsesordenen på en halv milliard? I Tyskland? Selvom landet hele sidste år var et af de bedste steder at hente sponsorkontrakter i, så er kurven stærkt nedadgående i disse tider. Krisen har nu også ramt Tyskland for alvor, hvilket tydeligt kan ses i deres megakoncern Deutsche Telekom, der netop har skiftet direktør efter et gigantisk milliardunderskud indtil videre dette år.

Så ligemeget hvordan man end vender og drejer den, er det svært at forestille sig bevæggrundene for at et investeringsselskab som Asset Trust & Partner sætter penge i - og lid til - Arrows-teamet i almindelighed og Tom Walkinshaw i særdeleshed. Et tysk miniput-firma med speciale i sikre investeringer? Og endnu en beduinmilliardær der er villig til at droppe sine aftener på det lokale casino, for at spille finansielt russisk roulette med sin penge? Det lyder som et fritsvævende luftskib altsammen, og hvis det bliver til konkret må man anse det for et spørgsmål om tid inden det næste gang går helt galt for Arrows. Specielt med Walkinshaw ved roret.



AUDI-RYGTERNE POPPER OP MIDT I DET HELE

Hvor dukker så Audi op i alt dette? Det er meget svært at definere hvad der kom først - hønen eller ægget. Da rygtet om et tysk opkøb opstår kan man i disse internet-tider snildt forestille sig, at en ivrig internet-skribent har oversat "et tysk konsortium" til "VAG/Audi". Og da et sådant navn er lidt lettere, endsige mere appetiteligt at have med at gøre end Asset Trust & Partner GmbH, kan det være en mere eller mindre bevidst fejltagelse fra en skribents side. Det er dog interessant at Audi er blevet nævnt i F1-sammenhænge mange gange før.

Det virker under alle omstændigheder klart for enhver at Asset Trust & Partner nok i virkeligheden skal optræde i rollen som kransekagefigur for én eller anden form for finansiel bagmand. Hverken Oliver Behring eller Tom Walkinshaw vil ud med sproget om hvem det er der står bag den store investering. Og selvfølgelig bliver VAG/Audi nævnt - de bliver jo nævnt hver eneste gang der opstår en svag mulighed for det. Årsagen er nok at det efterhånden er klart for enhver at Audi på et tidspunkt vil stille op i F1 - om ikke med Arrows så for sig selv på et tidspunkt i nær fremtid.



CHEFEN FOR VW-AUDI KAN GØRE HELE FORSKELLEN

For at spekulere isoleret i Audi-teorien, og glemme alt om skibsfonde, må man erkende at det er ved at være nu eller aldrig for VAG og Audi hvis de vil stille op i motorsportens topklasse. Vi taler trods alt om en af Europas og verdens største bilkoncerner. Den tidligere topchef, Dr Ferdinand Piesch, var en infam modstander af en deltagelse i Formel 1 - det var for dyrt lød argumentet. Han er i mellemtiden stille og rolig blevet hældt ud af bagdøren hos VW, og i stedet er det nu Bernd Pischetsrieder der reelt styrer VW-koncernen.

I modsætning til den tidligere chef er Bernd Pischetsrieder en stor Formel 1-fan, og i sit tidligere job som chef for BMW, var han manden bag det motorleveranceprogram som WilliamsF1 i dag nyder godt af. Dertil kommer at Pischetsrieder er personlig ven med Bernie Ecclestone. Så ligemeget hvordan man forsøger at vende og dreje den, virker det som om det er et spørgsmål om tid, før Bernd Pischetsrieder får VW ind på F1-banerne.


DE HAR OPNÅET ALT - UNDTAGEN F1

Dertil kommer at VW med mærket Audi nu har opnået hvad de kom for i Le Mans. De har taget pokalen tre gange i træk med Tom Kristensen ved roret, og det synes helt sikkert at Audi ikke stiller op i Le Mans næste år. Med Bernd Pischetsrieder i spidsen af koncernen, er det svært at forestille sig at VW blot vil læne sig tilbage på laurbærrene, og ikke tage en ny udfordring op. Samtidig synes der kun et naturligt sted for VW at stille op - nemlig Formel 1.

Der er andre indikatorer der peger i samme retning. For det første har der for nylig været rygter fremme om at Porsche snart vil stille op i Formel 1. Dette er blevet underbygget af at Porsche netop har påbegyndt arbejdet med en testbane i det sydlige Tyskland. Da VW og Porsche er tæt forlovet med hinanden, er det ikke svært at forestille sig hvad man vil bruge en sådan testbane til. En anden indikator er, at Audi igennem det sidste halve år angiveligt skulle have rekrutteret en række specialister til et hemmeligt projekt - et projekt ingen endnu har defineret hvad er.

Man bør holde sig for øje, at der er umådelig stor forskel på en Formel 1-motor og en Le Mans-motor, som Audi er eksperter i. En optimal F1-motor brænder sammen få meter efter målstregen, hvorimod en Le Mans-motor først og fremmest er bygget til at holde distancen. Men omvendt står Formel 1 på dørtærskelen til nye motorregler, der lige netop gør at holdbare motorer kan blive nøglen til GP-sejre og i sidste ende verdensmesterskabet.



ADVARSEL - DETTE ER ØNSKETÆNKNING

Så lad os for sjov skyld antage at VW-koncernen rent faktisk er på trapperne med et F1-projekt. Også selvom de for få dage siden igen kategorisk har afvis alle tanker om at stille op i F1. Hvordan har de i givet fald formået at holde det så hemmeligt igennem så tilpas lang tid, at intet for alvor er sluppet ud omkring det? Og hvis dette projekt har noget med Arrows at gøre, hvad i alverden vil Audi med Arrows - nogle forladte fabrikshaller hvor alle nøglepersonerne er forsvundet fra? Det giver umiddelbart ikke mening. Ikke medmindre vi antager at der sidder forrygende dygtige aerodynamikere tilbage i Arrows, som endnu ikke har forladt den synkende skude.

Nogle vil måske argumentere at Audi gør det for at spare startgebyret væk, ved at købe Arrows' rettigheder til at deltage i F1. Men dette er ikke et gebyr, men et depositum - et depositum som VW sagtens bør kunne undvære det første år de deltager i F1. Så det er vel knapt et argument. VW-koncernen har såmænd penge nok til at kunne overkomme noget så banalt som et depositum, noget der kun burde være et problem for potentielle konstruktører i stil med Dan Gurney's All-American projekt. Så i sidste ende vil Audi nok stille op helt uden "hjælp" fra Arrows.


PETER OG ULVEN FRA AUDI

Pengemæssigt skal møllen selvfølgelig kunne køre rundt, hvis VW overvejer at stille op med Audi. Og i en tid hvor de ellers så sponsorvillige tyske storvirksomheder er ved at trække næbet til sig, virker det som en tosset timing at satse på et F1-projekt. Deutsche Telekom har netop trukket sig fra fra alle sportssponsorater inklusive McLaren - Deutsche Post har droppet Jordan og Veltins har droppet Williams. Men den kan man jo også dreje 180 grader rundt. Det kunne jo i princippet tænkes at Deutsche Post og Veltins har trukket sig, for lige netop at begynde et sponsorat hos et nyt Audi Formula 1-team.

Alt er muligt i Formel 1 - det er en formel der er selve essensen i sporten. Alt er muligt, selv det umulige. Selvfølgelig kan det tænkes at VW hiver kaninen op af hatten, og overrasker alt og alle med en bil i feltet allerede i 2003 -selvom det nok tidligst bliver i 2004. Problemet er bare at gud og hver mand har hørt lille Peter komme fræsende ind i landsbyen gang på gang og råbe "Ulven kommer!!!" Derfor er det meget svært at forestille sig det ske denne gang. Men man skal dog huske en ting - nemlig hvorledes lige netop dette eventyr slutter. Det ender nemlig med at ulven kommer drønende ind i landsbyen i sin Audi F1-racer og æder hele feltet...

V8 Race Driver 120 x 60 Ad

Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com