SPA TRÆNGER TIL EN OPGRADERING

Efter endnu en succesfuld og god tur med Formula 1 Club Denmark (nu Jan Magnussen Fanklub) har jeg en mindre ønskeseddel til denne pragtfulde bane, for at få 'opgraderet' Spa til andet end en 'drivers circuit'. Dette må nok forklares. Der er ingen tvivl om at banen er en af de bedste i formel 1. Utroligt kuperet, flot beliggende og med udfordringer for kørerne, der får Hungaroring til at ligne indendørs go-kart i Ballerup. Der er heller ingen tvivl om, at banens beskaffenhed leverer den sublimt bedste vare for tilskuerne. Som hobbyfotograf ved jeg ikke noget værre end baner, hvor man ikke har frit udsyn over hegnet. På Spa er der masser af steder, hvor man kommer 'over hegnet' og endda næsten lammende tæt på biler der drøner forbi med over 300km/t. Intenst, imponerende - ganske enkelt fedt!

Nu er adgangsforholdene for gæster i VIP områderne, Paddocken og ikke mindst Paddock Club sikkert ganske velegnede til dette klientel i jakkesæt og balkjoler. For den almindelige tilskuer stiller sagen sig en del anderledes. Området omkring La Source er hjertet af selve Spa banen. Med den lille by Francorchamps i forlængelse af indkørslen til banen, der stadig ikke er permanent, er det samtidig også her størstedelen af tilskuerne skal passere. Denne adgang foregår via en sti der er ganske få meter bred og på sine steder forsynet med nogle op og nedstigninger af en karakter der ikke lader Mount Everest meget i skyggen. Belægningen er... Rustik. Hærvejen er det rene high-tech ved siden af det her. Grus, jord og klippestykker skal forceres på vejen mod de mange boder.

Bernie boder med Bernie priser! Selv den usleste T-shirt befinder sig i området omkring 30 euro. Heldigvis er der også en del boder på vejen op mod Francorchamps, hvor priserne er lidt mere jordnære, men produkterne er til gengæld også lidt mere ud i det obskure. Gerne noget i en blanding af Schumacher, Ferrari og Bundesliga - skål! Men et leben der skal opleves. Går man sulten derfra er det ens egen skyld. For ca. hver tyvende meter kan man købe enten drikkevarer, fritter, burgere og anden sund og nærende kost af 'stadionplatte' typen. Men det smager sgu godt! Det kan de lave i Belgien!



EAU ROUGE - DET LEGENDARISKE SVING

Tilbage på banen er vi nu kommet til Eau Rouge. Ja den er 'flat' i højeste gear i dag. Det man ikke oplever på tv skærmen er stigningen på - ja det aner jeg ikke - men den er dæleme stejl. Et sted mellem 30 og 45 grader vel. I gamle dage var der flere muligheder for at studere denne bakke. I dag er den godt klistret til med tribuner i 'Guld' klassen, så de usle bronze samt sølv billet indehavere må gå i en stor bue ind igennem noget skov inden man kan gå videre ud ad Kemmel langsiden.

Man også vælge at gå under banen ved Eau Rouge, hvor man ved selvsyn kan se den lille bæk med det røde jernholdige vand. Men nu er det jo ikke Søren Ryge det her, så det dvæler vi ikke ved. Men vi kunne måske dvæle ved det ufatteligt 'geniale' i, at mere eller mindre al trafik til banens 'inderkreds' skal foregå over en lille bro på et par meters bredde og gennem en tunnel der ikke er meget bredere. For at gøre det endnu mere genialt er der naturligvis placeret en øl bod og en pommes frites bod, hvor alle disse mennesker skal passere! Det kræver derfor ikke den store ledvogter eksamen for at finde ud af, at dette er en mega flaskehals, hvor mange enten glider ned ad skrænterne eller får våde fødder i Eau rouge - altså bækken.



BUSSTOP OG BLANCHIMONT

Så er man inde på 'indersiden'. Der er stier i retninger mod enten 'Busstop' eller Pouhon området. Lad os gå til Busstop. OK - hvor er der action på Spa? Busstop bla. - ikke også? Og hvor mange tribuner er der så der? Ikke en disse. Nej der er igen en smal sti med et højt hegn på toppen af skråningen. Det giver fint udsyn for dem i første række - men ikke så mange andre. Vil du i første række der, skal du nok overnatte på banen.

Videre ad stien langs Blanchimont kan man komme seriøst tæt på bilerne, hvis man - forsigtigt - går ned ad skrænterne. Hegnet står helt nede ved banen, så man er oppe over og har et godt overblik ned mod 'Bus Stop. Det mest spektakulære sted i nedbremsningszonen til 'Bus Stop' er desværre hegnet af. I det lette tusmørke kan man virkelig se carbon skiverne arbejde på højtryk. Men på grund af træer og hegn vil det ikke være noget man længere kan få på foto på lovlig vis og med 'kuglerne' i behold. Brutalt udseende vagter med mindst ligeså brutalt udseende vovser, vil rette op på dine eventuelle misforståede forsøg på at forcere hegn.

Længere ude ad Blanchimont kommer man under banen via en tunnel. Også her er der et godt fotosted, hvis man balancerer på kanten af beton tunnelen og hiver kameraet ud over hegnet har man bilerne med fuld hammer på, skråt forfra. Hurtig lukketid anbefales! Igennem tunnelen og man er nu igen på indersiden. Diverse stier og ruter for bjerggeder kan føre dig hen mod tribune nr. 8 hvor vi sad, eller videre til tribune 6 der ligger lige foran Pouhon. Det bedste man kan sige om de to steder er, at der er storskærme.

Bilerne kører forbi - bag et hegn - på mange meters afstand og der sker ikke meget andet end at bilerne kører forbi. I forhold til 2000 da jeg var der sidst havde man forhøjet hegnet med et ekstra 'debris fence'. Hvis man i det mindste havde bygget tribunen så høj, at man var oppe over hegnet - men nej. Uanvendelig med et kamera desværre. Men godt er det dog med individuelle nummererede sæder, hvilket gør sig gældende på de fleste tribuner på Spa. Godt nok er der ikke meget plads mellem sæderne - men det kan overleves.



MOD POUHON

På den modsatte side ved nedkørslen mod Pouhon er der en god travetur i vente. I modsætning til indgangen, foregår det på gode betonelement stier. Men stigningerne er ikke velegnede til folk med dårligt hjerte eller skavanker med bentøjet. Det er seriøs jogging det her! Der er gode udsigtspunkter langs dette område. Det er som regel også muligt at få en rimelig plads på skråningerne. Men forvent, at hele kanten er besat med folk på klapstole og andet habbengut. De gode pladser er taget når du kommer!

Men gør dig den tjeneste at tage turen. Det er det bedste område på banen for rigtigt gode billeder. Hele vejen oppe fra den lille hårnål, der nu kaldes 'Bruxelles', ned igennem den skarpe venstrekurve og langsiden ned mod Pouhon, kan du komme til at stå helt uforstyrret på skrænterne og knipse løs. Bevares, det kræver lidt øvelse… men alt er bedre end et snapshot taget gennem enten et hegn eller en flok tyske 'båthorn' med flag og fyrværkeri. Selv søndag formiddag kan du stå der, så det kan klart anbefales.

Når du så har været der, kan du tage turen på ydersiden af banen, langs hegnet ved Les Combes og den lange strækning ned mod Eau Rouge langs 'Kemmel'. Igen må man konstatere, at der igen er en oplagt placering for en gigant tribune. Nedbremsningen efter Kemmel giver altid drama og action. Også denne weekend viste det. I stedet har man (mal)placeret tribune 4 og 5 i udgangen af chikanen 'Le Pif Paf', hvor 4'eren måske giver det bedste overblik, men til gengæld er her ingen storskærm. Langs hegnet kan du godt glemme at få en plads medmindre du medbringer et byggestillads eller lignende! De lokale ved jo, hvor der er godt.



KEMMEL-LANGSIDEN

Kemmel kan give et par gode fotos - men ikke om søndagen. Den skrænt er tætpakket til sidste græsstrå. Jeg har stået der , og kun fornemmet, at der foregik et eller andet kun lige direkte foran mig. Udsynet blev kraftigt reduceret jo nærmere starten på GP'et kom. Men dengang var der ikke andre muligheder for Bronze 'billigbilletten'. Nu kan man heldigvis bevæge sig over hele banen med en bronzebillet, hvilket giver en bedre fordeling af tilskuerne, selvom der stadig er mange.

Hvor der ikke er storskærme må man tage til takke med baneradioen. Det foregår på fransk, tysk, fransk, hollandsk, fransk, og af og til kommer Bob Constanduros også til orde på engelsk! En oplagt forbedring ville være to separate kanaler. En på fransk og den anden på de andre sprog. Det er utroligt irriterende at skulle høre på alt det franske, selvom man relativt hurtigt lige kan opfange navne på kørere, placeringer - sådan cirka. Pitstop hedder vist noget i retning af "revitalissement"!


SPA SYNGER PÅ SIDSTE VERS

Om der kommer flere GP'er på Spa er op til de belgiske politikere og Bernie Ecclestone. Et tobaksreklameforbud, der træder i kraft 1. august 2003 kan give et alvorligt bagslag. Dels at F1 bliver berøvet den mest interessante bane på kalenderen og dels at en region bliver berøvet en årlig chance for at tjene nogle gode penge. Sikkert et eller andet skisma mellem den flamske og den franske del af Belgien.

Et sidste lille råd. Gå ikke i fælden hos sigøjnerne! Det er den sædvanlige med en papkasse, tre tændstiksæsker og en lille kugle. Det er svindlere. Fingernemme så absolut, men svindlere. De lokker dig ind og de ribber dig af på ingen tid. Dem du ser vinde er deres medkumpaner og er der skyggen af politifolk forsvinder de som dug for solen. Men står du med en stak 50Euro sedler du ikke kan bruge til andet, er det jo bare at lure tricket!

Spa er fedt på sin helt egen måde - men helt ærligt - det kunne blive meget bedre! Men det kan være at du skal skynde dig, for at se det der er. Formel 1 kan være på vej væk, måske for altid.



Af Flemming Hansen
flemming@f1journal.com