EN KARRIERES RUTSCHETUR
En af de mest karakterfaste kørere i Formel 1 feltet har netop fået løbepas fra sit team. Som alle nok ved er køreren det drejer sig om Jacques Villeneuve. Selvom det er trist, nu med al sandsynlighed at skulle undvære en af dem som i høj grad gør sporten mere spændende, så kom det ikke rigtig som en overraskelse for nogen. På en måde kan man sige at det er noget man har vidst de sidste fem år. Omtrent lige siden han for første gang satte sin navn under en kontrakt med British American Racing. Siden dengang har canadierens karriere gået stødt ned af bakke. Dengang han gjorde sin entre i sporten var der dog intet der viste at det skulle gå denne vej. Tværtimod så er han en af de kørere som hurtigst fik succes som rookie.
Hele Jacques liv var omgivet af motorsport. Hans far Gilles var en af de mest populære i sporten nogensinde og det gjorde indtryk på sønnen. Det er ikke så ofte Jacques i dag udtaler sig om sin berømte far, men i de interviews han gør det, kan man mærke det sker med stor varme, kærlighed og respekt. Han ved hvem han er søn af. Vinderinstinktet har han helt klart arvet. Hvis man er med, er man med for at vinde. Der skal opnås resultater. Da Gilles Villeneuve kørte galt og mistede livet på Zolder i 1982 var Jacques kun elleve år. Han kunne lide at køre selv, men det var endnu ikke så seriøst. Hans læretid sendte ham dog både til Formel 3 i Italien og Formel Nippon i Japan. Gennembruddet kom i 1995 hvor han vandt Indy500 og oven i købet også kunne kåres som CART mester.
DEBUTEN I FORMEL 1
Dette bragte ham til Formel 1, hvor han på en solbeskinnet forårsdag 1996 debuterede på Albert Park for Williams. Det skulle blive meget tæt på en debutsejr. Dog måtte canadieren se sig slået af holdkammeraten Damon Hill. Villeneuve havde dog allerede bevist at talentet var der og at han kunne køre ekstremt stærkt. Resten af sæsonen gik lige så godt. Fire sejre var med til at give ham en pæn placering som nummer to i den samlede stilling kun forbigået af den etablerede Williams-kører Damon Hill. En overbevisende debut sæson.
Villeneuve da han var på vej frem i Canada 1996 - Copyright: Herb Edgecomb
Sæsonen efter blev dog endnu bedre. I andet hug skulle han ende med at stå som samlet vinder. Senere skulle onde tunger negligere dette mesterskab og tilskrive sejren Williams dominans i de år. Interessant er det dog at bemærke, at Villeneuve havde omtrent dobbelt så mange point ned til nummer to, hans egen holdkammerat, og endnu mere ned til nummer tre i mesterskabet. Samtidigt var der ikke tilnærmelsesvis tale om samme dominans i sporten fra Williams side som den vi tidligere så fra McLaren i slutningen af 80´erne eller fra Ferrari i de sidste fire år. Alt tyder altså på, at det ikke alene skyldes en god bil. Både før og efter 1997 har der været vundet mesterskaber med langt højere grad af dominerende biler, men hvor der ikke sættes spørgsmål tegn ved kørerens egenskaber. Og med syv sejre og ti pole positions i en sæson skinner talentet igennem uanset hvor god bilen end har været.
FRA VERDENSMESTER TIL KATASTROFE 1997-1998
Men 1998 bliver et katastrofe år for Villeneuve hos Williams og året efter havner han hos British-American Racing (BAR). Det er nemt den dag i dag at konkludere at dette var et fejltrin af de helt store. Dengang virkede det dog ganske fornuftigt. Der skulle ske noget nyt, nye udfordringer, god hyre, lovende planer om at få et hold bygget op omkring sig selv og sin gode ven og buddy som teamchef. Jo, da valget blev truffet var det udslag af ganske fornuftig logik.
Men årene gik og tingene blev kun værre og værre. Det blev mere og mere tydeligt at de forudsætninger Villeneuve var blevet lovet fra starten ikke holdte vand. Teamet kunne slet ikke leve op til de forventninger de stillede sig selv. Gang på gang var forventningerne høje, men det eneste kørerne hos BAR fik at arbejde med var langsomme og ustabile biler. Allerede i teamets første løb i Australien 1999 udgik begge BAR racere. Villeneuves bil tabte helt bagvingen. Man skulle faktisk hele tolv løb ind i sæsonen før Villeneuve passerede målstregen for første gang. Det var som et tegn fra oven om at konstellationen Villeneuve og BAR var helt forkert. Tiden gik og bedst som tingene ikke kunne blive værre stoppede så den gode ven Pollock og Villeneuve var nu alene på holdet. Trods den store kulde fra den nye teamchef og senere også motorleverandøren viste han dog stor loyalitet og bevarede troen på at det nok skulle vende en dag. Dette skete dog aldrig og i dag er Villeneuve så en fri fugl.
Nedturen i 1999 var massiv - Copyright: Schlegelmilch Photography
Det der i dag står som den store gåde er : Hvordan kunne det der startede så godt gå så grueligt galt? Eller som man synger i ”Sangen om Larsen” (en af arbejderklassens store sangskatte) ”Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt”. Vi har at gøre med en mand som har vundet Indy500, CART og Formel 1, en kører som ufatteligt hurtigt er kommet helt til tops uanset i hvilken række han kørte. Alligevel trækker folk blot på smilebåndet af ham og tænker mere på hans berømte fader når talen falder på navnet Villeneuve.
I FORMEL 1 FOR PENGENES SKYLD?
En af de groveste beskyldninger mod Villeneuve er, at han ikke kører Formel 1 fordi han elsker sporten eller fordi hans hjerte er med i det. De samme folk påstår bramfrit, at han udelukkende skiftede til BAR og ikke mindst blev der på grund af pengene, og pengene alene. Dette kunne næsten ikke være mere forkert, og sådan ser Villeneuve naturligvis også på det. For ham er der bare ikke nogen indgroet modsætning mellem at være en talentfuld kører og så tjene store penge hjem. Specielt ikke når markedet lægger op til dette og vil give en høj hyre. Hvorfor så takke nej? Der er da heller ingen skrubler overhovedet hos canadieren. Han ved godt at sponsorerne tjener pengene hjem på ham mere end en gang. British American Tobacco menes at have betalt hans løn på enogtyve millioner dollars i år, men de ved også at hvis der er en der kan sælge tobak, så er det en ”cool” Jacques Villeneuve.
Det virkede dog ikke så åbenlyst at han lige skulle vælge et nystartet hold. Det var sandsynligt at såfremt den daværende verdensmester havde skiftet til et andet tophold, så var han endt med flere mesterskaber. Forklaringen til dette valg skal mere end noget andet ses som muligheden for at være en ”version 1.0” af noget. Følelsen af at være den der er centrum om noget stort. At være den bærende kraft. Han fik at vide at British American Racing ville blive hans hold, og hvis han ikke kom til holdet, ville det ikke blive til noget. Samtidigt var det hans manager og gode ven Craig Pollock der skulle være teamchefen. Mange havde prøvet at blive mester med et hold, men ikke mange var blevet mødt med den tillid og tro at få bygget et helt hold op omkring sig. Når Villeneuve lyttede til de mange ord var det sød musik i hans ører. Det er derfor næppe for meget at sige at han blev lokket med ikke så få løfter og forventninger. Smiger bragte ham den sidste vej.
DET HELE BRAST MELLEM FINGRENE PÅ JACQUES
Nu ved vi at hele ballonen brast og drømmene i stedet blev til mareridt. Resultaterne udeblev og Pollock forsvandt med tiden også. Men en blev loyalt tilbage og prøvede at rette skuden op, nemlig Villeneuve. Der er få som Villeneuve der bliver ved og ved selv når det ser værst ud. Han er en af sportens største fightere. Han fik dog også stor støtte og hjælp på det tidspunkt fra … Honda! Honda var kommet til BAR i 2000 og fik nu overtalt Villeneuve til at blive. De insisterede og blev ved med at forsikre om at skuden ville vende. Honda skyldte Villeneuve meget. Hans hundrede procents indgangsvinkel til testarbejdet, sammenholdt med hans store evner på det tekniske havde gavnet dem kolossalt og havde betydet at deres arbejde var betydeligt lettere end forventet. Igen fik Villeneuve skudt i skoene at det var pengene der styrede hans valg. Noget han selvfølgelig er meget uenig i: ”Sandheden er at da jeg underskrev kontrakten til at blive var der en lignende kontrakt med et andet hold (Renault, red.), til den samme løn, så det var ikke et pengevalg. Hvis jeg var gået til et vinderhold, ville jeg sikkert have tjent mange flere penge. Så at sige jeg kun kører for penge er komplet latterligt.”
En karriere fuld af bump på vejen - Copyright: Schlegelmilch Photography
Det er svært at sige hvorfor forventningerne ikke blev indfriet hos BAR. Muligvis var målene fra starten for store eller også var teamet bare ikke godt nok. Faktum er i hvert fald at resultaterne ikke blev som ønsket og frustrationerne blev større og større. Al den hjælp og støtte der var i starten forsvandt og blev i stedet erstattet med kold og bitter stemning. Hans forhold til medkørere har undtaget Olivier Panis altid været køligt. Især i starten af den just overståede sæson hvor han og Jenson Button langede kraftigt ud mod hinanden. De endte dog med at komme på talefod igen og var da også ude og spise fra tid til anden. ”Best pals” bliver de dog næppe nogensinde. Forholdet til mekanikerne var næsten ikke eksisterende. Disse satte stor pris på Villeneuves altid professionelle indstilling, men derudover vekslede de ikke mange ord med ham. Ikke engang et ”hej” kunne det for det meste blive til. Teamchefen havde sin helt åbenlyse favorit og dette var han ikke bleg for at lade skinne tydeligt igennem. De tidligere venner hos Honda var også væk. I sidste ende så langt væk at det indirekte var dem der sendte Villeneuve ud på det ledige arbejdsmarked.
NEMT AT KIGGE I BAKSPEJLET
Men det vidste ingen jo dengang i 1999 sæsonen. Det er altid nemmere at sidde som smagsdommer bagefter og vurdere folks handlinger i bagklogskabens klare lys. Specielt konstruktivt er det dog ikke. Hvad fik et af sportens måske største talenter til at forlade et vinderteam hvor han havde alting og skifte et helt nystartet team som stort set ikke havde meget andet end deres egne kæmpe forventninger og en masse store ord? I dag virker det såre naturligt at en Michael Schumacher valgte at skifte fra en vinder situation hos Renault til en på det tidspunkt mere usikker fremtid hos Ferrari. Den handling viste sig at udvikle sig i en meget positiv retning. At påstå at Schumacher kun har vundet de sidste mange år grundet Ferraris dominans er en løgn kun de mest ekstreme anti-Schumacher fans tror på. Men sikkert er det at det bestemt har betydet noget. Ferrari endte op med at have det hele. Bilen, dækkene, motoren, et harmonisk team og ikke mindst køreren. BAR havde kun en god og talentfuld kører og intet andet. Et helt fornuftigt valg af Schumacher syntes de fleste at mene i dag. De fleste af dem glemmer bare samtidigt at sådan var den generelle holdning ikke dengang han byttede Benetton ud med Ferrari. Dengang måtte også Schumacher lægge øre til beskyldninger om at han solgte sit talent for ussel mammon. Som canadierens gamle teamchef Frank Williams forklarer: ”Hvad vi har her, er et af de basale principper i Formel 1. Uanset hvor god han er, er en kører altid farvet af hans bil. Put Michael i en Minardi og han vil havne nogle få rækker op på gridden. Men ikke mere. Giv Jacques en bedre bil og jeg er sikker på han vil gøre det bedre.”
Er situationen med Schumachers valg af fremtid nu så meget anderledes end den Villeneuve valgte? Villeneuves valg af team kan også ses som et usædvanligt modigt træk af canadieren. Manden valgte at følge sit hjerte og gode ven over til et helt nyt kapitel i Formel 1. Han troede på ideen. Han var loyal overfor den hele vejen i gennem, og endte op med at ofre sin karriere på den. Belønningen kom aldrig til ham, men han stak ikke halen mellem benene eller svigtede teamet. Bevares, pengene var store og selvfølgelig ikke ubetydelige. Det var dog ikke dem der var trækplasteret. Men handlede han egentligt så meget anderledes end andre i samme situation?
Karrieren kuldsejler i en stejl nedtur i 2003 da han fyres fra BAR - Copyright: Schlegelmilch Photography
VALGET AF DEN USIKRE VEJ BLEV FATALT
Der er ingen, ud over Villeneuve selv, der ved om han også ville have valgt BAR og Pollock hvis ikke lønnen havde været så stor. Faktum er bare at han fik tilbudt samme løn hos andre teams, fx Renault, men takkede nej, selvom muligheden for gevinsten måske ville være større på længere sigt. Han kunne have valgt et andet hold, men valgte den usikre vej. Han valgte et team, der havde ambitioner om at tage den lange vej helt fra bunden af feltet for at ende øverst, hvor en Schumacher valgte et team i den bedre ende for at tage det sidste skridt til toppen. I dag roses Schumacher for sin handling, mens Villeneuve latterliggøres og kritiseres for hans. Det er ikke for på nogen måde at køre hetz på Schumacher. Men man bliver dog nødt til at spørge sig selv om det er rimeligt at kritisere Villeneuve for en handling der i den grad vel er udtryk for fighter vilje og konkurrence ånd, upåagtet de store summer der fulgte i kølvandet.
Mange giver vennen og manageren Craig Pollock skylden for at det gik som det gjorde. Det var Pollock der i sin tid ”lokkede” ham med i BAR. Da han selv fik kolde fødder var det ham der rådede Villeneuve til at give det et forsøg mere. Det er dog for meget at skyde skylden på managerens skuldre. Villeneuve er trods alt en voksen mand og kan træffe sine egne beslutninger. Han har til tider været utrolig naiv, men de fleste af os vil vel stole på vores bedste ven? Her er det også fundamentalt vigtigt at forstå de to mænds indbyrdes forhold. Der er ikke kun tale om et ven-ven eller manager-kører forhold. Det er langt dybere end det. Da Villeneuve kørte i Japan forstod han behovet for en vigtig støtte og hjælp for at kunne klare sig i motorsporten. Han tog derfor kontakt til hans gamle gymnastiklærer på den schweiziske kostskole og siden har de to været uadskillige. Pollock er mere end en manager for Villeneuve. Det var Pollock der tog den unge og usikre Jacques under sine vinger. Det er det der i dag gør ham til både ven, reservefar, manager og mentor. De to mænd er i den grad uadskillige. Det er først når man forstår det at man også bedre kan forstå Villeneuves valg af karriere. Hele vejen har han haft hjertet med i sine valg. Han har troet på at det var rigtigt det han gjorde og han arbejdede en vis legemsdel ud af bukserne for at bevise det, trods modstand fra omgivelserne. Der er heller ikke den dag i dag dårlige følelser Villeneuve og Pollock i mellem. ”Vi har været sammen i langt tid. Vi er et godt par”, falder de rosende ord fra Villeneuve.
Hvad så nu? Kan dette være det sidste vi ser til 1997-mesteren? Man frygter det værste og kan næsten kun blive positiv overrasket. Fyresedlen fra BAR kom på det værst tænkelige tidspunkt. Der er meget få sæder ledige til 2004 sæsonen og mulighederne bliver færre for hver dag der går. Det sidste ledige sæde hos Jaguar har været nævnt som en mulighed. Dette skulle kunne blive muligt via et sponsorat fra energidrikken Red Bull og lidt hjælp fra Pollock. Der er dog andre der står i kø til dette sæde, såsom Justin Wilson, Björn Wirdheim og Jos Verstappen. For nyligt var Pollock i Australien til et CART møde. Her fortalte han til alles forbløffelse at Villeneuve i 2004 skulle være testkører hos McLaren. Noget som virker meget usandsynligt eftersom McLaren allerede har bekræftet deres to testkørere og eftersom Ron Dennis tidligere er brudt sammen af grin når muligheden blev nævnt.
Villeneuve havde helt mistet gnisten i år men kæmpede videre - Copyright: Schlegelmilch Photography
VENDER VILLENEUVE TILBAGE TIL FORMEL 1?
Kørere som Niki Lauda og Alain Prost har tidligere taget et sabbatår for at vende tilbage som verdensmester. Den mulighed kan Villeneuve også vælge. I løbet af næste sæson er der mange kontrakter der udløber og dette løser op for nogle flere pladser. Men når man først er ude af gamet er det svært at komme ind igen. Specielt med de manglende resultater der er kørt hjem de sidste mange år.
En ting vi ikke skal forvente er at vi ser den tidligere mester vende tilbage til Indy eller CART. Det har han klart afskrevet. Derimod har han ikke helt udelukket muligheden NASCAR. Som det ser ud nu er det måske i en helt anden retning vi skal kigge. Villeneuve har nemlig tidligere i sin karriere flere gange sagt at han godt kunne overveje at stille op i Le Mans for også at vinde denne serie. På den måde vil han blive den første der har vundet både Indy500, CART, Formel 1 - og Le Mans.
Hvis man kender Villeneuve ret så vil han under ingen omstændigheder sætte sig hen i et hjørne og gå til grunde i bitterhed. Det er han for meget sportsmand og fighter til. Selvfølgelig ville han gerne have set det udvikle sig anderledes, men han fortryder intet. ”Jeg fortryder ikke at have valgt BAR. Jeg fortryder at det ikke gik som det blev planlagt. Jeg vidste det var en stor risiko. Hvad der var på papiret og hvad der var realiteter var to modsætninger. Der vil altid være en difference mellem løfterne og realiteterne, men her var de slet ikke i relation. Det er der fortrydelsen ligger”. Noget tyder på at Villeneuve allerede har reflekteret over sin situation: ”Så selv om jeg er tvunget til at stoppe vil jeg ikke vågne op og have ondt af mig selv . Men jeg er ikke parat til at stoppe. Lige nu har jeg svært ved at forestille mig at køre i andet end Formel 1”, konkluderer han og fortsætter ”Jeg har opfyldt min barndoms drøm som var at vinde Formel 1”.
Jacques Villeneuve vil altid være et egnet diskussionsemne for Formel 1 fans. Ingen har som ham kunnet skabe delte meninger. Alle er dog nok enige om at sporten måske nu må sige farvel til en af de mest karakteristiske og spændende personligheder i nyere tid. Han vil altid være enten elsket eller hadet af folk. Men han ved selv hvem der har bragt det dertil: ”Jeg giver ingen skylden. Folk prøver at give Craig skylden, men alt hvad der er sket i min karriere har været mit eget valg. BAR var en drøm da vi startede og det udviklede sig ikke som tilsigtet. Sommetider er livet bare sådan. Alt vi kan gøre nu er bare at prøve at reparere den ødelagte drøm”, udtaler den for tiden arbejdsløse racerkører afklaret.
Skrevet af Henrik Eilsøe
henrik@f1journal.com
