ER DER INTET DER KAN STOPPE HAM?
Frankrigs Grand Prix anno 2002. Michael Schumacher ligger pointmæssigt stærkt i føringen i forhold til sine nærmeste rivaler fra Williams - Juan Pablo Montoya og lillebror Ralf Schumacher. Det er lettere overskyet og Michael Schumacher holder nummer to på gridden bag Montoya og foran teamkammeraten Rubens Barrichello. Lamperne skal til at skifte til grønt og opvarmningsomgangen tage sin begyndelse, da det bliver klart for tilskuere, seere, kommentatorer og ikke mindst Ferrari, at man har lavet en bøf af kaliber. Barrichellos løftestaviter sidder stadig under bilen, og en hurtig mekaniker når kun at fjerne det bageste.
Således var et vigtigt trumfkort for Michael Schumachers hænder - hans rygdækker, der kontraktuelt har bundet sig til ikke at kæmpe imod ham, kunne pludselig ikke hjælpe ham med at lægge pres den columbianske marathon-polesitter. Så Schumi skulle tage kampen op alene. Var det noget der kunne ryste en firedobbelt verdensmester med rygsækken fuld af selvtillid? Ikke det der ligner - end ikke tilnærmelsesvis. Godt nok slap Montoya afsted første fra start, men Schumacher havde indtil flere planer klar.
FRA PLAN A TIL PLAN B
Plan A med et hurtigt angreb og en overhaling af Montoya virkede ikke. Hvad gør man så? Man hiver selvfølgelig bare Plan B frem og venter til pitstoppet. Michael Schumacher er nemlig ikke bare én person, men et helt team. Og når han går i pit flyver han ud igen hurtigere end de andre. Som sagt så gjort. Schumi gik ind - hans team sparkede mås - og Schumi kom ud igen før Montoya. Michelindækkene er notorisk kendte for at skulle køres varme, og det vidste tyskeren udemærket godt.
Så selv om bilen skulle sparkes ekstra hurtigt ud af pitstrækningen, kom han ud hvor han ville - foran columbianeren. Men TV-teknologien afslørede at den tyske fartkomet havde krydset den hvide linie marginalt på vejen ud, og Felipe Massa var kort forinden blevet idømt en drive-thru straf af samme årsag. Så der var ingen vej udenom. Schumi skulle ind igen og tridse igennem pitten. Kunne dét stoppe Schumacher fra en sejr og endnu et mesterskab? Heller ikke...
IKKE BRIDGESTONES DAG
Det var ikke just det ellers så overlegne dæk Bridgestones dag på Magny-Cours. Så Schumacher kunne ikke bare uden videre overhale hverken Montoya eller Raikkonen der nu lå i første og anden position. Han måtte derfor afvente anden pitstoprunde for at se om han kunne komme forbi rivalen fra Williams og den hurtige McLaren. Montoya gik først ind og tøffede ud igen i traktortempo. Noget var gået helt galt for Williams i form af et for tidligt pitstop.
Så pludselig var der kun den erfarne Schumacher og den unge Raikkonen tilbage i front. Coulthard stak snuden frem, men havde også glimret ved at krydse den hvide streg ved pitudkørslen - så han var ikke til at regne med i kampen om førstepladsen. Montoya lå på fjerdepladsen og Ralf på femtepladsen, så en sejr ville være nok til det femte mesterskab for Michael Schumacher. Han skulle "kun" forbi unge Raikkonen.
EN OLIEPLET GJORDE UDFALDET
Ganske få omgange tilbage, og pludselig udgår Allan McNish i en sky af røg med en olielækage og parkerer Toyotaen på sit teams store reklame i Adelaide-hårnålen. Det gjorde hele udfaldet. Ikke bare i løbet, men i hele sæsonen. Erfarenheden vandt over den iltre McLaren-ungdom. Kimi var ikke opmærksom på oliepletten og var en tur udenfor banen i selvsamme Adelaide-sving. Schumi gik forbi under gule flag, men Kimi holdt udenfor banen, og Schumacher tog føringen - og vandt...
Der var ingen grund til at løbskommisærerne idømte Schumacher noget som helst. For har har som bekendt tre omgange til at køre ind og afsone sin straf - hvilket var irrelevant med 2½ omgang tilbage. Så Michael Schumacher kunne dermed sikre sig sit femte verdensmesterskab i kun ellevte afdeling af årets Formel 1-mesterskab. Nogle holdt vejret og håbede at sejren ville blive taget fra ham. Men det var der som netop beskrevet ingen grund til. Og den ellers altid kamplystne Ron Dennis smed da også hurtigt håndklædet i ringen. Der var ikke noget at kæmpe for - Schumacher ville alligevel vinde sæsonen.
HVAD GJORDE UDFALDET I MESTERSKABET?
Men mesterskabet blev ikke vundet på grund af en olieplet. Langtfra faktisk. Dette mesterskab var derimod en magtdemonstration af kaliber, der må have været en sand fryd for øjet set med de mange tifosis øjne. Og hvis vi skal kigge på hvad der gjorde udfaldet, skal man kigge på en bred vifte af forskellige ting. Lad os starte med manden i centrum.
Michael Schumacher er ikke en hvilken som helst Formel 1-kører. Det kan der ikke herske den mindste tvivl om. Hans talent for at mestre enhver nuance af Formel 1-kunsten er ikke til at tage fejl af. Han er et unikum i F1-feltet fordi han ubetinget er den mest komplette kører. Han er ikke bare superhurtig, men snarrådig og intelligent, og hans handicaps kan ligge på et knappenålshovede. Han har formået at opbygge hele det legedariske team op omkring sig, hvilket også er meget tydeligt. Når en Ferrari fejler på startgridden er det ikke Schumachers - sådan er det.
Og når vi nu snakker Ferrari, må man ikke glemme den suverænt kørende F2002, der i den grad har sat alle andre biler til vægs denne sæson. Det er ganske simpelt et vidunder af en racer, og vi skal tilbage til sæsoner som 1998 og 1996 for at finde noget der bare minder om dens overlegenhed. De seje kanoner fra teamet, Montezemolo, Todt, Brawn og Byrne har med hård hånd styret udviklingen og fremstillingen af dette røde vidunder, der gjorde nemt for selv Barrichello at køre ligeså hurtigt som teamets førstekører.
DET ER IKKE KUN LUTTER LAGKAGE
Der er selvfølgelig også nogle ris der skal uddeles når man taler om dette mesterskab, og den lethed hvormed Michael Schumacher tog titlen. Én af dem var det manglende sportslige element fra Ferraris side, som én af de undertegnede skribenter har været ude og svinge med riven omkring. Men det faktum af Rubens har bundet sig til at bakke op om Schumacher, er kun en perifær negativ årsag til sæsonens lidt for hurtige afslutning. Det var hverken kønt eller specielt sportsligt at se teamordrer i denne sæson - men herregud - man kan ikke betvivle at det var effektivt.
Og effektivt er et nøgleord i denne sæson. Fordi ordet "effektivt" afgjorde mere end noget andet hele sæsonen. Det var nemlig kun et team der udviste effektivitet gennem hele sæsonen. De to teams der skulle udfordre Ferrari, glimrede i den grad ved deres mangel på effektivitet. De blå og de grå havde ikke skyggen af en chance - hvilket var tydeligt fra sæsonens start. Ferrari gav dem tørre tæsk i en udviklet version af sidste års bil. Derfor er det helt på sin plads at uddele lidt tørre tæsk til de to teams og deres gummileverandør, nu da sæsonen er afgjort.
Gummileverandøren, Michelin, må utvivlsomt tage hovedparten af den tvivlsomme taberrolle. Det franske dæk har ikke på nogen måde kunne leve op til sidste års flotte debut. I 2001 kunne Michelin-manden danse krigsdans ved indtil flere løb, og hele fire sejre nåede de at tage til sig med Williams i deres epokedebut. Men i år gabte de over for stor en mundfuld. De ville supplere to topteams samt hovedparten af resten af feltet, samtidig med at de satsede alt på et hul i det tekniske regulativ om symmetrisk placering af rillerne. Hele deres forberedelse til 2002 var dermed tabt på gulvet.
MCLAREN OG WILLIAMS - SLET IKKE I GEAR
McLaren lagde ud med overhovedet ikke at kunne true hverken Ferrari eller Williams. Deres fortolkning af dækkene samt flere fejl i designet, gjorde at de hurtigt var tabt bag de andre. Den ellers så velsmurte McLaren-organisation viste sig at være blevet ramt af rust, med en knagende mislyd mellem designer Adrian Newey og motorguruen Mario Illien. David Coulthards lyse øjeblikke kan man ikke vinde en titel med, og deres erfarne haj Hakkinen, var skiftet ud med den iltre men uerfarne Kimi Raikkonen. Han er hurtig - men der er lang vej til hans forhold med mekanikere og ingeniører kørt helt i stilling.
Fra starten af sæsonen var det dermed kun Williams der så ud til at kunne true Ferrari. BMW havde skruet endnu en tysk kampmaskine klar til teamet fra Woking. Men de blå-hvide bilers design var ramt af fejlkonstruktioner, der gjorde sit for at sløve den ellers så kraftstærke motor. De formåede at vise pokalgivende tænder i Malaysia, men det har ligesom også været dét. Hvis et topteam virkelig skal kunne gøre sig de mindste forhåbningerne om at kunne kæmpe om sæsonpokalen, nytter det ingenlunde at de er et topteam i kun to tredjedel af en løbsdistance. Bilen skal kunne køre hurtigt hele løbet og ikke mindst holde til målstregen.
Så de to rivalteams har bestemt også gjort det komfortabelt og nemt for den rasende hurtige Schumacher, at tage sit femte mesterskab. Og et yderst velfortjent samme. Så tilpas velfortjent at vi ikke kunne dy os for at give denne historie overskriften Juan Manuel Schumacher, med direkte reference til den eneste F1-kører før Schumacher der har taget fem titler - Fangio. Man kan sammenligne dem på en del fronter men have meget store problemer med at sammenligne dem på andre. På et punkt er der dog nu en direkte parallel - de fem titler. Men hvorledes ser det ellers ud, hvis man stiller de to racer-esser overfor hinanden?
DE TO ENESTE MED FEM TITLER
To mænd. En i hver ende af tidslinien. Begge fantastiske racerkører, og begge med resultater som umiddelbart virker umulige at overgå. Det argentinske fantom Juan Manuel Fangio vandt i sin tid 5 verdensmesterskaber. En rekord der synes komplet umulig at tangere. Lige indtil en fabrik i Italien valgte at spænde hjelmen og målrettet arbejde sig tilbage til den top hvor de selv og deres mange millioner fans mener de hører til. Nemlig i toppen. Samtidig med den beslutning ansatte de tiden bedste Formel 1-pilot. En mand der med sin jernvilje, tyske diciplin og autoritet fik sat det hele sammen til at gå op i en højere enhed. Enheden gik så højt op at han har vundet 3 titler med det mærke. Og sammenlagt med de to han havde i forvejen tangerede han det umulige - 5 verdensmesterskaber i Formel 1.
To kørere som begge bliver kaldt verdens bedste. To kørere der har opnået det umulige. fem verdensmesterskaber. Helt naturligt har det skabt det samme spørgsmål verden over: Hvem af de to er den bedste Formel 1-kører i verdenen? Statistisk set er det ikke specielt svært at konstatere.
Juan Manuel Fangio:
Antal grands prix - 51
Antal sejre - 24
Antal podieplaceringer - 35
Antal pole positioner - 29
Antal VM titler - 5
Michael Schumacher:
Antal grands prix - 173
Antal sejre - 61
Antal podieplaceringer - 108
Antal pole positioner - 46
Antal VM titler - 5
STATISTIK ER SOM BIKINITRUSSER
Fangio har vundet 48% af alle VM-løb han har deltaget i hvor Schumacher kun har vundet 35%. Ser man på antallet af podieplaceringer ser det også godt ud for Fangio : I 68% af alle løb er han havnet på podiet - hvor Schumacher kun har stået på skamlen i 62% af løbene. Der hvor Schumacher taber afgørende terræn er pudsigt nok antallet af pole positioner. 56% af løbene har Fangio startet forrest - hvor Schumacher kun kan prale af 26%.
Set ud fra de nøgne kendsgerninger er der altså ingen tvivl. Juan Manuel Fangio er den bedste Formel 1-kører nogen sinde! Kynisk og kontant har han kørt bilerne fra sejr til sejr. Flest gange med færrest mulig fejl som netop gør hans statistik så fantastisk flot. Nu er det jo en kendt sag at statistikker er som bikinitrusser - de viser langt det meste - og skjuler alligevel det væsentligste. Hvis man foretager en tidsrejse tilbage til 50erne og ser lidt på forholdene dengang og sammenligner dem med forholdene i dag danner der sig et ganske andet og lidt mere nuanceret billede.
FØRST EN TUR GENNEM FANGIOS KARRIERE
Fangio havde en fantastisk evne til at finde det bedste materiel - og få det bedste ud af det materiel. Han startede i 1950 i en Alfa Romeo, hvor han på trods af 3 sejre måtte se titlen gå til sin holdkammerat Nino Farino. Han fortsatte med Alfa Romeo i 1951, hvor han med 3 sejre og 2 andenpladser vandt sit første verdensmesterskab.
I 1953 skiftede Fangio til Maserati, hvilket ikke var en videre success. Fejlsatsningen kastede kun en enkelt sejr og tre 2. pladser af sig, så allerede i 1954 var det tid til at skifte igen. Mercedes ville atter køre Formel 1, og fabrikken satte alt ind på at sikre sig Fangios underskrift. Dog var bilerne ikke klar, og Fangio kørte sæsonens første to løb for Maserati. To løb som Fangio vandt. Da Mercedes endelig var klar gjorde Fangio rent bord, og hans 2. verdensmesterskab var i hus. 6 sejre, en 3. og en 4. plads blev det til. Succéen fortsatte med duoen Mercedes og Fangio, og efter 4 sejre i 1955 var VM-titel nummer 3 vundet.
I 1956 skiftede han atter team. Denne gang var det Ferrari der stod for tur, og igen blev Fangio mester. Denne gang gik det dog ikke helt så gnidningsfrit, da han 3 i løbet af sæsonen måtte overtage sin holdkammerat Peter Collins bil for at kunne gennemføre. Efter endnu et skifte i 1957 - denne gang tilbage til Maserati - tog Fangio sin 5. og sidste titel. 4 sejre og to 2. pladser sikrede ham en evig plads i motorsportsanalerne.
SCHUMACHER TOG EN ANDEN VEJ
Michael Schumacher har nærmest brugt den modsatte taktik. I stedet for at løbe efter det bedste team med det bedste materiel har han været med til at bygge teams op fra bunden. Hans karriere i Formel 1 startede hos Jordan i 1991 med et enkelt løb, hvorefter Bennetons Flavio Briatore efter mange spidsfindige juridiske fiksfakserier overtog ham. Schumacher viste sig hurtigt som en af feltets allerbedste kørere, og alt blev koncentreret om ham. Det bedste materiel og de bedste ingenører, mekanikere og teknikere fik til opgave at servicere den ultra-ambitiøse tysker. Akkurat som Ayrton Senna sled Schumacher andenkører på andenkører op, og med hans voldsomme kampgejst, enorme viljestyrke og store talent lykkedes det ham at erobre titlen i 1994. Og det endda i en bil der var drevet af en Ford V8 - i en tid hvor langt de fleste teams var gået over til den hurtige og betydelig stærkere V10-konstruktion. I 1995 fik Benneton en Renault V10, og Michael Schumacher fik sin anden VM-titel på stribe.
På det tidspunkt var der ingen tvivl om at Williams var kraftigt på vej til at blive det dominerende team, og alligevel valgte Schumacher sit livs udfordring da han skiftede fra Benneton i 1996. I stedet for den umiddelbare vej mod endnu en VM-triumf hos Williams, valgte han istedet Ferrari. Det blev en lang, sej og arbejdsom vej. En vej der var fyldt med skuffelser, ødelagte motorer, gearkasser og differentialer. Williams dominerede med deres fantastiske Renault-motoriserede racer i 1996 og 1997, og McLaren genfandt deres storform sammen med Mercedes i 1998 og 1999. Og det endda med den lille krølle at Schumacher faktisk lå til at blive verdensmester i 1999 - hvis ikke det var fordi bremserne på Ferrarien svigtede og sendte Schumacher og VM-drømmene ud af spil med et brækket ben.
Forløsningen kom i år 2000 - 21 år efter at Jody Schechter kørte Ferrari til deres sidste titel. Et fantastisk år for Schumacher, der med ni sejre endelig kunne høste frugten af 5 års hårdt og målrettet arbejde. Allerede i 2001 gentog successen sig. 9 sejre senere kunne title atter placeres i Ferraris bugnende trofæskab. Som om det ikke var nok, præsenterede Ferrari i 2002 det der absolut må kaldes en af de bedste racerbiler gennem tiderne. Selv om der resterer yderligere 6 løb i sæsonen er kronen allerede havnet på hovedet af den tyske konge af Formel 1. Med 8 sejre i indtil videre 11 forsøg har Michael Schumacher tangeret den længst bestående rekord i Formel 1 - nemlig 5 VM-titler!
TO KØRERE - TO LEGENDER
To legenders veje til deres triumfer. Målet har været det samme, men stierne op mod målet har været vidt forskellige. Hvor Fangio umiddelbart set har valgt den lette vej og har kørt for biler der har kunnet vinde, har Schumacher valgt den modsatte vej. Den vej der har betydet to legenders veje til deres triumfer. To racer-genier der har haft det samme mål, omend de har valgt to vidt forskellige stier mod deres mål. Fangio som har hoppet fra team til team, og kørt racerne til den ene sejr efter den anden, og Schumacher der har udfordret sig selv ved to gange at vælge et middelmådigt team, og ved hårdt, ambitiøst og målrettet arbejde knoklet sig op fra midten af feltet til massevis af sejre.
Vurderet ud fra de kendsgerninger er der vel næppe nogen tvivl om at Michael Schumacher er den bedste Formel 1-pilot i verden. Han har sejret og sejret, men fordi han har været med i teams opbygning bestemt også taget alle de mange tekniske fejl og dermed mange udgåede racere - til stor skade for sin statistik. Og så alligevel. Ovennævnte er et enkelt bud på hvordan man kan analysere sig frem til hvem der er den bedste. Fangio eller Schumacher. Hvem er den bedste kører? Naomi Cambell og Helene Kristensen. Hvem er den smukkeste model? Jack Nicholson og Clint Eastwood. Hvem er den største skuespiller?
Juan Manuel Fangio kørte i en tid, Michael Schumacher kørte i en anden. Spørgsmålet er jo om dét med den bedste, hurtigste, smarteste og mest geniale i virkeligheden ikke er helt hypotetisk. Groft sagt er det jo komplet umuligt at sammenligne to kørere der aldrig har mødtes på den samme dag, på den samme bane, under samme vejrforhold, i den samme type bil, på samme tid.
Fangio kørte i cigarlignende racerbiler med alt for store motorer og cykelhjul. Schumacher kører i topmoderne elektroniske vidundere der umiddelbart ikke virker som galmandsopfindelser, men som til gengæld kører betydeligt hurtigere på toppen - og 5 gange så stærkt i svingene.
Fangio kørte i en tid hvor race var en hyggesport, hvor alle var gode venner og diskuterede løbet når det var slut. Schumacher kører i en tid hvor presset er enormt, konkurrencen er knivskarp, benhård og ubamhjertig. Sådan kunne man blive ved og ved og ved med at sammenligne. I stedet for burde man glæde sig over at vi i vor tid er forkælet med et til tider unaturligt stort talent som Michael Schumacher - og at racerfans i 50´erne var beæret med en fantastisk fighter og personlighed som Juan Manuel Fangio.
Frankrigs Grand Prix anno 2002. Michael Schumacher ligger pointmæssigt stærkt i føringen i forhold til sine nærmeste rivaler fra Williams - Juan Pablo Montoya og lillebror Ralf Schumacher. Det er lettere overskyet og Michael Schumacher holder nummer to på gridden bag Montoya og foran teamkammeraten Rubens Barrichello. Lamperne skal til at skifte til grønt og opvarmningsomgangen tage sin begyndelse, da det bliver klart for tilskuere, seere, kommentatorer og ikke mindst Ferrari, at man har lavet en bøf af kaliber. Barrichellos løftestaviter sidder stadig under bilen, og en hurtig mekaniker når kun at fjerne det bageste.
Således var et vigtigt trumfkort for Michael Schumachers hænder - hans rygdækker, der kontraktuelt har bundet sig til ikke at kæmpe imod ham, kunne pludselig ikke hjælpe ham med at lægge pres den columbianske marathon-polesitter. Så Schumi skulle tage kampen op alene. Var det noget der kunne ryste en firedobbelt verdensmester med rygsækken fuld af selvtillid? Ikke det der ligner - end ikke tilnærmelsesvis. Godt nok slap Montoya afsted første fra start, men Schumacher havde indtil flere planer klar.
FRA PLAN A TIL PLAN B
Plan A med et hurtigt angreb og en overhaling af Montoya virkede ikke. Hvad gør man så? Man hiver selvfølgelig bare Plan B frem og venter til pitstoppet. Michael Schumacher er nemlig ikke bare én person, men et helt team. Og når han går i pit flyver han ud igen hurtigere end de andre. Som sagt så gjort. Schumi gik ind - hans team sparkede mås - og Schumi kom ud igen før Montoya. Michelindækkene er notorisk kendte for at skulle køres varme, og det vidste tyskeren udemærket godt.
Så selv om bilen skulle sparkes ekstra hurtigt ud af pitstrækningen, kom han ud hvor han ville - foran columbianeren. Men TV-teknologien afslørede at den tyske fartkomet havde krydset den hvide linie marginalt på vejen ud, og Felipe Massa var kort forinden blevet idømt en drive-thru straf af samme årsag. Så der var ingen vej udenom. Schumi skulle ind igen og tridse igennem pitten. Kunne dét stoppe Schumacher fra en sejr og endnu et mesterskab? Heller ikke...
IKKE BRIDGESTONES DAG
Det var ikke just det ellers så overlegne dæk Bridgestones dag på Magny-Cours. Så Schumacher kunne ikke bare uden videre overhale hverken Montoya eller Raikkonen der nu lå i første og anden position. Han måtte derfor afvente anden pitstoprunde for at se om han kunne komme forbi rivalen fra Williams og den hurtige McLaren. Montoya gik først ind og tøffede ud igen i traktortempo. Noget var gået helt galt for Williams i form af et for tidligt pitstop.
Så pludselig var der kun den erfarne Schumacher og den unge Raikkonen tilbage i front. Coulthard stak snuden frem, men havde også glimret ved at krydse den hvide streg ved pitudkørslen - så han var ikke til at regne med i kampen om førstepladsen. Montoya lå på fjerdepladsen og Ralf på femtepladsen, så en sejr ville være nok til det femte mesterskab for Michael Schumacher. Han skulle "kun" forbi unge Raikkonen.
EN OLIEPLET GJORDE UDFALDET
Ganske få omgange tilbage, og pludselig udgår Allan McNish i en sky af røg med en olielækage og parkerer Toyotaen på sit teams store reklame i Adelaide-hårnålen. Det gjorde hele udfaldet. Ikke bare i løbet, men i hele sæsonen. Erfarenheden vandt over den iltre McLaren-ungdom. Kimi var ikke opmærksom på oliepletten og var en tur udenfor banen i selvsamme Adelaide-sving. Schumi gik forbi under gule flag, men Kimi holdt udenfor banen, og Schumacher tog føringen - og vandt...
Der var ingen grund til at løbskommisærerne idømte Schumacher noget som helst. For har har som bekendt tre omgange til at køre ind og afsone sin straf - hvilket var irrelevant med 2½ omgang tilbage. Så Michael Schumacher kunne dermed sikre sig sit femte verdensmesterskab i kun ellevte afdeling af årets Formel 1-mesterskab. Nogle holdt vejret og håbede at sejren ville blive taget fra ham. Men det var der som netop beskrevet ingen grund til. Og den ellers altid kamplystne Ron Dennis smed da også hurtigt håndklædet i ringen. Der var ikke noget at kæmpe for - Schumacher ville alligevel vinde sæsonen.
HVAD GJORDE UDFALDET I MESTERSKABET?
Men mesterskabet blev ikke vundet på grund af en olieplet. Langtfra faktisk. Dette mesterskab var derimod en magtdemonstration af kaliber, der må have været en sand fryd for øjet set med de mange tifosis øjne. Og hvis vi skal kigge på hvad der gjorde udfaldet, skal man kigge på en bred vifte af forskellige ting. Lad os starte med manden i centrum.
Michael Schumacher er ikke en hvilken som helst Formel 1-kører. Det kan der ikke herske den mindste tvivl om. Hans talent for at mestre enhver nuance af Formel 1-kunsten er ikke til at tage fejl af. Han er et unikum i F1-feltet fordi han ubetinget er den mest komplette kører. Han er ikke bare superhurtig, men snarrådig og intelligent, og hans handicaps kan ligge på et knappenålshovede. Han har formået at opbygge hele det legedariske team op omkring sig, hvilket også er meget tydeligt. Når en Ferrari fejler på startgridden er det ikke Schumachers - sådan er det.
Og når vi nu snakker Ferrari, må man ikke glemme den suverænt kørende F2002, der i den grad har sat alle andre biler til vægs denne sæson. Det er ganske simpelt et vidunder af en racer, og vi skal tilbage til sæsoner som 1998 og 1996 for at finde noget der bare minder om dens overlegenhed. De seje kanoner fra teamet, Montezemolo, Todt, Brawn og Byrne har med hård hånd styret udviklingen og fremstillingen af dette røde vidunder, der gjorde nemt for selv Barrichello at køre ligeså hurtigt som teamets førstekører.
DET ER IKKE KUN LUTTER LAGKAGE
Der er selvfølgelig også nogle ris der skal uddeles når man taler om dette mesterskab, og den lethed hvormed Michael Schumacher tog titlen. Én af dem var det manglende sportslige element fra Ferraris side, som én af de undertegnede skribenter har været ude og svinge med riven omkring. Men det faktum af Rubens har bundet sig til at bakke op om Schumacher, er kun en perifær negativ årsag til sæsonens lidt for hurtige afslutning. Det var hverken kønt eller specielt sportsligt at se teamordrer i denne sæson - men herregud - man kan ikke betvivle at det var effektivt.
Og effektivt er et nøgleord i denne sæson. Fordi ordet "effektivt" afgjorde mere end noget andet hele sæsonen. Det var nemlig kun et team der udviste effektivitet gennem hele sæsonen. De to teams der skulle udfordre Ferrari, glimrede i den grad ved deres mangel på effektivitet. De blå og de grå havde ikke skyggen af en chance - hvilket var tydeligt fra sæsonens start. Ferrari gav dem tørre tæsk i en udviklet version af sidste års bil. Derfor er det helt på sin plads at uddele lidt tørre tæsk til de to teams og deres gummileverandør, nu da sæsonen er afgjort.
Gummileverandøren, Michelin, må utvivlsomt tage hovedparten af den tvivlsomme taberrolle. Det franske dæk har ikke på nogen måde kunne leve op til sidste års flotte debut. I 2001 kunne Michelin-manden danse krigsdans ved indtil flere løb, og hele fire sejre nåede de at tage til sig med Williams i deres epokedebut. Men i år gabte de over for stor en mundfuld. De ville supplere to topteams samt hovedparten af resten af feltet, samtidig med at de satsede alt på et hul i det tekniske regulativ om symmetrisk placering af rillerne. Hele deres forberedelse til 2002 var dermed tabt på gulvet.
MCLAREN OG WILLIAMS - SLET IKKE I GEAR
McLaren lagde ud med overhovedet ikke at kunne true hverken Ferrari eller Williams. Deres fortolkning af dækkene samt flere fejl i designet, gjorde at de hurtigt var tabt bag de andre. Den ellers så velsmurte McLaren-organisation viste sig at være blevet ramt af rust, med en knagende mislyd mellem designer Adrian Newey og motorguruen Mario Illien. David Coulthards lyse øjeblikke kan man ikke vinde en titel med, og deres erfarne haj Hakkinen, var skiftet ud med den iltre men uerfarne Kimi Raikkonen. Han er hurtig - men der er lang vej til hans forhold med mekanikere og ingeniører kørt helt i stilling.
Fra starten af sæsonen var det dermed kun Williams der så ud til at kunne true Ferrari. BMW havde skruet endnu en tysk kampmaskine klar til teamet fra Woking. Men de blå-hvide bilers design var ramt af fejlkonstruktioner, der gjorde sit for at sløve den ellers så kraftstærke motor. De formåede at vise pokalgivende tænder i Malaysia, men det har ligesom også været dét. Hvis et topteam virkelig skal kunne gøre sig de mindste forhåbningerne om at kunne kæmpe om sæsonpokalen, nytter det ingenlunde at de er et topteam i kun to tredjedel af en løbsdistance. Bilen skal kunne køre hurtigt hele løbet og ikke mindst holde til målstregen.
Så de to rivalteams har bestemt også gjort det komfortabelt og nemt for den rasende hurtige Schumacher, at tage sit femte mesterskab. Og et yderst velfortjent samme. Så tilpas velfortjent at vi ikke kunne dy os for at give denne historie overskriften Juan Manuel Schumacher, med direkte reference til den eneste F1-kører før Schumacher der har taget fem titler - Fangio. Man kan sammenligne dem på en del fronter men have meget store problemer med at sammenligne dem på andre. På et punkt er der dog nu en direkte parallel - de fem titler. Men hvorledes ser det ellers ud, hvis man stiller de to racer-esser overfor hinanden?
DE TO ENESTE MED FEM TITLER
To mænd. En i hver ende af tidslinien. Begge fantastiske racerkører, og begge med resultater som umiddelbart virker umulige at overgå. Det argentinske fantom Juan Manuel Fangio vandt i sin tid 5 verdensmesterskaber. En rekord der synes komplet umulig at tangere. Lige indtil en fabrik i Italien valgte at spænde hjelmen og målrettet arbejde sig tilbage til den top hvor de selv og deres mange millioner fans mener de hører til. Nemlig i toppen. Samtidig med den beslutning ansatte de tiden bedste Formel 1-pilot. En mand der med sin jernvilje, tyske diciplin og autoritet fik sat det hele sammen til at gå op i en højere enhed. Enheden gik så højt op at han har vundet 3 titler med det mærke. Og sammenlagt med de to han havde i forvejen tangerede han det umulige - 5 verdensmesterskaber i Formel 1.
To kørere som begge bliver kaldt verdens bedste. To kørere der har opnået det umulige. fem verdensmesterskaber. Helt naturligt har det skabt det samme spørgsmål verden over: Hvem af de to er den bedste Formel 1-kører i verdenen? Statistisk set er det ikke specielt svært at konstatere.
Juan Manuel Fangio:
Antal grands prix - 51
Antal sejre - 24
Antal podieplaceringer - 35
Antal pole positioner - 29
Antal VM titler - 5
Michael Schumacher:
Antal grands prix - 173
Antal sejre - 61
Antal podieplaceringer - 108
Antal pole positioner - 46
Antal VM titler - 5
STATISTIK ER SOM BIKINITRUSSER
Fangio har vundet 48% af alle VM-løb han har deltaget i hvor Schumacher kun har vundet 35%. Ser man på antallet af podieplaceringer ser det også godt ud for Fangio : I 68% af alle løb er han havnet på podiet - hvor Schumacher kun har stået på skamlen i 62% af løbene. Der hvor Schumacher taber afgørende terræn er pudsigt nok antallet af pole positioner. 56% af løbene har Fangio startet forrest - hvor Schumacher kun kan prale af 26%.
Set ud fra de nøgne kendsgerninger er der altså ingen tvivl. Juan Manuel Fangio er den bedste Formel 1-kører nogen sinde! Kynisk og kontant har han kørt bilerne fra sejr til sejr. Flest gange med færrest mulig fejl som netop gør hans statistik så fantastisk flot. Nu er det jo en kendt sag at statistikker er som bikinitrusser - de viser langt det meste - og skjuler alligevel det væsentligste. Hvis man foretager en tidsrejse tilbage til 50erne og ser lidt på forholdene dengang og sammenligner dem med forholdene i dag danner der sig et ganske andet og lidt mere nuanceret billede.
FØRST EN TUR GENNEM FANGIOS KARRIERE
Fangio havde en fantastisk evne til at finde det bedste materiel - og få det bedste ud af det materiel. Han startede i 1950 i en Alfa Romeo, hvor han på trods af 3 sejre måtte se titlen gå til sin holdkammerat Nino Farino. Han fortsatte med Alfa Romeo i 1951, hvor han med 3 sejre og 2 andenpladser vandt sit første verdensmesterskab.
I 1953 skiftede Fangio til Maserati, hvilket ikke var en videre success. Fejlsatsningen kastede kun en enkelt sejr og tre 2. pladser af sig, så allerede i 1954 var det tid til at skifte igen. Mercedes ville atter køre Formel 1, og fabrikken satte alt ind på at sikre sig Fangios underskrift. Dog var bilerne ikke klar, og Fangio kørte sæsonens første to løb for Maserati. To løb som Fangio vandt. Da Mercedes endelig var klar gjorde Fangio rent bord, og hans 2. verdensmesterskab var i hus. 6 sejre, en 3. og en 4. plads blev det til. Succéen fortsatte med duoen Mercedes og Fangio, og efter 4 sejre i 1955 var VM-titel nummer 3 vundet.
I 1956 skiftede han atter team. Denne gang var det Ferrari der stod for tur, og igen blev Fangio mester. Denne gang gik det dog ikke helt så gnidningsfrit, da han 3 i løbet af sæsonen måtte overtage sin holdkammerat Peter Collins bil for at kunne gennemføre. Efter endnu et skifte i 1957 - denne gang tilbage til Maserati - tog Fangio sin 5. og sidste titel. 4 sejre og to 2. pladser sikrede ham en evig plads i motorsportsanalerne.
SCHUMACHER TOG EN ANDEN VEJ
Michael Schumacher har nærmest brugt den modsatte taktik. I stedet for at løbe efter det bedste team med det bedste materiel har han været med til at bygge teams op fra bunden. Hans karriere i Formel 1 startede hos Jordan i 1991 med et enkelt løb, hvorefter Bennetons Flavio Briatore efter mange spidsfindige juridiske fiksfakserier overtog ham. Schumacher viste sig hurtigt som en af feltets allerbedste kørere, og alt blev koncentreret om ham. Det bedste materiel og de bedste ingenører, mekanikere og teknikere fik til opgave at servicere den ultra-ambitiøse tysker. Akkurat som Ayrton Senna sled Schumacher andenkører på andenkører op, og med hans voldsomme kampgejst, enorme viljestyrke og store talent lykkedes det ham at erobre titlen i 1994. Og det endda i en bil der var drevet af en Ford V8 - i en tid hvor langt de fleste teams var gået over til den hurtige og betydelig stærkere V10-konstruktion. I 1995 fik Benneton en Renault V10, og Michael Schumacher fik sin anden VM-titel på stribe.
På det tidspunkt var der ingen tvivl om at Williams var kraftigt på vej til at blive det dominerende team, og alligevel valgte Schumacher sit livs udfordring da han skiftede fra Benneton i 1996. I stedet for den umiddelbare vej mod endnu en VM-triumf hos Williams, valgte han istedet Ferrari. Det blev en lang, sej og arbejdsom vej. En vej der var fyldt med skuffelser, ødelagte motorer, gearkasser og differentialer. Williams dominerede med deres fantastiske Renault-motoriserede racer i 1996 og 1997, og McLaren genfandt deres storform sammen med Mercedes i 1998 og 1999. Og det endda med den lille krølle at Schumacher faktisk lå til at blive verdensmester i 1999 - hvis ikke det var fordi bremserne på Ferrarien svigtede og sendte Schumacher og VM-drømmene ud af spil med et brækket ben.
Forløsningen kom i år 2000 - 21 år efter at Jody Schechter kørte Ferrari til deres sidste titel. Et fantastisk år for Schumacher, der med ni sejre endelig kunne høste frugten af 5 års hårdt og målrettet arbejde. Allerede i 2001 gentog successen sig. 9 sejre senere kunne title atter placeres i Ferraris bugnende trofæskab. Som om det ikke var nok, præsenterede Ferrari i 2002 det der absolut må kaldes en af de bedste racerbiler gennem tiderne. Selv om der resterer yderligere 6 løb i sæsonen er kronen allerede havnet på hovedet af den tyske konge af Formel 1. Med 8 sejre i indtil videre 11 forsøg har Michael Schumacher tangeret den længst bestående rekord i Formel 1 - nemlig 5 VM-titler!
TO KØRERE - TO LEGENDER
To legenders veje til deres triumfer. Målet har været det samme, men stierne op mod målet har været vidt forskellige. Hvor Fangio umiddelbart set har valgt den lette vej og har kørt for biler der har kunnet vinde, har Schumacher valgt den modsatte vej. Den vej der har betydet to legenders veje til deres triumfer. To racer-genier der har haft det samme mål, omend de har valgt to vidt forskellige stier mod deres mål. Fangio som har hoppet fra team til team, og kørt racerne til den ene sejr efter den anden, og Schumacher der har udfordret sig selv ved to gange at vælge et middelmådigt team, og ved hårdt, ambitiøst og målrettet arbejde knoklet sig op fra midten af feltet til massevis af sejre.
Vurderet ud fra de kendsgerninger er der vel næppe nogen tvivl om at Michael Schumacher er den bedste Formel 1-pilot i verden. Han har sejret og sejret, men fordi han har været med i teams opbygning bestemt også taget alle de mange tekniske fejl og dermed mange udgåede racere - til stor skade for sin statistik. Og så alligevel. Ovennævnte er et enkelt bud på hvordan man kan analysere sig frem til hvem der er den bedste. Fangio eller Schumacher. Hvem er den bedste kører? Naomi Cambell og Helene Kristensen. Hvem er den smukkeste model? Jack Nicholson og Clint Eastwood. Hvem er den største skuespiller?
Juan Manuel Fangio kørte i en tid, Michael Schumacher kørte i en anden. Spørgsmålet er jo om dét med den bedste, hurtigste, smarteste og mest geniale i virkeligheden ikke er helt hypotetisk. Groft sagt er det jo komplet umuligt at sammenligne to kørere der aldrig har mødtes på den samme dag, på den samme bane, under samme vejrforhold, i den samme type bil, på samme tid.
Fangio kørte i cigarlignende racerbiler med alt for store motorer og cykelhjul. Schumacher kører i topmoderne elektroniske vidundere der umiddelbart ikke virker som galmandsopfindelser, men som til gengæld kører betydeligt hurtigere på toppen - og 5 gange så stærkt i svingene.
Fangio kørte i en tid hvor race var en hyggesport, hvor alle var gode venner og diskuterede løbet når det var slut. Schumacher kører i en tid hvor presset er enormt, konkurrencen er knivskarp, benhård og ubamhjertig. Sådan kunne man blive ved og ved og ved med at sammenligne. I stedet for burde man glæde sig over at vi i vor tid er forkælet med et til tider unaturligt stort talent som Michael Schumacher - og at racerfans i 50´erne var beæret med en fantastisk fighter og personlighed som Juan Manuel Fangio.
jan@f1journal.com - dennis@f1journal.com
