SUCCES UDEN FRUGT
David Coulthard står p.t. til at gå over i historien som en af de mest vindende kørere i Formel 1 historien der ikke har skrabet en VM-titel til sig. Et prædikat skotten uden tvivl godt kunne have været foruden, for han så jo så længe ud til at skulle hive en titel hjem. Men den kom aldrig, og nu vover jeg mig ud i en forklaring på hvorfor. David Coulthard startede ellers sin motorsportskarriere på den helt rigtige måde.
Han startede med gokart, kørte sig senere op i Formel Ford, så i Formel 3 og til sidst i den internationale Formel 3000 serie. Den, dengang, klassiske vej til Formel 1. I 1994 kørte han stadig Formel 3000, men han fik samtidig tjansen som officiel testkører for Rothmans Williams Renault teamet. To jobs der skulle give ham et sæde kort tid efter. Alt for kort tid efter.
David Coulthard står p.t. til at gå over i historien som en af de mest vindende kørere i Formel 1 historien der ikke har skrabet en VM-titel til sig. Et prædikat skotten uden tvivl godt kunne have været foruden, for han så jo så længe ud til at skulle hive en titel hjem. Men den kom aldrig, og nu vover jeg mig ud i en forklaring på hvorfor. David Coulthard startede ellers sin motorsportskarriere på den helt rigtige måde.
Han startede med gokart, kørte sig senere op i Formel Ford, så i Formel 3 og til sidst i den internationale Formel 3000 serie. Den, dengang, klassiske vej til Formel 1. I 1994 kørte han stadig Formel 3000, men han fik samtidig tjansen som officiel testkører for Rothmans Williams Renault teamet. To jobs der skulle give ham et sæde kort tid efter. Alt for kort tid efter.
DEN ENES DØD...
For den ene mands død er den anden mands brød. Således skulle det ordsprog desværre gå hen og blive bogstaveligt talt i Coulthards tilfælde, for det var ham overtog Ayrton Sennas Williams racer efter den sorte weekend på Imola i 1994. Da stod Williams tilbage med kun én kører, Damon Hill, og så måtte David Coulthard træde til. Midt i tragedien over Sennas død kom en ung og lovende kører ind og tog over. Senna døde på Imola, og løbet efter i Monaco kørte Williams kun med én kører, men søndag d. 29. maj kørte David Coulthard således sit første Formel 1 Grand Prix i Spanien på Circuit de Catalunya banen.
Skottens karriere så lovende ud, for han sad på det tidspunkt i den rigtige racer. Williams havde årene forinden vundet mesterskaberne i både kørernes og konstruktørernes regi, og 1994 så ikke ud til at skulle blive ret meget anderledes. Men en vis hr. Michael Schumacher ville det anderledes. Men David Coulthard gjorde det nu alligevel ret flot i sin debutsæson.
Faktisk nåede han at score point i 6 ud af de 8 løb han kørte i 1994, og han sluttede på en samlet 8. plads i mesterskabet på trods af, at han ikke deltog i den første halvdel af sæsonen. Men alt var ikke fryd og gammen for David. For Sennas dødsfald havde rystet Williams lejren voldsomt, og David var derfor ikke umiddelbart nogen permanent løsning. Ved visse lejligheder hev Frank Williams sin verdensmester fra 1992 Nigel Mansell ind i stedet for David.
Det var dog David Coulthard der var bedst, lettest og yngst af de to kørere, så det var ham der endte med at få fuldtidsstillingen hos Williams Renault i 1995. Men allerede i sit første år blev han skæbne uofficielt forseglet. Han fik ikke has på sin holdkammerat, og det skal man, hvis man vil til tops i Formel 1. Holdkammeraten var Damon Hill, der året efter blev verdensmester, og Hill formåede at kæmpe om VM et godt stykke ind i sæsonen, mens David blot halsede efter. Det blev dog til én sejr, hans første, på Estoril banen i Portugal.
For den ene mands død er den anden mands brød. Således skulle det ordsprog desværre gå hen og blive bogstaveligt talt i Coulthards tilfælde, for det var ham overtog Ayrton Sennas Williams racer efter den sorte weekend på Imola i 1994. Da stod Williams tilbage med kun én kører, Damon Hill, og så måtte David Coulthard træde til. Midt i tragedien over Sennas død kom en ung og lovende kører ind og tog over. Senna døde på Imola, og løbet efter i Monaco kørte Williams kun med én kører, men søndag d. 29. maj kørte David Coulthard således sit første Formel 1 Grand Prix i Spanien på Circuit de Catalunya banen.
Skottens karriere så lovende ud, for han sad på det tidspunkt i den rigtige racer. Williams havde årene forinden vundet mesterskaberne i både kørernes og konstruktørernes regi, og 1994 så ikke ud til at skulle blive ret meget anderledes. Men en vis hr. Michael Schumacher ville det anderledes. Men David Coulthard gjorde det nu alligevel ret flot i sin debutsæson.
Faktisk nåede han at score point i 6 ud af de 8 løb han kørte i 1994, og han sluttede på en samlet 8. plads i mesterskabet på trods af, at han ikke deltog i den første halvdel af sæsonen. Men alt var ikke fryd og gammen for David. For Sennas dødsfald havde rystet Williams lejren voldsomt, og David var derfor ikke umiddelbart nogen permanent løsning. Ved visse lejligheder hev Frank Williams sin verdensmester fra 1992 Nigel Mansell ind i stedet for David.
Det var dog David Coulthard der var bedst, lettest og yngst af de to kørere, så det var ham der endte med at få fuldtidsstillingen hos Williams Renault i 1995. Men allerede i sit første år blev han skæbne uofficielt forseglet. Han fik ikke has på sin holdkammerat, og det skal man, hvis man vil til tops i Formel 1. Holdkammeraten var Damon Hill, der året efter blev verdensmester, og Hill formåede at kæmpe om VM et godt stykke ind i sæsonen, mens David blot halsede efter. Det blev dog til én sejr, hans første, på Estoril banen i Portugal.
SKIFTET TIL MCLAREN
Året efter skiftede han til McLaren. Her skulle han være makker med en vis hr. Mika Häkkinen, der allerede havde kørt 2 hele sæsoner for McLaren. I 1996 kørte han midt i feltet ligesom Häkkinen, men det var alligevel finnen der kom ud af sæsonen med flest point. David begyndte mere og mere at ligne en andenkører. Men det vidste han ikke selv på det tidspunkt.
I 1997 så billedet ud til at vende. Coulthard sejrede 2 gange mod Häkkinens ene sejr, som finnen i øvrigt blev foræret af Villeneuve. Coulthard sluttede over Häkkinen i kørernes mesterskab og magtfordelingen så ud til at vende til skottens fordel. Men det ændrede sig fuldstændig i løbet af ét Grand Prix i Australien året efter.
Vi skriver 1998 og Williams havde ikke længere Renault motorer. Det betød, at der var et magtskifte undervejs, og det skulle i 1998 vise sig, at McLaren havde bedre fat end Ferrari. Og Coulthard sad i den rigtige vogn af de to. Men Häkkinen var hurtigst væk fra startlinien, og selvom Coulthard lå forrest hen mod slutningen af løbet, gav han finnen plads pga. et forfejlet pitstop af Häkkinen. Den sejr skulle forsegle Coulthards skæbne i årene fremover.
Det gav Häkkinen føringen i VM-stillingen, og finnen var derefter også hurtigere end Coulthard, og til sidst blev alle udviklingskræfter fra McLarens side lagt i Häkkinens vogn. Ikke overraskende, da de jo gerne skulle vinde VM. Det endte da også med den ultimative sejr til Mika Häkkinen og McLaren, mens David Coulthard måtte se til fra sidelinien efter at være sluttet som nr. 3 i den endelige stilling. Hele 44 point efter holdkammeraten Häkkinen! For det var ikke kun Häkkinens fart der satte David bagud. Häkkinen havde den tekniske guru Adrian Newey som personlige racemekaniker, og det betød meget.
Newey er i bund og grund én af de få personer i Formel 1 der har været med til at vinde næsten alle VM titlerne i 90erne. Han har styr på aerodynamikken, og den fordel fik David ikke noget ud af i 98, 99, 00 og 01. Det skulle først komme langt senere. På et tidspunkt hvor det faktisk kunne være ligegyldigt! Og så begyndte komikken.
Året efter skiftede han til McLaren. Her skulle han være makker med en vis hr. Mika Häkkinen, der allerede havde kørt 2 hele sæsoner for McLaren. I 1996 kørte han midt i feltet ligesom Häkkinen, men det var alligevel finnen der kom ud af sæsonen med flest point. David begyndte mere og mere at ligne en andenkører. Men det vidste han ikke selv på det tidspunkt.
I 1997 så billedet ud til at vende. Coulthard sejrede 2 gange mod Häkkinens ene sejr, som finnen i øvrigt blev foræret af Villeneuve. Coulthard sluttede over Häkkinen i kørernes mesterskab og magtfordelingen så ud til at vende til skottens fordel. Men det ændrede sig fuldstændig i løbet af ét Grand Prix i Australien året efter.
Vi skriver 1998 og Williams havde ikke længere Renault motorer. Det betød, at der var et magtskifte undervejs, og det skulle i 1998 vise sig, at McLaren havde bedre fat end Ferrari. Og Coulthard sad i den rigtige vogn af de to. Men Häkkinen var hurtigst væk fra startlinien, og selvom Coulthard lå forrest hen mod slutningen af løbet, gav han finnen plads pga. et forfejlet pitstop af Häkkinen. Den sejr skulle forsegle Coulthards skæbne i årene fremover.
Det gav Häkkinen føringen i VM-stillingen, og finnen var derefter også hurtigere end Coulthard, og til sidst blev alle udviklingskræfter fra McLarens side lagt i Häkkinens vogn. Ikke overraskende, da de jo gerne skulle vinde VM. Det endte da også med den ultimative sejr til Mika Häkkinen og McLaren, mens David Coulthard måtte se til fra sidelinien efter at være sluttet som nr. 3 i den endelige stilling. Hele 44 point efter holdkammeraten Häkkinen! For det var ikke kun Häkkinens fart der satte David bagud. Häkkinen havde den tekniske guru Adrian Newey som personlige racemekaniker, og det betød meget.
Newey er i bund og grund én af de få personer i Formel 1 der har været med til at vinde næsten alle VM titlerne i 90erne. Han har styr på aerodynamikken, og den fordel fik David ikke noget ud af i 98, 99, 00 og 01. Det skulle først komme langt senere. På et tidspunkt hvor det faktisk kunne være ligegyldigt! Og så begyndte komikken.
TOMME TØNDER BULDRER MEST
"I år er det min tur," proklamerede David Coulthard ved sæsonstart i 1999. Nu havde Mika jo fået sin VM-titel hjem i skabet, så nu måtte det da helt klart være Davids tur til at være styrmand hos McLaren. Men nej! Pludselig stod VM ikke kun mellem McLaren og Ferrari fordi Jordan blandede sig i toppen. Så det var nu ikke kun Häkkinen Coulthard fik baghjul af, men også en hr. Heinz-Harald Frentzen, der ifølge den officielle magtbalance ikke havde noget at gøre i den ende af feltet.
Frustrerende for Coulthard, for i den sidste ende var det alligevel endnu engang holdkammeraten der havde taget æren. Ikke en fra et andet team. Han kunne derfor for andet år i træk kun erkende, at han var blevet slået af en bedre kører. Ingen undskyldninger omkring manglende materiel. Han blev slået "fair and square".
Så kom 2000 sæsonen. Så måtte det da absolut være Coulthards tur. Nu havde Mika jo vundet 2 gange i træk, så nu måtte det da være Coulthards tur. Alt andet ville jo være ulogisk. Men endnu engang nej. Selvom Coulthard var stærk igennem den første halvdel af sæsonen, og tog sejre på både Silverstone, Monte Carlo og Magny-Cours, så faldt han igennem i den sidste halvdel af sæsonen.
Han blev ganske simpelt sat af, da Mika Häkkinen og Michael Schumacher bankede gaspedalen i bund mod slutningen af sæsonen. David Coulthard og resten af feltet blev hægtet af. Endnu en sæson med sejre, pole positions og hvad har vi, men det var ikke nok. Koncentrationen var der ikke til en hel sæson. Og det er nok mest hér vi skal finde den egentlige årsag til hvorfor Coulthard aldrig har slået igennem.
"I år er det min tur," proklamerede David Coulthard ved sæsonstart i 1999. Nu havde Mika jo fået sin VM-titel hjem i skabet, så nu måtte det da helt klart være Davids tur til at være styrmand hos McLaren. Men nej! Pludselig stod VM ikke kun mellem McLaren og Ferrari fordi Jordan blandede sig i toppen. Så det var nu ikke kun Häkkinen Coulthard fik baghjul af, men også en hr. Heinz-Harald Frentzen, der ifølge den officielle magtbalance ikke havde noget at gøre i den ende af feltet.
Frustrerende for Coulthard, for i den sidste ende var det alligevel endnu engang holdkammeraten der havde taget æren. Ikke en fra et andet team. Han kunne derfor for andet år i træk kun erkende, at han var blevet slået af en bedre kører. Ingen undskyldninger omkring manglende materiel. Han blev slået "fair and square".
Så kom 2000 sæsonen. Så måtte det da absolut være Coulthards tur. Nu havde Mika jo vundet 2 gange i træk, så nu måtte det da være Coulthards tur. Alt andet ville jo være ulogisk. Men endnu engang nej. Selvom Coulthard var stærk igennem den første halvdel af sæsonen, og tog sejre på både Silverstone, Monte Carlo og Magny-Cours, så faldt han igennem i den sidste halvdel af sæsonen.
Han blev ganske simpelt sat af, da Mika Häkkinen og Michael Schumacher bankede gaspedalen i bund mod slutningen af sæsonen. David Coulthard og resten af feltet blev hægtet af. Endnu en sæson med sejre, pole positions og hvad har vi, men det var ikke nok. Koncentrationen var der ikke til en hel sæson. Og det er nok mest hér vi skal finde den egentlige årsag til hvorfor Coulthard aldrig har slået igennem.
EN SUPERKØRER PÅ EN GOD DAG
For på dagen er David Coulthard uden tvivl en af de hurtigste kørere i Formel 1 feltet p.t. Og har været det siden han startede i 1994. Skotten er en yderst talentfuld kører, men han mangler overblik. Ikke overblikket i et enkelt Grand Prix, men overblikket over en hel sæson.
Sidste år (2001, red.) tordnede han jo også af sted, og satte holdkammeraten til vægs i hele den første halvdel af sæsonen. Også når Mika Häkkinen ikke havde problemer med materiellet. Men han måtte se sig slået af et andet team der nu havde fundet den gyldne formel: Ferrari! De var totalt dominerende i 2001 sæsonen, og selvom David Coulthard sluttede som nr. 2, var det en særdeles distanceret nr. 2. Verdensmester Michael Schumacher havde næsten dobbelt så mange point som David.
I år skulle så have været gennembruddet. Nu havde David Coulthard jo siden 1999 hvert år sagt "I år er det mit år, I år vinder jeg VM." Og med Häkkinen ude af McLaren virkede profetien meget reel. Der var kun ét der stod i vejen: Michael Schumacher. Men det skulle blive værre. For nu er vi halvvejs igennem 2002 sæsonen, og én ting er soleklart. Michael Schumacher står i vejen, men der er mere der volder problemer. McLaren har en formidabel bil med en gedigen aerodynamik, men motorblokken er ikke hvad den har været. Mercedes har ikke kunnet trylle i Ilmor fabrikkerne denne gang, og så er det altså ligegyldigt om man hedder Coulthard, Häkkinen eller for den sags skyld Senna.
Så kan man bare ikke kæmpe om trofæerne. Så for første gang er Coulthard lovligt undskyldt, for han gør hvad han kan. Han kom først fra start i Monaco, og på en bane der er umulig at overhale på, gjorde han det han skulle. Han holdt de andre bag sig og tog sejren. En flot præstation på en bane der ikke viser den mindste nåde, og hvor bare den mindste fejltagelse bliver belønnet med en stor flot DNF! Her holdt Coulthard hovedet koldt, og beviste det ikke var køreren det var galt med på de andre baner, men derimod den klump metal der ligger lige bag køreren; motorblokken.
Men på trods af ihærdighed fra Coulthards side, og endelig at have fået Adrian Newey ved sin side, er det bare ikke nok i 2002. For Mercedes motoren er svagere end blokkene produceret af Ferrari og BMW. Så selvom motivationen måske nok er der i år, så kan det være ligegyldigt, for McLaren kommer ikke i nærheden af kampen om VM i år. Egentlig en ret pessimistisk fortælling om en ellers ganske flot Formel 1 karriere. For mens David Coulthard har tabt i kampen om VM siden 1998, så har han i sin karriere hevet 12 sejre samt 11 pole positions hjem.
For på dagen er David Coulthard uden tvivl en af de hurtigste kørere i Formel 1 feltet p.t. Og har været det siden han startede i 1994. Skotten er en yderst talentfuld kører, men han mangler overblik. Ikke overblikket i et enkelt Grand Prix, men overblikket over en hel sæson.
Sidste år (2001, red.) tordnede han jo også af sted, og satte holdkammeraten til vægs i hele den første halvdel af sæsonen. Også når Mika Häkkinen ikke havde problemer med materiellet. Men han måtte se sig slået af et andet team der nu havde fundet den gyldne formel: Ferrari! De var totalt dominerende i 2001 sæsonen, og selvom David Coulthard sluttede som nr. 2, var det en særdeles distanceret nr. 2. Verdensmester Michael Schumacher havde næsten dobbelt så mange point som David.
I år skulle så have været gennembruddet. Nu havde David Coulthard jo siden 1999 hvert år sagt "I år er det mit år, I år vinder jeg VM." Og med Häkkinen ude af McLaren virkede profetien meget reel. Der var kun ét der stod i vejen: Michael Schumacher. Men det skulle blive værre. For nu er vi halvvejs igennem 2002 sæsonen, og én ting er soleklart. Michael Schumacher står i vejen, men der er mere der volder problemer. McLaren har en formidabel bil med en gedigen aerodynamik, men motorblokken er ikke hvad den har været. Mercedes har ikke kunnet trylle i Ilmor fabrikkerne denne gang, og så er det altså ligegyldigt om man hedder Coulthard, Häkkinen eller for den sags skyld Senna.
Så kan man bare ikke kæmpe om trofæerne. Så for første gang er Coulthard lovligt undskyldt, for han gør hvad han kan. Han kom først fra start i Monaco, og på en bane der er umulig at overhale på, gjorde han det han skulle. Han holdt de andre bag sig og tog sejren. En flot præstation på en bane der ikke viser den mindste nåde, og hvor bare den mindste fejltagelse bliver belønnet med en stor flot DNF! Her holdt Coulthard hovedet koldt, og beviste det ikke var køreren det var galt med på de andre baner, men derimod den klump metal der ligger lige bag køreren; motorblokken.
Men på trods af ihærdighed fra Coulthards side, og endelig at have fået Adrian Newey ved sin side, er det bare ikke nok i 2002. For Mercedes motoren er svagere end blokkene produceret af Ferrari og BMW. Så selvom motivationen måske nok er der i år, så kan det være ligegyldigt, for McLaren kommer ikke i nærheden af kampen om VM i år. Egentlig en ret pessimistisk fortælling om en ellers ganske flot Formel 1 karriere. For mens David Coulthard har tabt i kampen om VM siden 1998, så har han i sin karriere hevet 12 sejre samt 11 pole positions hjem.
MANGEL PÅ VEDHOLDENHED
Problemet er ikke David Coulthards fart, dén har han. For når han får frit løb, så kører han lige op med de bedste. Det vidste han især i 2000 sæsonen hvor han vandt 3 Grand Prix sejre og ellers kørte en utrolig flot sæson. Men som så mange gange før faldt han igennem hen mod slutningen af sæsonen, og det er her Coulthard bliver skilt fra i de stores regi. Mens folk som Mika Häkkinen, Alain Prost, Ayrton Senna og ikke mindst Michael Schumacher formår at holde hovedet koldt, og holde sig fokuseret over en hel sæson, er det som om David Coulthard hvert år daler i præstationer når vi når 7 - 9 løb ind i sæsonen.
Problemet er koncentrationen. Her kunne man let give hans livsstil skylden. David er kendt for at være damernes mand, og der bliver da også regelmæssigt skiftet ud på kærestesiden, men det er ikke problemet. At give privatlivet skylden er for nem en løsning. Det er derimod fordi han allerede i starten af sin karriere stod i skyggen af Damon Hill. Derefter kom han til McLaren hvor Mika Häkkinen allerede var etableret. Derfor blev der altid først taget hensyn til Mikas problemer hos McLaren, og det gjorde ham endnu engang til andenkører. Han har helt fra start fået et uofficielt prædikat som "manden der kører sammen med førstekøreren".
For David Coulthard må det være utrolig frustrerende, for på dagen har han jo vist at han kan slå folk som Mika Häkkinen og Michael Schumacher af pinden. Og alligevel formår han ikke at samle kræfterne i én god sæson. I år kunne han havde fået chancen, havde motoren været derefter. Men det er den ikke, og dermed er Coulthards sidste reelle chance for at vinde en VM titel forpasset. For det varer ikke længe før der skal nyt blod til hos McLaren, og hvis Ron Dennis vælger et rent finsk line-up i form af Kimi Räikkönen og Mika Häkkinen i 2003 står David Coulthard uden et sæde i et tophold, og så er der definitivt lukket for drømmene. For er man først blevet vraget hos ét tophold kommer man aldrig tilbage i et.
Problemet er ikke David Coulthards fart, dén har han. For når han får frit løb, så kører han lige op med de bedste. Det vidste han især i 2000 sæsonen hvor han vandt 3 Grand Prix sejre og ellers kørte en utrolig flot sæson. Men som så mange gange før faldt han igennem hen mod slutningen af sæsonen, og det er her Coulthard bliver skilt fra i de stores regi. Mens folk som Mika Häkkinen, Alain Prost, Ayrton Senna og ikke mindst Michael Schumacher formår at holde hovedet koldt, og holde sig fokuseret over en hel sæson, er det som om David Coulthard hvert år daler i præstationer når vi når 7 - 9 løb ind i sæsonen.
Problemet er koncentrationen. Her kunne man let give hans livsstil skylden. David er kendt for at være damernes mand, og der bliver da også regelmæssigt skiftet ud på kærestesiden, men det er ikke problemet. At give privatlivet skylden er for nem en løsning. Det er derimod fordi han allerede i starten af sin karriere stod i skyggen af Damon Hill. Derefter kom han til McLaren hvor Mika Häkkinen allerede var etableret. Derfor blev der altid først taget hensyn til Mikas problemer hos McLaren, og det gjorde ham endnu engang til andenkører. Han har helt fra start fået et uofficielt prædikat som "manden der kører sammen med førstekøreren".
For David Coulthard må det være utrolig frustrerende, for på dagen har han jo vist at han kan slå folk som Mika Häkkinen og Michael Schumacher af pinden. Og alligevel formår han ikke at samle kræfterne i én god sæson. I år kunne han havde fået chancen, havde motoren været derefter. Men det er den ikke, og dermed er Coulthards sidste reelle chance for at vinde en VM titel forpasset. For det varer ikke længe før der skal nyt blod til hos McLaren, og hvis Ron Dennis vælger et rent finsk line-up i form af Kimi Räikkönen og Mika Häkkinen i 2003 står David Coulthard uden et sæde i et tophold, og så er der definitivt lukket for drømmene. For er man først blevet vraget hos ét tophold kommer man aldrig tilbage i et.
DERFOR TOG HAN ALDRIG TITLEN
Derfor blev DC aldrig verdensmester. Nu virker det måske nok lidt søgt at sige McLaren kører med et rent finsk line-up i 2003. Det ved vi jo ikke. Faktisk er der større chancer for at McLaren fortsætter deres nuværende line-up. Men alligevel. McLaren er blevet hægtet af i magtbalancen i Formel 1, og vi er tilbage ved situationen i 1996 og 1997 hvor det er Williams og Ferrari der kører om de første placeringer.
Kan McLaren vende skuden om i 2003 og producere et lige så godt chassis som de har i det nuværende MP4-17, og samtidig få Ilmor og Mercedes til at levere en motorblok der kan mere end blot holde en Ferrari bag sig i Monacos gader, ja, så har David da chancen i 2003. Men er det realistisk? Nej. For vi skal ikke forvente Williams og Ferrari ligge på den lade side resten af 2002 og off-season 2003. Nej, David Coulthard bliver bare aldrig verdensmester.
Han går derfor over i historiebøgerne ved siden af navne som Sir Stirling Moss og Gerhard Berger. Store kørere med masser af Grand Prix sejre bag sig, men intet mesterskab. Fælles for dem alle: De er gode racerkørere, men i deres tid som Formel 1 kører var der bare altid én eller flere der var bedre. Da Moss kørte var det Fangio. Da Berger kørte var det Prost, Senna og M. Schumacher. Da DC kørte var det Hill, Häkkinen og M. Schumacher. Sad but true...
Derfor blev DC aldrig verdensmester. Nu virker det måske nok lidt søgt at sige McLaren kører med et rent finsk line-up i 2003. Det ved vi jo ikke. Faktisk er der større chancer for at McLaren fortsætter deres nuværende line-up. Men alligevel. McLaren er blevet hægtet af i magtbalancen i Formel 1, og vi er tilbage ved situationen i 1996 og 1997 hvor det er Williams og Ferrari der kører om de første placeringer.
Kan McLaren vende skuden om i 2003 og producere et lige så godt chassis som de har i det nuværende MP4-17, og samtidig få Ilmor og Mercedes til at levere en motorblok der kan mere end blot holde en Ferrari bag sig i Monacos gader, ja, så har David da chancen i 2003. Men er det realistisk? Nej. For vi skal ikke forvente Williams og Ferrari ligge på den lade side resten af 2002 og off-season 2003. Nej, David Coulthard bliver bare aldrig verdensmester.
Han går derfor over i historiebøgerne ved siden af navne som Sir Stirling Moss og Gerhard Berger. Store kørere med masser af Grand Prix sejre bag sig, men intet mesterskab. Fælles for dem alle: De er gode racerkørere, men i deres tid som Formel 1 kører var der bare altid én eller flere der var bedre. Da Moss kørte var det Fangio. Da Berger kørte var det Prost, Senna og M. Schumacher. Da DC kørte var det Hill, Häkkinen og M. Schumacher. Sad but true...
kent@f1journal.com
