Svar, del II

Tirsdag d. 17. september fik jeg svar fra kulturminister Brian Mikkelsen på mit åbne brev til samme. Jeg havde egentlig ikke ventet noget svar, men sørme om ikke den konservative gjorde sig en smule umage. For det var kun en smule. Desværre. Et lidt tyndt svar efter min mening, men måske er det bare startskuddet til endnu en brevveksling. Hvem ved? Vi vil i hvert fald i denne artikel komme med endnu et forslag til hvordan vi får samlet den danske indsats omkring promoveringen af unge danske kørere med potentialet til at komme op i motorsportens fuldblodsklasse; Formel 1. Den sportsgren vi alle følger med i.

Brevet fra kulturministeren lyder som følger:

Kære Kent Kirkegaard Jensen

Tak for dit brev af 27. august 2002, hvor du blandt andet gør opmærksom på motorsportens behov for penge.

Det er Danmarks Idræts-Forbund, der fordeler tipsmidler til specialforbundene efter en nøgle vedtaget af DIFs besluttende organer.

Specialforbundenes elitearbejde støttes gennem Team Danmark, når de aktive eliteidrætsudøveres resultater modsvarer støttekriterierne.

Derudover er det op til specialforbundene eller de enkelte foreninger at forholde sig til andre indtægtsmuligheder, der kan gavne elitearbejdet. Samarbejde med erhvervslivet omkring elitearbejdet har for flere specialforbund været givtigt både finansielt og på anden måde.

Jeg finder det særdeles positivt, at der etableres alliancer mellem idræt og erhvervsliv, som kan være til gavn for begge parter.

Med venlig hilsen

Brian Mikkelsen



Nu er spørgsmålet så bare om vi skal lade os spise af med denne smøre der i virkeligheden ikke rigtig bidrager med noget jeg ikke allerede vidste. For det er jo ikke Team Danmark vi vil slå for nogle småskillinger. Det er snarere deres organisation som helhed vi vil have i sving. Deres kontakter og lobbyvirksomhed.

Vi vil derfor fortsætte vores kamp for større fokus på vores gode racerkørere efter mottoet som vi har stjålet fra de britiske specialstyrker, SAS. Det er "Who dares wins" og kan lettest oversættes til, at den der satser alt vinder alt! Derfor kæmper vi indædt videre for at få de rigtige organisationer i tale, og dermed forhåbentlig overbevist.

For vi går ikke efter at få en smule opmærksomhed eller anerkendelse blandt tilfældige journalister. Det skal gøres for at få rettet fokus mod de danske kørere der vitterligt har chancen for at komme i Formel 1, og som blot skal have økonomisk opbakning fra deres bagland; Danmark!

Forhåbentlig får vi lagt så meget pres på kulturministeren samt DIF og Team Danmark, at de indser der skal til at gøres et større stykke lobbyarbejde. Det skal gøres for at rejse penge til de danske kørere der p.t. kører i de motorsportsserier der har tradition for at være rugekasse for Formel 1. Det kan være det britiske, italienske eller tyske Formel 3 mesterskab. Eller naturligvis FIAs egen Formel 3000 serie hvor Nicolas Kiesa og Kristian Kolby har kørt i år. Kiesa sluttede endda sammenlagt som nr. 12 idet han scorede point i både Ungarn og Belgien.

Kan vi få de fakta lagt på bordet, samt nævne nogle af de andre danske kørere der har muligheden for at gøre en god figur, er der måske en noget større chance for at få det danske erhvervslivs øjne op for andet end fodbold, kvindehåndbold, cykling og golf. Som jeg skrev til kulturministeren i mit åbne brev kan ingen af de ovennævnte sportsgrene følge med når seertal og eksponering vægtes i forhold til international motorsport. Hvis man lagde alle de ovennævnte sportsgrenes seertal sammen ville det ikke engang være nok. Så stor er motorsporten og især Formel 1 blevet.

Det er jo ikke ret ofte en kvindehåndboldskamp har 120 mio. seere. Det har et Formel 1 Grand Prix hver gang uanset hvad tid på døgnet og hvor i verden det finder sted. Det desuden også uden betydning at verdensmesterskabet er afgjort. Der drager alligevel over 120.000 tilskuere til Belgien for at se løb, og dertil skal lægges mange millioner seere verden over. Spørg bare Bernie Ecclestone hvor mange mennesker der ser Formel 1 hver anden søndag. Han kender tallene, for det er ham der sælger pladsen til de store Marlboro-, Vodafone- og Fosters-skilte vi ser hele tiden og så igen.

Nu kommer det lange stræk så. Vi skal have ovenstående budskab viderebragt, ikke kun til kulturministeren, for han er i sig selv ingenting værd, men videre til de organisationer der sidder på pengene, og som har den fornødne evne til at markedsføre en racerkører fra Danmark. For det her er forretning på allerhøjeste plan. En halvhjertet indsats bliver ikke til andet end penge ud af vinduet. Der skal en ordentlig ledelse til at hjælpe et talent igennem til en professionel karriere som racerkører, og det er her kørerens managere kommer ind i billedet. Det er nemlig primært dem der sammen med virksomheden, eller virksomhederne, skal samarbejde således de senere kan sætte sig til forhandlingsbordet med et Formel 1 hold og forhandle en kontrakt i hus, enten som kører eller testkører.

Så nu skal vi satse alt. Vi skal have alle de rette organisationer i arbejde således vi får fremmet motorsporten i Danmark, og gjort klart for enhver at vi har to danskere i serien lige under Formel 1 i form af Kristian Kolby og Nicolas Kiesa. Derudover har vi en del andre kørere der også kan blive seriøse bud på en fremtidig Formel 1 kører.

Derfor skal vi bruge kulturministeriet, Team Danmark, DIF og alle de andre involverede statslige sportsorganer til at gøre en del af lobbyarbejdet. Det er her vi skal trække vekslerne på kulturministeren og dennes ministerium. For det er dem der har kontakterne til erhvervslivet, og det er dem der kan fortælle de store virksomheder, at ved at sponsere en racekører på allerhøjeste niveau kan man skabe stor opmærksomhed omkring sin virksomhed.Vi kan se det fungerer i udlandet. Den netop udkårne Formel 3000 mester, østrigske Tomas Enge, bliver sponseret af Coca-Cola, og der er talrige andre eksempler herpå.

Nu skal vi bare turde gå efter guldet. Racerkørerne gør det altid når de kører. De militære specialtropper gør det også for at opnå succes. Nu gør vi det også, og forhåbentlig bærer vores flid frugt, og snart kan vi igen se dannebrog vejre når nummerpigerne kommer gående ind over gridden til et Formel 1 Grand Prix. Men vi vil gøre mere end bare håbe. Det er vi nødt til, for ellers når vi ingen steder. Som vi allerede har skrevet, så er halvhjertede indsatser på dette niveau lige så lidt værd som ingen indsats overhovedet. Så forhåbentlig kan vi få samlet alle de rette organer. Team Danmark, DIF, kulturministeriet, kørernes managere samt erhvervslivet til en fælles eftermiddagskaffe, og så skal de lukkes inde i et mødelokale indtil en fælles plan for fremtiden er blevet udarbejdet.

For det skal gøres ordentligt!




Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com