F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / ARTIKEL


SÅDAN GRUNDLÆGGER DU ET VM-VINDENDE F1 HOLD
I vort allerførste nummer af F1Journal beskrev vi opskriften på succes i Formel 1. Det er en uigenkaldelig sandhed, at penge og stabilitet er to nøglefaktorer der skal gå hånd i hånd for at sikre sig succes i den mest konkurrenceprægede sport af alle. Ferrari har vist vejen siden 2000, og forlænger nu med nøglefigurerne, således deres vigtigste poster forbliver de samme indtil og med 2006.

Således er de tunge poster fordelt hos La Scuderia Ferrari Marlboro, og de tunge drenge fra Maranello har fulgt opskriften på succes til punkt og prikke. Bevares, det har kostet Luca di Montezemolo dyrt, men mon ikke også det har været pengene værd? Det mener alle i F1 verdenen, men ikke alle deler Ferraris begejstring for forlængelserne af kontrakterne. Ikke mindst andenkører Rubens Barrichello, der sjovt nok ikke er nævnt som én af de afgørende dele af "The Dream Team."

FERRARI HAR EN PLAN, UDFØRER DEN - OG FORLÆNGER DEN
Mandag d. 9. juni tikkede der en pressemeddelelse ind hos undertegnede. Den var sendt af hr. Luca Colajanni, Ferraris pressesekretær. Først gad jeg ikke bekymre mig, for det kunne jo snildt have været én eller anden ligegyldig Maserati Trophy Cup resultatliste, men det var det ikke. Bestemt ikke! For deri lå en af de vigtigste nyheder overhovedet i hele 2003 sæsonen. Svaret på det længe ventede spørgsmål, om hvorvidt, den femdobbelte verdensmester Michael Schumacher, ville fortsætte sin karriere efter kontraktudløbet i 2004 hos Ferrari? Og jo, det var i denne anonyme e-mail. Michael Schumacher fortsætter til og med 2006. Men ikke nok med det. Køreren beholder sine folk omkring sig. Lige fra sportsdirektør til teknisk direktør, fra motordesigner til bildesigner. De er der alle, og fortsætter alle sammen i Maranello. Ferrari har haft den store tegnebog fremme, og sikret sig succes i de kommende år.


Martinelli, Brawn og Byrne kan grine hele vejen til banken - © Ferrari Press Office

For det var Luca di Montezemolo der kontaktede Peugoet Rallys chef Jean Todt i 1993. Franskmanden skulle forlade rallysporten, og bringe Ferrari på ret køl i Formel 1. Todt sagde ja, og begyndte de indledende manøvrer til at få La Scuderia tilbage på toppen. Det kulminerede umiddelbart i 1995, da Todt kunne meddele, at Michael Schumacher ville køre for Ferrari i 1996, og lønningen gav chokerende genlyde verden over. Omkring 300 mio. kroner alene fra Ferrari, og deroveni sponsorindtægter fra div. reklamer, merchandise etc. Tyskeren ville sikre sig en løn på den pæne side af 500 mio. kr.

Men Schumacher kom ud at køre i en elendig bil, designet af John Barnard. Det var ikke noget at skrive hjem om, så inden 1997 startede var Todt igen ude med riven. Chefdesigner Rory Byrne havde skaffet Schumacher 2 VM-titler hos Benetton, så hvorfor ikke hive ham over til Ferrari? Så Byrne blev hentet over sammen med Schumacher. Og den tekniske direktør Ross Brawn havde ligeledes vist sig værdig til et skifte fra tøjfirmaet til bilfabrikanten fra Maranello. Så Brawn blev hentet over, året efter, i '97, og så begyndte tingene at ændre sig. Ferrari kæmpede en bitter kamp til enden med Williams, men en ellers kølig tysker kogte over på Jerez, og tabte. Grundlaget for succes var dog lagt, og med hjælp fra motordesigner Gilles Simon, samt chefen for motorafdelingen Paolo Martinelli, skulle det vise sig at blive en legendarisk opsætning, der unægtelig gør, at man ikke kan undgå at drage parallel til USA's basketballhold v. OL i Barcelona i 1992; The Dream Team.


Jean Todt med sine tro, tekniske, væbnere! - © Ferrari Press Office

FERRARI OG DERES "DREAM TEAM"
I Formel 1 regi er navnene bare ikke Magic Jordan, Magic Johnson, Mailman Karl Malone eller Shaquille O'Neal. Her er navnene Schumacher, Todt, Brawn, Byrne, Martinello og Simon.

For da Todt havde fået sit drømmehold på plads begyndte resultaterne så småt at rulle ind. Ferrari var uhyggelig tæt på i '98, og tabte ligeledes i '99, ikke pga. en dårlig bil, men et brækket ben kom i vejen. Men konstruktørernes titel blev hevet hjem, og så var vejen banet for at lave en gang fransk vask og strygning året efter.

I 2000 blev det en tæt duel mellem Michael Schumacher og Mika Häkkinen, men tyskeren kom sejrrigt ud af duellen, og årene efter blev dominansen fra drømmeholdet kun tydeligere og tydeligere. Sidste år var det jo direkte pinligt, at se hvordan McLaren og Williams begge resignerede, allerede inden sæsonen var gået i gang. Sekstetten fra Ferrari var bare for overlegne, og legede så meget med resten af feltet, at de endda brændte snuden et par gange. Husker vi fadæserne på A1-Ring og Indianapolis? Jeg tror det!

HVOR ER STAKKELS BARRICHELLO?
Der gik ikke mange minutter, førend nyheden om forlængelsen af kontrakterne med drømmeholdet var spredt over nettet, og dagen efter var der en klumme i alle sportssektioner på dagbladene. Og spørgsmålet der skulle stilles, blev stillet prompte. Hvad med den sympatiske Rubens Barrichello? Var der ikke penge i kassen tilovers til at beholde Barrichello?

For det har unægtelig kostet Montezemolo det blege for at beholde de tunge drenge. Rygterne om, at Ross Brawn ville forlade Ferrari for Jaguar var fremme, samtidig med at desto længere tid der gik, desto mere troede folk på, at Michael Schumacher ville stoppe efter 2004 sæsonen. Men Ferraris præsident, Luca di Montezemolo, har åbenbart overbevist de herrers agenter og managere om, at det er en god idé at fortsætte hos Ferrari, og Luca har stukket sine håndflader dybt ned i muldvarpeskindet for at sikre sig, at de fik et tilbud de ikke kunne afslå.


Jean Todt er hård til at forhandle, og det går ud over Rubens i år! - © Ferrari Press Office

Så et par dage senere kom Jean Todt ud med en melding om, at forhandlingerne med Barrichello stadig ikke var afgjort endnu. Todt ævler løs om, at de ikke kan lide forandringer, og antyder skævt, at Barrichello naturligvis fortsætter. Alligevel erkender han, at kontraktforhandlinger er et spil der skal spilles, uanset om man kan lide det eller ej, og han forventer at skakspillet med brasilianeren vil være afklaret indenfor et par måneder.

FELIPE MASSA ER STADIG FOR UNG TIL EN OPGRADERING
Rygterne om, at Massa ville erstatte Barrichello blev naturligvis peppet godt op, da Barrichello ikke var nævnt i den første pressemeddelelse. Men Todt erkender, at Massa stadig er for ung og uerfaren, og han tør ikke satse på en så ung kører til at skulle forsvare VM-titler lige p.t. Han er klar over Massas potentiale, men vil helst beholde ham som testkører i et stykke tid endnu. Hvorvidt det kan tilfredsstille brasilianerens behov for fart og spænding melder historien intet om, men det virker til, at Ferrari så småt er ved at have formet ham efter deres behov. Men Todt afslutter med en noget åben, og en smule nedladende kommentar:

"Men vi ved ikke om han er en mand for vores fremtid eller ej"


Hvilken brasilianer skal spille andenviolin i fremtiden? - © Schlegelmilch Photography

KONKURRENTER HÅBER... I PRESSEN!
Det er ikke nogen hemmelighed, at der er mange kørere i det nuværende felt der havde håbet, at Michael Schumacher ville trække sig efter 2004 sæsonen. For når han er med, overskygger han de middelmådige totalt, og lader ikke megen sol tilbage, ej heller til dem der har talent. Så stor er han. Derfor var det heller ikke overraskende Juan Pablo Montoya der tog teten, da Schumacher skulle ristes i pressen. Den unge herre håber så sandelig ikke tyskeren fortsætter til og med 2006, for så får han ikke selv chancen for at høste en VM-titel, og det ved han bedre end alle os andre. Således begav colombianeren sig ud i følgende tankespind 3 dage efter pressemeddelelsen fra Luca Colajanni:

"Hvis han ikke vinder, trækker han sig sikkert før 2006. Lige nu er det svært for ham at beslutte det, nu hvor han vinder. Men jeg tror det meget hurtigt kan ændre sig. Jeg kender ikke Michael, så jeg ved ingenting, men det vil overraske mig meget hvis han fortsætter selvom han ikke vinder. Det vil ikke se godt ud."


Monty håber snart at kunne sige farvel til Michael - © BMW Motorsport


EDDIE JORDAN TROR IKKE HAN FORTSÆTTER
Teamchefen for det hold der gav Michael Schumacher hans debut i 1991, Eddie Jordan, er enig med Montoya. Han tror heller ikke tyskeren fortsætter så længe som det er planlagt nu:

"Jeg vil blive meget overrasket hvis han er i Formel 1 i 2006. Når kørere er så gode, er det normalt dem selv der bestemmer hvornår de skal stoppe, ikke holdet. Sådanne personer har en god fornemmelse af hvornår man skal trække sig, og efterlade en vis aura af storhed omkring sig. Jeg tror det bliver sådan."

Eddie Jordan ved dog godt, at Ferraris drømmehold ikke kun består af Michael Schumacher. Han erkender, at de andre nøglefigurer er lige så vigtige for Ferraris flotte præstation:

"Det overrasker mig lidt - men det er ikke kun Michael, det er hele holdet der har gjort ham så succesrig. Så vidt jeg ved er alle de andres kontrakter meget tæt knyttet til Michaels, hvor de alle udløb i 2004. Han havde ikke fortsat hvis der var andre nøglepersoner der ikke gjorde det lige så godt. Der er absolut ingen tvivl om, at han ville have stoppet efter at have brugt så megen tid på at skabe et hold, hvis ikke de andre forblev ombord."


Den værste modstander af dem alle hedder Jacques Villeneuve. Siden de to sloges som kamphaner i 1997, og endte med at Michael Schumacher med vilje forsøgte at køre canadieren af banen på Jerez, har de to ikke mælet mange ord privat. Alligevel er det sjovt nok Villeneuve der siger det stik modsatte af svadaen fra Montoya:

"Man trækker sig kun hvis der ikke er nogen der vil ansætte én, eller hvis man ikke kan vinde løb mere. Han er i et hold der vinder løb, og han tjener styrtendes med penge, så hvorfor i alverden skulle han trække sig?"


WEBER ERKENDER AT 2006 ER SIDSTE ÅR FOR SCHUMI
Der er dog ingen tvivl om, at Michael Schumacher og hans manager Willi Weber trækker stikket en dag. Når vi kommer til 2006 sæsonen er Schumacher 37 år gammel, og det virker som et naturligt tidspunkt at stoppe på. Således lader Weber selv katten ud af sækken et par år før tid:

"Når vi når udgangen af 2006 vil Formel 1 være et overstået kapitel for ham. I januar 2007 bliver han 38 år gammel, og så vil han stille og roligt kunne sige, at det var dét for ham i Formel 1. For forholdene i den nye kontrakt er som i den nuværende. Han fik ingen lønstigning, ej heller gik han ned i løn. Der er ingen klausul der gør, at han komme fri. Sporten var den vigtige faktor her for Michael, ikke penge."


FERRARIS PRÆSIDENT TALER UD
Luca di Montezemolo er manden der sammen med Jean Todt, har arbejdet hårdt på at få forlænget kontrakterne med Byrne, Simon, Martinelli, Brawn og Schumacher. Ferraris præsident erkender, at alt ikke varer ved, men han vil dvæle ved det så længe han kan. De afsluttende bemærkninger kommer derfor fra Montezemolo:

"Ferraris succes over de sidste års tid, har været baseret på en utrolig stor professionalisme i holdet. Jeg mener, at bibeholdelsen af stabilitet og kontinuitet er de mest afgørende faktorer. I denne måned fejrer Todt sit 10år md Ferrari, og Schumacher er nu den kører der har kørt i længst tid for holdet, og samtidig den der har bragt os flest sejre."


Luca di Montezemolo: Arkitekten bag "Dream Team" - © Schlegelmilch Photography

"Ved udgangen af 2006 har han været spydspids for Ferrari i 10 år. Det er dog ét stærkt hold, der består af Ross Brawn, Rory Byrne, Paolo Martinelli og Gilles Simon. De har alle gjort et fantastisk stykke arbejde over årene, og bag dem står endnu flere talentfulde ingeniører, som lige nu vokser med opgaven. Det er dem der skal repræsentere fremtiden."

Nutiden? Den består af de ovennævnte personer. Bibeholdelsen af stabiliteten i teamet gør, at man skal være særdeles blåøjet, hvis man tror/håber Ferrari indenfor en kort årrække falder ned i feltet. Det sker ikke så længe de drenge er ansat på samme matrikel. Drømmeholdet lever stadig, og med Michael Schumacher som galionsfigur, skal de nok vinde en del pokaler, trofæer og mesterskaber i de næste år... stol trygt på det!

Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com