F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / ARTIKEL DET SKULLE BARE HAVE VÆRET EN "WALK-OVER" Da Michael Schumacher krydsede stregen som vinder af Japans Grand Prix sidste oktober åndede de fleste lettet op. Endelig var sæsonen færdig. En sæson præget af kedelige teamordrer, kedelige løb og én mand der overskyggede alt og alle. Michael Schumacher havde med knusende overlegenhed kørt sin F2002 til sejr så mange gange, at der skulle mere end to hænder til for at tælle dem. Bevares, de første sejre blev hentet i F2001, men det ændrer ikke ved det faktum, at Ferrari og Michael Schumacher hånede resten af Formel 1 feltet med deres sublime racer, og en disciplin så streng, at selv deres fans fik en kedelig smag i munden. Det var mest synligt på A1-Ring og Indianapolis. Denne dominans hele sæsonen igennem havde forblindet os en smule. Da Ferrari præsenterede deres F2003-GA var den endnu mere kurvet, og endnu mere avanceret end dens forgænger, og man tænkte med det samme, at nu gør Ferrari det igen. Bare endnu mere overbevisende. Vi så frem til en sæson der skulle være en decideret "walk over" for Ferrari og Michael Schumacher i deres "fantastiske" F2003-GA. Som altid er der langt fra teori til virkelighed, og i denne sæson har det vist sig at være den pure sandhed. Det er ikke blevet en leg for Ferrari, bestemt ikke, og navnene der har overhalet dem er Montoya, Alonso, Ralf, Räikkönen… og Michelin! CHOKSTART FOR FERRARI I MELBOURNE OG MALAYSIA Da sæsonen startede havde man forventet at Ferrari ville fortsætte hvor de slap et halvt år forinden i Japan, men en hårdtpumpet MP4-17D kom i vejen, og McLaren ryddede bordet i nogle halvrodede løb i starten, og det satte Ferrari på bagbenene. F2002 var helt tydeligt ved at have nået punktet hvor udviklingspotentialet var udtømt, og F2003-GA var stadig ikke helt klar. Michael Schumacher var slet ikke på podiet de første tre løb af kalenderen, men så skulle der køres på Imola, banen opkaldt efter Ferraris grundlægger Enzo Ferrari, og så kom der andre boller på suppen. Det var som om Ferrari havde fået en skytsengel over sig, og svanesangen for F2002 blev en skøn af slagsen, for Michael Schumacher kørte en sejr hjem. Schumacher sejrer i Barcelona - men faren lurer i baggrunden! - © Schlegelmilch Photography Løbet efter på "Circuit de Catalunya" blev F2003-GA introduceret, og det med bravur. Michael Schumacher hentede endnu en sejr hjem, og gjorde det samme på A1-Ring. En tredjeplads i Monte Carlo blev fulgt op af endnu sen sejr i Canada, og så var vi tilbage hvor vi var i 2002. Michael Schumacher gjorde som det passede ham, men modstanden var langt større, og sejrsmarginerne var noget mindre end han havde været vant til sidste år. For på Nürburgring kan han slet ikke følge med lillebror, og et magtskifte i Formel 1 lurer under overfladen. Ferrari var sat i Europas Grand Prix. ANDET HALVÅR I EUROPA - MICHELIN INDHENTER OG OVERHALER Da feltet så rammer Magny-Cours i Frankrig er det ved at være højsommer i Europa, og Frankrig er ikke et af de koldeste lande på kortet. Williams, McLaren og Renault havde hele sæsonen igennem åndet Ferrari i nakken, og nu gjorde de alvor af deres pågåenhed. Williams var i en klasse for sig selv, og både kvalifikations- og løbsresultat talte sit tydelige sprog. Michelin har støt og roligt indhentet Bridgestone, og overhalet dem med sådan et brag! Williams begynder at indhente Michael Schumachers forspring - © Schlegelmilch Photography Michelin har siden 2001 været kendt for at være dækket der arbejder bedst når der er varmt. Sådan er det også i år, og det har været en varm, varm sommer i Europa. Det kom for alvor til syne i Frankrig, da Ralf Schumacher gjorde grin med storebrors hold, og henviste den femdobbelte verdensmester til en uimponeret tredjeplads. For en gang skyld måtte Michael Schumacher nøjes med at være "best of the rest", men det skulle blive værre endnu. Michelin og dets hold var kun lige startet, og Ferrari havde kun set toppen af isbjerget. For det var ikke kun Michelin der havde forbedret sig. Williams og Renault havde naturligvis også arbejdet hårdt på at opdatere deres motorer og chassiser, og FW25 og R23 (senere R23B) skulle vise sig at være pålidelige maskiner, der sagtens kunne følge med F2003-GA. I England var der dog lidt forvirring, da en hårdtpumpet Rubens Barrichello lige pludselig synes det kunne være sjovt at blande lidt malurt i titelaspiranternes bægre, og satte trumf på. Hvis vi havde glemt ham i topstriden gjorde han i hvert fald et flot forsøg på at gøre opmærksom på sig selv igen. Siden er han så gået i glemmebogen igen, akkurat som sin holdkammerat. Verdensmesteren. Ferrari og Bridgestone: "Hvad skal vi gøre?" - © Ferrari Press Office WILLIAMS, RENAULT OG McLAREN INDLEDER STORMANGREBET Feltet tager fra England til Tyskland, og her rammer de en mur af varme. Der er mellem 34 - 37 grader varmt på Hockenheim banen fra kl. 10 om formiddagen til omkring 20 om aftenen. Ingen skygge, ingen skyer - ingen nåde for dem der kører på et dæk der ikke er godt i varmen. For dem der har et godt dæk er det derimod slaraffenland. Williams kører ud om fredagen og sætter trumf på med det samme. Hockenheim skal i de næste par dage laves om til "Williams-Ring", og det gør de på overbevisende manér. Ralf sætter sig på fredagen, Montoya napper lige nøjagtig pole om lørdagen foran holdkammeraten, og søndag er det ren paradekørsel fra colombianerens side. For Michael Schumacher blev det en lang og kedelig søndag eftermiddag. Sad længe fast bag Trullis Renault, der var så stærk, at F2003-GA ganske simpelt ikke havde overskuddet til at komme forbi, førend Michael fandt lidt ekstra asfalt udenfor banen ved 'Spitzkehre" hårnålen. Men indhente frontløberne? Glem det. Da et baghjul så eksploderer bliver det hele kun værre, og han slutter med to kedelige point. Michael Schumacher har således ikke været på podiet siden Frankrig, hvor det kun var en trejdeplads, og der er langt tilbage til Canada hvor han sidste gang løftede vinderpokalen. Resultatet på Hockenheim var ikke lige hvad verdensmesteren kunne have ønsket sig i sit forsøg på at forsvare sin titel. Og lige som det ser rigtig sort ud, bliver det bare endnu mørkere. For sommeren har ikke sluppet sit greb om Europa, og Hungaroring ligger sydligere end Hockenheim. Hvad gør vi nu, lille du..? Michael har ryggen mod muren! - © Ferrari Press Office Ungarns Grand Prix bliver det værste for Michael Schumacher hidtil i denne sæson. Han kan slet ikke følge med. Holdene på Michelin sutter gør deres arbejde så godt, at der ikke er andet end brødkrummer tilbage til Bridgestone, og dermed Ferrari. Williams og Renault i særdeleshed har arbejdet hårdt hjemme på fabrikkerne, og når de så bliver præsenteret for et dæk der er konkurrentens overlegent, er der ikke meget at stille op. Et magtskifte er undervejs, og Williams, Renault og McLaren understreger alvoren i Ungarn. Michael Schumachers forspring i kørernes mesterskab bliver uden nåde skåret ned til mindste margin, og for at gøre tingene værre, så begynder de nu at overhale ham med en omgang! Fernando Alonsos sejr var på en måde en stor dag for Alonso og Renault. Men for verdensmesterskabet var det også en stor dag. Kimi Räikkönen og Juan Pablo Montoya kom med deres podieplaceringer indenfor rækkevidde af VM-trofæet, og mens Michael Schumacher lå og kæmpede en indædt kamp for at nå op til en Jaguar, så fejrede titelaspiranterne dagen hvor verdensmesteren var slået "fair and square". FERRARI ER IKKE LÆNGERE FELTETS BEDSTE HOLD Ferrari er ikke længere det bedst hold på griden. Det kan vi se hver gang der køres kvalifikation, og 6 - 7 ud af 8 biler bærer Michelin dæk. Ferrari kan knap nok være med på dækfronten. Samtidig ser det ud til, at de har sovet i timen mht. udviklingen af deres bil, for også her er de ved at blive overhalet. FW25 og R23B er i dag samlet set bedre biler end F2003-GA, og med en MP4-17D der stadig kører som var det en 2003-bil, har Ferrari for alvor ryggen mod muren. Ferrari har ikke kunnet udvikle et dæk der kan holde til samme temperaturer som Michelins kan. Bridgestone og Ferrari har ellers arbejdet hårdt hele sæsonen igennem, men testforbudet her i sommerferien har ramt Ferrari hårdt, og det ses jo tydeligt på resultaterne. Når de ikke længere kan følge med Jaguar er der noget galt. Godt nok har Jaguar uden tvivl forbedret sig siden sæsonstart, men der er ingen tvivl om at Michelin har indhentet og overhalet Bridgestone godt og grundigt. Det værste for Ferrari er velsagtens, at Bridgestone Motorsports direktør erkender nederlaget, og i samme ombæring indirekte siger, at han ikke rigtig ved hvordan de skal vende bøtten igen. Løverne er sultne - og de har blå Michelin kasketter på! - © Renault Media Centre Michael Schumachers titelforsvar hænger derfor, med tre løb tilbage i kalenderen, i en meget tynd tråd. Verdensmesteren har ikke vundet siden midten af juni måned, og næste gang der køres er vi i september måned. 5 løb er kørt hvor Schumacher kun har været på podiet én gang, og det som tredjemand. Det der i forsommeren så ud til at være en langsom start på endnu et godt år for Schumacher, har udviklet sig til en sand gyser for tyskeren, og én hvor der måske ikke er en "happy ending" på det eventyret. VM-KAMPEN TILSPIDSES - MS ER IKKE LÆNGERE FAVORIT Efter Canada så det ud til at blive en kamp mellem Kimi Räikkönen og Michael Schumacher om mesterskabstitlen. Men siden da har Michael kun scoret 18 point i fem løb, mens Räikkönen har scoret 19. Men højdespringeren er Juan Pablo Montoya. Colombianeren har kørt flot og har hentet imponerende 40 point ud af de sidste fem løb, og de tre ligger nu side om side i kampen om mesterskabstrofæet. Montoya har sammen med Williams vendt en sløv sæsonstart til et sandt festfyrværkeri de sidste par måneder. Sir Frank Williams' tropper er så sandelig sat i stilling til et brag af en finale på Monza, Indianapolis og Suzuka. Watch out Mr. Schumacher, Montoya has his eye on you! - © Schlegelmilch Photography Kimi Räikkönen har kun vundet én gang, og det i Malaysia. Men han har siden hen kørt med en uhyggelig selvdisciplin, og kørt lige så koldt og beregnende som hans øgenavn "Iceman" indikerer. Han snupper lidt point hist og pist, og som en anden finne tyve år forud for Kimi, ligger han nu alligevel lunt i svinget til en titel, trods han kun har stået øverst på skamlen én gang. Bilen har ikke rigtig været til mere, men med et køligt overblik kan andenpladser også være nok til at sikre trofæet. Det ved landsmanden Keke Rosberg alt om, og spørg Jason Watt om hvordan han vandt DTC sidste år, og han vil få samme svar: Pålidelighed og en disciplin Jægerkorpset værdig, og man kan sagtens blive mester. For Michael Schumacher er alt dette en kedelig fortælling. Han har kørt med ryggen mod muren hele sæsonen, og 2002 sæsonen var så god, at uanset hvad han gør, så er det ikke nær så godt som sidste år. Det behøver det for så vidt heller ikke at være, bare han vinder VM. Det er er det eneste der kræves af baglandet, men når modstanderne har bedre biler, og langt bedre dæk er det svært at finde det overskud der skal til for at man kan sejre. Kan Michael Schumacher gøre det? Har han ét eller andet han kan hive op af hatten de sidste tre løb, eller er magtskiftet ikke kun noget midlertidigt, og er vi på vej mod nye tider, hvor det nye kuld af kørere med Alonso, Kimi, Montoya og Webber i spidsen begynder at vise tænder for alvor? Det ser sådan ud, og hvis det fortsætter kan 2004, 2005 og 2006 blive et kedeligt efterår for Michael Schumachers engagement i motorsportens fuldblodsklasse. Men han er jo femdobbelt verdensmester, og har vundet mere end alle de andre kørere i feltet tilsammen, flere gange. Det vil være farligt at afskrive ham fuldstændig, men det er ikke ham der har momentet lige nu. Det er Williams, Renault, McLaren og Michelin! Derfor ser Michael Schumachers titelforsvar for alvor ud til at blegne. En æra er måske ved at gå på hæld. th!" Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen kent@f1journal.com |
||||