F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / ARTIKEL


SKAL VI FINDE AFLØSEREN HOS SØSTERTEAMET SAUBER?

På et tidspunkt stopper han vel? Michael Schumacher. Alle de andre koryfæer i sporten har bebudet, at han stopper på et eller andet tidspunkt, og senest er det den tredobbelte verdensmester Sir Jackie Stewart, der endnu engang advarer tyskeren mod at hænge for længe efter at være toppet. Vi troede også han havde toppet i 1995, og aldrig blev bedre end da han satte alt og alle på plads i sin Benetton-Renault, men hvor tog vi fejl! Michael Schumacher har aldrig været bedre end han er anno 2003, så indtil videre stikker vi på F1Journal piben ind mht. forudsigelser på hvornår legenden stopper sin aktive karriere, men brygger derimod på en særdeles plausibel teori om hvem, snarere end hvornår, der skal skiftes ankermand på kørerfronten hos La Scuderia Ferrari Marlboro.

Vi ved alle, at der er flere kandidater, hvoraf ingen af dem kører fast hos Ferrari p.t. Så Rubens Barrichello skal ikke gøre sig nogen forhåbninger. Han er Ferraris svar på David Coulthard. I stedet kigger vi lidt bredere, og her popper der to mere eller mindre åbenlyse arvtagere op, som egentlig ikke er særlig langt fra sædet endda. De to hedder Giancarlo Fisichella og Felipe Massa. Den ene italiener, altid åbenhjertet om sin forkærlighed for 'La Scuderia', den anden brasilianer og p.t. testkører for selv samme hold. De to tørner højst sandsynligt sammen som holdkammerater næste sæson, og det bliver en sæsonlang shoot-out om at skulle køres i stilling som Michael Schumachers arvtager. Køreren der skal løfte den umulige opgave at videreføre den succes Schumacher har bygget op, og høstet frugterne af siden 2000 hvor regeringsperioden for alvor trådte ind.


Skal italieneren endelig få sin drøm opfyldt via et sæde hos Sauber? - © Sauber Press Office

Giancarlo Fisichella er allerede blevet bekræftet som den ene af de to kørere hos Sauber Petronas i 2004, og Felipe Massa er ikke svær at ane i horisonten. Har levet en skyggetilværelse hele '03 sæsonen som testkører for Ferrari, og ligner en der er klar til et comeback hos det hold der gav han debuten tilbage i 2002, hvor han viste potentiale, men samtidig også gjorde det klart, at han lige skulle afrettes førend det kunne blive rigtig godt. Det har Ferraris testteam måske gjort, og så er han klar til at komme i skole igen. For han skal oplæres til måske at være den næste Mansell eller Schumacher. Ham de mange millioner tifosi verden over elsker, uanset om han vinder, udgår eller slutter som nr. 9 i et givent Grand Prix.

Bare han kører i den røde Ferrari, så er alt andet ligegyldigt… næsten. For alle elsker jo at vinde, og alle elsker at vinde meget. Og det er derfor det er en umulig opgave at videreføre. Michael Schumacher har gjort det umulige. Slået alt, alle rekorder og gjort Ferrari og dets tilhængere farligt afhængige af succes. Derfor er det også uhyre vigtigt, at den kører der skal overtage den ubarmhjertige tjans bliver håndplukket rigtigt første gang. Ferrari har ganske simpelt ikke råd til at træde vande i tre - fire sæsoner, hvor de går igennem en masse kørere førend de finder den rigtige. Det skal gøres ordentligt, og det skal gøres i tide. Så i 2004, mens Michael Schumacher og Rubens Barrichello kører deres sidste sæson sammen, skal afløseren findes i søsterteamet Sauber, og så kan vinderen af duellen mellem Fisichella og Massa ellers komme i lære hos Schumacher i 2005, og måske også 2006, alt afhængig af hvor længe Schumacher gider fortsætte, og være klar til at overtage styrpinden når tyskeren ligger Schuberth-hjelmen på hylden.

DET BLIVER IKKE EN TYSKER - FOR DE ER BLEVET FYRET

I år takker Peter Sauber farvel til to tyske kørere. Nick Heidfeld og Heinz-Harald Frentzen har kørt for Sauber i år, og har gjort det ganske respektabelt. Nick Heidfeld har haft mange sæsoner hos Sauber nu, hvor højdepunktet var en tredjeplads på Interlagos i Brasilien 2001, og Heinz-Harald Frentzen nød sit tilsvarende på Indianapolis i år, hvor han kunne løfte et lille trofæ, og samtidig hive Sauber ud af et grimt dødvande. Saubers 2003 racer, C22, var en katastrofe at se på i løbene, og det er da heller ikke blevet til mange point. Men en taktisk genistreg fra Saubers og Frentzens side i et kaotisk løb i USA gør, at det alligevel er Sauber Petronas der løber med æren som det eneste hold der ikke blander sig i topstriden, der nåede på podiet i 2003 sæsonen. Det var forventet, at det ville blive Mark Webber fra Jaguar, eller sågar Jenson Button fra BAR. Men nej, det blev en Sauber, og på den måde kan Heinz-Harald Frentzen takke pænt farvel til Sauber, velvidende at han gjorde et formidabelt stykke arbejde på Indianapolis, og det kan endda måske have forlænget hans egen holdbarhedsdato en anelse i Formel 1. For sådanne ridderlige præstationer kan til tider blive belønnet pænt. Hvem ved, måske sidder han hos Jordan, Minardi eller som testkører for Jaguar næste år…


End ikke en podieplacering kunne sikre fremtiden for Frentzen - © Sauber Press Office

Værre ser det ud for Nick Heidfeld. Mercedes-køreren der blev forbigået i 2002 da Mika Häkkinens afløser hos West McLaren Mercedes skulle findes. Den unge finne, som Heidfeld havde sat på plads hele 2001 sæsonen igennem blev valgt frem for firmaets egen mand, og det sveg. Quick Nick har nok aldrig tilgivet hverken Räikkönen, Mercedes, Norbert Haug eller Ron Dennis for den affære. En skam for begge parter, da der ingen tvivl kan være om mandens evner i en racerbil. Den 'kærlighed' fik vores egen Jason Watt jo at føle i F3000 sæsonen i 1999. Bare spørg Jason, om Nick kan køre bil eller ej.

Alligevel bliver de to herrer vraget, og det ved de begge. Senest har Peter Sauber selv udtalt, at det er en skam at skulle skille sig af med begge kørere, men det bliver altså ikke til nogen kontraktforlængelse med hverken Frentzen eller Heidfeld. Giancarlo Fisichella er bekræftet, og det er kun et spørgsmål om tid førend Felipe Massa bliver det.

MESTERSKABET I MESTERSKABET I 2004

2004 bliver på alle måder et skelsættende år. Oppe foran skal vi forhåbentlig se enten Kimi Räikkönen, Juan Pablo Montoya eller Fernando Alonso vippe kongen af tronen, og for første gang i det nye årtusinde kåre en verdensmester der ikke hedder Michael Schumacher. Men lige så spændende, om end med knap så megen pressebevågenhed, bliver det at følge den interne strid hos Sauber Petronas. For det er med garanti ikke kun F1Journal.com der har fundet ud af, at Ferrari har i sinde at lade deres fremtidige stjerne stå i lære hos det schweiziske hold.


Felipe Massa er allerede blevet hentet "hjem" til Maranello - © Ferrari Press Office

Peter Sauber er jo kendt for at være en talentspotter, og han skal således se at få det bedste ud af den garvede Giancarlo Fisichella, der trods mange år i sporten stadig ikke er mere end 29 år gammel, og derfor stadig har masser af gode år i sig endnu. Michael Schumacher er f.eks. 34 og vinder stadig løb i ny og næ, og har så vidt vi kan regne ud, ikke i sinde at stoppe i morgen. I den anden Sauber C23 finder vi Felipe Massa, der kun tegner sig for 22 somre. Syv års forskel på dåbsattesten, en verden til forskel i erfaring rent Formel 1-mæssigt. De to skal tørne ud for samme hold, men har i realiteten kun én konkurrent hver: Den anden! Det i sig selv bliver et lille mesterskab i mesterskabet. Den der vinder har en rigtig, rigtig god chance for at blive parret op med Michael Schumacher hos Ferrari i 2005, og dermed på vej mod storhed.

FISI, MASSA, RUBINHO ELLER ALONSO?

Forskellen mellem Fisichella og Massa er aldersmæssigt til at få øje på, så der er nok ingen tvivl om, at det er Massa der satses på. Det er jo også ham Ferrari allerede har kontrakt med, i form af testjobbet som han p.t. bestrider. Fisichella skal måske bare bruges som en sparringspartner Massa kan lære en masse af næste år? Og hvad med Barrichello? Det er ikke utænkeligt, at Michael Schumacher stopper hos Ferrari i utide, og så er det måske Barrichello der i et års tid eller to bliver forfremmet til førstekører, og ham der skal prime Massa til at tage over som høvding i 2006. Uanset hvad, så er der meget stor chance for, at ham der skal tage over efter Schumacher bliver en vi kender. Sådan er Ferrari. De henter ikke en ung uprøvet kører ind fra Formel Renault, eller gokart-turneringerne. De har altid betalt sig til at få en af de etablerede kørere, der allerede har vist sine evner bag rattet hos et rivaliserende hold. Sådan var det med Mansell, Prost og nu Schumacher.

Et andet scenario er, at Ferrari ganske simpelt henter to jævnaldrende kørere ind, og dermed lader Fisichella køre for Sauber i troen, for derefter at smække døren lige som romeren tror, at hans drøm går i opfyldelse. Det fremtidsorienterede ville nemlig være, at hente to jævnaldrende kørere ind, og så skal Ferrari altså finde en kører på alder med Massa, eller deromkring. Og det kan sagtens være en kører vi ikke har hørt om endnu, eller i hvert fald en som ikke lige umiddelbart siger os noget. Her er der rigtig mange navne at vælge imellem, så det vil vi lade ligge. Begynder vi at remse F3000 navne som Wirdheim, Pantano, Liuzzi og Sperafico op, skal vi også nævne dem fra Formel 3, Formel Renault osv. - så det gemmer vi til en anden artikel.


Skal denne herre fylde skoene efter Michael stopper? - © Schlegelmilch Photography

Helt ude i tovene finder vi også rygter, der sjovt nok har oprindelse i nogle catalanske aviser. Det er avisen "Marca" der påstår, at Ferrari har budt € 10 mio. for Fernando Alonso, der dog afvises som den pure spekulation af både Ferraris, Renaults og Alonsos lejr. Alonsos agent, Adrian Campos, afviser historierne og siger: "I øjeblikket er Alonso ikke tilgængelig på markedet, men alt er muligt i 2005," siger Campos. Agenten siger samtidig, at et interesseret team først skal have Renaults accept, og dernæst Alonsos. "For mig er Alonso den bedste pilot der findes. Og jeg kan ikke se, at andre end ham kan afløse Schumacher," tilføjer Campos.

Renault er endda så pressede, at de d. 1. oktober udsender en pressemeddelelse med følgende ordlyd:

"For at sætte en stopper for alle spekulationer der har været fremme i pressen efter USA's Grand Prix, vil RenaultF1 teamet gerne bekræfte, at Fernando Alonso har en langvarig kontrakt med holdet, der inkluderer 2005 sæsonen."

Så selvom man måske nok afviser at have taget, eller haft kontakt til Ferrari, erkender Campos at Alonso umiddelbart ligner den eneste naturlige arvtager til Michael Schumacher, hvis man udelukkende kigger på talent. Og det er vel i grunden det eneste kriterium Ferrari umiddelbart kigger efter. Dernæst kommer PR-værdi, men det er trods alt noget der kan læres, og knap så vanskeligt at indoktrinere end rå racertalent. Kan man engelsk på skoleniveau, og villig til at lære italiensk, så er man godt på vej til en fremtid hos La Scuderia Ferrari Marlboro. Det betyder, at er Alonso ikke alt for ophængt i klausuler hos Briatore og RenaultF1, kan det tænkes, at Alonso meget vel kan sidde ved siden af Schumacher hos Ferrari i 2006, og lige får et år sammen med tyskeren inden denne går på en velfortjent pension? I så fald er det først Barrichello han erstatter - og hvad skal han så lave? Parkeres som testkører ligesom Luca Badoer, eller bruge sine Grand Prix sejre til at vride nogle seriøse millioner ud af et andet hold, hvor han i sin karrieres efterår kan visne ud ligesom Coulthard, Irvine og mange andre forud for ham.

KAN FERRARI BEHOLDE MOMENTET EFTER SCHUMACHER?

Nu har vi prøvet at finde frem til Michael Schumachers arvtager på kørerfronten, men hvad med det tekniske personel? Det er ingen hemmelighed, at Michael Schumacher har forlangt, at hvis han skulle fortsætte ud over 2004, var det på betingelse af, at en håndfuld tekniske ledere forblev på deres poster. Ross Brawn skulle fortsætte som teknisk direktør, Rory Byrne som chefdesigner, Paolo Martinelli som motoringeniør og Jean Todt som teamchef. Humlen er så bare, at denne lille håndfuld talentfulde mekanikere med garanti også har stillet samme klausul i deres kontrakt. For de har bevist deres værd med verdens bedste kører bag rattet. Når han stopper vil det kun være naturligt, at de selv skal til genforhandling med deres respektive kontrakter, for så kan de presse lønningerne voldsomt i vejret, da de rivaliserende hold som Williams, McLaren, Renault og ikke mindst Toyota med garanti vil betale rigtig mange penge for at få deres ekspertise over.


Kan det gode samarbejde fortsætte uden Michael Schumacher ved roret? - © Ferrari Press Office

Det er et korthus der uden tvivl kan falde sammen, skulle alle vælge at hoppe fra skuden på samme tid. Luca di Montezemolo fortsætter heller ikke som præsident for Ferrari til evig tid. Han har selv nævnt, at han måske stopper indenfor en overskuelig årrække. Vil hans efterkommer på præsidentposten være lige så passioneret overfor Formel 1 projektet, eller vil der komme budgetstramninger?

Juan Pablo Montoya giver noget af svaret. Det er nok ingen hemmelighed, at nu hvor han har skrevet kontrakt med West McLaren Mercedes, har der med garanti også været følere ude hos Ferrari. Der har helt sikkert været indledende forhandlinger, men det blev aldrig rigtig til noget, og colombianeren har senere udtalt, at han ikke vil køre for Ferrari. Hvorfor? Jo, han siger netop, at hele den stab bestående af Brawn, Byrne, Martinelli og Todt måske stopper sammen med Schumacher, og så er der ingen pointe i at køre for Ferrari, når de alligevel skal samle sig selv op igen, regrupperer og starte forfra med at bygge et storhold op. For hvis alle de mennesker forsvinder sammen med Schumacher, står Ferrari med et kæmpe teknisk vakuum. Hvem skal tage over på alle de ledende poster?


Der spejdes allerede nu efter en værdig arvtager. Hvem har potentialet? - © Ferrari Press Office

Posten som præsident for selve Ferrari kunne rent faktisk godt være Michael Schumacher selv. Det ville i hvert fald gøre, at noget af det tekniske personel måske valgte at forblive, velvidende at koryfæet stadig arbejder under samme fane. Det vil også gøre det nemmere at beholde de tunge sponsoraftaler Ferrari lukrerer på p.t. Marlboro udfases jo cirka samtidig som Schumacher stopper, og så er det med at have sat kløerne godt og grundigt fast i Vodafone, da det uden tvivl bliver dem der skal overtage bagvingen og motorcoveret. For uden Schumacher, Todt, Brawn osv. bliver det ikke let at fastholde alle de sponsorere der p.t. står i kø for at få lov at smide et klistermærke på undersiden af Schumachers såler. Der bliver ikke den samme rift om at være "officiel samarbejdspartner for La Scuderia Ferrari F1".

BLIVER DET EN SAUBER KØRER, ELLER FINDER FERRARI HAM SELV?

Hele fundamentet kan der altså rykkes gevaldigt ved, skulle man fjerne de rigtige kort i korthuset. Men så slemt går det nok ikke. Ingen af de ovennævnte har jo tænkt sig, at lade skrækscenariet falde ned om ørerne på det hold de har elsket og knoklet for de seneste mange år. Også derfor bør vi lige dvæle et splitsekund ved det faktum, at Michael Schumacher aldrig nogensinde forlader Ferrari fuldstændig. Han har jo skrevet en livstidskontrakt med Fiat, som gør at han altid har et arbejde som pr-mand og kan til al tid bruges som reklamefremstød ét eller andet sted i verden. Og noget skal han jo lave efter han stopper som racerkører, og hvad er mere naturligt end snuppe en ledertjans indenfor Ferraris egne mure. Teamchef vil måske ikke være det klogeste valg, da rækken af tidligere kørere der har prøvet det kun indeholder navne som Niki Lauda og Alain Prost, og deres eftermæle som leder er ikke værd at beundre. Vi har vendt muligheden som præsident for selve Ferrari, og det kunne måske parres med en titel som talentspejder.

Således ville Ferrari kunne begynde at opfostre deres egne kørere, og dermed undgå at skulle betale uhyrlige summer for en etableret stjerne. Tilfredsheden i selv at have fundet columbusægget er jo også større i sig selv. Men som sagen står nu, satser Jean Todt altså på, at Fisichella og Massa kan lære lidt af hinanden, og så vælger Todt nok Massa pga. alder og fremtidsmuligheder. Det hemmelige projekt kan uden tvivl være, at lokke Alonso væk fra Renault, men den vinkel er noget mere tys-tys end de andre, der er lidt mere åbenbare.


Weber har før narret Briatore. Bliver italieneren endnu engang taberen? - © Schlegelmilch Photography

Uanset hvad, er der mange faktorer der skal vendes og drejes, og det hele skal passe ind i samme hestespand inden der bliver givet frie tøjler. For hvis man piller for meget ved et vindende hold, skal der ikke meget til førend riften er så stor, at det hele siver ud i sandet. Forlader der bare én prominent figur i holdet, kan det starte en lavine. Så for Jean Todt gælder opgaven efter 2004, og i særdeleshed efter 2006 om at holde de ledende personer i et stramt tøjle, og sørge for, at de ikke er i tvivl om hvor fremtiden ligger for Ferraris F1 hold. Er der bare den svageste udsigt til magre tider, begynder folk at finde vandrestøvlerne frem for at finde nye udfordringer.

Netop derfor skal man allerede nu, tre hele sæsoner før Michael Schumacher stopper, til at gøre arvtageren klar til at udfylde de sko Schumacher har trådt så flot. Bliver det den p.t. upolerede diamant Felipe Massa, den garvede Giancarlo Fisichella eller får Rubens Barrichello endelig lov til at køre frit løb? Eller gør Ferrari som de så mange gange før har gjort. Køber den etablerede stjerne, og overbeviser Alonso eller Räikkönen om, at fremtiden ligger hos 'La Scuderia' og ikke henholdsvis Renault og McLaren.

Der er mange muligheder, men én ting er sikkert. Oplæringsfasen af Schumachers arvtager starter næste år hos Sauber Petronas, hvor den første duel skal stå. Det bliver en regulær shoot-out mellem to kørere der begge har talent, og så er det kun et spørgsmål om hvem vinderen skal møde i næste runde. Udvælgelsen er i gang!

Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com