F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / ARTIKEL INDUSTRISPONAGE I FORMEL 1 Sæsonen er netop afsluttet. D. 15. oktober annoncerer Panasonic Toyota Racing, at de har erhvervet sig Mike Gascoyne som ny teknisk direktør for chassiset. Knap har støvet lagt sig fra denne gode nyhed, førend Toyota igen, denne gang ufrivilligt, er i centrum for alle mediernes søgelys. Væk er de glade journalister, i stedet er de blodhunde der har fået færten af en skandale af dimensioner. Toyota har været involveret i industrispionage mod verdensmestrene La Scuderia Ferrari Marlboro! Der er rigtig mange internetsider, samt aviser, der d. 1. november 2003 kan meddele, at en ansat hos Toyota er blevet anklaget for industrispionage. Tysk politi har først ransaget mandens private ejendom, hvorefter de besøgte Toyotas hovedkvarter i Köln. Det kommer frem, at den sigtede tidligere har været ansat hos Ferrari, og at han ikke kun har taget sit knowhow med, men også nappet nogle tekniske papirer med sig, enten på cd-rom eller på papir. Toyota er naturligvis tavse, mens der heller ikke kommer noget ud fra Ferrari. En talsmand fra Toyota kommer dog til at udtale sig til det tyske nyhedsbureau SID. Her bekræfter han, at den sigtede arbejder for Toyota, men at selve firmaet intet forkert har gjort. Toyotas hovedkvarter i Köln får også besøg af ordensmagten - Copyright: Toyota F1 Media Få dage senere kan pressen så meddele, at der nu er hele tre medarbejdere hos Toyota der er under mistanke. Den hovedmistænkte skulle angiveligt have et firma der ligger i Modena, ikke langt fra Ferraris hovedkvarter i Maranello. Her bliver der også foretaget en eftersøgning, samt flere andre steder i Italien. Stadig ikke nogen officielle udmeldinger fra hverken Maranello eller Köln. ITALIENSK SPORTSPRESSE AFSLØRER NAVNET! Dagen efter sker det dog. Mandens navn bliver offentliggjort. Det er den italienske sportsavis "Gazzetta dello Sport" der er først med historien. Den tidligere Ferrari ingeniør Angelo Santini er den hovedmistænkte, der efter 2002 sæsonen var afsluttet flyttede til Toyota. Netop det faktum, at Toyotas TF103 model i 2003 markant ligner Ferraris F2002 fra det foregående år gør, at anklagerne mod Santini virker mere og mere plausible, set fra pressens synspunkt. Her på F1Journal nævnte vi det selv, da vi præsenterede TF103, og lavede endda sammenligninger med F2002, da det var tydeligt, at de to biler lignede hinanden. På daværende tidspunkt havde ingen troet, at der kunne ligge andet end almindelig inspiration bag. Nu ser det så ud til, at de ikke kun har følt sig inspireret, men Santini måske har lånt lidt for meget, lidt for direkte fra Ferrari. Selv sagde han, da anklagerne kom frem: "Den ligner da, men den er meget anderledes. Vi bruger forskellige tekniske løsninger, hvor vi f.eks. bruger forskellige dæk. Det vigtige for mig, da jeg kom til Toyota, var at jeg fik chancen for at demonstrere mine evner, og ikke bare lave en kopi. Selvom bilerne ligner hinanden, så er de meget forskellige. Motoren, det mekaniske design, dækkene og alle detaljerne omkring aerodynamikken er meget anderledes." Udvikler Toyota selv, eller har de allerede resultaterne fra Maranello? - Copyright: Toyota F1 Media PRÆSIDENTEN FOR TOYOTA F1 REAGERER OFFICIELT Det er ingen hemmelighed, at netop Angelo Santini blev købt dyrt af Toyota. Italieneren, der ved siden af sit arbejde hos Ferrari også ejede et firma i Modena, hvor han også brugte sin lærdom som ingeniør i motorsportens ypperste klasse. En italiener vil altid have sit hjerte hos Ferrari, og derfor mener kritikerne, at Toyota må have haft tegnebogen langt oppe, og at de har gjort det fordi de gerne ville have noget information. Det afviser Panasonic Toyota Racing dog på det kraftigste d. 11. november, da præsident John Howett udtaler sig offentligt. Det er første gang Toyota for alvor går ind i sagen, og forklarer deres situation: "Hele Toyotas ledelse er meget chokeret. Vi er et firma der går ud fra devisen om, at vi skal være ærlige og kun gå ud fra fakta. Vi er gået ind i Formel 1 af mange forskellige grunde, og det har aldrig været vores hensigt at gøre noget uetisk. Topledelsen i Toyota vil holde sig informeret omkring situationen, og det har vi gjort nu. Indtil videre virker de tilfredse med hvad de har hørt." Selvom det alt sammen lyder meget godt, er John Howett udmærket klar over, at en gang sødsuppemusik til pressen, og ledelsen, ikke er nok i Formel 1 verdenens pressebevågenhed. Der vil blive stillet skarpt på Toyota, og udfaldet af en eventuel sag. Alligevel tror Howett på, at Toyota vil komme igennem den eventuelle skandale uden ridser i lakken. Toyota præsident John Howett afviser pure alle spekulationer - Copyright: Toyota F1 Media "Jeg håber ikke der sker noget, men jeg er ikke helt sikker. Jeg mener dog, at Toyotas tilstedeværelse i Formel 1 er godt for både serien og dens fans. Vi vil gerne helt til tops. Jeg ved endnu ikke hvad der sker i fremtiden, eftersom jeg ikke kender alle facetterne i sagen. Jeg mener ikke der er beviser for, at en af vore kolleger har taget noget fra Ferraris knowhow, og bragt det med hertil. Vi ansætter folk pga. deres kundskaber, og ikke bare det de ved her og nu. Hvis deres knowhow er interessant mener jeg ikke det er unfair eller upassende at bruge det. For det siger sig selv, at erfaringer fra tidligere arbejdspladser er vigtig." Her har Howett fat i sagens kerne. Det er soleklart, at man naturligvis ansætter en mand fordi han har noget erfaring fra andetsteds, og at man gerne vil trække på denne erfaring og udvikle sig. Det er logik på begynderniveau. Der hvor humlen er, er naturligvis hvis Santini ikke kun har medbragt sin egen knowhow, men også hevet nogle tal og dokumenter med, som han ikke kun kan i hovedet. Netop derfor har tysk og italiensk politi ransaget Santinis væresteder, samt arbejdsplads. DET ER IKKE KUN SANTINI DER ER UNDER MISTANKE Santini er dog ikke ene mand i fælden. Han er bare den mest interessante, da han stadig arbejder i Formel 1. Der er også to andre mistænkte, der ligesom Angelo Santini er tidligere ansatte hos Ferrari. Der er to andre italienere ved navn Mauro Iacconi og Antonio Tendorio, der også er under mistanke. Førstnævnte Iacconi ejer et firma der hedder Aerolab. Firmaet udvikler præcisionskomponenter, og er i fuld gang med at bygge en vindtunnel i Sant´Agata Bolognese. Indtil videre er der dog ikke sket mere end ransagninger og sigtelser. Den offentlige anklager i Modena hedder Manfredi Luongo, og han har udpeget magistraten Fausto Casari til at lede undersøgelsen. Casari venter således på, at det italienske politi færdiggør deres analyse af det beslaglagte materiale. Indtil da kan ingen sige, om Toyota via Aerolab og Santini har nydt godt af viden, der teknisk set stadig var Ferraris. Toyota selv, med John Howett i spidsen, er naturligvis samarbejdsvillige, da de udadtil vil vise, at de ikke har noget i klemme. Præsidenten siger nemlig til den italienske sportsavis "Gazzetta dello Sport" som afsluttende bemærkning: "Vi blev da noget overraskede da politiet dukkede op. Politiet har jo normalt ikke noget at komme efter hos os. Vi samarbejder fuldt ud, akkurat som vores ansatte gør. Nu afventer vi resultaterne fra undersøgelsen, men efter hvad vi har erfaret, er der ikke noget vi hos Toyota behøver bekymre os om. Det ser heller ikke ud til, at vores designer behøver frygte noget. Arbejdet fortsætter ufortrødent på fabrikken, hvor vi udvikler bilen til næste år. Men vi vil naturligvis fortsat samarbejde med undersøgelseskomiteen, skulle det blive nødvendigt." Er grundprincipperne i TF103 reelt udregnet herinde? - Copyright: Ferrari Press Office SAGEN ER FORSVUNDET FRA PRESSENS SØGELYS Siden midten af november har der været helt stille omkring industrispionagen. Det der kunne have udviklet sig til en skandale af dimensioner, er i hvert fald p.t. ikke blevet til noget. Toyota synes at have klaret frisag, men i det offentlige rum er der noget der lugter. Ferrari har kunnet se lighederne mellem F2002 og TF103 allerede da Toyota lancerede deres racer d. 8. januar i år på Paul Ricard banen. Lighederne var slående. Samme vinger, samme periskopudstødning, samme knækkede ryg. Ja, faktisk var der nogle på F1Journal redaktionen, der med et glimt i øjet hævdede, at Toyota bare havde ændret bemalingen og klistermærkerne. Netop de slående ligheder må have sat nogle alarmklokker i gang hos Ferrari. For da Santini, og de to andre, forlod Ferrari, var det jo lige efter 2002 sæsonen var afsluttet. De kan således ikke have haft nogen stor effekt på udviklingen af TF103, der på daværende tidspunkt har været i sin afsluttende designfase. Alligevel kan det undre, at TF103 ligner F2002 på så mange områder. Nogle få diskrete tiltag havde været til at overse, men her var det for åbenlyst. Selv fans uden teknisk indsigt kunne se det tydeligt. Ferrari må derfor have vidst, at her var der måske ugler i mosen. Alligevel venter man med at stille en officiel anklage på benene til efter sæsonen. Om det er fordi man ikke har været sikker i sin sag, eller om de privatdetektiver man har sat på sagen har været længe om at få fremskaffe endegyldige beviser, som de så kunne gå til politiet vides ikke. Det hele er stadig meget tilsløret. Samarbejdet mellem det tyske og italienske politi har endnu ikke produceret noget offentligt, og vi må derfor vente og se hvad det udvikler sig til. Pressen synes at have glemt sagen lige så hurtigt som den tordnede ind på overskrifterne verden over. Vi befinder os måske i stormens øje. Stilhed før stormen. Spørgsmålene er mange. Vidste Toyota noget? Har Toyota direkte ansat Santini som spion? Er Toyota bare uheldige, at have ansat Santini, der så stadig har kontakt til Aerolab og de to andre mistænkte? Er Ferrari overhovedet sikre i deres sag? Er der nogen sag? Alt dette ved vi mere om, når Casari er færdig med sine undersøgelser, og afleverer sit materiale og beviser til dommeren i Modena. Af Kent Kirkegaard Jensen kent@f1journal.com |
||||