I 2002 fejede Ferrari al modstand af banen, da Michael Schumacher satte rekord ved at vinde mesterskabet allerede i den 11. runde på Magny-Cours i Frankrig. Aldrig var det blevet afgjort så tidligt på sæsonen, og man frygtede at spændingen for alvor var tabt i Formel 1. Hele sæsonen var én stor paradekørsel fra Ferraris side, og kun små fodfejl forhindrede Ferrari at gøre rent bord og sejre i alle løbene.
Året efter skrev vi 2003, og her var der kamp til stregen. Rivalerne fik lavet nogle ordentlige biler, og specielt McLarens Kimi Räikkönen formåede at score point hele tiden, og kunne, takket være et ny pointsystem, give Michael Schumacher kamp til sidste løb. Finnens bil var dog aldrig så konkurrencedygtig, at man vitterligt troede på, at han selv kunne afgøre det, og det kunne han heller ikke. Der var aldrig nogen tvivl, da Schumachers makker stormede fra alle de andre kørere, og dermed umuliggjorde den teoretiske chance stakkels Räikkönen måtte læne sig op ad for at sejre i mesterskabet.
Sidste år var han næsten en reel titelkandidat. Ikke i år! – © Schlegelmilch Photography
Alligevel gik vi alle rundt og blev enige om, at spændingen var genskabt i Formel 1, og at der nu var noget ved at følge med i sporten igen. 2003 var således et år hvor der blev pustet lidt kunstigt liv ind i sporten igen, udelukkende pga. et nyt pointsystem - og vores hungren efter at finde bare den mindste flig af håb om, at spændingen kan blive genetableret. Men selvom Schumacher er den eneste grund til, at pointsystemet er lavet om, er der ikke noget der umiddelbart ser ud til, at det kan stoppe ham. Selv ikke Bernie og FIA kan lave regler der kan stoppe tyskeren fremmarch henover rekordbøgerne. Schumacher er uovervindelig!
2004 BLIVER EN REN WALK-OVER
Sæsonstart 2004. Vi skriver januar og februar måned, og de nye biler præsenteres én efter én. McLarens MP4-19 så allerede dagens lys i december måned, og var ikke nogen stor overraskelse. Det var såmænd bare fiaskoen MP4-18 omdøbt til MP4-19, og med en stærkere næse og sidepods, så den endelig kunne klare FIA's crash tests. Så den bil havde Woking brugt to år på at udvikle. Hos Williams overraskede man ved at udvikle twin-keel konceptet så yderligt, at næsepartiet måtte ofres for at gøre aerodynamikken endnu mere effektiv. På papiret en genistreg, men skulle senere udvikle sig til samme store skuffelse som McLarens delfin. En hvalros og en delfin skulle altså udkonkurrere Ferraris haj, der mistænkeligt lignede sidste års racer; F2003-GA. F2004 var på ingen måde nogen designmæssig revolution ligesom de to andre, men i stedet en naturlig udvikling af de forgangne modeller, der havde gjort det ganske fortrinligt, for at sige det mildt.
Så da sæsonen startede, forventede de fleste, inklusiv mig selv, at især Williams ville ligge fra land. Ingen troede rigtigt på McLaren, da de i forvejen allerede havde indset, at de ikke ville nå noget, da vinterens tests var dybt, dybt skuffende. Så i Australien satte alle F1 fans deres lid til Williams, og deres stjernekører Juan Pablo Montoya. Men colombianeren kunne intet udrette i sin slatne FW26, og Michael Schumacher kunne overbevisende starte sin paradesæson med en nem sejr.
Vi kender, desværre, billedet her alt for godt med to røde biler – © Schlegelmilch Photography
Scenariet udviklede sig så henover de næste fire løb, og efter fem Grand Prix løb står Schumacher stadig med maksimumpoint.
Det i sig selv er ikke nogen katastrofe, idet forspringet vel nok kunne hentes, men det bliver det ikke. For i de fem løb der er blevet kørt, har de forskellige konkurrenter skiftevis taget point, og dermed reelt selv afgjort mesterskabet til Ferraris fordel.
Williams, BAR og Renault har ligeligt fordelt de resterende point mellem sig, når Ferrari har taget de to første placeringer. Det har gjort forspringet så stort efter kun fem runder, at det synes umuligt for oppositionen at indhente Ferrari. Jenson Button så en kort overgang ud til, at kunne hive sin BAR006 op til en reel konkurrent, men det bliver kun i enkelte løb, og således ikke i mesterskabsregi. Button har en god bil, men har ikke samme format som Schumacher, og må derfor tage til takke med podieplaceringer i ny og næ, og måske en enkelt sejr, skulle sol og måne stå helt rigtigt for briten en enkelt søndag eftermiddag.
PROBLEMET ER, AT DER INGEN MODSTANDERE ER
For Michael Schumacher er det ren slaraffenland. Han har ingen reelle udfordrere, da alle dem der burde være titelkandidater, har tekniske problemer. Hos BMW WilliamsF1 er der problemer for Montoya og Ralf Schumacher med, at aerodynamikken ikke er god, mens Kimi Räikkönens West McLaren-Mercedes hold har store, åbenlyse problemer med motor og gearkasse.
Mercedes’ upålidelige og langsomme V10 motorer bidrager til kedsomheden – © Schlegelmilch Photography
Hos Renault er aerodynamikken ligeledes ikke så optimal som Fernando Alonso kunne have håbet. Alonso og Trulli har begge sagt, at bilen er svær at finde grænsen i, og det betyder, at de er begyndt ikke at stole 120% på materiellet når de skal presse den til det yderste, og det koster sekunder. Sidste levende billede er så Jenson Button hos BAR-Honda, der så sandelig har overrasket positivt i år. Det var næppe dem vi havde forventet skulle give Ferrari kamp til stregen, og ikke desto mindre er BAR-Honda det hold der gør det mest hæderlige forsøg på at fravriste Ferrari den totale dominans i serien p.t.
Button har kørt en formidabel sæsonstart, og teamchef David Richards er hele tiden optimistisk, da to tredjepladser senere udviklede sig til en andenplads, og så er der jo kun én målsætning derefter: Sejre! Det vil BAR-Honda meget gerne, og Button har allerede på Imola bevist, at han kan starte foran tyskeren, men at holde ham bagved er stadig en kunst ingen af de nuværende kørere i feltet mestrer.
Button smiler – men på bekostning af de andre, ikke Schumacher! – © Schlegelmilch Photography
Men BAR-Honda ved også godt, at mens de måske nok senere på sæsonen måske kan fravriste Schumacher en enkelt sejr, så bliver det ikke mesterskabet i år. Det ved alle vi andre også godt. Derfor er det umuligt at forudse andet, end at Ferrari og Michael Schumacher løber med begge titler igen i år, og det i en så overlegen stil, at det vil få 2002 til at ligne en middelmådig sæson med kamp til sidste blodsdråbe. For der er nemlig meldt total resignation fra alle konkurrenterne. David Richards indrømmer, at Ferrari er for gode i år, og hos BMW WilliamsF1 siger chefingeniør, og nyligt udnævnte tekniske direktør, Sam Michael følgende:
”Jeg tror ikke Ferrari klokker i det. Og skulle de så gøre det en enkelt gang på banen, så er det jo kun én bil i ét løb, og løbet efter vil de så have rettet op på det og være i front igen. Den eneste måde nogen kan slå dem på, er hvis der bliver præsteret mirakler på en bil. Om det så er os, BAR eller Renault, så skal der leveres anseelige præstationsforbedringer. Selvom Ferrari ikke udviklede deres bil mere i år, vil jeg blive meget overrasket hvis de blev hentet. Jeg vil ikke sige, at der intet håb er tilbage, for vi møder naturligvis op hver gang og forsøger at gøre bilen bedre. Men vi er nødt til at være realistiske.”
SÆSONEN AFGØRES I ÅR PÅ REKORDTID
Min kollega her på F1Journal, Flemming Hansen, lavede et lille tankespind efter den dominerende weekend i Spanien, hvor han udregnede på hvor længe der ville gå, førend al matematisk fiksfakseri er slut omkring hvem der bliver verdensmester i år. Det skræmmende resultat var, at det hele bliver afgjort i sommerløbene på Magny-Cours, Hockenheim og Silverstone. Derefter er det ren paradekørsel for Michael Schumacher og Ferrari, der ligesom i 2002 så bare skal have året til at gå, indstiller al udvikling på F2004, og er således igen seks måneder forud for alle konkurrenter med forberedelserne til 2005 sæsonen, som så vil få samme mønster.
For Michelin holdene vil stadig udvikle på deres sæbekassebiler, velvidende at der i Concorde-aftalen kan og skal køres om rigtig mange millioner dollars, idet der er stor forskel på at blive nummer to, tre, fire og fem i konstruktørernes mesterskab. Så holdene er tvunget til fortsat at kæmpe indbyrdes, medmindre de med vilje vil fraskrive dem en stor pose penge fra Bernie Ecclestone, og i stedet koncentrere sig om året efter. I den multimilliardindustri som Formel 1 i er anno 2004, kommer det ikke til at ske. Enhver dollar, Euro og cent skal vendes og drejes, så der skal skrabes ind hvor der skrabes kan. At det så reelt også får en afgørende indflydelse på konkurrencen året efter er jo så bare ærgerligt, men ikke desto mindre kolde facts.
RENAULT OG BAR-HONDA OVERRASKER LIDT
Jarno Trulli fik så endelig brudt Michael Schumachers sejrsrække i Monaco. Ikke siden Ungarn sidste år har der stået en Ferrari kører øverst på podiet, og da var det Trullis spanske holdkammerat Fernando Alonso der fik sin første Grand Prix sejr. I Monaco var det så italienerens tur, og således har RenaultF1 været de eneste der har kunnet fratvinge Ferrari sejre i Formel 1. Nuvel, Schumacher blev kørt ud af løbet af Montoya, men det var unægtelig sort uheld, hvilket begge parter siger, og Schumacher indrømmede også selv, at det bedste han ville kunne have nået i Monte Carlos gader var en andenplads. Så usårlig er han ikke, men akilleshælen er svær at få fat i.
Verdensmesteren er fuldstændig tilpasset, og uden konkurrence – © Schlegelmilch Photography
Problemet er nemlig, at Michael Schumacher sidder i den bedste bil. F2004 er en vindermaskine er kaliber. Den har den bedste aerodynamik, bedste motor og afgjort feltets bedste kører bag rattet. Den kombination er svær at udmanøvrere over en hel sæson, og det sker nok heller ikke. Det bliver en ’walk-over’ som det hedder på nudansk, med enkelte overraskelser hist og pist. Monaco var speciel fordi overhalinger er notorisk umulige, og med en halvsløj kvalifikation, blev det umuligt for F2004 at strække ben over længere perioder pga. trafik, og Trulli kunne disciplineret trække fra, og skabe sig det afgørende forspring.
PÅ NÜRBURGRING ER ALT VED DET GAMLE
Men det unikke løb i Monaco trak ikke mange spor efter sig i Europas Grand Prix. Her demonstrerede Schumacher endnu engang overlegen styrke i kvalifikationen, holdt modstanden bag sig ned mod første sving i løbet, og legede sig derefter til sæsonens sjette sejr. Kun påkørsler kan holde ham fra podiet. Og nu vi snakker om påkørsler.
I Europa så vi hele sæsonen udspille sig i ét løb. McLarens Mercedes motorer ødelægger enhver mesterskabsdrøm for Kimi og David. Hos BMW WilliamsF1 kører de to kamphaner hinanden af banen, og ødelægger her alle chancer for bare én sølle sejr i sæsonen. Hos RenaultF1 satser man alt på sin nervøse R24, men farten er der ikke til at gøre reel modstand på rigtige racerbaner. BAR-Honda gør et reelt forsøg, men må erkende, at deres kørere ikke har samme format som ham tyskeren i den røde F2004. Sato og Button skiftes til at snappe Schumacher i gearkassen, men det er sporadiske forsøg der udjævner hinanden til det ligegyldige. For mens vi alle er så benovet over Buttons fem podieplaceringer må vi hele tiden huske på, at der jo skal være én kører fra et andet team end Ferrari der skal på podiet. At det så endelig er Buttons tur behøver vi ikke uforbeholdent at kreditere BAR-Honda for. Nej, David Richards og co. bør rette en stor tak til fabrikkerne i Woking og Grove, for reelt er det deres skyld BAR nyder den store succes de gør nu. Havde de to hold bare haft lidt mere saft og kraft i deres racere, ville de også blande sig deroppe i ny og næ.
Schumacher regerer Formel 1 som en ensom majestæt uden arvtagere – © Schlegelmilch Photography
Og alt imens vi sidder og finder undskyldninger for hvorfor det går så dårligt med McLaren, Williams, Renault og BAR, løber Ferrari og Michael Schumacher med guldet. Seks sejre ud af syv mulige. Hver gang tyskeren gennemfører, så vinder han. Skræmmende statistik som gør ham til syvdobbelt verdensmester, lettere end han nogensinde har gjort det før. Det bliver måske ikke på rekordtid ligesom i 2002, takket være det nye pointsystem. Men kontraktmæssige forhold gør, at hans eneste ærlige rival skal holde sig bag ham. Behøver vi nævne navne? Nej vel? Det er ham i den anden røde racer…
Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com.
Året efter skrev vi 2003, og her var der kamp til stregen. Rivalerne fik lavet nogle ordentlige biler, og specielt McLarens Kimi Räikkönen formåede at score point hele tiden, og kunne, takket være et ny pointsystem, give Michael Schumacher kamp til sidste løb. Finnens bil var dog aldrig så konkurrencedygtig, at man vitterligt troede på, at han selv kunne afgøre det, og det kunne han heller ikke. Der var aldrig nogen tvivl, da Schumachers makker stormede fra alle de andre kørere, og dermed umuliggjorde den teoretiske chance stakkels Räikkönen måtte læne sig op ad for at sejre i mesterskabet.
Sidste år var han næsten en reel titelkandidat. Ikke i år! – © Schlegelmilch Photography
Alligevel gik vi alle rundt og blev enige om, at spændingen var genskabt i Formel 1, og at der nu var noget ved at følge med i sporten igen. 2003 var således et år hvor der blev pustet lidt kunstigt liv ind i sporten igen, udelukkende pga. et nyt pointsystem - og vores hungren efter at finde bare den mindste flig af håb om, at spændingen kan blive genetableret. Men selvom Schumacher er den eneste grund til, at pointsystemet er lavet om, er der ikke noget der umiddelbart ser ud til, at det kan stoppe ham. Selv ikke Bernie og FIA kan lave regler der kan stoppe tyskeren fremmarch henover rekordbøgerne. Schumacher er uovervindelig!
2004 BLIVER EN REN WALK-OVER
Sæsonstart 2004. Vi skriver januar og februar måned, og de nye biler præsenteres én efter én. McLarens MP4-19 så allerede dagens lys i december måned, og var ikke nogen stor overraskelse. Det var såmænd bare fiaskoen MP4-18 omdøbt til MP4-19, og med en stærkere næse og sidepods, så den endelig kunne klare FIA's crash tests. Så den bil havde Woking brugt to år på at udvikle. Hos Williams overraskede man ved at udvikle twin-keel konceptet så yderligt, at næsepartiet måtte ofres for at gøre aerodynamikken endnu mere effektiv. På papiret en genistreg, men skulle senere udvikle sig til samme store skuffelse som McLarens delfin. En hvalros og en delfin skulle altså udkonkurrere Ferraris haj, der mistænkeligt lignede sidste års racer; F2003-GA. F2004 var på ingen måde nogen designmæssig revolution ligesom de to andre, men i stedet en naturlig udvikling af de forgangne modeller, der havde gjort det ganske fortrinligt, for at sige det mildt.
Så da sæsonen startede, forventede de fleste, inklusiv mig selv, at især Williams ville ligge fra land. Ingen troede rigtigt på McLaren, da de i forvejen allerede havde indset, at de ikke ville nå noget, da vinterens tests var dybt, dybt skuffende. Så i Australien satte alle F1 fans deres lid til Williams, og deres stjernekører Juan Pablo Montoya. Men colombianeren kunne intet udrette i sin slatne FW26, og Michael Schumacher kunne overbevisende starte sin paradesæson med en nem sejr.
Vi kender, desværre, billedet her alt for godt med to røde biler – © Schlegelmilch Photography
Scenariet udviklede sig så henover de næste fire løb, og efter fem Grand Prix løb står Schumacher stadig med maksimumpoint.
Det i sig selv er ikke nogen katastrofe, idet forspringet vel nok kunne hentes, men det bliver det ikke. For i de fem løb der er blevet kørt, har de forskellige konkurrenter skiftevis taget point, og dermed reelt selv afgjort mesterskabet til Ferraris fordel.
Williams, BAR og Renault har ligeligt fordelt de resterende point mellem sig, når Ferrari har taget de to første placeringer. Det har gjort forspringet så stort efter kun fem runder, at det synes umuligt for oppositionen at indhente Ferrari. Jenson Button så en kort overgang ud til, at kunne hive sin BAR006 op til en reel konkurrent, men det bliver kun i enkelte løb, og således ikke i mesterskabsregi. Button har en god bil, men har ikke samme format som Schumacher, og må derfor tage til takke med podieplaceringer i ny og næ, og måske en enkelt sejr, skulle sol og måne stå helt rigtigt for briten en enkelt søndag eftermiddag.
PROBLEMET ER, AT DER INGEN MODSTANDERE ER
For Michael Schumacher er det ren slaraffenland. Han har ingen reelle udfordrere, da alle dem der burde være titelkandidater, har tekniske problemer. Hos BMW WilliamsF1 er der problemer for Montoya og Ralf Schumacher med, at aerodynamikken ikke er god, mens Kimi Räikkönens West McLaren-Mercedes hold har store, åbenlyse problemer med motor og gearkasse.
Mercedes’ upålidelige og langsomme V10 motorer bidrager til kedsomheden – © Schlegelmilch Photography
Hos Renault er aerodynamikken ligeledes ikke så optimal som Fernando Alonso kunne have håbet. Alonso og Trulli har begge sagt, at bilen er svær at finde grænsen i, og det betyder, at de er begyndt ikke at stole 120% på materiellet når de skal presse den til det yderste, og det koster sekunder. Sidste levende billede er så Jenson Button hos BAR-Honda, der så sandelig har overrasket positivt i år. Det var næppe dem vi havde forventet skulle give Ferrari kamp til stregen, og ikke desto mindre er BAR-Honda det hold der gør det mest hæderlige forsøg på at fravriste Ferrari den totale dominans i serien p.t.
Button har kørt en formidabel sæsonstart, og teamchef David Richards er hele tiden optimistisk, da to tredjepladser senere udviklede sig til en andenplads, og så er der jo kun én målsætning derefter: Sejre! Det vil BAR-Honda meget gerne, og Button har allerede på Imola bevist, at han kan starte foran tyskeren, men at holde ham bagved er stadig en kunst ingen af de nuværende kørere i feltet mestrer.
Button smiler – men på bekostning af de andre, ikke Schumacher! – © Schlegelmilch Photography
Men BAR-Honda ved også godt, at mens de måske nok senere på sæsonen måske kan fravriste Schumacher en enkelt sejr, så bliver det ikke mesterskabet i år. Det ved alle vi andre også godt. Derfor er det umuligt at forudse andet, end at Ferrari og Michael Schumacher løber med begge titler igen i år, og det i en så overlegen stil, at det vil få 2002 til at ligne en middelmådig sæson med kamp til sidste blodsdråbe. For der er nemlig meldt total resignation fra alle konkurrenterne. David Richards indrømmer, at Ferrari er for gode i år, og hos BMW WilliamsF1 siger chefingeniør, og nyligt udnævnte tekniske direktør, Sam Michael følgende:
”Jeg tror ikke Ferrari klokker i det. Og skulle de så gøre det en enkelt gang på banen, så er det jo kun én bil i ét løb, og løbet efter vil de så have rettet op på det og være i front igen. Den eneste måde nogen kan slå dem på, er hvis der bliver præsteret mirakler på en bil. Om det så er os, BAR eller Renault, så skal der leveres anseelige præstationsforbedringer. Selvom Ferrari ikke udviklede deres bil mere i år, vil jeg blive meget overrasket hvis de blev hentet. Jeg vil ikke sige, at der intet håb er tilbage, for vi møder naturligvis op hver gang og forsøger at gøre bilen bedre. Men vi er nødt til at være realistiske.”
SÆSONEN AFGØRES I ÅR PÅ REKORDTID
Min kollega her på F1Journal, Flemming Hansen, lavede et lille tankespind efter den dominerende weekend i Spanien, hvor han udregnede på hvor længe der ville gå, førend al matematisk fiksfakseri er slut omkring hvem der bliver verdensmester i år. Det skræmmende resultat var, at det hele bliver afgjort i sommerløbene på Magny-Cours, Hockenheim og Silverstone. Derefter er det ren paradekørsel for Michael Schumacher og Ferrari, der ligesom i 2002 så bare skal have året til at gå, indstiller al udvikling på F2004, og er således igen seks måneder forud for alle konkurrenter med forberedelserne til 2005 sæsonen, som så vil få samme mønster.
For Michelin holdene vil stadig udvikle på deres sæbekassebiler, velvidende at der i Concorde-aftalen kan og skal køres om rigtig mange millioner dollars, idet der er stor forskel på at blive nummer to, tre, fire og fem i konstruktørernes mesterskab. Så holdene er tvunget til fortsat at kæmpe indbyrdes, medmindre de med vilje vil fraskrive dem en stor pose penge fra Bernie Ecclestone, og i stedet koncentrere sig om året efter. I den multimilliardindustri som Formel 1 i er anno 2004, kommer det ikke til at ske. Enhver dollar, Euro og cent skal vendes og drejes, så der skal skrabes ind hvor der skrabes kan. At det så reelt også får en afgørende indflydelse på konkurrencen året efter er jo så bare ærgerligt, men ikke desto mindre kolde facts.
RENAULT OG BAR-HONDA OVERRASKER LIDT
Jarno Trulli fik så endelig brudt Michael Schumachers sejrsrække i Monaco. Ikke siden Ungarn sidste år har der stået en Ferrari kører øverst på podiet, og da var det Trullis spanske holdkammerat Fernando Alonso der fik sin første Grand Prix sejr. I Monaco var det så italienerens tur, og således har RenaultF1 været de eneste der har kunnet fratvinge Ferrari sejre i Formel 1. Nuvel, Schumacher blev kørt ud af løbet af Montoya, men det var unægtelig sort uheld, hvilket begge parter siger, og Schumacher indrømmede også selv, at det bedste han ville kunne have nået i Monte Carlos gader var en andenplads. Så usårlig er han ikke, men akilleshælen er svær at få fat i.
Verdensmesteren er fuldstændig tilpasset, og uden konkurrence – © Schlegelmilch Photography
Problemet er nemlig, at Michael Schumacher sidder i den bedste bil. F2004 er en vindermaskine er kaliber. Den har den bedste aerodynamik, bedste motor og afgjort feltets bedste kører bag rattet. Den kombination er svær at udmanøvrere over en hel sæson, og det sker nok heller ikke. Det bliver en ’walk-over’ som det hedder på nudansk, med enkelte overraskelser hist og pist. Monaco var speciel fordi overhalinger er notorisk umulige, og med en halvsløj kvalifikation, blev det umuligt for F2004 at strække ben over længere perioder pga. trafik, og Trulli kunne disciplineret trække fra, og skabe sig det afgørende forspring.
PÅ NÜRBURGRING ER ALT VED DET GAMLE
Men det unikke løb i Monaco trak ikke mange spor efter sig i Europas Grand Prix. Her demonstrerede Schumacher endnu engang overlegen styrke i kvalifikationen, holdt modstanden bag sig ned mod første sving i løbet, og legede sig derefter til sæsonens sjette sejr. Kun påkørsler kan holde ham fra podiet. Og nu vi snakker om påkørsler.
I Europa så vi hele sæsonen udspille sig i ét løb. McLarens Mercedes motorer ødelægger enhver mesterskabsdrøm for Kimi og David. Hos BMW WilliamsF1 kører de to kamphaner hinanden af banen, og ødelægger her alle chancer for bare én sølle sejr i sæsonen. Hos RenaultF1 satser man alt på sin nervøse R24, men farten er der ikke til at gøre reel modstand på rigtige racerbaner. BAR-Honda gør et reelt forsøg, men må erkende, at deres kørere ikke har samme format som ham tyskeren i den røde F2004. Sato og Button skiftes til at snappe Schumacher i gearkassen, men det er sporadiske forsøg der udjævner hinanden til det ligegyldige. For mens vi alle er så benovet over Buttons fem podieplaceringer må vi hele tiden huske på, at der jo skal være én kører fra et andet team end Ferrari der skal på podiet. At det så endelig er Buttons tur behøver vi ikke uforbeholdent at kreditere BAR-Honda for. Nej, David Richards og co. bør rette en stor tak til fabrikkerne i Woking og Grove, for reelt er det deres skyld BAR nyder den store succes de gør nu. Havde de to hold bare haft lidt mere saft og kraft i deres racere, ville de også blande sig deroppe i ny og næ.
Schumacher regerer Formel 1 som en ensom majestæt uden arvtagere – © Schlegelmilch Photography
Og alt imens vi sidder og finder undskyldninger for hvorfor det går så dårligt med McLaren, Williams, Renault og BAR, løber Ferrari og Michael Schumacher med guldet. Seks sejre ud af syv mulige. Hver gang tyskeren gennemfører, så vinder han. Skræmmende statistik som gør ham til syvdobbelt verdensmester, lettere end han nogensinde har gjort det før. Det bliver måske ikke på rekordtid ligesom i 2002, takket være det nye pointsystem. Men kontraktmæssige forhold gør, at hans eneste ærlige rival skal holde sig bag ham. Behøver vi nævne navne? Nej vel? Det er ham i den anden røde racer…
Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com.
