F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / ARTIKEL FERRARI SIKRER SIG SIN 6. VM TITEL I TRÆK 1999, 2000, 2001, 2002, 2003 og nu også 2004. Rækken af konstruktørtitler er ved at blive alenlang, og i år har været den mest imponerende af dem alle. Det lå allerede i kortene da Michael Schumacher vandt sin tredje og fjerde sejr i træk i starten af sæsonen, og på Hungaroring cementerede holdet så sin uhyggelige dominans i dette års serie med en 1 – 2 sejr, og endnu en konstruktørtitel til La Scuderia. Det er ikke første gang titlen er kommet i hus i Ungarn, så Ferrari er efterhånden ved at have en god tradition der, selvom de med garanti meget gerne vil glemme sidste års præstation, der ikke lod meget tilbage at ønske. I år har det været én lang paradekørsel af den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher. 12 sejre ud af 13 mulige og så er konstruktørtitlen i hus, mens kørernes mesterskab blot er et spørgsmål om tid. Da redaktionen lukkede her, var der tre dage til løbet i Belgien, og hvis ikke titlen kom i hus der, gør den det foran de mange tifosi på Monza i Italiens Grand Prix. Dermed skriver Michael Schumacher sig endnu engang ind i rekordbøgerne. For p.t. står han lige med Juan Manuel Fangio i flest titler i træk. Argentineren hev fire af sine fem titler hjem på stribe. Det har tyskeren også gjort i 2000 – 2003, men med dette års titel er han nu også eneste mand der har nappet fem titler i træk. Tallene er imponerende, og selv den rekord Ayrton Senna har for flest Poles står for fald. Man kan roligt spørge sig selv hvordan Schumacher formår at bibeholde motivationen og evnen til at sætte sig op, når han inderst inde godt ved, at konkurrenterne ikke har en chance hvis alt klapper. Her skal man kigge lidt tilbage, og tænke på de år fra 1996 – 2000, hvor Michael Schumacher sammen med resten af Ferrari holdet knoklede som heste for at få Ferrari op at stå. Efter fem års hårdt slid kulminerede det så med den første kørertitel til Schumacher og Ferrari i 2000, og nu skriver vi 2004, og de nyder fortsat frugterne af deres hårde arbejde. De har ikke glemt hvordan det var at tabe VM med en hårsbred i både ’97, ’98 og til dels ’99. Derfor fortsætter Ferrari ufortrødent, og man skal være lettere utopisk anlagt, hvis ikke man bagerst i hovedet godt ved, at de ikke har tænkt sig at slappe af i 2005. Damplokomotivet fra Maranello vil fortsætte med at rulle henover konkurrenterne så længe deres ”Dream Team” i form af Schumacher, Todt, Brawn, Byrne, Martinelli og Stepney er i holdet. Vi giver her et kort overblik over de 12 triumfer frem til og med Ungarn. Èt billede fra hvert Grand Prix, der kort opsummerer dette års triumftog mod den sjette konstruktørtitel i træk for La Scuderia Ferrari Marlboro: |
|||