Egentlig skulle denne artikel have været et surt opstød over FIA og udsigten til at Traction Control måske alligevel ikke forsvinder. FIA skulle hagles igennem fordi de på den måde laver knæfald for de store teams, bilproducenter og hvad ved jeg. Men i arbejdet med artiklen kom jeg til at tænke lidt over, hvorfor vi egentlig har Traction Control, telemetri og team ordrer. Og hvad konsekvenserne kan blive.
Formel 1 har ændret sig drastisk i de sidste 30 år. De første 20 år af sportens eksistens var sporten i det store hele ret stabil. Men da afdøde Jochen Rindts manager købte Brabham teamet i 1971, blev fundamentet for alle ændringer lagt. Bernie Ecceltstone hed manden som på godt og ondt har forandret sporten, og gjort den til hvad den er i dag. Formel 1 var dengang en sport for individet. Før sæsonen startede kunne man gætte på hvem der vil blive mester, men tingene kunne forandre sig hurtigt. I 1973 var Ferrari en skodbil, to år senere var den resten af feltet overlegen. Niki Lauda var en væsentlig faktor i denne ændring. Ingen kan benægte at Michael Schumacher også har spillet en stor rolle for Ferraris nuværende succes. Men der er væsentlige forskelle. Lauda kom i 1974 til et team der var på et niveau omkring hvad Minardi er i dag, hvis man skal drage en sammenligning. I sin anden sæson vandt han VM. Schumacher kom til et team der havde vundet løb i 1995. Og alligevel var det først i hans femte sæson for teamet at han vandt VM. Ret skal være ret, det er muligt, at han havde vundet det et år tidligere hvis ikke den der mur på Silverstone havde været så flabet at brække hans ben.
Sammenligningen mellem Lauda og Schumachers arbejde for Ferrari skal tjene til at illustrere hvordan Formel 1 er gået fra at være en sport hvor en mand på kort tid kunne forandre et team, til en sport hvor der planlægges på lang sigt. Et andet eksempel på langsigtet planlægning er Mika Häkkinens karriere. I alle de år han kørte for McLaren kunne man se, at han havde talentet til noget stort, men alligevel var det først i 1997, i sin femte sæson (hvis man tæller '93 med) hos teamet at han vandt et løb. Igen var der tale om langsigtet planlægning.
HER LYKØNSKES MIKA HÄKKINEN MED VM 1998 AF HOLDKAMMARAT DAVID COULTHARD - © Schlegelmilch
FORMEL 1 OG FODBOLD
På den måde er Formel 1 kommet til at ligne fodbold. En kører bliver i dag ansat på en lang kontrakt, hvis han er god kører han bilen, hvis ikke, så bliver han sat på bænken eller lejet ud til et mindre hold. Skulle han så senere vise sig at være god, kan man jo altid hente ham tilbage.
Og her er vi fremme ved selve kerneproblemet: Formel 1 er ikke fodbold! Når jeg ser fodbold holder jeg med et hold, og håber at holdet vinder. Når jeg ser Formel 1 vil jeg holde med en mand (eller en kvinde!), og så er jeg da bedøvende ligeglad med om der står McLaren, Williams eller Ferrari på bilen. Bare den er i stand til at vinde. Jeg vil følge mine helte i deres op og nedture, jeg vil se dem græde når det går galt, og jeg vil se dem springe rundt af glæde når det går godt.
Men tendensen tegner klart hen i mod en holdsport. Teamordrerne i Østrig i 2002 var jo i virkeligheden bare toppen af isbjerget. Prøv at kigge på deltagerlisten til årets VM i Formel 1. Hvor mange af disse er i virkeligheden typer man husker når de er væk. Jo, selvfølgelig vil vi huske Michael Schumacher, men hvad med Frentzen? Kigger man i deltagerlisten for VM i 1983 kan man gribe sig selv i at sidde og smile nostalgisk ved tanken om navne som Watson, Laffite, Arnoux, Tambay. Ingen af dem lignede nogensinde en VM vinder, men de havde personligheder, de var mennesker man kunne forholde sig til. Dagens kørere kan på de pænt arrangerede pressekonference give pæne politisk korrekte svar, der ikke siger noget som helst. Tilgengæld er de fantastiske til at takke deres team, og lige få nævnt sponsorerne. Kørerne i dag skal være en bilfabriks image, og skal helst være så uplettede som muligt. I dag virker det som om at det er teamcheferne der har personlighed, mens kørerne er blevet til robotter der drejer på rettet engang imellem.
Det kan være svært at overskue hvornår Formel 1 blev til en holdsport. Der er tale om en løbende overgang, der startede helt tilbage til Bernie Eccelstones entré som teamejer. Væsentlig var det også i de tidlige 80'ere da Fords monopol blev brudt og bilfabrikkerne fik øjnene op for Formel 1 som en metode til markedsføring. Med bilfabrikkerne kom de store penge for alvor ind i Formel 1 og med de store penge kom også store krav.
Forfinet teknik, store fremskridt inden for elektronik og en indsnævring af regler har også gjort sit til at Formel 1 er blevet til en holdsport. Kig på dagens Formel 1 biler i profil og man kan se at forskellen ligger i detaljen og farverne. I de generelle træk ligner bilerne hinanden. Og når mulighederne for udvikling er så indsnævrede betyder det, at alle teams bevæger sig i samme retning. Derfor er det også sværere at indhente et forspring. Og det i sig selv fremtvinger den langsigtede planlægning.
En god Formel 1 kører kan holde i en 10 - 12 år, og for teams der i dag arbejder i fem års planer er det ikke voldsomt lang tid. Derfor er det logisk at holdet for alvor er kommet i centrum.
FARVEL TIL KLODS HANS - OG GODDAG TIL PR-MANDEN BAG RATTET - © Schlegelmilch
FARVEL TIL KLODS HANS
Problemet er, at det så fjerner et væsentlig element fra sporten - nemlig helten. Der er ikke plads til helte i moderne Formel 1. En kører skal i dag være en del af holdet, ikke en mærkværdig personlighed, som holdet tolererer fordi han vinder, eller fordi de tror han kan vinde!
Den moderne helt er den altdominerende vinder. Han er selvfølgelig en helt. Der er altid nogen der holder med en vinder. Og den nærmeste udfordrer - han kan blive en helt, og derfor er der også nogen der holder med ham. Men den usandsynlige helt er væk. Ham der dukker op fra ingenting, laver lidt ravage, vinder mange hjerter og få sejre, ham vi alle har holdt med, lige siden vi første gang hørte eventyret Klods-Hans, han er væk, og det er ellers ham vi savner.
Det her startede med Traction Control, og jo, den er god nok, det ser ud til at vi ikke slipper for det. Pointen er at FIA brugte økonomi som argument for at fjerne det. Nu viser det sig, at det måske er for dyrt at fjerne det. og så bliver FIA selvfølgelig nødt til at følge deres egne argumenter og lade det blive. Det triste er, at FIA ikke brugte et sportsligt argument, nemlig at det er kørernes VM, og ikke ingeniørerne, der kæmpes om.
Jeg vil gerne af med Traction Control, jeg mener ikke det hører hjemme i en sport, ligesom jeg heller ikke mener at en fodbold dommer skal have mulighed for at dømme udfra tv-billeder. Jeg mener at sport dybest set handler om mennesker, og netop derfor skal der være plads til menneskelige fejl.
Men der virkelig ærgrer mig er, at jeg havde set frem til Formel 1 uden tekniske dippedutter, fordi jeg håbede, at det kunne give Klods-Hans en chance for at vinde pokalen og det halve kongerige, hvis hans gedebuk en dag skrider mindre ud end fuldblodshestene.
Skrevet af Martin Møller-Thomsen
martin@f1journal.com
