Mens ordkrigen om Silverstones fremtid raser. Mens erindringen om det fantastiske løb der blev holdt der, stadig er klar. Mens vi stadig kan huske det gabende kedelige løb på Magny-Cours, er det måske værd at bruge et par minutter på at være urealistiske. At se på hvilke baner der kunne være rare at have i kalenderen, hvordan en rigtig GP sæson skulle se ud, blottet for moderne snævre baner, hvor bilerne knapt ville kunne være ved siden af hinanden selvom de holdt stille.
Brasilien - Interlagos
McLarens David Coulthard på arbejde i Brasilien - © West McLaren Mercedes
En rigtig Formel 1 sæson starter i marts måned i Brasilien. Den bakkede Interlagos har altid været mere spændende en den flade bane i Rio, som man ellers brugte i 80'erne. Interlagos har eksisteret i to udgaver, den gamle, meget lange bane, og den forkortede som man bruger i dag. Den nuværende bane er en dejlig bane med den store brede opløbsstrækning og det første knudrede sving på vej ned ad bakken. Heldigvis er det en af de baner vi stadig har i kalenderen.
Malaysia - Sepang
Sepangbanens karakteristiske og spektakulære mamut-paraplyer - © BMW Motorsport
Andet stop i den perfekte Formel 1 sæson bliver i Malaysia. Dette her kunne meget nemt have været en nostalgi-trip artikel om hvor meget bedre alting var i gamle dage. Men faktum er at banen i Malaysia, der er en af de nyeste i Formel 1, har vist en ny trend for baner. Mens de baner der kom til i 90'erne var smalle og kedelige, er Sepang bred og giver mulighed for at køre race. Vi kan håbe at Bahrain og Kina følger eksemplet fra Malaysia. Eneste problem er tidspunktet for tv-transmissionen.
Sydafrika - Kyalami
Den nye Kyalami - øverste del indgik også i den gamle bane - © Kyalami F1
Her taler vi ikke om den parodi af en bane der blev brugt i starten af 90'erne, som på alle måder illustrerede hvad der var galt med baner i den periode. Nej, vi taler om den gamle pragfulde Kyalami, der var en rigtig racerbane og hvor bilerne fik lov til at folde sig som det passer sig for racerbiler. På billedet ovenfor af den nye udgave af Kyalami kan man se at den øverste del indgik også i den gamle bane, og den gamle langside kan anes i kanten af billedet. Der var store løb på Kyalami indtil midt i 80'erne hvor politik for alvor kom i fokus og Apartheid blev umoderne. Formel 1 flyttede fra Sydafrika på grund af politik og derfor var det naturligt at vende tilbage efter Apartheids fald. Men den nye bane der var blevet bygget kunne ikke levere varen og Formel 1 forlod igen det afrikanske kontinent.
Banen blev taget i brug i 1967 og i mange år var det her at F1 sæsonen åbnede. Kyalami lagde igennem 70'erne asfalt til flere mindeværdige øjeblikke. Det var her Jack Brabham vandt sin sidste GP sejr i 1970 - 44 år gammel. Året efter vandt Mario Andretti sin første sejr på banen. I 1975 kom så det store øjeblik - sydafrikaneren og den senere verdensmester, Jody Schekter, vandt sit hjemlands GP i en Tyrrell. I 1978 førte Riccardo Patrese løbet i den helt nye Arrows. Bilen måtte udgå og dermed blev kimen til Arrows teamets held lagt. Tæt på ligeved og næsten. I stedet blev løbet afgjort efter en duel mellem Ronnie Petersson og Patrick Depaillier.
Banen havde også sin del af tragedier. I 1974 mistede Shadows køreren Peter Revson livet ved en ulykke. Tre år senere var det igen en Shadows kører der kom galt afsted, i en af de mest bizarre og unødvendige ulykker i historien. Den ene Shadow, med Renzo Zorzi var gået i stå og benzin dryppede ud af den. Det fik et par brandmænd til at løbe over banen, samtidig med at Pryce i den anden Shadow kom kørerende. Pryce ramte den ene brandmand, der døde på stedet, og tabte sin ildslukker, der ramte Pryce i hovedet, så også han døde på stedet. Pryce fortsatte ned ad banen, tæt fulgt af Jacques Laffite, der ikke anede hvad der var foregået. Pryces bil rammer autoværnet og ryger tilbage på banen og ind i Laffite. Heldigvis skete der ikke noget med Laffite.
Da banen genopstod fra de døde i 1992 havde man taget udgangspunkt i den gamle bane, eller rettere i halvdelen af den. Den oprindelige Kyalami bestod af en vældig lang langside og en strækning med et par sving på. Den nye bane tog udgangspunkt i den strækning med svingene, således at det nærmest blev en midterakse mellem den nye og den gamle bane. Det nye stykke var kringlet og smalt, og det lige stræk var nærmest en fornærmelse mod den gamle bane.
USA - Long Beach
Gilles Villeneuve på Long Beach - © Érsek Zsolt
Måske den bedste bybane i Formel 1 historien! I dag, når man ser CART løb fra banen, kan man for alvor ærgre sig over at den ikke længere indgår i Formel 1 kalenderen. Den havde interessante sving og producerede flere gange gode og interessante løb i perioden 1976 - 1983 hvor den indgik i Formel 1 programmet. Specielt John Watsons sejr fra en startplads som nr. chok er værd at mindes. Long Beach er beviset på at gadeløb ikke er nogen dårlig idé.
Long Beach ligger lige syd for Los Angeles og vejret var derfor altid godt når der blev kørt løb. Løbet blev altid lagt i forårs sæsonen og var ofte det sidste løb inden det for alvor gik løs i Europa. I 1981 var det dog det første løb i sæsonen. På vej rundt på banen kom man forbi den gamle luksusliner Queen Mary, der ligger i havnen. Banan var berømt for den lange buede opløbsstrækning, hvor der var en hårnål i hver ende. Schweizeren Clay Regazzoni vandt det første løb der blev kørt her. Det var også her at Nelson Piquet i 1980 vandt sin første GP sejr. To år senere vandt Niki Lauda sin første sejr efter sit comeback på banen.
Men efter 1983 var festen forbi. Banen var ellers populær og havde kreeret gode løb. Men det kostedet for mange penge for arrangøren at holde et Formel 1 løb. Afgiften var simpelthen for høj. Afgiften for CART var minde, og derfor skiftede Long Beach i 1984 fra Formel 1 til CART.
San Marino - Imola
Volker Weidler i mindre problemer på Imola - © Sibo
Jamen den er da i kalenderen endnu - og den er egentlig lidt kedelig! Ja, San Marino i dag er ikke var den har været. Men indtil Sennas død i 1994 var det en pragtfuld bane. At Tamburello ikke kunne overleve 1994 var åbenlyst. Der manglede et afkørselsareal, og det kunne ikke skabes fordi der lå en bæk bagved den mur som dræbte Senna. Altså blev man nødt til at ændre det stykke. Men det forklarer ikke hvorfor man absolut skulle ændre de andre steder på banen, mest frustrerende Aqua Minerale svinget, som man tidliger skulle kante sig forsigtigt igennem. I dag drejer man bare på rattet og kører. Men da denne artikel er ren fiktion kan vi godt drømme os tilbage til gamle Imola, da den var noget værd.
Monaco
Michael Schumacher "på Casino" i Monaco - © Schlegelmilch Photography
Mens Long Beach er beviset på at bybaner godt kan være gode racerbaner, er Monaco ofte beviset på det modsatte. Men Monaco hører med. Et VM i Formel 1 uden Monaco er som cykling uden Tour de France, eller tennis uden Wimbledon. Monaco er måske nok en anakronisme, men jeg kan godt lide banen, den har stadig lugten af fortidens storhed over sig. Og ærligt: Hvis moderne Formel 1 ikke passer til Monaco er det Formel 1 der skal ændre sig, ikke Monaco.
Frankrig - Paul Ricard
James Hunt med fyldte sidespejle på Paul Ricard i 1976 - © Rob Ryder
Her taler vi ikke om den amputerede udgave der dukkede op midt i 80'erne, men om den rigtige Paul Ricard der i særdeleshed gjorde sig bemærket med langsiden Mistral der var 1000 meter lang. Se her var der tale om at trykke på speederen i bund og holde tungen lige i munden. Dog skal det siges at selv den amputerede udgave, hvor det især var Mistral der var blevet skåret ned, er den langt at foretrække frem for den nuværende Magny-Cours, der nok er kalenderens tristeste oplevelse.
Banen var en trendsættene moderne bane da Formel 1 kom dertil i 1971. Tidligere havde Det Franske Grand Prix været afholdt på landevejsbaner, baner der ikke er baner hele tiden, men almindelige veje gennem skov ogå åbent land. Kørerne var skuffet, men teamejerne var glade. Der var gode faciliteter og med beliggenheden lige nord for Marseilles var der også godt vejr, selv i vintermånederne. Banen bliver dog også stadig brugt til testkørsler. Det var først i slutningen af 80'erne at banen blev permanent afholder af Det Franske Grand Prix. I perioden fra 1971 til 1984 blev løbet flere gange afholdt på den lille Dijon bane.
Efter at italieneren Elio de Angelis omkom på banen i en test ulykke i 1986, blev banen forkortet og det blev aldrig helt det samme. I 1991 dikterede Mitterand så, at løbet skulle flyttes til Magny-Cours, der ligger i et traditionelt arbejder område - og dermed traditionelle socialister og dermed Mitterand vælgere. At banen så er usandsynlig kedelig har åbenbart betydet mindre. Men Paul Ricard er klar i kulissen til at overtage Det Franske Grand Prix igen - men den oprindelige bane får vi nok ikke at se igen.
England - Brands Hatch
Howden Ganley på Brands hatch i 1974 - © Patrice Vatan
Igennem sidste kurve går det ned ad mod mål, hvorefter banen straks stiger og drejer på én gang. Det var Brands Hatch - bakker. Overalt. Rutschebanen i tivoli kan godt give op her. Derudover lå banen smukt og flot omgivet af træer. En bane der har produceret mange klassiske løb og som i mange år delte tjansen som vært for Det Engelske Grand Prix med Silverstone, hvor Brands Hatch var vært i de lige år og Silverstone i de ulige. En meget fornuftigt løsning så man holdt begge de to klassiske baner inde i Formel 1. Men hvorfor delingen stoppede og det ikke blev Brands Hatch der fik løbet permanent - det kan man så undrer sig over i dag. Men det havde sikkert mere med penge end med sport at gøre.
Oprindeligt var det en lille bane beregnet til små nationale klasser, men i 1964 blev banen forlænget for at kunne afholde et Formel 1 løb. Igennem de næste mange år gæstede Formel 1 cirkuset banen hvert andet år. Det var her James Hunt vandt i 1976, for derefter at blive diskvalificeret, genindsat og disket igen, i et sportens mere pinlige øjeblikke.
Brands Hatch var ofte god for en ulykke på første omgang når hele feltet skulle svinge til højre på vej op ad bakken efter start. Ofte skete det at bilerne kom lidt for tæt på hinanden og der blev rykket lidt næser af. Værst var det i 1986, hvor Mansell fik problemer med gearkassen, faldt tilbage og indirekte forårsagede en ulykke hvor Ligier-veteranen, den 42 årige Jacques Laffite, brækkede begge ben, og fik sat en brutal stopper for sin Formel 1 karriere.
I 1983 og 1985 blev der kørt et Europæisk Grand Prix på banen (mens Det Engelske Grand Prix blev kørt på Silverstone), det sidste af dem gav Nigel Mansell hans første sejr, og det var også løbet hvor Alain Prost med en fjerdeplads sikrede sig sin første VM titel. I mange år blev der derudover kørt det ikke-officielle "Race of Champions" på banen. Engang var der mange Formel 1 løb, der ikke talte i VM, men "Race of Champions" var det eneste der overlevede i mange år, det sidste blev kørt i 1983, og blev vundet af Keke Rosberg.
Holland - Zandvoort
Starten på det Hollandske Grand Prix 1973 - © Rob Ryder
Der er faktisk en bane i den hollandske badeby Zandvoort i dag. Den har bare ikke noget med den gamle bane at gøre. Den er for altid borte, blevet til industriområde. Men engang levede den og leverede år efter år klassiske Formel 1 løb. 30 løb blev der afholdt på banen mellem 1952 og 1985.
Den havde en god lang langside, der blev afsluttet med manddomsprøven Tarzan. Tarzan var et højredrejet 180 graders sving, som skulle tages i et noget adstadigt tempo, specielt når man lige havde bremset ned fra tophastighed på langsiden. Tarzan gav gode overhalingsmuligheder, og gode kollisionsmuligheder. Det sidste måtte Reuteman erfare da han i 1981 kørte Laffite af banen og effektivt lukkede for Laffites VM drømme, og skulle det vise sig, sine egne VM drømme.
Banen derudover var firkantet, med bløde kurver og et par fornuftige sving. Den var bygget få hundrede meter fra nordsøen og den konstante sandflugt henover Tarzan var en ekstra dimension.
Det var en populær bane blandt kørerne og på grund af den nærliggende badestrand, var der ofte lidt feriestemning over løbet. To gange i 70'erne kom der fokus på de mere uheldige sider af motorsporten da først Piers Courage blev dræbt der i 1970 og igen da Roger Williamson blev dræbt der i 1973. Williamsons bil var snurret rundt og der var gået ild i den. En af hans kolleger stopper, og må nærmest vriste en ildslukker fra en brandmand i shorts, i et forsøg på at få bugt med ilden. Imens fortsatte det intetanende felt forbi ulykken. Det eneste de kunne se var en havereret bil, hvor køreren forsøgte at slukke ilden. At der var en kører i bilen endnu kunne de ikke se.
Men der er også postive minder fra Zandvoort. James Hunt vandt sin første sejr her i 1975, for det lille Hesketh team, året efter vandt han igen, et vigtigt skridt på vej mod VM titlen. I 1977 vandt Lauda efter en god duel med Laffite i den underlegne Ligier racer. I 1979 brændte Villeneuve sig for altid ind Formel 1 sportens historie, da han med et smadret baghjulsophæng kæmpede sig vej tilbage til pitten - det kunne jo være det kunne laves. Det var her man for alvor fik set, at det med at give op, ikke var et begreb Villeneuve var særlig bekendt med.
Løbet i 1983 bliver husket fordi de to titelkandidater Prost og Piquet kolliderede, efter en af de sjældne fejl af Prost. Arnoux vandt løbet og dermed var også han pludselig VM kandidat. To år senere blev det sidste løb kørt på banen. Niki Lauda vandt karrierens sidste sejr efter en intens duel med makkeren Alain Prost.
I dag ligger der en lille bane, som bliver brugt til hollandsk standardvognsløb med mere. En skygge af sig selv og med den grandiose fortid som et fjernt minde. Men Tarzan ligger der endnu, så et af de legandariske sving i motorsporten har overlevet, selvom banen reelt er død.
Tyskland - Nürburgring
E. Fittipaldi flyver og Tom Pryce styrer kontra på Nürburgring i 1974 - © Ersek Zsolt og Rob Ryder
Nej, jeg tænker ikke på det lille stykke asfalt som de kører Det Europæiske Grand Prix på. Jeg tænker på den lidt større, 22,3 kilometer lange nordsløjfe som sidst blev brugt til Formel 1 i 1976. Det kan ikke lade sig gøre. Det er umuligt at lave moderne sikkerhed rundt langs den gamle dame i Eiffel bjergene. Men når man står der kan man ikke lade være med at forestille sig Schumacher og Montoya side om side hen ad et af de lange lige stykker. Eller i nærkamp rundt i karussellen. Det triste er, at hvis det blev foreslået at bruge den gamle nordsløjfe ville det blive afvist hurtigt, ikke på grund af sikkerheden, men af kommercielle grunde. Det er jo ikke til at lave tv-transmissioner fra en så lang bane.
I mange år var Ringen synonym med Tysklands Grand Prix og en væsentlig og til dels skattet del af Formel 1 kalenderen. Andre baner var baner, Ringen var en udfordring. Det kunne tage år før man lærte den lange bane at kende, og for nogen var løbet mere en kamp mod banen end mod konkurrenterne. Det var her Fangio i 1957 vandt sin, efter egen vurdering, bedste sejr, da han indhentede sine konkurrenter, efter at han havde fået hældt benzin på - hvilket ikke var så normalt dengang. Det var her en meget ung Jacky Ickx i 1967 med at kæmpe sig op gennem feltet til en fjerdeplads - i en Formel 2 racer! Og det var her Jackie Stewart vandt i 1968 - med fire minutters forspring.
Men banen var blevet indhentet af tiden, og midt i 70'erne stod det klart at den måtte væk. Beslutningen var taget, da Niki Lauda fik brændt ansigtet af i 1976, men ulykken tydeliggjorde problemet med Ringen. Det var umuligt at lave ordentlig sikring hele vejen rundt. Ironisk nok er det stadig Lauda der med 6,58.06 min. har kørt den hurtigste omgang på Ringen.
Belgien - Spa
Eau Rouge-svinget fra Belgiens Grand Prix i 1999 Spa-Franchorchamps - © Schlegelmilch Photography
Spa og Eau Rouge mangler i år. Formel 1 blev meget fattigere da Det Belgiske Grand Prix blev aflyst. I moderne Formel 1 er Spa den mest spændende bane og Eau Rouge er det mest spændende sving - både i moderne og i historisk Formel 1. Heldigvis ser det ud til at vi får banen tilbage igen næste år. Alt andet ville også være tragisk.
Spa har deltaget i Formel 1 kalenderen i to udgaver. Den nuværende - nyklassiske bane, som faktisk kun er 20 år gammel. Og så den mere end dobbelt så lange gamle bane der blev brugt fra 1950 til 1970.
På den nuværende Spa har man taget begyndelsen og slutningen af den gamle bane og bundet sammen med noget asfalt, der er blevet anlagt med det formål. Resten af banen er egentlig offentlig vej (med undtagelse af når der køres løb). Den berømte hårnål La Source og Eau Rouge er gengangere fra den gamle bane.
Problemet med den gamle Spa var i virkeligheden det samme som med Nürburgring. Den passede ikke til moderne Formel 1. Det var bare endnu tydeligere med Spa, der snoede sig gennem landsbyer, forbi vejskilte, grøfter og andet godt, der ikke hører til på en racerbane. En anden faktor var vejret, der kan være omskifteligt på de kanter. Mens solen strålede ned over pitten kunne det regne i den anden ende af banen. Så til dette formål, drømme kalenderen for Formel 1, må det være meget rimeligt at tage den moderne udgave af banen.
Spa er kørernes bane, en bane hvor de gode kørere har gode kår, specielt i de dage da manden betød noget. Det er et sted hvor de store navne vinder, og de små må tage til takke med sekundære placeringer. I moderne tid har det også været her at Jordan og Barrichelle hentede deres første pole-position, og det var her Jordan vandt deres første sejr, med Damon Hill som chauffør.
Østrig - Österreichring
Gilles Villeneuve på Österreichring i 1980 - © Érsek Zsolt
Sådan overfladisk set ligner den nuværende A1 ring den gamle Österreichring meget. Den ligger det samme sted, har samme forløb, så hvad er forskellen? Jo, A1 har lige strækninger og sving. Den gamle havde kurver og store bløde sving. Hastigheden var en hel del højere på den gamle bane. Omgivelserne var de samme men følelsen var en anden. A1 forsvinder fra kalenderen nu, uden de store ærgelser. Det var noget andet da den gamle bane forsvandt efter 1987. Det var sørgeligt.
Det var nærmest en tradition i Østrig at vinderen var en smule alternativ. Det første løb blev kørt på banen i 1970, og i 1971 vandt Jo Siffert sin anden og sidste sejr, i en BRM. I 1975 var det Brambilla der vandt et vådt løb i en March. Tidligere den weekend var den amerikanske kører Mark Donohue kommet galt afsted i sin Penske. Han døde senere af blødninger i hjernen. Men Penske fik deres hævn over banen, da John Watson vandt for dem året efter. I 1977 vandt Shadow deres eneste GP sejr, med Alan Jones bag rattet og året efter var det Ronnie Petersson der vandt sin sidste sejr. Fjorten dage efter blev han dræbt på Monza. I 1982 lykkedes for de Angelis at holde fast i førstepladsen trods hård kamp fra Keke Rosberg. Næsten synkront passerede de målstregen.
Da banen blev taget i brug i 1970 var det naturligvis Jochen Rindt der var den store helt. Men han nåede aldrig at vinde sit hjemlands GP. Senere i 70'erne var det Niki Lauda der dominerede sporten, men det var først i 1984 det lykkedes for ham at vinde på hjemmebane. Det sidste løb i 1987 blev maltrakteret af flere uheld. Først, under træningen, hvor Stefan Johansson ramlede sammen med et stykke råvildt. Dernæst måtte man igennem to omstarter. Österreichring havde pludselig fået et dårligt ry. Da løbet forsvandt ud af kalenderen mistede man ikke bare en af de bedste baner, men også en af de flotteste.
Italien - Monza
Peter Gethin på Monza -banen anno 1971 - © Rob Ryder
Monza er mange ting. Men først og fremmest er den ikke sig selv. De mange chikaner er måske nok fornuftige, men de ødelægger banen en hel del. Men Monza hører til i Formel 1, ligesom Monaco. Og hvis vi nu drømmer at vi kunne fjerne chikanerne og lade Formel 1 racerne arbejde igennem, så måske vi kunne se noget rigtig spændende race der.
Og skal det være rigtig sjovt, så skal vi også have gang i den gamle autodrom, som stadig ligger der. Der var engang hvor autodromen blev brugt til løb. Først kørte man en omgang på banen, så en på autodromen og så tilbage på banen - se det var tider!
Monza var, og er, en af de baner hvor downforce betyder mindst. Monza er bygget til fart. Nogle har beskrevet det som et farttempel, hvilket måske ikke er helt forkert. Før de moderne chikaner, var det almindeligt at teamsene pillede alle former for vinger af bilen. Hastighed, ikke downforce var hvad det drejede sig om. Det gav god mulighed for at slip-streame sig forbi en forankørende på vej ud af svingene, specielt det sidste store runde sving, Parabolica. Det var sådan Peter Gethin vandt sin enlige sejr i 1971, selvom han havde været tre'er på vej ind i svinget.
Portugal - Estoril
Et view ned ad langsiden på Estoril - © Flemming Hansen
Jeg kunne godt lide den udskældte bane i Portugal. I lay-out minder den meget om den i Barcelona, men den havde mere sjæl. Det var her Ayrton Senna vandt sin første sejr (et sjældent regnvejrsløb på de kanter) og banen var gennem flere år en leverandør af gode løb. Det virker som om den mest forsvandt for forandringens skyld.
Banen blev bygget engang i 70'erne uden på noget tidspunkt at indtage en fremtrædende rolle i motorsportens kollektive bevidsthed. Men af en eller anden grund blev det i 1984 besluttet at sæsonen skulle slutte der. Og herefter var Estoril i mange år en fast bestanddel af Formel 1 kalenderen, plus at den var en populær testbane, på grund af det gode vejr, selv i vintermånederne.
Det første løb var en rigtig klassiker. VM titlen skulle afgøres. Den unge lynhurtige Prost, eller den gamle maestro Lauda? Prost vandt løbet, Lauda titlen. Det var også her Mansell fik det sorte flag i 1989, for at bakke i pitten. Han overså flaget, ramlede sammen med Sennas og blev udelukket fra det følgende Spanske Grand Prix.
USA - Watkins Glen
John Surtees Watkins Glen i 1971 - © Rob Ryder
En dejlig bane i staten New York, som igennem mange år husede et Formel 1 grand prix. Det var her kørere som Rindt og Fittipaldi vandt deres første sejr. Men i 1980 var det slut og man skiftede scene til Las Vegas, uden den store succes.
Banen dukkede op i løbskalenderen i 1961. Det første løb blev vundet af englænderen Innes Ireland. Men ellers var det Jim Clark og Graham Hill der dominerede her i 60'erne. I perioden 1969 - 1971 så vi tre kørere vinde deres første sejr på banen. I 1969 var det Jochen Rindt, året efter Emerson Fittipaldi, inden Francois Cevert vandt sin eneste sejr her i 1971. To år senere kostede banen Cevert livet.
Den oprindelige bane blev forlænget til løbet i 1971, hvilket var den eneste betydende ændring i de knap 20 år banen var en del Formel 1 VM. Det var et populært løb, der ofte markerede slutningen på sæsonen. Dengang blev løbene arrangeret af private arrangører, men det i dag er Bernie Eccelstone der arrangerer alting. Én af grundende til løbets popularitet lå i, at arrangørerne her betalte højere startpenge og højere pengepræmier end de andre baner. Men efter 1980 var det slut. Ligesom Long Beach indgik banen i stedet i CART kalenderen.
Ærgeligt at man ikke overvejer at køre løb her igen, i stedet for hele tiden være på jagt efter nye græsgange. De gamle er måske ved at være klar igen!
Japan - Suzaka
Nigel Mansell på Suzuka i 1987 - © Érsek Zsolt
Endnu en bane som vi stadig har og heldigvis for det. Den har en fascinerende ottetals facon (jord er dyrt i Japan) og en fantastisk langside, som slutter med chikanen før opløbststrækningen. En bane vi skal være glade for at vi har - specielt hvis man tænker på den irriterende lille Aida bane som dukkede op et par gange midt i 90'erne.
Australien - Adelaide
Damon Hill skubber til Schumacher, Adelaide 1994 - © Érsek Zsolt
For mig var det en stor sorg at Adelaide forsvandt ud af Formel og blev erstattet af Melbourne. Som sådan har jeg ikke noget imod Melbourne, den mangler bare den charme som Adelaide havde.
Mens Melbourne ligger i en park, blev Adelaide kørt mellem husene på byens gader, og så med et lille smut indover over den lokale travbane, hvor man havde bygget pit og opløbsstrækning. Det gav Adelaide en sjov blanding af bybane og rigtig racerbane. Og en god fordeling af vinkelrette sving og kurver. Den havde nogle gode lige strækninger og gode overhalingsmuligheder.
Det første løb blev kørt der 1985 og der blev straks lagt en tradition for sjove resultater. At Keke Rosberg vandt i 1985 var der ikke noget overraskende ved, men at de to Ligier biler, på trods af et sammenstød, formåede at tage de to næste podiepladser var tilgengæld overraskende. Mange år senere var det også Adelaide der lagde asfalt til den 41 årige Nigel Mansells sidste sejr i Formel 1.
To gange var Adelaide vært for det løb der skulle afgøre VM, der som oftest er afgjort inden man når til sidste løb. Første gang var i 1986 hvor Prost, Mansell og Piquet alle havde mulighed for at vinde titlen. Mansell havde de bedste odds, men måtte udgå med et eksploderet bagdæk. Hans teamkammerat Piquet blev kaldt i pit for at få skfitet sine dæk efter Mansells uheld. Dermed var vejen banet for en sejr til Alain Prost, der dermed sikrede sig VM. Han kom dog ikke mange meter over målstregen før han løb tør for benzin.
Næste gang VM skulle afgøres i Adelaide var i 1994, men det blev en anderledes skuffende omgang, da Michael Schumacher i sin problemramte Benetton ramlede ind i Damon Hill og dermed vandt sin første VM titel.
Vejret spillede også en rolle i Adelaide, hvor løbene i 1989 og 1991 regnede væk. Med 14 omgange, er løbet i 1991 også det korteste VM løb der er kørt.
Med sin placering som sidste løb, var det også her vi sagde farvel til mange kørere. Lauda, Rosberg, Piquet, Prost, Patrese for at nævne nogle af dem. Og det var i Adelaide at Ayrton Senna vandt sin sidste GP sejr i 1993. På grund af sin sene indtræden i Formel 1 kalenderen har Adelaide også været forskånet for tragedierne, om end det var tæt på, da Mika Häkkinen kørte galt og slog hovedet i 1995.
Adelaide havde en hygge og en feriestemning, som ingen andre baner har, og som kun kan opnås på en bybane. Så udover at den som racerbane var god, savnes stemningen fra Adelaide også…
Skrevet af Martin Møller Thomsen
martin@f1journal.com
