Fra den ene yderlighed til den anden. I 2002 var vi vidner til en af de mest langtrukne og kedsommelige sæsoner i F1 sportens historie. I 2003 kom der så en klassisk sæson, en af dem der oftest går alt for lang tid imellem. Sidst vi havde noget der mindede om det, var i 1983. Og i sidste ende var resultatet af alle anstrengelserne i 2002 0g 2003 det samme. Michael Schumacher vandt kørernes VM, mens Ferrari vandt konstruktørernes VM. Men i 2003 havde vi den ekstra indgrediens der hedder spænding.
Jeg skrev i sæsonoptakten at alt andet en to titler til Ferrari ville være en fiasko. Efter at være så dominerende, som de var i 2002, måtte det ikke ske, at andre overhalede holdet så hurtigt. Forspringet ville nok skrumpe, men det skulle stadig være der. Og sådan gik det. Forspringet skrumpede - på et tidspunkt så meget at der var tvivl om hvorvidt der var noget. Ferrari var presset i VM, men til sidst satte de sig alligevel på begge troner, ligesom sidste år. Men på en måde så intet er givet til 2004. Næste år er VM titler til Ferrari ikke et krav, men en mulighed. McLaren og Williams kan næste år blande sig i kapløbet om guldet - og måske Renault også begynder at nærme sig? Ferrari er blevet indhentet med værdigheden i behold.
I 2002 vandt Ferrari 15 sejre i 17 løb, og kørerne sluttede som nummer et og to i VM kampen. Alle andre teams og kørere var statister i cirkuset. Ingen havde vel for alvor forventet at Ferrari ville bibeholde den overlegenhed i 2003. Formel 1 er ikke statisk, og overlegenhed kommer man ikke sovende til. Overlegenhed kræver både dygtighed, og held. Held på den måde at ens konkurrenter lige på det tidspunkt, ikke er dygtigt nok. Ferrari havde i 2002 begge dele. At tro på det ville fortsætte i 2003 ville have været en anelse naivt, og en grov undervurdering af de andre teams. Historisk set er overlegenhed noget der godt kan strække sig over flere sæsoner. Men på et tidspunkt topper det, og andre biler kommer altid til fadet igen. I slutningen af 2002 lød det på nogle som om at VM i 2003, 2004, 2005 og 2006 allerede var afgjort. Det må vist karakteriseres som mangel på fantasi. Efter 2003 er der næppe mange der skråsikkert vil påstå at Schumacher helt sikkert vinder de kommende sæsoner. Det er muligt at han gør, men sikkert er det ikke.
Barrichello i Brasilien. Det blev årets værste løb for Ferrari. - © Schlegelmilch Photography
DEN NYE SÆSON
Efter den overlegne 2002 sæson havde de fleste forestillet sig at Ferrari ville starte 2003 sæsonen på samme måde. At de ville få konkurrence i løbet af sæsonen var for så vidt logisk nok. I 2002 var Ferrari så langt foran at der skulle mere end en vinter til at indhente dem. Så hen mod midten af sæsonen var det fair at gætte på, at de andre teams for alvor ville vise tænder. Men sådan gik det ikke. Først vandt McLaren to sejre, så vandt Jordan en sejr. Og først derefter vandt Ferrari. Efter de tre første løb, blev der fra flere kanter råbt "krise" efter de røde biler. Men igen er der tale om en forenkling. Ferrari var ikke fraværende i løbene, men uheldige. Måske ikke de bedste, måske ikke dygtige nok. I al fald Barrichellos pinlige exit i Brasilien (ingen benzin) er ikke det man forventer at et toptunet VM hold. Han udgik, men faktum er, at han førte da han gjorde det.
Og netop som pibekoncerten for alvor tog til, svarede Ferrari igen, med et par glimrende sejre. Pibekoncerten forstummede, Ferrari vandt igen. Og det endda i overlegen stil. Et deja-vu fra 2002 begyndte at tegne sig for det indre øje. Var sejrene til McLaren i starten bare tilfældige? (Jordans sejr i Brasilien VAR tilfældig). Som sæsonen skred frem viste det sig, at Ferrari kunne slåes. Og så snart de ikke havde vundet i to løb dukkede tonerne af pibekoncerten op: Der er krise hos Ferrari - de vinder ikke hver gang! Altså krise hos Ferrari ville være en succes hos ethvert andet team! Ferrari var altid en faktor. Ferrari var altid en mulig vinder. Hvis man altid er en mulig vinder, er man så i krise? Forskellen på 2002 og 2003 er heldet. I 2002 havde Ferrari som sagt det held, at deres konkurrenter ikke var dygtige nok. I 2003 havde konkurrenterne taget sig sammen, og levede op til prædikatet: Konkurrent. Så en Ferrari sejr, var ikke længere givet, men heller ikke en umulighed.
Ferrari-myrerne på arbejde. - © Schlegelmilch Photography
VM AFGØRES
Da det måske nok så sortest ud for Ferrari tog de sig sammen, og vandt sæsonens tre sidste løb. Williams og McLaren åndede tungt de røde biler i nakken og havde rakt deres ivrige fingre ud efter den glinsende pokal. Men Ferrari viste hvorfor de vandt de tre forgående år. Da det virkelig gjaldt, var det dem, der bevarede fatningen. Før det sidste løb havde det italienske team sikret sig den afgørende matchbold, nu skulle sejren i virkeligheden bare cementeres. Og det blev den så! Ferrari vandt begge titler, og levede dermed alligevel op til forventningerne. I al fald til de rimelige forventninger.
Ferrari vandt otte af sæsonens 16 løb. Williams som nærmeste konkurrenct vandt fire, mens McLaren vandt to. De sidste to løb blev vundet af Renault og Jordan. Så i historiebøgerne vil 2003 nok alligevel blive husket som et Ferrari år.
Men måske er de skadefro ytringer der er kommet om Ferraris manglende succes, kommet fra de F1 fans, som dels er blevet trætte af det italienske teams dominans, dels ikke brød sig om afslutningen på Østrigs Grand Prix 2002. Måske er det bare ønsketænkning, måske en følelse af, at nu skal de røde biler kues. Eller måske kommer det af, at nogen bare havde urealistiske forventninger til Ferrari. Man kan da sikkert finde Ferrari fans der var fuldt overbeviste om at Ferrari ville vinde alle løb i 2003. Og når ens urealistiske forventninger ikke bliver indfriet, er det let at stille sig op og råbe buh!
Uanset hvad Ferrari gjorde i 2003 ville de være dømt til at tabe - i nogens øjne. Hvis de vandt overlegent igen, ville endnu flere mennesker i 2002 falde i søvn foran flimmeren søndag eftermiddag. Og hvis de ikke var ligeså overlegne, ville der blive råbt fiasko efter dem. Men sandheden er, at Ferrari i 2003 havde en god sæson. De havde det marginale held på deres side, som så ofte før, men held gør det ikke alene. Konkurrenterne var bare bedre i 2003 end i 2002 og derfor virker Ferraris præstation svagere. Sandheden er måske den modsatte. Når konkurrenterne ånder dig i nakken tvinges du til at være på mærkerne. I 2002 vandt Ferrari stort set lige meget hvad de gjorde. At være overlegen kræver god forberedelse. At vinde over konkurrenter kræver hårdt arbejde. Så måske er Ferraris præstation i 2003 måske i virkeligheden bedre. Bedre fordi de havde konkurrenter. Og bedre fordi, efter tre år med VM titler, kan man godt falde lidt i søvn. Specielt når man ingen konkurrence havde i 2002.
Det er ikke helt ufarligt at være en Ferrari-myre - © Schlegelmilch Photography
HVAD NU HVIS...
Det er blevet moderne med kontrafaktisk historieskrivning. Hvad nu hvis Adolf Hitler var blevet dræbt i 1. verdenskrig - hvordan havde verden så set ud? Det kan man også gøre med Formel 1. Hvad nu hvis Ferrari havde startet 2003 på samme måde som de kørte 2002 sæsonen på - helt i front. Hvad var der så sket. Mit gæt er, at vi så havde haft en anden verdensmester i år. Ferrari vandt fordi de fik en kold spand vand i hovedet i de første tre løb. Selvom Jean Todt altid snakker om at Formel 1 er svært, og man altid skal yde sit yderste, så er det ganske menneskeligt at hvile på laurbærene. Ikke at Ferrari strakte armene og lagde sig mageligt ned og blev kørt over. Men de første tre løb viste at de ikke var usårlige, og de kunne derfor reagere. Havde de vundet de første tre løb og et par stykker til, ville de have haft svært ved at reagere når de så blev overhalet. Hvis de havde vundet alle løb frem til Monaco, ville det have varet noget tid før der kunne komme et modtræk. Og herregud - Monaco er en speciel bane, det er svært at udlede noget generelt for den. Så mit gæt, hvis vi forestiller os at Ferrari havde startet overlegent, er at de ikke havde været i stand til at reagere på samme måde. At selvtilstrækkeligheden ville være slået så meget igennem, at der ville gå for lang tid inden de kom tilbage i kampen. Hvem der så ville have vundet vil jeg undlade at gætte på. Men min konklusion er at Ferrari vandt VM fordi de ikke vandt de tre første løb.
Løft armene drenge - eksamen er bestået! - © Schlegelmilch Photography
SÆSONEN BESTÅET
Succeskriteriet var altså to titler, og det fik det italienske team - igen! Ikke uden kamp, men de endte med pokalerne i hånden. Derudover var teamet også det mest vindende i 2003. Hvis man skal opstille yderligere kritererier, udover at vinde begge titler, må det netop være at vinde mere end konkurrenterne. Og Ferrari vandt dobbelt så mange løb som nærmeste konkurrent. Så jo, Ferraris 2003 er bestået. Og næste år behøver de ikke engang vinde VM for at undgå fiasko. Bare de er med i kampen!
Af Martin Møller Thomsen
martin@f1journal.com
