Fangio gjorde det med stil, Stewart gjorde overraskende, Lauda gjorde det to gange, Fittipaldi gjorde det ikke, Brabham gjorde det - men sent, Senna fik ikke chancen, Mansell gjorde det heller ikke, Häkkinen gjorde det i god tid og Andretti gjorde det med et glimt i øjet. Stoppede med værdighed - altså. Og hvad gør Schumacher?
I lang tid, helt tilbage til da han vandt sin femte titel, har der cirkuleret rygter om, at Michael Schumacher stopper. Ikke at han stopper når kontrakten udløber, men at han stopper nu! Der kan være mange årsager til disse rygter. Dels kan det være korrekt at han har overvejet det, men der kan også findes andre årsager. For nogens vedkommende kan der være tale om ren ønsketænkning, for andre mere en forbløffelse over at han rent faktisk kan blive ved med at finde motivationen til at køre videre. Og lad det være sagt med det samme, fordi Schumacher har en kontrakt til og med 2006, er der ingen garanti for at han bliver ved så længe. Der er heller ingen garanti for det modsatte. Det eneste der er næsten sikkert er, at han indtil den dag hvor kontrakten udløber kører han ikke for andre end Ferrari.
Nu har Michael Schumacher vundet sin sjette titel og han er blevet 35 år. I vore ungdomsfikserede dage er det en pæn alder for en Grand Prix kører, men historisk set er det ikke nogen speciel høj alder. Damon Hill var 36 da han vandt sin titel i 1996. Prost var 38 i 1993 og Mansell var lige blevet 39 da han sikrede sig titlen i 1992. Så grå spidser, et par rynker og knap 40 års livserfaring er ikke nødvendigvis noget dårligt i F1 sammenhæng. Men stadigvæk er det ikke urimeligt at overveje spørgsmålet: Hvornår stopper den tysker i Formel 1. For dagen nærmer sig. Og som vinder af seks VM titler forventer vi at han gør det på en ordentlig måde. Men egentlig - hvordan forlader man en sport på en ordentlig måde? Er det ikke bare et spørgsmål om image og hvordan historien ser en? Og er der egentlig noget galt i at være et ringvrag, hvis man stadig elsker kampen?
James Hunt og Niki Lauda i 1976 - © Schlegelmilch Photography
Tre mestre siger farvel
Da James Hunt udgik fra Monacos Grand Prix i 1979 var han klar over at nu var det slut. Han gad ikke mere. Som han sagde: "Når man har prøvet at kæmpe om sejre, er det svært at motivere sig selv til at kæmpe om 11. pladsen". Kort efter meddelte Hunt at han indstillede karrieren. Få græd tårer over den beslutning. Ikke fordi de havde noget imod Hunt, snarere tværtimod, men fordi at se en verdensmester trille rundt bagerst i feltet i en dårlig bil, er ikke det smukkeste syn der findes. Den bagerste del af feltet er for de unge og for de der aldrig bliver til andet - ikke for dem der engang var vindere.
Senere samme sæson, under den frie træning til Det Canadiske Grand Prix, parkerede Lauda sin bil i pitten og sagde til Brabham-bossen Bernie Ecclestone: "Jeg gider ikke mere". Ecclestone nikkede og sagde til Lauda at han bare skulle efterlade sin dragt og sin hjelm, så ville Ecclestone sørge for at pressen ikke fandt ud af noget før Lauda var over alle bjerge. Så mens den lidet talentfulde Riccardo Zunino trillede rundt i en Brabham iført Laudas styrthjelm, sad den tidligere mester i et fly på vej over atlanten. Det havde været en elendig sæson. Og dårlige resultater kan være demotiverende - så nu skulle Lauda hjem og lege med flyvemaskiner.
Men hvad er et værdigt farvel? De færreste vil vel argumentere imod at Stewart og Prost der begge stoppede som mestre i henholdvis 1973 og 1993, satte et stort og flot punktum for deres karrierer. Men hvor er Hunt og Laudas exiter fra 1979 mere værdige end Nigel Mansells i 1995, hvor han parkerede sin McLaren midt i løbet og stoppede der. Hunt havde haft en skidt sæson for Wolf i 1979 inden han trak sig, Laudas sæson havde ikke været stort bedre, bare længere. Dog med den væsentlige forskel, at Lauda stadig kunne kvalificere sig i den forreste del af feltet. Det var mere bilens holdbarhed der var problemet for ham. Mansell derimod var vendt tilbage efter to sæsoner i Champ Cars. Og i 1994 havde han kørt tre løb for Williams, og sågar vundet et af dem, i Australien.
Forskellene mellem Lauda, Hunt og Mansell er mange. Hunt var 33, mens Lauda var 30 i 1979. I 1995 var Mansell 41 år. Et kig på fødselsattesten burde have fortalt ham, at det måske var på tide at stoppe. Sejren i Australien i 1994 var heldig, som sejre nu nogle gange er. Og den havde været et værdigt exit for en tidligere mester, der ovenikøbet laver et mindre comeback i en høj alder. At skrive kontrakt med McLaren i stedet for at tage hjem og spille golf, var nok ikke det mest begavede man kunne gøre. Specielt ikke når man tager i betragtning at Ron Dennis aldrig har været nogen stor fan af Mansell. "Jeg vil kun ansætte kørere jeg forstår. Og Mansell forstår jeg ikke!", har Dennis engang udtalt. Ydermere havde McLaren lige skrottet deres et år gamle aftale med Peugoet og lavet en med Mercedes i stedet for. Altså, det var ikke et vinderhold som Mansell skrev kontrakt med. I 1979 kørte James Hunt for Wolf, der måske nok havde haft en svag sæson i 1978, men trods alt havde hentet medaljer i 1977, og absolut ikke virkede som om de var gået helt bag af dansen (selvom de i virkeligheden var det). Lauda kørte ligesom i '78 for Brabham. Året før havde bilen skaffet ham to sejre og en fjerdeplads i VM.
Den væsentligste årsag til at Mansell i det hele taget kom til McLaren i 1995 hedder Bernie Ecclestone. Ingredienserne var en ledigt McLaren sæde, en Mansell der gerne ville kører og en Ecclestone der følte at der manglede en profil i Formel 1. Senna var blevet dræbt i 1994, Prost stoppet året før. VM i 1994 var blevet til en duel mellem Michael Schumacher og Damon Hill. Men de to navne følte Ecclestone ikke var nok. Så han pressede på hos Ron Dennis og fik til sidst vilje og Mansell blev McLaren kører. Heller ikke det bedste udgangspunkt for et godt samarbejde. Så alle advarselslamper var tændte. Bedre blev det ikke da Mansell ikke kunne teste, ejheller køre i de første to løb, fordi bilen var for lille. Han måtte pænt vente på at McLaren byggede en større bil. Det gjorde de, og han kørte to løb i den - og så trak han sig tilbage.
Et uværdigt farvel - den 40 årige Alan Jones triller rundt bagerst i feltet i Haas
Lugten af savsmuld
Når man én gang har været god til noget, har haft succes indenfor et område, er det svært at sige farvel. Det gælder for os alle sammen. Den fornemmelse man har når man laver noget man ved man er god til, specielt hvis det er længe siden, er fantastisk. At trække sig tilbage er svært, det er svært at lade være med at spekulere på at hvordan det ville føles med endnu en tur rundt i manegen. Specielt svært er det, når det man skal trække sig fra, i virkeligheden er det bedste man ved, det primære, måske med undtagelse af familien, i ens liv. For de fleste af os kommer vi i den situation når vi er et sted i 60'erne og skal trække os tilbage fra arbejdsmarkedet. Når man er elitesportsudøver kommer tiden for et farvel en hel del tidligere. Og så er racerkørere ovenikøbet heldigt stillede, de kan fortsætte med at være aktive i en alder hvor tennisspillere, fodboldspillerre med videre, alle for længst er trådt ud blandt tilskuerne.
Men lugten af savsmuld kan være at slippe for en gammel cirkushest - at forlade rampelyset med et sidste knejsende buk og slippe afsted med sin stolthed i behold kan være svært. For det gælder om at time det korrekt. Allerhelst skal man gå inden det er tydeligt at man ikke længere er på toppen. På den anden side, skal man heller ikke gå bare for at gå, og slet ikke for tidligt. Man skal helst ikke sidde om tyve år og ærgre sig over at man ikke to et par sæsoner til.
Et kig på listen over Formel 1 kørere afslører mange forskellige måder at forlade scenen på. Nogle vælger den hurtige - farvel tak for dennegang - jeg vender aldrig tilbage. Andre træder en klasse ned og kører videre. Ofte drejer det sig om gode kørere, der aldrig har været i den absolutte top i Formel 1. Alesi og Frentzen er glimrende eksempler på kørere der forlænger karrieren med standardvogne. Begge har de været oppe og snuse til fronten i Formel 1, uden for alvor at få tag i toppen.
Så er der også nogle der vender tilbage, enten på halv kraft eller på fuld tid. Denny Hulme og Keke Rosberg vendte begge tilbage til motorsport efter nogle års pause. Og så er der dem forsøger comeback på højeste niveau. Alan Jones forsøgte, både i 1983 og 1985-86, begge gange uden den store succes. Siden kom han til at køre standardvogne i Australien. Den eneste for hvem comeback virkelig er lykkedes er Niki Lauda. Efter to års pause vendte han i 1982 tilbage til Formel 1 og i 1984 vandt han sin tredje VM titel.
Det kan være svært for en cirkushest at forlade manegen, specielt når man ved at det er sidste gang. Alan Jones to comebacks var ikke flatterende for en kører af hans format. Han ville have været bedre tjent med at hans sidste løb havde været Las Vegas 1981 hvor han vandt en storslået sejr. Nigel Mansell havde været bedre tjent med at Australien 1994 havde været hans punktum.
Omvendt virkede den dengang 37 årige Nelson Piquet unægtelig som om han for længst havde passeret sidste salgsdato da han i 1989 kørte for Lotus. Året efter kørte han for Benetton, vandt sæsonens to sidste løb og blev nummer tre i VM. Var han stoppet efter 1989 havde han haft en stor karriere, og var måske blevet ved et par år for længe. Nu fortsatte han og i stedet fik han stor karriere, og stoppede mens han stadig var i stand til at vinde, selvom han var blevet 39. De sidste to sæsoner han kørte for Benetton betød at han kunne stoppe med værdighed. Dette viser blot hvor svært det kan være at bedømme for andre, hvem der er modne til at stoppe. Piquet troede på sig selv, og han fik ret.
Den næste mester der skal sige farvel - © Schlegelmilch Photography
Rigtig og forkert farvel
Der skal ikke være nogen tvivl om at det betyder mere for en stor mester, end for en mere ordinær kører hvordan han trækker sig tilbage. At vinde en VM titel forpligter også. Så er man ikke længere bare en racerkører, så tilhører man et eksklusivt selskab, og man bør opføre sig som sådan. Alan Jones og Nigel Mansell trådte lidt ved siden af, kendte ikke deres udgangsmelodi. Ikke at det gør dem til dårligere mennesker, eller dårligere kørere i deres velmagtsdage. Det er bare et lidt trist syn. For en fan er det lettere at leve med at en kører som Frentzen tilbringer sine sidste sæsoner i biler der ikke er i nærheden af at kæmpe om point. Man forstår ham måske ikke, måske gør man. Men det er ok. Men tilgengæld var trist at se Damon Hill i sin sidste sæson. Ikke at man skal have ondt af manden, han tjente penge på det, og valgte selv at fortsætte, selvom han undervejs truede med at stoppe. En mester bør stoppe med værdighed.
Anden gang Lauda stoppede gjorde han det knapt så dramatisk som første gang. Han valgte med det samme at køre sæsonen færdig, selvom ikke gik godt. Han var regerende mester. Han havde gjort comeback for at vinde VM, og den opgave var fuldført. Ydermere var bilen i 1985 altid imod ham. Han tog konsekvensen og meddelte at han stoppede når sæsonen var slut.
Fem år tidligere havde en anden regerende mester, Jody Schekter, gjort noget tilsvarende. Også han havde været igennem en trælsom sæson og i en alder af 30 lod sydafrikaneren sig pensionere.
Emerson Fittipaldi havde vundet to VM titler og to sølvmedaljer i de forgående fire sæsoner, da han i 1976 skiftede fra McLaren til storebrors Fittipaldi team. Fem sæsoner brugte den dobbelte verdensmester på at trille rundt i familiestoltheden uden for at alvor at komme nogen vegne. Først efter 1980 sæsonen strakte han våben. Ikke en værdig afslutning på en karriere - men igen - hans eget valg. I øvrigt vendte han senere tilbage til CART, hvor han vandt Indianapolis 500 to gange inden en ulykke overbeviste ham om at pensionisttilværelsen også havde sin gode sider.
Den næste store kører der skal pensioneres er Michael Schumacher. Han er lige blevet 35, og som sådan burde han have et par sæsoner tilbage i sig. Omvendt er der også tegn på at han ikke på samme niveau som han var for bare tre år siden. Nogle vil blive glade for at se ryggen af tyskeren, andre begræde det. Andre igen kan bare ikke forstå hvorfor han fortsætter. Men allerede nu ligger der visse ting fast omkring afslutningen på Schumachers karriere. For det første kommer han ikke til dårligere team. Hans sidste løb bliver kørt i en Ferrari. Kontrakten går pt. frem til og med 2006, og der går rygter om en forlængelse frem til 2009. Personligt tvivler jeg nu stærkt på at vi ser en 40 årig Michael Schumacher i Formel 1.
Der har været snak om hvorvidt han burde stoppe nu. Han har familie, masser af penge og seks VM titler. Men som det står nu er han altså med i Albert Park når 2004 sparkes i gang. Samtidig er Ferraris overlegenhed forsvundet, en VM titel er ikke garanteret, som den næsten var for et år siden. Og hvem ved - måske burde han stoppe nu - men det ved vi tidligts om cirka 10 måneder når det endelige resultat af 2004 sæsonen ligger klart!
Af Martin Møller Thomsen
martin@f1journal.com
