Da han debuterede i Frankrig i 1989 virkede det som om noget stort var på vej. Da han i første halvdel af 1990 to gange plantede sin brystsvage Tyrrell racer på en 2. plads virkede han som den næste store kører og flere teams stod på nakken af hinanden for at få hans autograf på en kontrak. I 2001 sluttede hans karriere efter en sæson hvor han havde kørt for Prost og Jordan. En enkelt sejr blev det til undervejs – og en masse løfter som aldrig blev indfriet. Men hvor gik det egentlig galt for Jean Alesi?
Faktisk er det Alesis skyldt at Nigel Mansell blev verdensmester i 1992. Hvorfor? Det vender vi tilbage til. Men Jean Alesi havde en lang karriere og få var i tvivl om hans enorme talent. I hans tidlige år var han en mand på vej frem i verdenen. Og da han i 1996 kom til Benetton som erstatning for Michael Schumacher, blev han på forhånd udråbt til en af sæsonens store VM favoritter. Men efter to år hos Benetton falmede hans stjerne og han endte med at køre for Sauber og siden Prost, inden han havnede hos Jordan, hvor han i 1989 havde vundet F3000 mesterskabet.
Der har været mange kørere i tidens løb som er blevet udråbt til at være en kommende stjerne – og mange af disse har i længden ikke haft det der egentlig skulle til. En fyr som Stefano Modena var omkring 1990 en af de hotte unge navne i Formel 1, få år senere fadede han ud, uden at nogen opdagede det. Han var blevet kørt op af en optimistisk presse, hjulpet af et par enkelte fornuftige løb. Men alt i alt var han aldrig mere end middelmådig. Jean Alesi er en helt anden historie. For han havde talent i massevis og var ikke bare en opreklameret gut. Og alligevel blev det til ikke ret meget.
Første løb i Formel 1: Frankrig 1989 – en 4. plads var det flotte resultat
FRA TYRRELL VAR VERDENEN ÅBEN
Jean Alesi dominerede F3000 i 1989 og var derfor et naturligt valg for Ken Tyrrell da han midt på sæsonen skulle bruge en ny mand i teamet. Tyrrell var røget uklar med den erfarne Michele Alboreto, som havde forladt teamet. Jean Alesi imponerede med en 4. plads i sit første løb og blev den permanente erstatning for Alboreto. Et par gange måtte Johnny Herbert dog vikariere for ham, da Alesi også havde sin forpligtigelser i F3000 – hvor han vandt mesterskabet.
I 1990 blev Alesi hos Tyrrell. Et fornuftig valg – teamet var efter et par sløje sæsoner på vej frem igen og Ken Tyrrell var kendt for sin evne til at udvikle unge talenter. Sæsonen startede i Phoenix, hvor Alesi fra anden startrække strøg i spidsen da det grønne lys blev tændt. Og der befandt han sig indtil han fik Ayrton Senna i bakspejlet. Fra da af var det et spørgsmål om tid før mesteren satte den nye dreng på plads. Senna kom forbi, det var det! Men nej, unge Alesi var aldeles respektløs overfor 1988 verdensmesteren og allerede i næste sving tog han Senna på indersiden og var i front igen. Det er sådan stjerner bliver født! Senna vandt naturligvis løbet, erfaringen og bilen var på hans side. Men Alesi tog 2. pladsen og demonsterede at han kunne være en faktor.
Næste gadeløb var Monaco, hvor Alesi igen formåede at holde trit med Senna, og endnu engang tage en 2. plads. Phoenix havde ikke været en tilfældighed. Problemet var at bilen ikke rigtig kunne følge med andre steder end på bybanerne. Den var dybest set for svag, men desto større ros til Alesis evner. På dette tidspunkt begyndte den unge franskmand at blive omsværmet af de store teams. Alle var de på en eller anden måde interesseret i at få ham over til sig.
Han endte med at skrive kontrakt med Williams, hvor han skulle afløse Thierry Boutsen. Og så kommer vi til hvorfor det er Alesis skyld at Mansell blev verdensmester i 1992. Det var Mansell selv der udløste situationen da han efter Det Engelske Grand Prix meddelte at han ville trække sig tilbage når sæsonen var slut. Det betød at der nu var en ledig plads ved Ferrari. Og Ferrari så en masse potentiale i Alesi.
Detaljerne omkring kontraktsituationen er ikke så interessante i denne sammenhæng. Hovedsagen var at Alesis sicilianske hjerte bankede end anelse hurtigere for Ferrari end for andre biler, og han endte med at blive løst fra sin aftale med Williams og skrev i stedet kontrakt med Ferrari. Det betød at Williams nu manglede en mand og Frank Williams gik igang med at bearbejde Nigel Mansell, for at få ham til at skrive kontrakt for 1991. Det lykkedes – og i 1992 kunne Mansell løfte VM trofæet.
I 1990 blev det til to 2. pladser i denne Tyrrell
WILLIAMS KONTRA FERRARI
I perioden 1991 – 1995 vandt Ferrari to grand prix sejre. Williams vandt 39 og to verdensmesterskaber. Så set i bakspejlet var det fuldstændig tåbeligt valg Alesi foretog i 1990 da han hellere ville til Ferrari end til Williams. Nu er det jo selvfølgelig ikke sikkert at Alesi kunne have været ligeså dominerende som Mansell og Prost var i henholdvsi 1992 og 1993, men sandsynligheden taler for at der var faldet en del sejre og sikkert også en titel eller to, af til Alesi i den periode. Adrian Neweys bil, Renaults motor og Williams førerposition på det tekniske område kunne have gjort stort set hvem som helst til en vinder – og Alesi var ikke hvem som helst.
Men det er ikke helt retfærdigt at bedømme Alesis valg retrospektivt. I 1990 var McLaren og Ferrari de store teams. Med Ayrton Senna og Alain Prost som kørere lignede det en situation som ville holde nogle år ud i fremtiden. Williams lå, sammen med Benetton, i næste geled. De vandt nu og da, når tingene flaskede sig, men der var stadig et stykke vej til toppen. Adrian Neweys tid hos teamet var ikke begyndt endnu, og det var stadig usikkert hvordan det ville gå i fremtiden.
Så set fra en 26 årig franskmand med sicilianske rødder, virker det egentlig meget logisk at Ferrari er det rigtige valg. En anden faktor er hvem der skal køre den anden bil. Hos Williams ville Alesis makker blive den italienske veteran Riccardo Patrese. Patrese var måske nok en dygtig kører, men ikke fra den allerbedste række. Han var en god testkører og ville uden tvivl i den henseende være den primære figur i teamet. Men i forhold til løbene ville der være frit slag. Og det ville være forventet at unge Alesi kunne sætte den aldrende Patrese på plads de fleste gange.
Hos Ferrari var situationen anderledes. Her regerede Alain Prost. Alesis rolle i det team ville være mindre krævende. Ingen ville forvente at han regelmæssigt var bedre en sin holdkammerat. Tværtimod faktisk. Tilgengæld ville han få muligheden for at lære af en sand mester.
For Alesi var valget enkelt. Hos Ferrari kunne han fortsat være i lærer og få en god lærermester, hos Williams skulle han være voksen. Og med kun halvandet års erfaring var en fortsættelse af lærerperioden ikke nogen helt tåbelig idé. At valget så viste sig at være mere en almindelig uheldigt, kunne ingen vide i 1990.
Williams var gode i 1990, men de var ikke et topteam, som Ferrari var det.
TIDEN HOS FERRARI
Den første sæson hos Ferrari må have været en skuffelse. Før sæsonen var det italienske team udråbt som VM favoritter, specielt efter en række tilfredsstillende vintertests. Alain Prost, der var sluttet med sølvmedaljer i 1990, skulle være manden der hev den første VM titel til Maranello siden 1979. Jean Alesis rolle skulle være som løjtnant, og et par sejre var et realistisk mål.
Men da sæsonen startede i Phoenix var McLaren og Ayrton Senna ganske overlegne. Prost sluttede dog på 2. pladsen og Ferrari forsvarede sig med at deres bil ikke var god på bybanen i Arizona. I stedet skulle man vente til Brasilien, hvor de ville vise deres sande styrke. Det skulle vise sig at det kun var en delvis sandhed. For Ferrari viste ganske vist deres sande potentiale i Brasilien, men det var ikke ligefrem bedre end det de havde vist i Phoenix. Prost sluttede på en 4. plads, mens Alesi blev nr. 6. Og dermed var linjen for sæsonen stukket ud. Alain Prost endte med at blive fyret før det sidste løb, da han efter Det Japanske Grand Prix kom til at sige til en journalist at han nok havde større chancer for at vinde, hvis han kørte i en af teamets Iveco lastbiler!
Jean Alesi selv hentede tre trediepladser og endte som nummer syv i VM kampen. Oveni den manglende konkurrencedygtighed, kunne Alesi nu også se frem til at han skulle være være nummer et i teamet – være den der gik forrest. Mens Alesi, da han et år tidligere skrev kontrakt med Ferrari nok havde forestillet sig en længere periode som Prosts elev, var virkeligheden pludselig en ganske anden.
Den følgende sæson var ikke et skridt i den rigtige retning. Italieneren Ivan Capelli fik den anden bil, og i løbet af sæsonen fik han sølle to point ud af den. Jean Alesi kæmpede bravt og i det regnvåde løb i Spanien imponerede han med en flot 3. plads. Men ellers var der langt mellem lyspunkterne. Bilen var fundementalt set ikke konkurrencedygtig og Ferrari faldt ned til gruppen af andenrangsteam.
Men i 1993 begyndte Ferrari at tage skridt i den retning, der siden har gjort dem til det absolut dominerende team i Formel 1. Den første store forskel hed Luca di Montezemolo, der engang i 70’erne havde dirigeret Niki Lauda til hans første verdensmesterskab. Efter en periode uden for bilverdenen, hvor han blandt andet havde organiseret VM i fodbold. Nu var han tilbage som direktør for Ferrari og med sig bragte han Niki Lauda, der fik en rolle som konsulent for teamet. Senere dukkede Peugoets motorsportschef, Jean Todt, også op som ny teamchef.
Selvom 1993 var begyndelsen, var den på papiret ikke særligt imponerende. Men man fornemmede at tingene var ved at gå i den rigtige retning. Som afløser for Ivan Capelli kom Gerhard Berger, der havde kørt for teamet i 1987 – 1989. Berger og Alesi dannede et godt makkerpar og sæsonen igennem viste de flere gange gode takter. Takter der dog sjældent blev vekslet til gode resultater. Bedst var det på Monza, hvor Alesi startede i anden startrække og overraskende nok holdt på hele løbet igennem og sluttede på en 2. plads.
De næste to sæsoner var en lang tur op af bakke for Ferrari, Alesi og Berger. Gerhard Berger vandt i Tyskland i 1994, en lidt heldig sejr, men dog en sejr. Alesi havde en noget blandet sæson. I første halvdel scorede han flere gode placeringer, mens anden halvdel var forfulgt af en række uheld. I nærheden af en sejr kom han aldrig, men han sluttede VM på 5. plads.
Jean Alesis bedste sæson var måske nok hans sidste for Ferrari. I 1995 blev Alesi 31 år, den alder hvor Formel 1 kørere begynder at nå deres topform. Flere gange i løbet af sæsonen var han med i front og lignede en outsider til en sejr. I en sæson der igen var domineret af Michael Schumacher i Benetton, og hvor Damon Hill aldrig formåede at virke som en seriøs udfordrer til VM titlen, strålede Alesi ved flere lejligheder.
I Canada vandt han karrierens eneste sejr. Godt nok var han heldig med at Schumacher fik problemer med gearskiftet, men Alesi havde både før og siden ofte været ramt af uheld, så sejren var ikke uretfærdig. Alesi var en lykkelig mand efter sejren. Og for alle os uden for virkede det som om at Jean Alesi nu var blevet voksen. Talentet fra 1989 havde endelig vundet en sejr – fået slået hul på bylden. Nu ville sejrene komme trillende. Men nej, sådan skulle det alligevel ikke være.
Et par gange til i 1995 lignede Alesi en potentiel vinder. I Italien var han uheldig at blive ramt af et kamera, der faldt af Bergers bil. På Nürburgring lå han i front, men måtte strække våben i kampen mod Schumacher, i årets bedste duel. På det tidspunkt var byttet allerede en kendsgerning. Ferrari havde skrevet kontrakt med Michael Schumacher, der skulle være den ubestridte nummer et hos Ferrari. Det betød et farvel til Jean Alesi, der tilgengæld skulle overtage Schumachers Benetton.
Schumacher giver Alesi et lift, efter franskmandens sejr i Canada i 1995.
SVÆRE DAGE HOS BENETTON
Inden 1996 sæsonen gik i gang blev Jean Alesi og Damon Hill udråbt til VM favoritter. Michael Schumacher og Ferrari skulle have tid til at komme i omdrejninger, mens Williams’ nye dreng, Jacques Villeneuve nok skulle have en sæson til at vænne sig til Formel 1.
Men hvad gik der så galt? Jean Alesi kom aldrig rigtig i spil som mesterskabskandidat, selvom han faktisk fik point i 11 af de 16 løb. Sæsonen igennem var det tydeligt at hans noget iltre temprament var kommet under kontrol og Alesi virkede generelt som en moden kører. Men Benetton var ikke længere i stand til at kæmpe med om VM. Efter to titler i træk faldt teamet drastisk tilbage.
For det første er det ikke urimeligt at antage at Benetton måske var lidt mætte efter to sæsoner i front. Deres verdensmester, Michael Schumacher, havde forladt dem, og det har naturligvis været en skuffelse i teamet. Derudover havde teamet også mistet et par nøglepersoner på den tekniske side – Ross Brawn og Rory Byrne havde begge forladt teamet. Senere skulle de følge Michael Schumacher til Ferrari, hvor de sammen igen skulle skabe succes på samlebånd.
Så Benetton var ramt både på den tekniske side, men også af en slags tømmermænd ovenpå ægteskabet, succesen og skilsmissen fra Schumacher. Resultatet blev en bil, der måske nok kunne hente point, men ikke var med i spillet om sejre. I Monaco var Alesi dog i front, da han, som så mange andre den dag, måtte udgå med tekniske problemer. Senere på sæsonen var Gerhard Berger, der var fulgt med Alesi fra Ferrari, overlegen i Tyskland, indtil motoreren kogte over.
Internt i teamet var situationen heller ikke lykkelig. Jean Alesi og Flavio Briatore var ikke altid helt enige om tingene og i løbet af 1997 blev Alesi mere og mere marginaliseret i teamet. Endnu engang leverede han en stabil præstation, uden den store dramatik. I nærheden af sejre var han aldrig. Berger vandt i Tyskland, den sidste sejr til Benetton teamet. Meget passende, da det også var Berger der vandt den første 11 år tidligere i Mexico.
Men for både Alesi og Berger var tiden ved Benetton ved at løbe ud. Briatore ville satse på nogle unge kørere og den 33 årige Alesi og den 38 årige Berger måtte forlade teamet. Gerhard Berger havde en alder hvor pensionen ventede, mens Alesi stadig havde nogle år tilbage i sig.
De to sæsoner hos Sauber gav i alt 11 point
STILSTAND HOS SAUBER
I konkurrence med Prost var det Sauber der fik kontrakt med Alesi i 1998. Umiddelbart kan det virke mærkeligt at Alesi, der et par år tidligere havde været en af favoritterne til VM nu var endt hos Sauber, men forklaringen er enkel – det var det bedste ledige sæde. Både McLaren, Ferrari og Williams var besat, ja selv Jordan havde deres to sæder optaget. Så Alesi skrev kontrakt med Sauber og kørte en efter omstændighederne fornuftig sæson med en 3. plads i Belgien som bedste resultat.
Problemet med Sauber var, og er, at der ikke er meget udvikling i teamet. De ligger ret stabilt resultatmæssigt. De er ofte gode for enkelte gode placeringer og en række sekundære, men i modsætning til Jordan har de aldrig været i nærheden af toppen. Tilgengæld har de hele tiden holdt fast i en sund økonomi og konstante resultater – to ting Jordan ikke just kan prale med. I 1998 blev det til 9 point til Alesi.
Året efter havde Sauber så nok deres dårligste sæson, hvor Alesi kun fik to point. Ægteskabet med Sauber var også ved at køre sur – resultaterne og fremskridtene var udeblevet og hos Sauber var man interesseret i at prøve nogle yngre kørere.
I 2000 blev Alesi genforenet med Alain Prost i Prost teamet
TILBAGE HOS LÆRERMESTEREN
Jean Alesi blev 36 år i 2000, da han kom til at køre for Prost. Alain Prost havde tilbage i 1991 været Alesis lærermester hos Ferrari og gennem årene havde de to bevaret et venskab, og nu skulle samarbejdet genoptages. Alain Prost var nu teamchef og Alesi den rutinerede kører, og sammen skulle de bringe Prosts team på rette vej.
Sådan kom det bare aldrig til at gå. I 2000 sluttede Alesi med et stort rundt 0 på pointkontoen, mens 2001 gav et par enkelte placeringer.
Men tiden var løbet fra Prosts team. Da han tilbage i 1997 havde overtaget Ligier teamet havde det virket som et team med en vis fremtid. 1997 startede godt og Olivier Panis lignede en der kunne bringe teamet langt. Men Panis uheld i Canada satte ham udenfor i lang tid og blev på en måde det afgørende for Prost teamet. De kunne ikke holde de gode takter fra starten af sæsonen og teamet sank længere og længere ned, og i 2001 var Prost et team på linje med Minardi.
Tiden var måske også løbet fra den nu 37 årige Alesi. Han havde haft sin chance i Formel 1, havde gjort hvad han kunne, men var med tiden blevet overhalet og nye og yngre navne. Et skifte midt i 2001 fra Prost til Jordan rettede lidt på hans eftermæle. Flere gange i tiden hos Jordan leverede han fornuftige resultater, men alligevel blev han fravalgt til 2002 sæsonen. Jean Alesi var ikke længere et brugbart navn i Formel 1.
Ydermere led venskabet med Prost et knæk, da han skiftede til Jordan. Der var nogle kontraktmæssige forviklinger, hvor Prost prøvede at skille venskab fra forretning, mens Alesi mere anså det som en helhed.
Karrierenen sluttede med en håndfuld løb for Jordan i 2001
HVOR GIK DET SÅ GALT?
Men hvad skete der egentlig med supertalentet fra 1989, der lovede så meget? Talentet fejlede ikke noget, men Alesis problem var måske i virkeligheden af der var for meget naturtalent og for meget sicilianer.
For Jean Alesi behøvede aldrig at arbejde for at nå det han nåede. Han havde et kæmpe naturtalent, tingene kom af sig selv. Men det rækker kun så langt. I modgang var han ikke i stand til at samle et team og føre det videre. Ferrari begyndte at gå i den rigtige retning mens han kørte der, men det må mere tilskrives di Montezemolo og Jean Todt. Alesi formåede ikke at gøre sig til et med sit team. I årene hos Benetton blev han gradvist mere og mere isoleret i teamet, da han ikke kunne enes med Briatore. Her slog hans naturtalent heller ikke til.
Jean Alesi var en type kører der havde brug for et team der var koncentreret omkring ham. Som kunne se hans talent, lade ham beholde sine særheder og så bygge en bil til ham der kunne køre hurtigt. Havde han fået det skulle han nok have klaret resten. Ferrari var ikke det rigtige valg – når man ser tilbage. Havde 1991 flasket sig anderledes havde det måske været en anden historie. To – tre år som lærling hos Prost, hvorefter han ville være i stand til at slå den aldrende mester.
Set fra 2004 havde Williams været et bedre valg for Alesi. Williams har aldrig været afhængige af kørerne. De laver en bil og sætter deres kørere i den – kørerne er ansatte som alle andre. I 90’erne vandt Williams fire VM titler med ligeså mange kørere. Jean Alesi ville have passet godt ind i det team, da han ville være blevet respekteret, men ikke pakket ind. Og hovedansvaret for udviklingen ville ikke have været hans.
Så det der gik galt var Alesis evner som spåmand. I 1990 valgte han forkert, men dengang virkede det klart som det logiske og bedste valg. Og så blev han måske hængende for lang tid hos Ferrari, i en tro på at de nok skulle komme ovenpå igen. Det gjorde de, men de gengældte ikke loyaliteten. Skiftet til Benetton virkede også logisk i 1996, men igen blev Alesi offer for omstændighederne. Og igen rendte han i sit eget problem – han var ikke i stand til selv at vende tingene når de gik den forkerte vej.
En sejr blev det til, i virkeligheden alt for lidt, når man tænker på hvad David Coulthard til sammenligning har opnået med betydelig mindre talent. Jean Alesi var ikke i Michael Schumachers klasse, men fra skuffen lige under. Og under de rigtige omstændigheder kunne det være blevet til mange flere sejre, og sikkert også til et verdenesmesterskab eller to. Men når man ikke selv kan skabe rammerne, er man afhængig af at finde dem, og det var der det gik galt for Jean Alesi.
Skrevet af Martin Møller Thomsen
martin@f1journal.com
