STORE FORVENTNINGER TIL FERRARI
Før sæsonstarten var de fleste enige om at Ferrari igen i år ville blive det dominerende team. Og alle var enige om, at de umuligt kunne blive ligeså dominerende som sidste sæson. Og indtil videre kan man sige, at alle fik delvist ret. Der er kørt fire løb af 2003 sæsonen, og det føles endnu ikke som om den egentlig er kommet i gang. Vi er vant til at vi efter fire løb kan se en klar tendens i kampen om årets titel. Vi er ikke vant til at se fire forskellige vindere i tre forskellige biler.
I de sidste mange år, har det på nuværende tidspunkt været tydeligt at se styrkeforholdet mellem de forskellige teams. Sidste år kunne vi alle se, at Ferrari var suveræne, uden dog at have nogen idé om hvor overlegne de skulle vise sig at være. Faktisk skal vi tilbage til 1983 for at finde fire forskellige vindere i de fire første løb, så det er faktisk motorsportshistorie vi har set skrevet i de sidste par måneder. Så det, der før sæsonen virkede som en simpel opgave - at spå om fremtiden, har vist sig meget sværere end man skulle tro.
DET FORSØMTE FORÅR
Før sæsonen forventede de fleste at Ferrari fortsatte hvor de slap, nemlig med at vinde. Og skulle andre blande sig, ville det ske senere på sæsonen. Grunden til Ferraris formodede overlegenhed var flere. Dels var de meget kraftstærke i 2002, dels havde de feltets, æraens ja historiens mest pålidelige bil. Dertil kommer at Williams, den største konkurrent i 2002 (hvis man kan tale om en sådan), havde problemer med den nye bil, og McLaren ville ligesom Ferrari starte med en opdatering af 2002 modellen. Og der var ingen grund til at tro at styrkeforholdet mellem de to rivaler og mestrene var ændret.
Men tingene har været lidt anderledes. McLaren vandt de to første løb, og lå ret godt til at vinde i Brasilien, hvis ikke løbet var blevet afbrudt. Ferrari? De fik en enkelt podieplacering, i Malaysia - og det til Barrichello. Og straks blevet ordet "krise" fundet frem. Og pudsigt nok, for der var jo i princippet intet galt med bilen. Krisen bestod mestendels i at det var et andet team end Ferrari der pludselig løb afsted med et pointforspring - nemlig McLaren.
F2002'eren var ikke brændt sammen under de to kørere på noget tidspunkt. Der var små skår at spore i teamarbejdet bag de to kørere. Ferrari har den sidste håndfuld år været kendt for nogle af de bedst gennemtænkte løbsstrategier, men sådan var det ikke længere i sæsonens første løb. Nye regler gjorde at alle teams gamblede med bind for øjnene, og i flere tilfælde var det McLaren, der havde spillet på de rigtige heste endsige de rigtige dæk.
KØRERNE SKYLD I KRISEN?
Foruden Barrichellos brændstofbøf på hjemmebanen, har det derimod været kørernes fejl der har været skyld i manglende placeringer og ikke-gennemførte løb. Barrichello kørte grumme-galt i Australien, hvor Schumacher samtidig oversatsede et overhalingsforsøg, og dermed ødelagde et par af bilens vigtige vinger. I Malaysia hvor Schumacher startede løbet ud med at køre op bag i Jarno Trulli og dermed igen frarøvede sig selv en podieplacering. Samt Brasilien hvor Schumacher gjorde det Schumacher aldrig gør - nemlig mistolkede bilens køreevne i regnvejr.
I princippet noget der kan ske for alle kørere i alle teams. Nemlig at sæsonens små kørefejl samler sig i en klynge på tre samlede løb, og så er der pludselig negativt fokus på manden bag visiret. Se bare på debutanten Antonio Pizzonia - han har lavet en kun marginalt større portion fejl end Schumacher, og er nu ved at få en fyreseddel. Det er noget der kan ske for alle, men i en topsport som Formel 1 er det noget, der kan få meget radikale konsekvenser meget hurtigt.
Ikke at Michael Schumacher på nogen måde læner sig op ad en fyreseddel. Det er hverken ønsketænkning eller et mareridtsscenarie - det er bare komplet utopi at forestille sig. Men når man som Schumacher er nået så langt som at lave en sejrsrække på fem VM-titler, hvoraf den seneste var den ultimativt mest suveræne, forventer man naturligvis at han har toppet sin karrieres formkurve. Og så er det oplagt at analysere lidt på om han bliver på denne tinde, eller hvornår det begynder at gå den anden vej for superstjernen.
Således er hverken den tyske eller den italienske presse sene til at råbe ordet "krise", så snart de får færden af at Schumacher pludselig er sårbar igen. En hel 2002-sæson hvor han næsten er totalt urørlig, fulgt af tre løb hvor man end ikke ser ham på podiet - endsige udgår af et løb. Nu havde verdensmesteren været vandt til at sidde og sludre med journalisterne oppe i det veltempererede konferencerum efter et utal af løb. Og pludselig tre løb i træk hvor han skulle interviewes i pitten i enten stærk sol eller stiv brasiliansk kuling, og finde en grimasse der kunne passe. Men efter sejren og trediepladsen i San Marino er krise snakken nu forstummet en anelse.
SCHUMI INTERVIEWES I PITLANEN EFTER BRASILIEN - © Schlegelmilch Photography
Krise var nu heller ikke et retfærdigt ord at bruge om Ferraris sæson indledning. Faktum er at Ferrari var en faktor i de tre første løb. Schumacher ødelagde det for sig selv i både Australien, Malaysia og Brasilien. Men til gengæld var Barrichello uden skyld i at han måtte udgå i Brasilien. Så Ferrari har været med fremme i alle løb i år, og derfor er det ikke fair at snakke om en krise. Set i lyset af deres resultater sidste sæson, er det ikke optimalt. Krise var det, da de i 1980, også som regerende mestre, havde tre points efter fire løb. Det var også en krise de ikke kom rigtigt over før i 1982! Det sker nok ikke denne gang.
Men risikoen for fiasko er alligevel nærværende. Efter en så dominerende indsats som i 2002 er andenpladser i VM stillingen en fiasko. At slutte som nr. 1 og 2 i VM igen vil nok være for højt sat, men VM titlerne skal i hus. Hvis ikke, har Ferrari ikke gjort deres arbejde ordentligt. Forspringet fra sidste år bør være så stort at titlerne kommer i hus. Ellers får vi et overraskende tronskifte i Formel 1, og det er sjældent det sker. Tronskifter har det med at komme snigende.
SCHUMACHERS STYRKE ER OGSÅ HANS SVAGHED
En meget diskutteret emne er Michael Schumachers mentale overskud kontra skrøbelighed. Der er de der mener at verdensmesteren uden problemer kan klare at arbejde under pres - ja at han nærmest nyder det. Andre argumenterer for at Michaels største svaghed er når han kommer under pres. Man kan hive eksempler op ad hatten som sæsonfinalerne i 1994, 1997 og 1998, hvor han beskyldes for dels at have kørt kørere af banen med vilje og i det sidste tilfælde selv være skyld i at stalle på startgridden.
Slutningen af 1999-sæsonen var et perfekt eksempel på en ekstremt formstærk Schumacher, der intet pres havde på sine skuldre, idet hans benbrud tidligere på sæsonen havde fjernet hans vinderchancer. Sidste års sæson viste også med al tydelighed hvor uhyggeligt stærk Schumacher er, når han sidder i en uovervindelig bil og et massivt pointforspring ned til sin nærmeste konkurrent Barrichello. Men når alt kommer til alt, ved alle analytikerne ligeså lidt om Schumachers mentale form som en nonne ved om håndteringen af en sømands genitalier.
Det eneste man retfærdigvis kan spekulere i, er hvorvidt det virkelig kan blive ved med at være ligeså interessant for Schumacher sæson efter sæson at forblive på samme plan uden at have noget at stræbe efter. Han elsker ubetinget at køre en Formel 1-racer, og derfor er der ikke så mange alternativer. Men med det sportssind han er i besiddelse af, må det også være svært at holde skruen solidt plantet i vandet, når der reelt set ikke er mere at stræbe efter.
Næste udviklingsplatform for tyskeren må derfor være at lukke sin karriere på en elegant måde, således at han ikke bliver vippet af pinden og stemplet som "for gammel" eller "for træt". Hvor han vil sætte kursen derfra er svært at spå om. Nogle har teorier om at han vil starte forfra i et andet team på vej op, og tage dem til toppen i F1. Gøre som Laudrup og være en omrejsende medicinmand, der skifter fra team til team for på skift at hive dem op øverst på tronen. Så ender man med en respekt omkring sin person som Laudrup har i fodboldkredse. Teorien holder dog ikke vand af én simpel årsag. Schumachers karriere er end ikke slut endnu, og han har allerede mere respekt i motorsport end Laudrup fik både under og efter sin karriere.
Det er derimod mere sandsynligt at han bliver hos Ferrari også efter han har hængt hjelmen på hylden. Altsammen spekulationer der ene og alene bunder i en ting. Nemlig det faktum at Schumacher uden tvivl er æraen største Formel 1-kører, og det er derfor betydeligt mere spændende at spekulere om hans fremtid end alle de andre køreres samme. Og helt ind til benet er det denne spekulation der har gødet snakken om en eventuel krise hos Ferrari
SCHUMACHER I EN SITUATION VI IKKE SÅ HAM I SIDSTE ÅR - © Ferrari Press Office
DET SAMME GØR SIG GÆLDENDE FOR TEAMET
Ligesom der er en risiko for at Michael Schumacher nu går ind i en nedadgående kurve, da der ikke er mere at stræbe efter, hviler samme trussel over selve Ferrari-teamet som et uhyggeligt nærværende problem. For hver gang alle teammedlemmerne har fejret en løbssejr eller et mesterskab, er der en større og større mulighed for at de med tiden vil læne sig tilbage i et svagt øjeblik. Og det skal ikke ske særlig tit for særligt mange teammedlemmer, før de sultne hunde fra eksempelvis McLaren indhenter dem bagfra.
McLaren er sandt at sige det farligste team for Ferrari i øjeblikket. Efter at have været paralyseret i en række sæsoner over deres overlegenhed i 98 og 99 og de følgende lussinger sæsonerne efter, kan McLaren nu pludselig lugte blod. De får derfor tilført en nærmest overnaturlig form for energi til at give sig lige lidt ekstra, i håbet om at kunne vælte Maranello af pinden. Det er den lille synergi-effekt der i sidste ende kan være den afgørende faktor der vinder et mesterskab.
De første tre løbs uheldige sæsonstart for Ferrari være det der pludselig får dem så meget ud af fatning, at de er rystet nok til at være sårbare. Deres bedste kort på hånden var unægtelig sejren på hjemmebanen i San Marinos Grand Prix - den turnaround der vil sætte dem fokuseret i førersædet igen, og igen i år forsvare den titel de gerne ser blive stående i de hellige haller i Maranello. Faktisk kan den psykologiske kamp om årets mesterskab blive afgjort indenfor de næste to-tre løb. Får Ferrari endnu et dyk eller indhenter de hurtigt og effektivt McLaren er altafgørende for teamets sårbarhed.
SÅRBARHEDEN PÅ LÆNGERE SIGT
Ligeså hurtigt teamet kan lade sig negativt påvirke af en enten svær sæsonstart og de efterfølgende rygter om Schumachers eventuelle nedadgående formkurve, ligeså hurtigt kan én til flere nøglepersoner i teamet få en følelse af at det måske kunne være på tide at kigge sig omkring efter nye udfordringer. Formel 1 er en holdsport, og det er ikke for sjov at kørerne bruger så meget tid på at takke deres teams hvergang de har præsteret noget. Der skal ikke meget mere til end en enkelt eller to nøglefigurers exit fra et topteam, til at sætte skår i en skrøbelig porcelænsopsætning.
Williams er måske et af de sidste års bedste eksempler på dette. De havde et rigtig godt makkerpar kørende i Gavin Fisher og Geoff Willis, der viste at teamet faktisk rimelig hurtigt kunne komme tilbage til toppen af F1 i 2000-sæsonen. Men da det lykkedes BAR at kapre den måske bedste af de to folk, har aerodynamikken været et fortløbende problem for teamet. Dette kan også ske for Ferrari - uden tvivl. Der er ingen naturlov der definerer hverken Ross Brawn, Rory Byrne, Paolo Martinelli eller Nikolas Tombazis som trofaste Ferrari-folk de næste mange år. Mindst én af dem kunne sagtens pludselig få lyst til at give pengestærke hold som McLaren, Williams, Renault, BAR eller endsige Toyota en afgørende hånd med i deres intensioner om at stjæle trofæet fra Maranello.
De har allerede mistet to afgørende kræfter til henholdsvis McLaren og Williams før denne sæsons begyndelse. Der har ligeledes cirkuleret rygter om at Ross Brawn var nysgerrig omkring forholdene hos Jaguar-teamet. Et rygte for meget af denne slags kan både på lang sigt og sågar også i denne sæson bringe verdensmestrene ud af fatning i de afgørende stunder der bestemmer postadressen på FIAs pakkepost når de skal afsende 2003-trofæet.
FÅR RENAULT LOV AT BLANDE SIG I TOPSTRIDEN I ÅR? - © Schlegelmilch Photography
FORMEL 1 I FREMGANG
Uanset hvordan det går Ferrari i år, så er sæsonen 2003 kommet fantastisk fra start, og på en måde, som ingen havde forudset. Først fik vi tre højdramatiske løb, efterfulgt af det mere statiske løb på Imola, ellers havde vi jo også helt mistet pusten. Faktum er, at Formel 1 er blevet et bedre show i løbet af vinteren - der har været mere underholdning for pengene. Faktisk har sæsonen starten været bedre end hele sidste sæson. Man kan bare håbe på, at der ikke kommer for mange løb a la Imola. Hvis de dårlige løb er som Imola, så bliver det svært at bevare pessimismen.
Til gengæld har vi måske stadig det bedste til gode. Både Ferrari og McLaren barsler med nye biler, som de håber er helt fri for børnesygdomme når de kommer i aktion. Ferrari har været cool og ikke ladet sig presse af manglende resultater og stillet med den nye bil endnu. Men det bliver spændende når de nye kreationer kommer i omdrejninger. Har de to teams fået kureret alle sygdommene? Og har Williams pludselig fået en fordel, ved at have kørt med deres bil siden Australien?
Meget mere væsentlig for os, der bare kigger på - bliver resten af sæsonen ligeså spændende og uforudsigelig som den har været. Og her er vi tilbage ved de nye biler. For ingen ved hvordan verden ser ud, når de kommer i aktion. Måske vil de tre store teams for alvor ligge afstand til Renault og de andre forfølgere - måske vil Williams ryge bagud i forhold til de to andre. Det er det fantastiske ved denne sæson - den er fire løb gammel, og alt kan endnu ske. Styrkeforholdene kan stadig nå at ændre sig, meget endda.
Stabiliteten bliver en, hvis ikke dén, afgørende faktor i årets sæson De to førende teams mangler stadig af sætte de nye biler på banen. Williams har kørt med deres i fire løb nu, og de kender efterhånden deres bil. Før sæsonen blev der snakket en del om, at den ikke fungerede sådan som man havde håbet. Men indtil videre har den vist fornuftige takter. Og hvis Ferrari og McLarens nye børn ikke arter sig som de skal, kan Williams pludselig få en fordel.
Historisk set kan man godt tage de første fire løb som en rettesnor for resten af sæsonen. Og holder det stik, får vi under alle omstændigheder den bedste sæson i mange år. Måske siden 1983 hvor der var tre kandidater til VM titlen da sidste løb startede… Drømme har man vel lov at have - og i år har vi måske noget at have dem i.
DET BLIVER SPÆNDENDE AT SE OM FERRARI IGEN KØRER FRA ALT OG ALLE - © Ferrari Press Office
Skrevet af Martin Møller Thomsen & Dennis Dithmar
martin@f1journal.com & dennis@f1journal.com
