F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / PREVIEW - SAN MARINO


AUTODROMO ENZO E DINO FERRARI – IMOLA
Den legendariske bane blev bygget i 1950erne. Den ligger i udkanten af Imola by, og det er Ferrari land. Byer som Modena, Maranello og Sant’Agatha Bolognese ligger alle her, hvor biler som Maserati, Ferrari og Lamborghini, samt Pagani Zonda bygges. Italiens mekka for sportsvogne. Byens varemærke er nu banen som er opkaldt efter Ferraris legendariske grundlægger, og dennes søn der døde af leukæmi i 1956. Banen hed kun Dino Ferrari indtil 1988, hvor Enzo også kom med i navnet, da han døde dette år.

Et år hvor McLaren vandt alle løb, lige netop på nær løbet på Imola, hvor Ferrari scorede en flot 1 – 2 sejr, lige efter Commendatores død, og dermed en perfekt weekend for de mange tifosi, til at sige behørigt farvel med den karismatiske leder; Enzo Ferrari.

Banen var oprindeligt en højfartsbane, og mange uheld har været til genstand for stor debat her. Bl.a. havde Gerhard Berger en meget voldsom afkørsel i 1989, hvor han blev slået bevidstløs, og vi husker alle den tragiske weekend i 1994, hvor Rubens Barrichello kørte voldsomt galt, og senere samme dag døde Roland Ratzenberger, efterfulgt af ikonet Ayrton Sennas død under løbet om søndagen. Den sorte weekend i Formel 1, der altid vil stå printet ind på enhver F1 entusiasts nethinde. Siden da, er der sket meget i Formel 1 på sikkerhedsfronten, mens Imola banen også har skiftet karakter fra højfartsbane, til en bane der i dag er drønhamrendes kedelig og uden reelle overhalingsmuligheder.

I år tager vi højst sandsynligt afsked med Imola banen, da der næste år ikke vil være plads til San Marinos Grand Prix, der i virkeligheden virker som skalkeskjul for at give italienerne to løb, hvor Italiens Grand Prix jo afholdes på Monza.


De mange tifosi er talstærkt repræsenteret på Imola – Copyright: Schlegelmilch Photography

Den lille republik San Marino ligger faktisk et stykke væk fra Imola banen, men alligevel har man beholdt banen, da Ferrari jo har hjemme her, og de mange lidenskabelige italienske tifosi kan nærmest ikke undvære banen i kalenderen. Bernie Ecclestone har dog proklameret, at den går ikke længere, så 2004 kan meget vel blive Imolas svanesang.

HISTORIEN BAG IMOLA BANEN
Banen blev bygget i starten af 1950, for at kickstarte den lokale økonomi som led under depressionen i efterkrigstidens Italien. Men det første officielle billøb blev først kørt på banen i 1954. For at vinde Enzo Ferrari´s nåde og pengepung valgte byrådet at omdøbe banen til Circuit Dino Ferrari efter Enzo Ferrari´s netop afdøde søn Dino, som døde af leukæmi i 1956. Efter Enzo Ferraris død i 1988 fik banen sit nuværende navn: Autodromo Enzo e Dino Ferrari. Efter en fejde med Bernie Ecclestone som gav det italienske GP tilbage til Monza i 1981, besluttede man at lancere San Marino GP. San Marino er en lille republik omkring 70 kilometer væk, på en lille bjergtop som ingen ellers aldrig har interesseret sig for. Derfor denne lidt underlige sammenkobling, som mange har undret sig over.

Imola blev i starten af 80erne hurtigt kendt for at være en højfartsbane, og det med god grund. Det var nogle uhyggelige omgangstider der blev sat under kvalifikationerne, og kurver som Variante Alta og Tamburello kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv den mest iskolde racerkører. Det var en bane hvor der krævedes mandsmod for at holde på hele vejen igennem. Men i 1994 gik det så, som sagt, gruelig galt.

Formel 1 gik forståeligt nok i chok da de mistede en levende legende, og efterfølgende gik de i panik og skabte nogle underholdningsdræbende ændringer til Imola banen. Tamburello kurven, hvor Senna kørte galt, blev ændret til en kedelig chikane, og der blev indført andre fartdræbende chikaner rundt omkring, og så blev en spændende bane gjort kedelig. På trods af dette har Imola banen formået at holde sig i spidsen af arrangementer i Europa, og det ikke mindst takket være de loyale tifosi og den historie der er omkring banen.

Selvom Imola ikke er en klassisk bane tilbage fra 50erne eller 70erne, har den nået at ry som en vis hr. Ayrton Senna har været med til at skabe. Senna var "Pole-kongen", og 8 af sine i alt 65 pole positions blev erhvervet netop på Imola. De 7 af dem i træk! Ja, du læste rigtigt. Fra 1985 og frem til 1991 havde brasilianeren pole position hvert eneste år, og han nåede lige at hive endnu en i sækken i 1994. En rekord end ikke Michael Schumacher nogensinde vil kunne slå. 7 år i træk er en rekord der vil komme til at stå for altid - også efter Michael Schumacher er færdig med at køre!

Senna kan dog ikke prale af at have flest sejre. Han har godt nok vundet tre gange, men det er den regerende verdensmester Michael Schumacher, der med fire sejre i 1994, 1999, 2000 og 2002 har flest sejre i bæltet.

IMOLA RENT TEKNISK
I dag er Imola et lysende eksempel på hvordan man ikke skal indrette en Formel 1 bane. Den består af en række umulige chikaner, og langsider der mangler et par hundrede meter i at være spændende. Overhalingsmulighederne er minimale, nærmest ikkeeksisterende. En dobbeltchikane (Variante Bassa) lige før start/mål-langsiden gør det praktisk talt umuligt for den bagvedliggende kører, at samle tilstrækkelig moment til at kunne udgøre en reel trussel mod den foranliggende, langsommere bil. Derfor er Pole vigtigere på Imola end nogen andre steder i kalenderen. Her vil kørere som Michael Schumacher, Juan Pablo Montoya og Fernando Alonso have en fordel i år, da de alle er stærke under kvalifikationen.

Banen er 4,933 km. lang og skal tilbagelægges 62 gange. Den betegnes af kørerne som en kedelig bane, hvor koncentrationen naturligvis altid skal være til stede, men hvor det er relativt let at holde en hurtigere bil bag sig. Kørerne skal på Imola køre mod uret, ligesom på Interlagos i Brasilien. Det er de eneste to baner hvorpå det forholder sig sådan, og så er Imola en bakket bane.



Schumacher brødrene udnytter kantstenene fuldt ud – Copyright: BMW Motorsport

Der skal noget power fra motoren til at hive bilen op af skråningerne, men samtidig skal affjedringen være blød. For med de mange chikaner, og hårde opbremsninger, er det den bil der lettest klarer kantstenene og turene over disse, der vinder. De langsomme sektioner og chikaner betyder samtidig, at der vil være en del vinge på racerne her. Der skal genereres noget downforce i svingene, mens der altså så også er enkelte langsider hvor der skal smæk på fremad. Imola er således et svært kompromis mht. topfart kontra downforce i svingene, hvor downforcen dog er den vigtigste del, netop fordi det nærmest er umuligt at overhale.

Den almindelige pit-stop strategi er 2 stop, men med hastigheden i pitten hævet til 100 km/t, kan en tre-stops strategi blive brugt som et godt alternativ. Faktisk ser det jo netop ud til, at pga. det nye kvalifikationssystem, bruger de fleste hold mest tre stop frem for to. Det vil også blive tilfældet på Imola, idet pitten her hverken er kort eller lang, men ganske neutral rent tidstabsmæssigt.

TAG MED GRAND PRIX TOURS TIL IMOLA
Vores samarbejdspartner www.gptours.dk arrangerer Formel 1 fly- og busture til de fleste europæiske løb i kalenderen, og Imola er et af disse. Tag med Grand Prix Tours og oplev den fantastiske stemning på Imola banen, blandt hundredetusinde af glade italienere, der alle møder frem for at se deres elskede røde racere i aktion.

Vi ønsker alle F1-fans en rigtig god rejse. Husk Formel 1 også skal ses i virkeligheden!

Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com
.