F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / PREVIEW - MONACO
MONACOS GRAND PRIX – LØBET I MONTE CARLOS GADER
Monaco. Navnet alene betyder mange penge, et lille fyrstendømme, berømtheder og glamour til den helt store guldmedalje. Løbet i sig selv er voldsomt utidssvarende, men Bernie Ecclestone nægter at hive løbet af kalenderen, da det er den perfekte platform for at indbyde store sponsorere og andre berømtheder ind til en weekend med fest, farver og alt hvad der dertil hører. Alene det, at den fri træning om fredagen er flyttet til torsdag her hvert år, for at kunne feste igennem torsdag aften og fredag, indikerer, at her er det ikke kun det sportslige, men så sandelig også det sociale der skal profileres.
Monacos Grand Prix er hele essensen af Formel 1. Glamour og store personligheder mødes i denne stjernespækkede weekend. Her mødes alle de store kanoner i deres store biler, og ikke mindst store luksusbåde! Banen har været en fast del af kalenderen siden 1955, og hvert år kritiseres den for at være utidssvarende. Formel 1 er ligeglad med folks holdninger, og løbet i Monte Carlos gader er en sikker vinder hvert år. Banens historie alene er nok til alenlange bøger, men én ting kan man ikke komme udenom når man siger Monaco, og det er legenden Ayrton Senna da Silva.
Senna var manden der vandt løbet 6 gange, hvoraf de 5 var i træk. Fra 1989 – 1993 var han uovervindelig i sin McLaren. Hans første sejr var i 1987 i en Lotus. Pole-kongen er da også stadig manden der har flest pole positions på banen. Hele 5 gange, 85, 88, 89, 90 og 91 har han holdt forrest. Kun Juan Manuel Fangio kommer tæt på, mens Michael Schumacher snapper Senna i hælene med 5 sejre og 3 poles. Navnene indikerer rettelig, at i Monaco er det kun de allerstørste der markerer sig igen og igen. I 60erne var det Graham Hill der, med 5 sejre, kunne kalde sig Kongen af Monaco. I starten af 80erne vandt Alain Prost 4 gange, hvorefter Senna overtog scenen i fyrstendømmet. I sandhed navne der står højt på listen over de største gennem tiderne.
Graham Hill efter sin sejr i 1963 – fem stk. skulle det blive til i Monaco! – © Schlegelmilch Photography
Igennem tiderne har Monaco været vært for nogle begivenhedsrige løb, men ikke altid de mest spændende. For når starten er gået er det svært at overhale. Det fandt David Coulthard ud af i 2001 da han blev bremset bag Bernoldis Arrows i halvdelen af løbet, og skotten gjorde selv det samme ved Michael Schumacher sidste år, og vandt! Men det er ikke kun i nutiden det har været sådan. Det er ikke tilfældigt, at Senna forvandlede sine poles i 89 – 91 til 3 sejre. Når først man var kommet igennem Sainte Devote svinget som første mand, var halvdelen af dagens arbejde gjort. For overhalinger er nærmest umulige. Men de hårde drenge kan godt forsøge sig efter udgangen af tunnelen, og i førnævnte Sainte Devote kan man også godt presse sig igennem… men det er næsten umuligt!
Sidste år vandt Juan Pablo Montoya sin første sejr i fyrstendømmet, og med en god kvalifikation kan colombianeren måske gentage bedriften, hvis han formår at holde de hurtige Ferrari racere og en lynendes hurtig Jenson Button bag sig. Der er lagt op til en gyser når Formel 1 feltet i år rammer Monte Carlos gader.
VÆRD AT NÆVNE I MONTE CARLO
Spørgsmålet er nærmere hvad der ikke er værd at nævne. For hele atmosfæren i Monaco er så tætpakket, at man skal skære sig igennem. For mekanikerne er det årets værste løb, for pladsen er uhyre trang. Alle lejligheder, alle bjergskråninger og høje træer bruges som ståsted for de mange tilrejsende, og tribunerne er hvert år garanteret udsolgt. Det er her man skal være hvis man skal ses, og det er her chancen for at støde ind i en berømthed er større end noget andet sted i verden, inkl. Hollywood! Der er flere millionærer pr. kvadratmeter hér end der duer på slotpladsen i Venedig.
Der er autoværn overalt i Monaco – ingen plads til fejl! – © Schlegelmilch Photography
Banen kender vi alle. Bybanen uden afkørselsområder, og hvor væggene står lige op af banen, repræsenterende en nådesløs bane hvor den mindste fejl prompte bliver belønnet med en DNF. Det fik den overgearede debutant Montoya at føle i ”swimming pool”-komplekset i 2001, og mange før ham har begået de samme fejl.
Man skal ikke tage til Monaco for at se det ypperste indenfor racerløb. For det får man ikke. Man skal derimod tage til Monaco hvis man vil overvære det løb hvor der er allermest prestige, allerflest berømtheder og allermest respekt på spil. For mens de andre baner pryder sig med enkelte svingkombinationer er Monaco en manddomsprøve fra start til slut. Der er ikke ét nanosekunds fred i hovedet, og man skal være 112% koncentreret uafbrudt. Det er svært for de unge kørere, og der er derfor hvert år mange afkørsler, og det er oftest de unge der må gå duknakket herfra.
DEN TEKNISKE SIDE AF MONACOS GRAND PRIX
Monte Carlos gader er ikke overraskende ingen højfartsbane. Det er den langsomste bane i hele kalenderen og det betyder størst mulig downforce på vingerne. Bilerne skal presses ned i asfalten, og ikke bare flyve gnidningsfrit gennem luften som på Monza. Her er det vejgreb i svingene der er altafgørende, og et dæk der kan klare det fysiske pres fra bilen og dens vinger. Sjovt nok er det også disse indstillinger der er dræbende for underholdningen. For med de meget opsatte vinger gør, at bilerne ikke accelererer ret godt gennem vinden, og det gør det svært at få moment nok på de sparsomme langsider til at fremtvinge en overhalingsmulighed. Men banen er langsom, og hvis ikke vingerne sidder som de skal her, er man prisgivet. Mangel på vejgreb hér betyder en tur i barrieren, og så er løbet slut.
De trange kår i pitten betyder at max. hastighed i pitten er 60 km/t i stedet for de normale 100 under et GP, og det fremtvinger nærmest som regel en ét-stops strategi, da alt for mange gennemkørsler koster tid, og ikke mindst placeringer, der derefter er nærmest umulige at vinde tilbage. Med det nye pit-kompleks forventes ind- og udkørslen også at være forbedret, så i år kan vi måske se en højere hastighed tilladt i pitten, og det kan ændre strategien til en klar 2-stopper for de fleste.
De lave hastigheder gør også, at motoren aldrig helt får den optimale vindkøling, og Sydfrankrig i juni måned byder ikke ligefrem på arktiske temperaturer, så det er ikke noget særsyn at se tøris blive proppet ind i radiatorerne før starten. Idet banen til hverdage er almindelige gader i Monte Carlo er den meget ujævn, og de mange bump kan få bilen til at slingre, og her er vejgreb igen kardinalpunktet på raceren. Greb, greb og atter greb er dagsordenen, så et blødt dæk der lige nøjagtig kun skal skiftes én gang er det der står øverst på alle kørernes ønskelister når de sidder i flyveren på vej mod lufthavnen i Nice.
Der er dog blevet gjort meget ved Monacos gader til Formel 1 feltets årlige komsammen. Sidste år blev der rettet op på ’swimming pool’ komplekset, mens der op til dette års Grand Prix, er blevet lagt megen arbejdskraft, og mange penge i, at gøre pitten tidssvarende. Der bliver således hvert år gjort meget ud af, at forbedre forholdene for de mange berømtheder, royale fremmødte og andet godtfolk, der hvert år valfarter til hovedstaden for berømtheder.
Montoya fik sidste år pokalen af Prins Albert. Hvem gør i år? – © Schlegelmilch Photography
Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com
MONACOS GRAND PRIX – LØBET I MONTE CARLOS GADER
Monaco. Navnet alene betyder mange penge, et lille fyrstendømme, berømtheder og glamour til den helt store guldmedalje. Løbet i sig selv er voldsomt utidssvarende, men Bernie Ecclestone nægter at hive løbet af kalenderen, da det er den perfekte platform for at indbyde store sponsorere og andre berømtheder ind til en weekend med fest, farver og alt hvad der dertil hører. Alene det, at den fri træning om fredagen er flyttet til torsdag her hvert år, for at kunne feste igennem torsdag aften og fredag, indikerer, at her er det ikke kun det sportslige, men så sandelig også det sociale der skal profileres.
Monacos Grand Prix er hele essensen af Formel 1. Glamour og store personligheder mødes i denne stjernespækkede weekend. Her mødes alle de store kanoner i deres store biler, og ikke mindst store luksusbåde! Banen har været en fast del af kalenderen siden 1955, og hvert år kritiseres den for at være utidssvarende. Formel 1 er ligeglad med folks holdninger, og løbet i Monte Carlos gader er en sikker vinder hvert år. Banens historie alene er nok til alenlange bøger, men én ting kan man ikke komme udenom når man siger Monaco, og det er legenden Ayrton Senna da Silva.
Senna var manden der vandt løbet 6 gange, hvoraf de 5 var i træk. Fra 1989 – 1993 var han uovervindelig i sin McLaren. Hans første sejr var i 1987 i en Lotus. Pole-kongen er da også stadig manden der har flest pole positions på banen. Hele 5 gange, 85, 88, 89, 90 og 91 har han holdt forrest. Kun Juan Manuel Fangio kommer tæt på, mens Michael Schumacher snapper Senna i hælene med 5 sejre og 3 poles. Navnene indikerer rettelig, at i Monaco er det kun de allerstørste der markerer sig igen og igen. I 60erne var det Graham Hill der, med 5 sejre, kunne kalde sig Kongen af Monaco. I starten af 80erne vandt Alain Prost 4 gange, hvorefter Senna overtog scenen i fyrstendømmet. I sandhed navne der står højt på listen over de største gennem tiderne.
Graham Hill efter sin sejr i 1963 – fem stk. skulle det blive til i Monaco! – © Schlegelmilch Photography
Igennem tiderne har Monaco været vært for nogle begivenhedsrige løb, men ikke altid de mest spændende. For når starten er gået er det svært at overhale. Det fandt David Coulthard ud af i 2001 da han blev bremset bag Bernoldis Arrows i halvdelen af løbet, og skotten gjorde selv det samme ved Michael Schumacher sidste år, og vandt! Men det er ikke kun i nutiden det har været sådan. Det er ikke tilfældigt, at Senna forvandlede sine poles i 89 – 91 til 3 sejre. Når først man var kommet igennem Sainte Devote svinget som første mand, var halvdelen af dagens arbejde gjort. For overhalinger er nærmest umulige. Men de hårde drenge kan godt forsøge sig efter udgangen af tunnelen, og i førnævnte Sainte Devote kan man også godt presse sig igennem… men det er næsten umuligt!
Sidste år vandt Juan Pablo Montoya sin første sejr i fyrstendømmet, og med en god kvalifikation kan colombianeren måske gentage bedriften, hvis han formår at holde de hurtige Ferrari racere og en lynendes hurtig Jenson Button bag sig. Der er lagt op til en gyser når Formel 1 feltet i år rammer Monte Carlos gader.
VÆRD AT NÆVNE I MONTE CARLO
Spørgsmålet er nærmere hvad der ikke er værd at nævne. For hele atmosfæren i Monaco er så tætpakket, at man skal skære sig igennem. For mekanikerne er det årets værste løb, for pladsen er uhyre trang. Alle lejligheder, alle bjergskråninger og høje træer bruges som ståsted for de mange tilrejsende, og tribunerne er hvert år garanteret udsolgt. Det er her man skal være hvis man skal ses, og det er her chancen for at støde ind i en berømthed er større end noget andet sted i verden, inkl. Hollywood! Der er flere millionærer pr. kvadratmeter hér end der duer på slotpladsen i Venedig.
Der er autoværn overalt i Monaco – ingen plads til fejl! – © Schlegelmilch Photography
Banen kender vi alle. Bybanen uden afkørselsområder, og hvor væggene står lige op af banen, repræsenterende en nådesløs bane hvor den mindste fejl prompte bliver belønnet med en DNF. Det fik den overgearede debutant Montoya at føle i ”swimming pool”-komplekset i 2001, og mange før ham har begået de samme fejl.
Man skal ikke tage til Monaco for at se det ypperste indenfor racerløb. For det får man ikke. Man skal derimod tage til Monaco hvis man vil overvære det løb hvor der er allermest prestige, allerflest berømtheder og allermest respekt på spil. For mens de andre baner pryder sig med enkelte svingkombinationer er Monaco en manddomsprøve fra start til slut. Der er ikke ét nanosekunds fred i hovedet, og man skal være 112% koncentreret uafbrudt. Det er svært for de unge kørere, og der er derfor hvert år mange afkørsler, og det er oftest de unge der må gå duknakket herfra.
DEN TEKNISKE SIDE AF MONACOS GRAND PRIX
Monte Carlos gader er ikke overraskende ingen højfartsbane. Det er den langsomste bane i hele kalenderen og det betyder størst mulig downforce på vingerne. Bilerne skal presses ned i asfalten, og ikke bare flyve gnidningsfrit gennem luften som på Monza. Her er det vejgreb i svingene der er altafgørende, og et dæk der kan klare det fysiske pres fra bilen og dens vinger. Sjovt nok er det også disse indstillinger der er dræbende for underholdningen. For med de meget opsatte vinger gør, at bilerne ikke accelererer ret godt gennem vinden, og det gør det svært at få moment nok på de sparsomme langsider til at fremtvinge en overhalingsmulighed. Men banen er langsom, og hvis ikke vingerne sidder som de skal her, er man prisgivet. Mangel på vejgreb hér betyder en tur i barrieren, og så er løbet slut.
De trange kår i pitten betyder at max. hastighed i pitten er 60 km/t i stedet for de normale 100 under et GP, og det fremtvinger nærmest som regel en ét-stops strategi, da alt for mange gennemkørsler koster tid, og ikke mindst placeringer, der derefter er nærmest umulige at vinde tilbage. Med det nye pit-kompleks forventes ind- og udkørslen også at være forbedret, så i år kan vi måske se en højere hastighed tilladt i pitten, og det kan ændre strategien til en klar 2-stopper for de fleste.
De lave hastigheder gør også, at motoren aldrig helt får den optimale vindkøling, og Sydfrankrig i juni måned byder ikke ligefrem på arktiske temperaturer, så det er ikke noget særsyn at se tøris blive proppet ind i radiatorerne før starten. Idet banen til hverdage er almindelige gader i Monte Carlo er den meget ujævn, og de mange bump kan få bilen til at slingre, og her er vejgreb igen kardinalpunktet på raceren. Greb, greb og atter greb er dagsordenen, så et blødt dæk der lige nøjagtig kun skal skiftes én gang er det der står øverst på alle kørernes ønskelister når de sidder i flyveren på vej mod lufthavnen i Nice.
Der er dog blevet gjort meget ved Monacos gader til Formel 1 feltets årlige komsammen. Sidste år blev der rettet op på ’swimming pool’ komplekset, mens der op til dette års Grand Prix, er blevet lagt megen arbejdskraft, og mange penge i, at gøre pitten tidssvarende. Der bliver således hvert år gjort meget ud af, at forbedre forholdene for de mange berømtheder, royale fremmødte og andet godtfolk, der hvert år valfarter til hovedstaden for berømtheder.
Montoya fik sidste år pokalen af Prins Albert. Hvem gør i år? – © Schlegelmilch Photography
Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com
