Formel 1 feltet drager snart mod Canada, og her skal der køres på Gilles Villeneuve banen, opkaldt efter den legendariske Ferrari kører, om hvem der var spået en fantastisk karriere. Det særlige talent nåede desværre aldrig at realisere sine egne, og mange andres drøm, nemlig at blive verdensmester. Den vellidte canadier blev dræbt i en horribel ulykke i 1982. Netop derfor er banen på Notre Dame øen opkaldt efter selv samme, hvis søn senere skulle blive verdensmester i 1997.
Den 4,361 km. lange racerbane ligger nemlig på den kunstigt anlagte ø, Notre Dame. Den blev lavet til verdensudstillingen Expo 67, og siden hen blev bassinet omkring St. Lawrence floden og St. Lawrence Seaway kanalen også brugt til de olympiske lege i 1976. En bekostelig affære, som Claus Borre igennem en årrække, hvert år fortalte os, at beboerne i Montreal stadig betaler tilbage på. Heldigvis er der stadig lidt indtægter ved anlægget, da de jo har asfalteret en rundstrækning på øen, og som hvert år bruges til afholdelsen af Formel 1 Grand Prixet i Canada.
Det skete i det
herrens år 1978, og det første løb blev endda vundet
af lokalhelten Gilles Villeneuve. Siden har banen afholdt Grand Prix
hvert år, og ser ud til at kunne fortsætte med dette i mange
år fremover. Banen er nemlig utrolig populær blandt både
kørere, publikum og tv-seere. Alt er tidssvarende, selvom banen
er over tyve år gammel, og med den store metropol Montreal i baggrunden
som en yderligere attraktion, er det ikke svært at tiltrække
publikum.
Alesi scorede i ’95 sin eneste sejr nogensinde
her i Canada, i sin Ferrari 412T2 – Copyright: Rick Dikeman
HISTORIE
Man kan beskylde løbene i Montreal for meget, men kedelige er
de sjældent. Der er næsten altid drama på den lille
canadiske ø, både Jean-Pierre Jabouille og senere den dengang
unge Ligierpilot, Olivier Panis har begge brækket deres ben på
banen. Ricardo Paletti blev efter et uhyggeligt uheld i startområdet
dræbt i 1982. Paletti kørte op bag i Didier Pironis stallede
Ferrari. Af mere morsomme hændelser kan nævnes den kostelige
scene i 1991 med en jublende Nigel Mansell, som er gået over i
historien.
Mens Mansell havde travlt med at vinke til publikum over sin længe ventede sejr, så stallede den store englænder sin racer FØR han nåede at krydse målstregen. En måbende Nelson Piquet kunne pludseligt trille forbi den bandende englænder i sin Benetton, og se sig selv som sejrherre. Banen kendes også som stedet hvor Jean Alesi med sin umulige Ferrari i 1995 fejrede sin til dato eneste Formel 1 sejr, efter at den førende Michael Schumacher måtte parkere sin havarerede Benetton racer.
Siden har Canada
stået for flere sjove løb. Den sidste chikane før
start/mål er altid genstand for adskillige påkørsler,
og den er utilgivende, og den kører der kysser væggen bliver
belønnet med en stensikker DNF. For chikanen er hurtig, og farten
er så stor, at enhver berøring er fatal for hjulophæng.
Michael Schumacher har også hér rekorden
for flest sejre – Copyright: Schlegelmilch Photography
Man fristes til at sige naturligvis, når vi kan skrive,
at det er Michael Schumacher der har rekorden med imponerende seks sejre
på banen siden 1994. Den rekordslugende tysker har vundet her
tre ud af de sidste fire løb, og med den sæsonstart verdensmesteren
har haft i år, ser det ud til, at han kan fejre en syvende triumf
i år, medmindre Button eller Trulli kaster lidt malurt i bægeret.
CIRCUIT
GILLES VILLENEUVE - RENT TEKNISK
Banen
er lige så hård som den er smuk. Med de to lange lige stræk
afbrudt af bratte og langsomme sving og to skarp hårnåle
stiller den store krav til både motorer, bremser og dæk.
Grundet kombinationen af lange lige, hurtige stræk og de mange
langsomme chikaner er banen en medium/lav downforce bane.
Traditionelt er
der en del der udgår af løbet med teknisk defekt, alt lige
fra eksploderende bremser til dramatiske motoreksplosioner. Specielt
bremserne får tæsk, i de hårde nedbremsninger ind
til chikaner efter de hurtige langsider. Asfalten er langt fra glat
og er endda flere steder ret bumpet. Så selve banen får
ikke topkarakter af kørerne, selvom den er ulig de fleste andre
i kalenderen. Banen sammenlignes ofte med Monaco, fordi betonvæggen
står meget tæt på asfalten. Banerekorden tilhører
Juan Pablo Montoya med en omgangstid på 1.15.960, sat i 2002.
Der er hele 3 gode overhalingsmuligheder på banen. Den første
kommer lige efter start/mål under nedbremsningen til Senna chikanen.
Man skal gennem chikanen i 2. gear, og herefter helt op til 6. gear
før man når til den ekstremt snævre Island Hairpin,
en anden af banens glimrende overhalingsmuligheder. Op af langsiden,
gennem højre/venstre kombinationen som er sving 3 og 4, tages
i 2. gear gennem kombinationen som egentligt er en chikane. Fuld gas
igen gennem banens hurtigste sving med 240 km/t før en meget
hård nedbremsning til en anden overhalingsmulighed, Pont de la
Concorde chikanen. Det var her Olivier Panis kørte galt i sin
Ligier og brækkede begge ben.
Denne chikane er
vigtig, da den er altafgørende for farten ud på langsiden,
hvor man kan nå 300 km/t før man bremser ned under broen.
Under morgenens træning kan dette stykke være vådt
af regn og dug og derfor ret glat. Man kan tage denne chikane - sving
8 og 9 -i tredje gear. Igen er udgangen kritisk da den er vigtig for
den fart man bærer med ud på langsiden hvor man igen når
op på knapt 300 km/t. nedbremsning til det mest oplagte overhalingsområde,
den ekstremt snævre Virage de Casino hårnål som tages
i andet gear. Den sidste langside følger, hvor man kan nå
op på over 325 km/t før man når op til den sidste
hårnål, som tages i tredje gear og man har igen nået
start/mål området.
Det er heldigvis langt fra alt der går
efter planen i Canada – Copyright: Schlegelmilch Photography
En bane der således indbyder til overhalinger, og kvalifikationen
er derfor ikke nær så afgørende som det er tilfældet
på baner som Monaco og Hungaroring. I Montreal er langsiderne
nemlig lange nok, heldigvis.
Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com
