USA's GRAND PRIX – ET LØB PÅ HISTORISK ASFALT
Den ovale racerbane der af feinschmeckere kaldes for ”The Brickyard” lægger igen asfalt til et Formel 1 Grand Prix. Banen, og nationen, blev indlemmet i Formel 1 tilbage i 2000. USA har ellers før afholdt Formel 1 løb, men det har været på bybaner i Detroit, Long Beach, Dallas, Phoenix og naturligvis den legendariske bane Watkins Glen, hvorpå USA's Grand Prix blev kørt i en lang årrække. En bane hvor navne som Graham Hill og Jim Clark fik cementeret deres navne ’over there’.
Men der skulle gå mange år før Formel 1 ’vendte hjem’ til Indianapolis. Det amerikanerne kalder motorsportens fødeby. Den bane der er mest kendt, navnet der når længst ud, og en bane der hvert år tiltrækker hundredetusinder af tilskuere til diverse arrangementer. Formel 1 er et af de nye af slagsen, men interessen er så småt vakt blandt amerikanerne, der ellers er bedst kendt med CART, Nascar og Indy Cars. De højteknologiske Formel 1 biler har fået en relativt langsom start rent popularitetsmæssigt, men de har for alvor bidt sig fast med nogle ganske underholdende løb. Når f.eks. en Michael Schumacher pludselig snurrer rundt, idet han fører så stort han mister koncentrationen, eller når holdkammeraterne Juan Pablo Montoya og Ralf Schumacher tørner sammen for enden af den historiske langside. Små anekdoter der bliver hængende i vinden, og kildrer amerikanerne under næsen året efter. Sker der nu noget spændende igen?
Ralf og Juan Pablo blev ufrivilligt centrum for underholdningen i 2002 – Copyright: Schlegelmilch Photography
”The Brickyard” skal i år afholde den niende afdeling af VM serien, og er således midtpunktet i en sæson der allerede er afgjort. Michael Schumacher forspring efter de fem knusende sejre i starten af sæsonen er svært at ryste af sig, når konkurrenterne skiftes til at stjæle point fra hinanden. Alligevel skal løbet ikke negligeres, da der her på banen skal satses på et heftigt kompromis mellem topfart for enden af kalenderens længste langside, eller et godt vejgreb i indercirklen, hvor svingene er snørklede, og høj fart dikteres af hvor meget vinge man har. Her i USA er det hele stort, pompøst og utroligt vanskeligt at gøre det hele perfekt. Specielt for kørerne og deres ingeniører. Det ligger således til dem med den bedste aerodynamik og en god motor. Ferrari, med Michael Schumacher bag rattet er naturligvis et sikkert bud, mens BAR-Honda i år har præsteret et lille guldæg i form af BAR006, og med Button bag rattet i den Honda-drevne raket, er briten ligeledes et sikkert bud som den potentielle outsider.
HISTORIEN BAG INDIANAPOLIS OG USA's GRAND PRIX
Første gang USA kom i Formel 1 kalenderen var helt tilbage i 1959. Her blev det første USA Grand Prix sat i gang på Sebring i Florida. Banen blev oprindelig brugt som en Air Force bane som bestod af en nogle spredte landingsbaner. Disse forbandt man med noget asfalt og hokus pokus havde man "opfundet" en af verdens mest populære og kendte racerbaner. Løbet i 1959 blev i øvrigt til en debut sejr da den på det tidspunkt ukendte Bruce McLaren fra New Zealand vandt i hans Cooper Climax. Senere skulle hans navn skrive sig ind i historien. Løbet i 1959 skulle dog blive det eneste Formel 1 løb på banen og i dag kender man mere tilbage til banen, fordi den bliver brugt til at køre sportsvogns løbet Sebring 12 Hours. En bane som vores egen Tom Kristensen kender særdeles godt da han har vundet flere løb på den.
Efter en lang række mellemstop på Watkins Glen, Long Beach, Las Vegas, Detroit og Dallas havnede man i staten Arizona. I hovedstaden Phoenix byggede man en bybane som skulle give Formel 1 et boost igen. Nu skulle det endelig være. Men banen var en ren katastrofe. Hverken kørerne, holdene eller tilskuerne brød sig syndelig om banen og til sidst var det kun arrangørerne der så en mening med den. Man forsøgte sig en sidste gang i 1991 med at ændre lidt på layoutet, men lige lidt hjalp det. Den bane duede ikke til at køre Formel 1 på. Enden på det hele blev at der skulle gå otte år før Formel 1 vendte tilbage til den amerikanske scene. I den mellemliggende periode var der ofte forhandlinger mellem Bernie Ecclestone og diverse baner, men det blev aldrig til noget alvorligt. Til sidst lykkedes det dog endelig i 1998 at skrive en aftale med Indianapolis og Formel 1 kunne vende tilbage fra sæsonen 2000.
En start med fyldte tribuner. Atmosfæren i USA er meget speciel! – Copyright: Schlegelmilch Photography
Staten Indiana, 10 kilometer fra hovedstaden Indianapolis, året 1909. Så mange år skal vi tilbage for at nå frem til fødslen på Indianapolis Motor Speedway. Fire mænd (Carl Fisher, James Allison, Frank Wheeler og Arthur Newby) havde slået deres kræfter og ikke mindst penge sammen for at etablere banen. Ideen bag var at man ville bruge banen som test bane til den nye automobil industri. Samtidigt skulle der så året rundt køres løb som kunne profilere de respektive bilmærker. Til at bygge banen, som var en ovalbane med fire sving med 90 graders hældning, benyttede man knuste sten som man havde blandet med tjære. Denne belægning indså man da heldigvis hurtigt var fuldstændigt uegnet til formålet. I stedet beslutte man sig for at brolægge hele banen med rigtige mursten. Fra den vestlige del af staten bragte man derfor via jernbanen hele 3,2 milioner mursten. Disse lagde man så på et underlag af sand. Et imponerende stykke arbejde som gav banen sit øgenavn "The Brickyard". Forventningerne til banen var stigende.
Efter at have kørt på mursten i mange år besluttede man sig for at asfaltere dele af banen i 1936. Fem år efter asfalterede man så resten af banen på nær hovedlangsiden ved start/mål. I 1961 asfalterede man så resten. Man beholdte dog de oprindelige mursten, i det man blot asfalterede ovenpå disse. Ved målstregen er der dog stadigvæk bibeholdt en enkelt stribe mursten for at holde historien i live.
Firkløveret Fisher, Allison, Wheeler og Newby solgte rettighederne til banen i 1927 banen til krigsveteranen Eddie Rickenbacker der selv havde kørt løb på banen. Denne beholdte banen frem til 2. verdenskrig og byggede i forlængelse af banen en golfbane kaldet Brickyard Crossing. 2. verdenskrig betød dog at banen lå stille hen og forfaldte. Rickenbacker mistede interessen for den og et ejerskifte var til at forudse. Det var en lokal forretningsdrivende Anton "Tony" Hulman Jr. der lagde billet ind og han købte banen i 1945. Dette havde banen godt af. Hulman renoverede banen totalt og udbyggede den. I 1977 døde han, men den dag er banen stadig i slægtens eje. Hulman George familien blev enige med Bernie Ecclestone i 1998 at der fra 2000 sæsonen skulle køres Formel 1 på banen, men der var store krav til ombygningen. Disse enorme omkostninger blev betalt alene af Hulman George familien og bestod af et helt kontroltårn, 37 nye Formel 1 garager, et fire etagers mediehus og vigtigst af alt en 4,195 kilometer lang Formel 1 bane på inderkredsen af ovalbanen som i øvrigt er designet af Kevin Forbes.
INDIANAPOLIS SET FRA DET TEKNISKE SYNSPUNKT
Da banen ikke benyttes som den sædvanlige oval i Formel 1, er det ikke bare sådan lige at finde vej rundt hurtigst muligt. Det er et knivskarpt kompromis mellem topfart på den skrå langside, og høje svinghastigheder i ”infield” hvor svingene er skarpe, skæve og svære at køre optimalt. Det er et mareridt for ingeniørerne hvert år, men med adskillige års data, tager det efterhånden ikke lang tid for de erfarne kørere at finde den optimale opsætning, der både tilgodeser topfart, men også gør det muligt at holde raceren på banen når der drejes.
Banen stiller store krav til dæk og bremser. Bremserne ikke mindst fordi der skal bremses ned fra langt over 300km/t for enden af start/mål, og dækkene fordi de slides meget ujævnt. De høje hastigheder stiller naturligvis store krav til holdbarheden, mens der også kræves en høj stressfaktor, når de tvinges og vrides rundt i de hurtige sving i ”infield”. Som et sidste krydderi i dækfaktoren kan man kaste hældningen. Det skrå sving der skyder kørerne ud på langsiden er også med til at slide dækkene ujævnt, og derfor spekuleres der ofte i at køre med ujævnt dæktryk, da de højre dæk får en langt større belastning i den kurve ud mod langsiden, end de venstre der blot følger med. Al trykket bliver lagt på højre side, og derfor er der også her et kompromis der skal indgås. For ujævnt dæktryk er naturligvis ikke sådan at foretrække på langsiden, ej heller i sving der går til den anden side end opløbssvinget.
Motormæssigt er Indianapolis også en udfordring i sig selv. Netop den hældende langside er den længste i Formel 1, og dermed også det sted hvor speederen er i bund i længst tid af gangen. Således er der stort pres på motorblokken, der bliver udnyttet til det yderste på en bane hvor topfarten er langt over 300km/t. Netop det stress på motorblokken er noget Mika Häkkinen kan tale med om, da han i 2000 måtte udgå, da Mercedes V10 motoren gik op i flammer, sammen med finnens drømme om et solidt VM-hattrick.
I USA hjælper alle med at gøre weekenden til en succes, incl kørerne. – Copyright: Ferrari Press Office
TAG MED TIL USA's GRAND PRIX
Vores samarbejdspartner Grand Prix Tours arrangerer igen i år ture til USA. Her flyver man til Chicago, hvorefter man indlogeres på et hotel, og der er transport til og fra banen fredag, lørdag og søndag. Det foregår i udlejningsbiler, hvor den ene gæst er chauffør. Der er således mulighed for at opleve motorsportens mekka, et sandt orgie i motorsportshistorie, hvis man vælger at overvære USA's Grand Prix på Indianapolis som tilskuer på tribunerne. Vi anbefaler www.gptours.dk og ønsker en god rejse. For Formel 1 skal opleves i virkeligheden.
Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com
