F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / PREVIEW - UNGARN


ÅRETS MÅSKE KEDELIGSTE GRAND PRIX

Der findes mange ord som kan beskrive denne østeuropæiske Formel 1 bane i Ungarn. Ord som kedelig, snørklet, Mickey-Mouse bane, umulig at overhale på, Monaco uden mure og gab er nogle af de ord, der bedst beskriver den lille krøllede bane, som de 20 Formel 1 piloter skal gennemkøre den 15. august.

Løbet bliver af mange betegnet som det mest kedelige Grand Prix på grund af banens lay-out, der normalt betyder at overhalinger bestemt ikke er dem, der er nemmest at foretage og som en bane, hvor pole position betyder mere end på nogen anden bane.

At kalde banen for kedelig er dog et tarveligt ord. Lige så kedeligt et Grand Prix kan være lige så spændende kan det også blive, og banens historie fortæller mange kapitler, hvor intet er afgjort før det ternede flag.

BANENS HISTORIE

Banen Hungaroring, beliggende 20 km udenfor hovedstaden Budapest var noget helt specielt, da den blev indviet tilbage i 1986. Som det første land i østblokken fik Ungarn lov til at afvikle det første Formel 1 Grand Prix i det kommunistiske land, hvilket var noget helt enestående dengang.

Formel 1, den vestlige verdens ypperste sportsgren med et Grand Prix lige midt i østblokken var som et opgør mellem kommunisme og kapitalisme, og der stod meget på spil den 10. august 1986. Dagen hvor det første Formel 1 Grand Prix blev afviklet.

Det løb vandt Nelson Piquet foran sin landsmand Ayrton Senna efter, at de to brasilianske kørere havde kæmpet indædt gennem hele løbet. 1987 bød på en ny sejr til Nelson Piquet inden det i 1988 blev til Ayrton Sennas første sejr på banen, som han også triumferede på i 1991 og 1992.

1989 bød på et de bedste løb i banens historie. Nigel Mansell tog en af sine få sejre hos Ferrari på banen, hvor han kun kvalificerede sig som nummer 13. Lige så spændende 1989 var lige så kedeligt blev 1990 i stedet. Thierry Boutsen tog en af sine få sejre, da han i en Williams-Renault tog sejren fra pole position, og gennem hele løbet havde en del af feltet bag sig.

At man kan kontrollere løbet fra pole position viste Ayrton Senna igen i 1991, da han kontrollerede løbet fra pole position og holdt de to Williams kørere Nigel Mansell og Riccardo Patrese bag sig hele løbet.


McLaren har været flyvende på Hungaroring mange gange - Copyright Schlegelmilch Photography

Løbet i 1992 bød på det første og eneste verdensmesterskab til Nigel Mansell. Riccardo Patrese havde pole position men spandt ud af løbet. Nigel Mansell, der bare skulle slutte på plads 4 eller bedre for at vinde verdensmesterskabet tog føringen af løbet, men måtte gå i pit for at få skiftet sine dæk. Det satte ham tilbage i feltet, men med fremragende kørsel kørte han sig op og sluttede løbet på en andenplads efter Ayrton Senna.

1993 blev andenkørernes år. Det var på denne bane, at den senere verdensmester Damon Hill tog sin første sejr i Formel 1. Efter sort uheld i Frankrigs, Englands og Tysklands Grand Prix blev det endelig til sejr til Graham Hills søn. Riccardo Patrese tog sin karrieres sidste podieplads, da han blev nummer to i sin Benetton-Ford foran Gerhard Berger i Ferrari.


Fernando Alonso vandt for første gang sidste år - Copyright Schlegelmilch Photography

1994 blev et kedeligt år. Michael Schumacher tog sin første Ungarn sejr fra Pole Position og i 1995 gentog Damon Hill kunststykket med pole position og sejr. 1996 bød på Jacques Villenueve sejr og i 1997 tog han også sejren. Det skete på bekostning af Damon Hill, der kørte sin karrieres bedste løb og måtte give føringen fra sig til Jacques Villenueve med få omgange tilbage. Det skete i en Arrows bil, som aldrig kom tættere på en sejr end ved dette løb i 1997.

1999 og 2000 stod der McLaren og Mika Hakkinen på toppen af podiet. Ligesom i 1992 bød 2001 på endnu en afgørelse i Formel 1. Med en sejr i 2001 tog Michael Schumacher for anden gang kørernes verdensmesterskab hos Ferrari.

I 2002 var mesterskabet overstået på dette tidspunkt, og det betød at Rubens Barrichello fik lov til at køre først over målstregen foran Michael Schumacher.

Sidste år bød på Fernando Alonsos og Renaults første sejr i Formel 1 efter de i 2002 vendte tilbage. Et spændende løb, der udmærkede sig ved at den senere løbsvinder satte Michael Schumacher en omgang tilbage og flotte overhalinger af begge Williams-BMW kørere. *link' Et referat af løbet kan du læse her *link'.

EN OMGANG PÅ HUNGARORING

Banen Hungaroring er bygget i den smukkeste natur, og banen er som et naturligt amfiteater. Uanset hvor man befinder sig på banen er der nogenlunde udsyn til hele baneterrænet. Banen er med sine 306,873 km og 14 sving en af de mindste i hele løbskalenderen. Den er meget hård mod dækkene og afkøling af motoren er yderst vigtig.



Banen blev op til 2003 sæsonen bygget om på steder. Det første sving var tidligere et blødt langt 180 graders højresving, men er blevet ændret til et skarpere og længere højresving. Også stykket ved sving 12 er blevet ændret, så man nu får et højresving med mulighed for udbremsning inden sving 13.

Efter starten går det ned ad bakke mod det første sving som er et højresving. Svinget er meget skarpt og tages typisk i 2. gear. Bilerne har en tendens til at svinge ud med bagenden, hvis ikke kørerne er opmærksomme. Når man kommer igennem kører man fluks hen til et venstresving. Det er vigtigt at komme godt i gennem dette sving, idet man herefter kommer ud til en af de få lange strækninger på banen. Fra høj fart skal man igen ned i 2. gear. Man skal bremse hårdt i dette langsomme sving og skynde sig at få ny fart på mod det næste venstresving som er et fladt venstresving. Det var på stykket op til dette venstresving,at Jacques Villenueve i 1997 overhalede Damon Hill og det var også her, at Ralph Firman sidste år kørte galt i sin Jordan-Ford- Op går det mod 6. gear før man igen må ned i 4. for at komme igennem det hurtige venstresving mod et højre hairpin sving. Her er det vigtigt at komme igennem på ideallinien da der ikke er meget plads til at få bilen på ret køl hvis det skulle gå galt.

Langs et af banens tribuneafsnit går det i 4. gear mod den ene af banens to chikaner, som typisk tages i 2. gear. Det er her ekstremt vigtigt at komme godt ud på kerben for at få en lige linie på den efterfølgende strækning. Op forbi 3. og videre til 4. gear for igen at gå ned i 3. gear i et fladt medium venstresving. Venstresvinget er egentligt både et lille venstresving efterfulgt af et lille højresving, men linien er næsten lige fra venstresvinget igennem højresvinget. Det er vigtigt at ligge godt på banen i første del af svinget for at komme rigtigt rundt i den anden del. Farten er ikke speciel høj, men man når alligevel op i 4. gear.

Efter dette sving kommer man hen til et ca. 90 graders højresving som kan tages i nogenlunde høj fart. Dette sving er lidt interessant da baneomgangene kan blive højere og højere efterhånden som mere og mere gummi der er i svinget. Herefter kommer man lidt op i fart. I hvert fald efter denne banes forhold. Fra 5. gear skiftes så ned til 3. for at komme ud af en hurtig chikane ved hjælp af både kerben - endog græsset til tider. Efter chikanen kommer man så igen op i fart, men typisk for denne bane tager det ikke langt tid før man igen må ned. I 2. gear kører man langsomt rundt i et venstresving. Kort herefter svinges til højre i banens sidste sving. Så er der blot tilbage at speede op hurtigt for at komme op i topfart hen ad start/mål-linjen.

På denne bane kan en god pitstrategi betyde forskellen på sejr og chancen for point og bare at være deltager. Banen bliver betegnet som en high-down force bane, hvor bilens køling og aerodynamik skal være i top.


Starten på Ungarns Grand Prix er utrolig vigtig - Copyright Schlegelmilch Photography

FORVENTNINGER TIL 2004

Hvad kan vi så forvente på Hungaroring i år. En sejr til Michael Schumacher er nok ikke dumt at gætte på. Aldrig har der i Formel 1 været så dominerende en kører som i år, men også et hold som Renault og McLaren er store outsidere.

Renault har vist, at deres R24 chassis er ganske godt og på en bane, der minder lidt om Monaco er en sejr til Fernando Alonso eller Jarno Trulli en mulighed. McLaren har med deres nye MP 4-19B chassis vist, at de også er på vej tilbage til fronten af Formel 1, og at sætte en femmer på Kimi Raikkonen sejr kunne godt give en del penge tilbage.

Williams bliver nok ikke den store trussel. Med sommerferie i Formel 1 og Ralf Schumacher ude er der kun Juan Montoya, der har en chance for Williams, men meget kommer an på, hvilke ændringer Wiliams har fået lavet til sommerferien.

Man må ikke glemme Jenson Button og Takuma Sato hos BAR-Honda teamet. De to kørere har vist, at de med deres gå-på-mod og mere afslappede tilgang til Formel 1, og holdets nuværende form måske ikke har de største vinderchancer, men en podieplacering er en mulighed.


Muligheden for Ferrari sejr er ganske god - Copyright Schlegelmilch Photography

For Mark Webber er det løbet, hvor klausulen i hans kontrakt med Jaguar træder i kraft, og han får frie muligheder for at skifte til Williams på det man i fodbold ville kalde for en fri transfer. Rubens Barrichellos chancer for at vinde ligger nok mere i held i uheld end for reelle chancer. Med mindre Michael Schumacher får problemer, så længe er chancerne for sejr ikke noget man skal satse penge på.

TAG MED TIL UNGARNS GRAND PRIX

Film skal ses i biografen og Formel 1 skal ses på racerbanen. Rejsearrangøren Grand Prix Tours arrangerer på ny ture til Ungarns Grand Prix. Besøg deres hjemmeside www.gptours.dk.

Vi ønsker alle F1-fans en rigtig god F1-rejse. Husk at F1 også skal ses i virkeligheden!

Af Michael D. Larsen
michael@f1journal.com