F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / PREVIEW - KINA
VELKOMMEN TIL KINA – FORMEL 1 I ØSTEN!
I midten af september måned rammer Formel 1 feltet for første gang nogensinde Kina. Det kæmpestore land midt i Asien skal i 2004 for alvor indtræde i international motorsports fuldblodsklasse. Tidligere har de via små sponsorater hos bl.a. Jordan så småt pirret vores fornemmelse for, at det snart ville ske, og her i 2004 kommer så den foreløbige kulmination på mange års venten.
Det store kommunistiske styre har gennem de sidste mange år vendt ansigtet mod Vesten, og den blomstrende økonomi i Kina har også sat sit præg på andet end erhvervslivet. Nu skal der også satses på rekreative områder, og det ikke bare en lokalt anlagt fodboldbane til ungdommen i et kvarter udenfor Peking. Kina er store, det ved de, og satser derfor stort. I 2002 fik de således endelig sat Bernie Ecclestone stævne, og har fra 2004 – 2010 sikret sig afholdelsen af et Formel 1 Grand Prix. Samtidig har Kina indædt kæmpet for et OL, og det får de så i Beijing i 2008. Vi skal altså til at vende os til, at Kina ikke kun er deltagere og tilskuere, men nu også står for afholdelsen af nogle af verdens største sportsbegivenheder. Vi på F1Journal ser frem til det!
Max Mosley var med da Kina officielt blev sat i gang i Formel 1 – Copyright: www.f1china.com.cn
For den 17. oktober 2002 blev det endelige spadestik taget til opførelsen af Kinas Grand Prix, og det kæmpe organisatoriske arbejde kunne begynde med at bygge en bane, og alle de ting der følger med, såsom indfaldsveje, hoteller, indkøbscentre osv. Præsidenten for FIA Max Mosley var til stede da den ’banebrydende’ ceremoni blev holdt. Banebrydende fordi Kina havde ventet længe på, at Ecclestone ville give dem muligheden for at vise dem tillid til at afholde en afdeling af Formel 1 verdens-mesterskabet.
Siden hen har bl.a. Jenson Button og Ralf Schumacher besøgt banen under dens opførelse. Bl.a. var Jenson Button i Kina efter sidste års sæsonafslutning på Suzuka i Japan, hvor han så arbejdet var undervejs, og det var d. 13. oktober sidste år, hvor han sammen med sin teamchef David Richards fik hilst på de kinesiske arrangører.
Spadestikket blev altså taget i 2002, og siden da har kineserne arbejdet i døgndrift for at få banen klar til Formel 1 Grand Prix løbet d. 12. september 2004. Det er sket med stor iver, og tidligere på året kunne man således indvi banen foran mange fremmødte tilskuere, og lade banen blive kørt af rigtig mange Ferrari biler, inkl. en Ferrari F2001 kørt af Gerhard Berger, den tidligere Ferrari kører der sidste år trak sig som motorsportsdirektør hos BMW.
Opførelsen af tribune og banetårn begyndte i 2002 – Copyright: www.f1china.com.cn
SHANGHAI INTERNATIONAL CIRCUIT – TEKNISK SET
Den helt nye bane er designet af Hermann Tilke. Tyskeren der har stået for et utal af de baner der er med i Formel 1 kalenderen, bl.a. banerne i Bahrain og Malaysia, samt moderniseringen af Hockenheimring i Tyskland. Banen har 17 sving og består af en serie langsomme og hurtige kurver, samt to langsider. På den bagerst langside forventes tophastigheden at nå op på over 320 km/t, mens den på den første langside hvor start/mål ligger vil nå en hastighed på lige over 300 km/t. Der er dog også flere chikaner og sving hvor bilerne endda kommer ned i nærheden, og måske under de 100 km/t, så det er en bane med både store krav til stabilitet og downforce i svingene, samt en god topfart. Et kompromis som kørerne og ingeniørerne skal nå frem til i løbet af fredagens fri træning.
Sådan ser de tekniske detaljer ud for Shanghai International Circuit – Copyright: www.f1china.com.cn
Hvorvidt vejret spiller en rolle i Kina er endnu uvist. Meteorologerne har indtil videre ikke kunnet udelukke monsunregn, ej heller om det bliver en hedebølge ligesom det har været tilfældet i Malaysia, der dog ligger noget sydligere end Shanghai. Umiddelbart er der dog lagt op til et løb i en varm atmosfære, og med en helt ny asfalt kan det betyde, at dækkene må skulle holde til høje temperaturer.
LOGISTIKKEN I KINA ER FÆNOMENAL
Mens kritikken hagler ned over arrangørerne i Storbritannien for de elendige forhold til og fra banen Silverstone, ser det på papiret ud til, at den slags ikke bliver et problem i Kina. Der er kun fem minutters kørsel til en ringvej omkring Shanghai by, samt fem minutter til to forskellige motorveje. Disse motorveje fører så til to forskellige lufthavne, og der er altså kun 30 min. kørsel til Hong Qiao lufthavnen og en lille times kørsel til Pudong lufthavnen.
Det gør det muligt for både almindelige mennesker og de mere luksuriøse gæster at komme til og fra banen relativt hurtigt, og vil utvivlsomt tilvejebringe nogle af de irritationsmomenter der er ved afholdelsen af så store sportsbegivenheder, nemlig når folk vil hjem og er utålmodige i selv samme øjeblik.
KINA ER PÅ VEJ IND I FORMEL 1
Kinas engagement i sporten er ikke kun som arrangører. De har allerede så småt fundet vej til holdene, og både McLaren, Sauber, BAR og Jordan har kinesiske sponsorater i porteføljen. En trend der startede da Eddie Jordan tilbage i starten af 2003 kunne præsentere et sponsorat fra den kinesiske tv-kanal CCTV. Det er siden hen blevet udbygget hos flere hold, der nu har reklamer og sponsoraftaler med det kinesiske erhvervsliv.
Her ses sponsoratet fra både CCTV og Shanghai banen på Jordan EJ13 – Copyright: JordanF1 Media
BMW WilliamsF1 har endda testet en kineser i form af den unge kører Ho-Pin Tung, der i 2003 satte sig ned i en FW24 og testede i december måned, da han havde vundet Formula BMW Asia mesterskabet. Ho-Pin Tung blev dermed den første kineser nogensinde til at køre en Formel 1 racer, og med Kinas engagement evigt stigende i sporten, er det måske ikke det sidste vi ser til den unge racerkører.
I år bliver der dog ikke noget kinesisk islæt i feltet. De 20 kørere er fundet, og i år kan vi se frem til et løb der vil blive dikteret af La Scuderia Ferrari Malboro og deres syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher. Der er ingen tvivl om, at Ferrari gerne vil være de første der sejrer i Kina, og dermed gøre 2004 sæsonen så komplet som mulig for den stejlende hingsts dominans. De andre hold vil utvivlsomt gøre hvad de kan for at sætte en kæp i hjulet på Ferraris ufejlbarlige vindermaskine, og med en bane der er ukendt for alle, er det måske netop her vi skal finde overraskelsen.
Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com