AUSTRALIENS GRAND PRIX SET I BAKSPEJLET
I stort set alle blade og internetsiders optakter til 2003-sæsonen stod der Ferrari og Michael Schumacher over det hele. Og det var ikke fordi der var nogle der mente at den rød-tyske æra var forbi. Tværtimod. En lang drøj sæson sidste år, havde fået de fleste F1-fans til at tage forventningerne til sæsonens første løb helt stille og roligt. Selvfølgelig var der nok ingen der forventede at Ferrari kunne trille den ligeså sikkert hjem som sidste år. Men der var nok heller ikke nogen der havde troet det ville gå som det gik i Albert Park - Downunder.
Bevares, et skift i styrkeforholdet mellem Bridgestone og Michelin, eller en god tur i tumbleren med reglerne, kunne muligvis skabe en smule røre i andedammen. Men derfor måtte Ferrari da stadigvæk kunne sætte konkurrenterne til vægs i sæsonåbneren. Det var holdningen over hele linien. Men ved den nye fredagskvalifikation, tegnede der sig pludselig et andet billede. Hver kører havde kun én flyvende omgang til at bestemme deres placering i lørdagens afgørende kvalifikation. Og ved enden af den session var det ganske rigtigt en Ferrari der var hurtigst. Men det var Barrichello og ikke Schumacher! Det har vi dog set før...
FREDAGENS KVALIFIKATION
Sidste sæson var der weekender hvor Barrichello overgik Schumacher i en hurtig omgang. Men så plejede Schumacher i det mindste at være næsthurtigst. Sådan gik det ikke fredag. Barrichello var hurtigst og Raikkonen var næsthurtigst. Og til alles store overraskelse var Jacques Villeneuve tredjehurtigst da dagen var forbi. Det fik mange til at tabe både næse og mund. Fredagen er jo nu den eneste af kvalifikationerne, hvor bilerne kører lige op mod hinanden med samme benzinmængde.
Michael Schumacher fulgte efter på fjerdepladsen, og forklaringen var et eller andet med at han følte sig som en gadefejer. Fair nok - baneforholdene er aldrig optimale for den første kører. Men så burde det også påvirke nummer to, Barrichello, der endte som den hurtigste. Den egentlige forklaring skulle hentes i noget så banalt som bilens knap så heldige opsætning, hvilket verdensmesteren til gengæld redegjorde for dagen efter. BAR-teamet slog fast at det ikke bare var Villeneuve der havde været heldig, men bilen der faktisk kunne et-eller-andet. Han satte femtehurtigste tid og understregede dermed at BAR-bilen ikke blot var smuk, men også tilsvarende hurtig.
Jacques Villeneuve overraskede med en tredjeplads fredag - © BAT LATphoto
BAR-teamet havde ellers problem på problem både fredag og lørdag og det flotte foreløbige resultat var derfor en ikke så lille overraskelse - ikke mindst for BAR-teamet selv. David Coulthard sluttede fredagens kvalifikation på sjettepladsen og hverken imponerede eller skuffede mange - andre end sig selv. Et andet team der sloges med deres bil var BMW-Williams. Biler der ikke kom ud at køre på grund af tekniske defekter - og når den endelig var ude at køre, skøjtede den rundt - var mere reglen end det var undtagelsen. Montoya var tiendehurtigst og Ralf Schumacher satte en foruroligende sekstendehurtigste (læs femtelangsomte) tid. De rygter der havde cirkuleret om en Williams-smutter var tilsyneladende ikke grebet ud af den blå luft.
To andre hold viste sig også stærke fredag. Renault og ikke mindst den unge spanioler, Fernando Alonso, satte en tid lige efter Davdi Coulthard. Men de der nok imponerede mest efter BAR var Toyota. Man kunne se at bilen ikke var optimalt sat op, og alligevel sparkede den en god portion hestekræfter ned gennem asfalten. Fra første færd viste de rød-hvide at de var klar til at tage hul på deres anden sæson i Formel 1.
LØRDAGENS KVALIFIKATION
Meget har ændret sig i Formel 1 henover vinteren - ingen tvivl om det. Men det er trods alt stadig lørdagens kvalifikation der afgør den endelige opstilling på gridden når løbet skal køres søndag. Ligesom om fredagen er der kun én flyvende omgang at gøre godt med for kørerne. Og i modsætning til om fredagen, skal bilerne indeholde den mængde benzin i tankene som de har i sinde at starte løbet med. En ekstra faktor at holde øje med på både godt og ondt.
Dette gør derfor at en tid om lørdagen ikke længere imponerer på samme måde som om fredagen, hvor vi pr. definition ved at krigen udkæmpes på lige vilkår. At billedet forplumres en smule, gør dog ikke at det dermed er helt uigennemskueligt. Der er stadig plads til at imponere og plads til at fejle - begge situationer vi lov til bevidne i lørdagens kvalifikation. Der var lidt intern rokade i midterfeltet, hvilket i størst grad skyldtes mængden af brænstof ombord på bilerne. Frentzen i Sauberen og Panis i Toyotaen kravlede således op på en henholdsvis fjerde- og femteplads. Specielt førstnævntes kvantespring fra en trettende- til en fjerdeplads løftede et par øjenbryn her og der.
Hvor det var Williams der fælede den om fredagen, var det McLaren der gjorde det om lørdagen. En ellevte placering til David Coulthard gjorde at man mistænkte ham for at køre rundt med en trailer fuld af ekstra benzin. Den endelige brøler stod dog unge iltre Kimi Raikkonen for. Han havde fredag vist alt og alle at han mener det alvorligt i 2003 med næsthurtigste tid. Men en forrygende afkørsel i de frie træninger gjorde at han skulle kvalificere sig i ekstrabilen. Og her gik det også galt. I Sving 12 overkørte han sin McLaren og tog den både ud i gruset og tilbage på banen med 150-200 km/t. Fejlen dumpede ham helt ned på femtendepladsen, så han vidste der var lang vej op gennem feltet i søndagens løb.
Michael Schumacher klædte feltet af om lørdagen - © Ferrari Press Office
En anden overraskelse var Minardi, der uden videre diskretion trak bukserne ned om knæerne på Max Mosley, ved en lille taktisk genistreg. Både Justin Wilson og Jos Verstappen gennemførte ikke deres kvalifikationsomgange lørdag, og skulle dermed starte løbet bagest. Det havde de nok skullet alligevel, men grundet det smarte træk, kunne de i modsætning til alle andre beholde deres biler natten over, og arbejde på dem helt frem til søndagens løb. Et lille privilegium som kun kunne udnyttes af feltets absolut svageste bil - og dermed en form for snyd der vandt positivt gehør i F1-kredse. I kampen mellem David og Goliath, har man unægtelig et godt øje til David.
To kørere glimrede ved at vise at de er gjort af et andet stof end de fleste andre kørere i feltet. Den ene var Juan-Pablo Montoya. Han kørte rundt i en lille forvirret rodemarie ved navn FW25, og formåede alligevel at køre sig op som feltets hurtigste bag de to Ferrari-racere. Rubens sluttede forventeligt på andenpladsen, bag Michael Schumacher, der var kvalifikationens anden fuklende stjerne. De to første splittider så pæne ud, men i den sidste sektor klædte han resten af feltet af. Han sluttede således godt to tiendedele foran Barrichello, og næsten et helt sekund foran Montoya. Barrichello var uheldig og missede første sving, samt blev noget forvirret over at næsten påkøre Raikkonen, der haltede en punkteret McLaren mod pitten. Så det var nok til at brasilianeren ikke kunne true holdkammeraten, specielt efter at tyskeren erkendeligt havde fået overdraget Barrichellos setup.
SØNDAGENS LØB I ALBERT PARK
Bilerne blev kort tid efter kvalifikationen spærret inde under FIAs opsyn i den aflåste garage, Parc Fermé. Således kunne de forskellige teams ikke gøre noget nævneværdigt ved bilernes setup, hvilket tydeligvis var med til at skabe spænding under søndagens løb. Med et setup der hovedsageligt var forberedt på tørvejr, og en bane der stadig var våd efter et regnvejr tidligere på dagen, valgte langt de fleste at starte løbet på intermediates. Dette var absolut én af de beslutninger, der gav mest spænding før løbets start.
Starten på Australiens Grand Prix og Ferrari i front - © Ferrari Press Office
Da lysene gik ud, satte de to Ferrarier afsted for fuld udblæsning. De var hurtigt afsted fra start - Rubens Barrichello dog lidt for hurtigt, da han rullede en hjullængde for meget i en lille tyvstart inden lamperne var gået ud. De biler der havde valgt tørvejsdæk skøjtede rundt, og i de første tre-fire omgange lignede løbet en fuldstændig kopi af 2002-sæsonen. Heftig kamp om placeringerne fra tredje position og nedefter, altimens de to Maranello-hingste fløj afsted udover stepperne. Det blev klart at Rubens skulle ind og afsone en straf for sin tyvstart, og samtidig skiftede billedet pludselig voldsomt på tidstagningstavlen. Juan-Pablo Montoya begyndte at sætte rigtigt hurtige tider på sine tørvejrsdæk, samtidig med at det pludselig var Rubens og Schumacher der havde problemer med at holde farten oppe.
Bedst som Montoya begyndte at nærme sig de to Ferrarier, satte Barrichello i sjette omgang dog pludselig sin røde hingst i barrieren efter Sving 5. Vingerne var væk og hjulene klamrede sig til de stålwirer der skal holde dem fast. Han kunne dog kravle ud af bilen uden problemer. Ligeledes lykkedes det Jordan-debutanten Ralph Firman at sætte sin gule Ford af banen nøjagtig samme sted. Da Cristiano da Matta satte sin Toyota i sandkassen i Sving 11, gik Safety-bilen på banen og samlede feltet bag sig. Michael Schumacher valgte således klogt benytte alt forvirringen, til at gå i pit for at få sat tørvejrsdæk på sin Ferrari.
Juan-Pablo Montoya beherskede den tvivlsomme Williams - © BMW Press
Nu lå Montoya i spidsen, og da kommissærerne gav løbet frit i omgang 12, stak columbianeren af fra resten af feltet. Hans spurt viste sig dog forgæves da Mark Webber i omgang 16 ødelagde sit hjulophæng efter Sving 10 og Safetybilen igen samlede feltet bag sig. Montoya valgte at gå i pit og overgav nu føringen til Kimi Raikkonen. Tre forskellige førere af løbet på tyve omgange, og sidstnævnte startede løbet fra pilanen som absolut sidste bil - anderledes! I omgang 21 blev løbet igen givet frit og Michael Schumacher jagtede intensivt den unge Raikkonen, der holdt hovedet koldt og kørte meget defensivt, mens Coulthard nærmede sig bagfra.
Der er ikke svært at få fornemmelse af hvor spændende de første godt tyve omgange var af sæsonens første løb. Positionerne skiftede konstant flere steder i feltet, og gjorde de ikke det, blev man vidne til den spændende duel om førstepladsen mellem verdensmesteren lige i gearkassen på unge Raikkonen. Var der ikke spænding nok på banen, kunne BAR-teamet i hvert fald addere til intrigerne i omgang 25, da Villeneuve gik i pit samtidig som Button. Den nye mand hos BAR var blevet snydt for sit pitstop, af den gamle canadiske rotte. Og man kunne næsten se hvorledes Jenson glødede af raseri inde bag hjelmen. En episode der skulle få lov at fylde adskillige spaltemillimeter efterdels. Var de ikke ærkerivaler før Australiens Grand Prix, blev de det i hvert fald bagefter.
En anden ting der nok undrede de fleste, var at Raikkonen kørte og kørte, som om der var brændstof i tanken til hele løbet. Skulle han aldrig i pit? Naturligvis skulle han det, men først i omgang 33, hvor han overgav førstepladsen til Montoya. En tydelig et-stopper for Kimi, der kort tid senere skulle tage del i løbets mest nervepirrende øjeblik, da Schumacher udfordrede Raikkonen i banens første sving. Kimi, med tilnavnet Iceman, levede op til sit navn og holdt Schumacher fra at overhale. Michael Schumacher måtte således helt ud i rabatten for at holde bilen fra et descideret sammenstød. Et af disse øjeblikke der virkelig får hårene til at rejse sig på armene af alle - både de to kørere og alle os andre der sad og så på.
Den hårde duel mellem Raikkonen og Schumacher - © West Online
Raikkonen der lå på andenpladsen måtte dog ind gennem pitten og afsone en straf for at have kørt for hurtigt gennem pitlanen ved sit pitstop. Således var hans vinderchancer røget. Michael Schumacher så pludselig ud til at kunne vinde alligevel, idet Montoya i spidsen stadig manglede et pitstop. I omgang 42 gik Montoya ind til sit sidste stop, og samtidig blev tingene på banen igen vendt på hovedet. Verdensmesteren havde øjensynligt problemer med sine bargeboards der var blevet beskadiget ved enten bataljen med Raikkonen, eller en lille skovtur udenfor banen han havde lige efter. De to bargeboards slæbtes ind under bilen, og snart fik Schumi det sort-orange flag, og skulle dermed ind i pitten og checkes efter af sit pitcrew. Så Montoya kunne alligevel vinde - sådan så det i hvert fald ud. Men få omgange efter var han for ivrig på speederen, og spandt sin Williams i første sving.
Med små tyve omgange igen så først Raikkonen, så Montoya, så Schumacher og så Montoya igen ud til at kunne vinde Australiens Grand Prix. Men efter de tre hovedrivaler var ramt af hver deres sorte version af skæbnen, var det pludselig David Coulthard der sprang op som trold af en æske og endte op med at vinde i Albert Park. En sejr der hvilede mere i hænderne på de tre andre end ham selv. Men hvor uretfærdigt det end kunne se ud udefra, var det et nervepirrende løb der virkelig havde fået sparket liv i sporten igen.
David Coulthard på vej mod den overraskende sejr - © West Online
DE FORSKELLIGE HOLD - HVOR STOD DE?
Ferrari var så absolut favoritter op til og under Australiens Grand Prix. Men sådan gik det ikke. Teamet fejlede helt ekstraordinært på et område hvor de ellers er kendt for at være de stærkeste - på strategien. Et forkert dækvalg var det første og største problem. Rubens satte sin F2002 i barrieren og gav HANS-systemet skylden. Michael havde et svært løb som han virkelig forsøgte at få det bedste ud af. Fighterånden fejlede ingenting, og han måtte slutte årets første løb med fem værdifulde points.
Williams fejlede fælt fredag. I alle frie træninger både fredag og lørdag så det grumt ud for de blå-hvide BMW'ere. Men i kvalifikationen viste Montoya sig som en af feltets store kørere. Uden at have valgt en specielt let benzinmængde, satte han en tid som den tredjebedste i en bil der var at sammenligne med en aerodynamisk kludedukke. Og for at understrege at der ikke var tale om tilfældigheder, var han yderst imponerende i selve løbet. Selvom han klokkede brutalt i den og spandt bilen hen mod slutningen af løbet, var han om nogen særdeles uheldig, ved to gange at få elimineret et solidt forspring af Safety-bilen. Ralf Schumacher kørte frygteligt op til søndag. I selve løbet havde han to ture i sandkassen - en af gangene dog uforsætligt. Men han stod samtidig for én af løbets flotteste overhalinger - en solid dobbeltoverhaling hvor han udnyttede forvirringen i en duel mellem Alonso, Frentzen og Trulli.
McLaren vandt årets første løb med David Coulthard først over stregen. Til trods for at det ikke just var hans løb, udnyttede han de andres fejl, og sikker kørsel gav ham en ligeså sikker plads øverst på podiet. Raikkonen havde nok fortjent det mere - men skidt nu med det. Det vigtigste at pointere i forhold til McLaren, er den velkomponerede strategi der var den største grund til at de vandt løbet. Strategi havde fået en ny og større rolle i Australiens Grand Prix anno 2003, og det var McLaren der var bedst til at gennemskue hvorledes den nød skulle knækkes.
Renault var også stærke i Melbourne. Deres biler så klart ud til at være "best of the rest", og de endte da også op med begge kørerne i pointene. Hvor meget fokus i midterfeltet var rettet mod BAR og Toyota i kvalifikationsomgangene, var det Renault der løb med den bedste løbsbil efter de tre topteams. Saubers store indtægt skulle hentes hos den erfarne Heinz-Harald Frentzen, der kørte et flot og velkomponeret løb. Teamet har dog stadig meget at skulle leve op til. De burde alt andet have klaret sig bedre, med en af feltets stærkeste og absolut mest gennemtestede motorer.
En slemt skuffet Montoya på podiet - © BMW Press
Jordan var engang et midtfeltsteam. Men vinterens hårde økonomiske frostgrader har sat sit tydelige præg på de gule Ford-racere. De dukkede op her og der - Ralph Firman da han satte raceren i barrieren i starten af løbet, Fisichella som et anonymt overhalingsobjekt, der i al diskretion opgav løbet indenfor de sidste ti omgange med en mekanisk defekt. Jaguar-racerne med de to nye kørere, Webber og Pizzonia, måtte igen i år se sig kørt agterud af en Jordan med sidste års Ford-motor. Så er der vist ikke meget mere at sige til den sag.
BAR-teamet tog en rutschetur nedad bakke gennem løbsweekenden. Med motorer der ikke kunne holde til noget nævneværdigt, valgte de allerede i de frie træninger at skifte til en ældre version af Hondaen. De kørte en fantastisk første kvalifikation, en flot men knap så fantastisk anden kvalifikation, og missede så pointchancerne i selve løbet. Det eneste der gjorde at teamet fik massiv omtale i løbet, var deres hjerneblødning i pitten da Jacques Villenueve gik ind samtidig med Jenson Button.
Man kan kun heppe på gravhundene fra Minardi - også selvom de ikke formår at gennemføre løbene. Det gjorde de dog med en kører i Australien nemlig Jos Verstappen. Skulle der uddeles trøstpoint til noget team for at stædigt kæmpe videre og videre mod tyngdeloven, må Minardi være en selvskrevet kandidat. Toyota gennemførte ikke løbet. Men de slog én ting fast. De er med meget hastige skridt på vej væk fra sidstepladsen i VM. Toyota vil flere gange i år kunne rykke lidt ved den traditionelle overbevisning om at et teams andet år i F1 er det værste. Hold øje med de rød-hvide. Med det budget og den motor, bør der komme indtil flere flotte løb af det relativt nye team.
KONKLUSION
Australiens Grand Prix var et festfyrværkeri. Sådan er det. Der skete mere i det ene løb, end halvdelen af sidste sæson tilsammen. Det var et løb som - uanset resultatet - gjorde at Formel 1 igen er en nervepirrende sportsgren at følge. Noget der igen kræver nerver og ikke tålmodighed at bruge sine søndage morgener, aftener og eftermiddage på. Det er meget svært at forestille sig at resten af løbene i dette års sæson kan blive ligeså spændende. Men der skal ikke mange af slagsen til, før sporten igen er så tilpas spændende, at det endegyldigt vil lukke munden på alle kritikerne, der sidste år beskrev Formel 1 som en ørkenvandring.
Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com
