SAN MARINOS GRAND PRIX SET I BAKSPEJLET
Michael Schumacher er en verdensstjerne. Han er ikke bare moderne tiders største Formel 1- endsige motorsportsstjerne. Han er ikke bare verdens største sportsstjerne med en løn og et renommé der klart overstiger hans nærmeste konkurrenter. Han er faktisk verdens største stjerne i det hele taget. Hvadenten vi taler om fodboldstjerner, basketstjerner, golfguruer - hvadenten vi taler om verdens største navne inden for musikkens verden såsom Michael Jackson, George Michael osv - er der ingen der omsætter for så mange millioner om året som Michael Schumacher og hans Ferrari-team.
Når en så stor verdensstjernes mor så desværre dør midt i en grand prix-weekend, og til og med på teamets hjemmebane i Italien, er det noget der overskygger hele løbsweekenden. Michael Schumacher er Formel 1-kører helt ind til marven, og derfor kan en så tragisk hændelse ikke stoppe ham fra at køre. Var det så fornuftigt? Mangen en kommentar lød - "det er da stort at han kører under de omstændigheder". Personligt var jeg af den opfattelse at det havde været større at lade F1 være F1, og havde meldt pas. Der findes ting der er vigtigere end Formel 1.
Det store bestod ikke i at han deltog i løbet. Det virkede mere som om han der skulle leve op til en forpligtelse end egentlig lyst. Næh det ultimativt store bestod i at han ikke bare deltog men vandt San Marinos Grand Prix. Onde tunger vil få bekræftet at han er den tyske robot de ikke kan have sympati overfor. Men faktum er at han ikke er verdens største stjerne for ingenting. Og på Imola-banen beviste han det noget så eftertrykkeligt. Han ikke bare vandt - han gjorde som han har gjort så mange gange før. Han satte sine konkurrenter på plads.
Michael Schumacher lige efter løbet - © Ferrari Press Office
Man kunne undres over hvad han lavede oppe på toppen af det podium. Undres over hvad han overhovedet lavede den weekend, når han i princippet burde være hjemme i familiens skød, og tage sig nænsomt af sig selv og de andre efterladte. Sådan tænker de fleste udenforstående i sådan en situation. Men Michael Schumachers mor ville nok gerne have set ham tage afsted til det løb og vinde det. Og derudover er Schumacher så meget Formel 1-kører, at det ikke er svært at forestille sig, at det netop er hans måde at bearbejde sin sorg på. Så selv om en kørers mors død basalt set ikke har en døjt at gøre med sporten, er dette ikke gældende for Schumacher. Hvadenten man kan lide det eller ej, så er det et uomtvisteligt faktum.
Men en ting var den skygge der blev lagt henover løbet, noget andet var rene og skære F1-realiteter. Formel 1-sæsonen var efter tre løb på den anden side af kloden langt om længe kommet til Europa - sportens hjemmekontinent. Og efter tre udmarvrende løb for mesterskabsholdet Ferrari, var der nu løb i oplandet til deres egen hjemstavn i Maranello, nemlig på banen Enzo e Dino Ferrari. Det kunne tydeligt ses når man bevægede sig igennem det lokale miljø i byer som Maranello, Fiorano, Mugello, Modena og selvfølgelig Imola. Der var ikke et gadehjørne hvor man ikke kunne se en stejlende hingst - ligemeget hvor man vendte blikket hen.
Nu skulle det være - nu skulle Ferrari tilbage på banen efter at McLaren have fået lov til at stikke af rent pointmæssigt. Og som sagt så gjort. Men det blev en underlig antiklimatisk weekend for Ferrari og de italienske tifosi. Godt nok sejrede Schumacher, men det skete under de lidet festlige omstændigheder, og samtidig i et løb der på mange måder var et revue af fortidens mere statiske og overhalingsblottede løb. Så alt i alt var der ikke så forfærdelig meget at skrive hjem om den weekend, hvilket dette review også vil bære præg af. Ikke andet end den befriende oplevelse at der blev jævnet lidt ud i pointene - verdensmesteren returnerede, eller som de siger i Italien "Il campione del mondo é tornato".
Barrichellos sympati var ikke svær at få øje på - © Ferrari Press Office
KVALIFIKATIONERNE FREDAG OG LØRDAG
Fredagens kvalifikation viste Michael Schumacher som vi kender ham - i topform på hjemmebane og ikke til at skyde igennem. Han lagde sig forrest med et lille halvt sekund ned til teamkammeraten Rubens Barrichello, og kun to andre biler indenfor et sekund af hans tid. Det var Ralf Schumacher og Juan-Pablo Montoya umiddelbart så ud til at være kommet lidt efter det på den første europæiske bane i forhold til deres nærmeste konkurrent McLaren.
På femtepladsen dukkede Mark Webber igen op som trold af en Jaguar-æske, og allerede her begyndte snakken at gå efter hans flotte kvalifikationsresultat i Brasilien. På sjette- og syvendepladsen viste BAR-teamet igen imponerende takter med Button og Villeneuve oppe foran de to McLaren-racere med Kimi Raikkonen og David Coulthard. Resten af feltet var mest interessant når man måler teamkammerater op mod hinanden. Webbers 5. plads mod Pizzonias 15. plads. Fisichellas 11. plads mod Firmans 17. plads og Panis' 12. plads mod Da Mattas 18. plads. Rimeligt klare indikationer af forskellene på to kørere i samme materiel.
Ved lørdagens frie træninger kunne man allerede få en indikation af at Michael Schumacher ville sætte sig elegant på kvalifikationen. Fra min plads ved Variante Alta, kunne man tydeligt se hvordan verdensmesteren udnyttede en fem centimeter lille betonkant på toppen af kurben, til at få meget mere moment gennem den ellers så farthæmmende chikane. Få andre kørere kunne gøre Schumacher svendestykket efter, men kun engang imellem. Schumacher gjorde det hver gang.
Og i selve kvalifikationen omsatte han således teori til praksis. Lillebror Ralf havde godt nok sat en markant poletid forinden, men ikke nok til at storebroderen skulle køres agterud på så vigtig en dag. De var begge ankommet til banen vel vidende at deres mor var faldet om, og nu lå i koma på hospitalet. Og de kørte en kvalifikation som om de ikke kunne komme hurtigt nok tilbage til Tyskland og deres retmæssige plads ved deres mors side.
Rubens Barrichello og Juan-Pablo Montoya fulgte efter de to brødre på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen. Ikke tilnærmelses så stor en overraskelse som Mark Webbers femteplads - hvad er det helt præcist den mand vil bevise? Har han slet ikke opdaget at det er en Jaguar-racer han kører rundt i? Mark Webber vågnede tilsyneladende op kort før løbsweekenden i Brasilien med historien om humlebien der i teorien ikke kan flyve på nethinden, og omsatte den i praksis - og har gjort det lige siden. Enten det, ellers er det bare undertegnede og en lang række andre der har svært ved at forlige sig med at Jaguaren rent faktisk kan køre ikke så lidt hurtigt, og at det bare er Pizzonia der kører som en gammel mormor.
Brødrene Schumacher deltog ikke i kørerparaden - © F1Journal.com
SØNDAGENS LØB I SORGENS TEGN
Fire kørere var der lidt mere fokus på end resten da løbet skulle sættes igang om søndagen. De to af dem var naturligvis brødrene Schumacher der skulle stille op i løbet velvidende at deres mor var gået bort dagen i forvejen. De deltog således ikke i kørerparaden, og rygterne på tilskuertribunerne lød på at de begge ville køre i sorte køredragter. Andre rygter sagde at de slet ikke ville deltage, og jeg har sjældent set så mange F1-fans anvende sms så intensivt som søndag i timerne op til løbsstarten.
To andre kørere med særlig meget fokus, var dels italieneren og vinderen fra Brasilien, Giancarlo Fisichella, som de italienske landsmænd i den grad heppede på i en grad så de ægte tifosi nærmest følte det som blasfemi. Den anden var den nye kvalifikationsstjerne, Mark Webber, der var kørt galt i Brasilien og dermed indirekte havde været skyld i Fisichellas sejr. Webber er hurtig på en omgang, derom kan der ikke herske tvivl. Men ville han også være hurtig i løbet?
Sådan skulle det ikke gå. Da lysene gik ud var Webbers bil ikke i første gear som den skulle, og han måtte bruge dyrebar tid på at skifte til manuel gearing. Han falder dermed fra en femte- til en ellevteplads og skal bygge det hele op forfra. Fisichella startede godt nok helt nede fra en syttendeplads, men avancerede to positioner inden første omgang var kørt til ende. Det var dog ikke kun nede bagved der var positionsskift.
Ralf og Michael på vej mod løbets første sving - © Ferrari Press Office
Oppe foran skete der også en mindre, men vigtig forskydelse. Ralf Schumacher kom nemlig lige en anelse hurtigere ud af startbåsen end storebror Michael. De kæmpede indædt hele vejen op til Tamburello-svinget, men Michael måtte give op overfor Ralf der havde snuden forrest, og en hundejagt kunne dermed tage sin begyndelse. Michael var tydeligt hurtigere end Ralf på mange af de første omgange, men lillebroderen lå nu engang forrest på en bane der er så godt som umulig at overhale på.
Dette er ikke noget man ikke kan gøre noget ved i et effektivt udført pitstop, og Ferrari-mandskabet er specialister på det område. Ralf gik først i pit i omgang seksten, og Michael benyttede lejligheden til at sætte et par fantomomgange inden han gik ind i omgang atten. Således satte Michael løbets og historiens hurtigste løbsomgang i syttende runde på banen med tiden 1:22.491. Nok til at da storebroderen kom ud fra sit pitstop, var han foran Ralf. Det gav det psykologiske overtag til Ferrari-esset, og en psykologisk lussing til lillebroderen.
Barrichello jagter Ralfs Williams - © Schlegelmilch Photography
Ralf var tydeligt mærket af at have tabt duellen til Michael, og kunne ikke rigtig få sat nogle massive omgangstider ind. Han lå således og duellerede intensivt med Rubens Barrichello lidt senere i løbet, da brasilianeren hentede ind på ham bagfra. Med godt ti omgange igen var det helt galt, og Rubens psykede Ralf voldsomt i stort set alle banens sving. I den sidste chikane gav det pote i omgang 52, da Ralf mistede voldsomt moment i udgangen af svingkombinationen, og Rubens kunne så let som ingenting passere ham indenom. At man ikke kan dreje først til venstre og så til højre samtidig med at man skal træde på speederen, hører til i en bil meget længere nede i feltet hos en kører meget tidligere i sin karriere.
Mellem Rubens/Ralf-duellen havde Kimi Raikkonen på en alternativ strategi fået bevæget sig op på en solid andenplads, der ikke stod til at rokke ved. Den iskolde finne viste igen, at han sagtens kan blive slået i et løb af verdensmesteren, uden dermed at miste fokus. Kan man ikke stå øverst på podiet, er næstøverst kun to points mindre værd. Så podiet blev en trist affære uden champagnesprøjt og fest, men med den mest fortjente sejr til Michael Schumacher i mands minde.
David Coulthard kom ind efter Ralf Schumacher på femtepladsen fulgt af Alonso der havde kørt et flot løb på Imolabanen efter sit uheld i Brasilien. Montoya havde kørt som en skygge af sig selv, og havde absolut intet at byde på i San Marinos Grand Prix. En syvendeplads og to points kunne det blive til foran Jenson Button på den sidste pointplacering. San Marinos Grand Prix var både trist og kedeligt og efter den nedtonede podieceremoni, forlod Michael og Ralf hurtigt banen med kurs mod Tyskland.
Michael Schumacher hyldes fra tribunerne - © F1Journal.com
KONKLUSION
Som sagt var løbet i Imola både trist og kedeligt. Banen er stort set umulig at overhale på, og kun Ralfs venstre-højre-bøf gav et moment man kan huske i ugens løb efter løbsweekenden. Men at Ralf kunne lave en sådan fejl på en dag som lige præcis den søndag, er jo bare menneskeligt. Hans lille fejltrin i duellen mod Rubens, og storebroderens fejlfrie kørsel sætter lige præcis verdensmesterens sejr i det rette perspektiv. Det store bestod ikke i at Michael deltog - det bestod i måden han gjorde det på. Det bestod i at han sejrede og måden han gjorde dét på.
Basically var der ikke meget at skrive hjem om den weekend. Verdensmesteren stod for underholdningen - og det var det sidste han havde i hovedet. Han ville bare gerne hurtigt hjem til Tyskland igen. Så jo hurtigere han kørte, jo før var løbet forbi. Elisabeth Schumacher bisattes fredagen efter løbsweekenden, og dermed skulle kørernes privatliv meget gerne være noget der hører privatlivet til fra og med det kommende Spaniens Grand Prix.
Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com
