F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / REVIEW - MONACOS GP


MONACOS GRAND PRIX SET I BAKSPEJLET
Hvem skulle have troet det efter en miserabel torsdag? Selvom man hele tiden ventede at se Michael Schumacher tage stikket hjem, eller Montoya sætte sin Williams i barrieren, så holdt den varmblodede Columbianer hovedet på plads og kørte et fejlfrit løb frem til sin 2. men nok bedste sejr i karrieren. Som Kiesa dagen før, kunne han indtage podiet ved den fyrstelige familie efter varme omfavnelser fra team og fru Connie. Raikkonen kunne være tilfreds. Han havde holdt Schumacher hin ældre bag sig og givet sig selv lidt mere luft i VM. Ferrari eller måske rettere Bridgestone kunne ikke på en meget varm dag i Monaco gøre noget ved de hurtigere Michelin biler.

Det blev et usædvanligt Monaco GP i den forstand, at der kun var få biler der udgik. Det gik til gengæld hårdt ud over Jaguar, der hastigt kunne pakke sammen og Minardi så vi heller ikke meget til. Men udover disse var det kun Frentzen og Villeneuve der udgik. Der blev altså ikke uddelt de sædvanlige 'gratis' point, hvor de mindre teams 'traditionelt' har kunnet indkassere deres måske eneste point i sæsonen. Jordan, Toyota (der endelig fik Panis igennem et helt løb) og Heidfeld i den sidste tilbageværende Sauber fik kun krummerne fra de riges bord i Monaco i 2003. Vinderne blev Williams, McLaren, Ferrari og Renault, der var så uhøflige, at rydde bordet for point. En tydelig markering af det øjeblikkelige styrkeforhold i formel 1.


TOM KRISTENSEN FREMVISER STOLT SIN AUDI CYKEL FOR F1JOURNAL-KOLLEGAEN - © F1Journal.com

KVALIFIKATIONERNE TORSDAG OG LØRDAG
Torsdagens kvalifikation var endnu en styrkedemonstration fra Michael Schumacher. Med fem sejre i Monaco til dato, kan en 6. sejr, være en historisk tangering af afdøde Ayrton Sennas rekord. Hvad Schumacher dog ikke kan slå er den fantastiske ubrudte sejrsrække fra 1989 til 1993, hvor Senna vandt alle løb i rap.

Hurtigste tid var Schumachers på 1.16.305. Første mand på banen var Raikkonen, der så ud til nærmest at skulle voldtage sin MP4-17D for at få den rundt i en anstændig tid. Tiden rakte kun til en 11. plads hvilket ikke indbragte Iceman mange anerkendende blikke fra Ron Dennis. Barrichello var på første split en hårsbredde hurtigere end Schumacher men ender til slut på 2. pladsen. Alonso skuffer fælt og Flavio Briatore ses med en opgivende hovedrysten efter en præstation, der kun rækker til en særdeles beskeden 14. plads. Trulli viser atter sin skarphed under kvalifikation med en 4. plads - men endnu mere imponerende er Button, der møder op i Bar'en på en sensationel 3. plads. Det skulle nok efterhånden kunne lukke munden på den ellers så kritiske Villeneuve, der atter engang skuffer sine fans med en ussel 12. plads.

Coulthard præsterer bedre end sin holdkammerat på 5. pladsen. En fint kørende Fisichella i Jordan splitter de to Williams racere, der så håbløse ud på den glatte bane. Ralf på en ikke særligt fin 6. plads og Monty - fortvivlet over en 'umulig' racer på 8. pladsen. Som 11. kører skal Frentzen ud og det går ikke så godt for Petronas motoren - den smider sin olie på banen, hvilket forsinker torsdagens kvalifikation med 25 minutter. Alle kørere efter formår ikke at lave hurtigere tider, hvilket nok må tilegnes olien på banen. Webber klarer en anstændig 9. plads, mens de helt store skuffelser må siges at være de to rød/hvide Toyotaer. Langsommere end selv Minardierne der kørte med modificeret bemalingsskema på baggrund af flere penge fra Trust. Toyotaerne lignede noget der ikke hørte hjemme i formel 1 og Ove Andersson fik nok en rynke eller to yderligere efter den præstation fra Da Matta og Panis.


KIMI RÄIKÖNNEN KÆMPER MED SIN MP4/17 I TORSDAGENS KVALIFIKATION - © Mercedes Benz Motorsport

Lørdagen åbnede med en grim ulykke i morgnens frie træning. Button er tydeligvis på en hurtig omgang. På vej ud af tunnelen under Grand Hotel (Det var i gamle dage det hed Loews hotel!) ser det ud som om han rammer først den ene barriere let og derefter barrieren for enden lige inden der normalt skal bremses ned og drejes til venstre. Den rammer Button med høj fart og kurer sidelæns ind barrieren der adskiller banen fra nødzonen. Det er en ulykke, der i frygtelig grad minder om Karl Wendlingers i Monaco i 1994, der mere eller mindre afsluttede hans karriere. Wendlinger lå i coma efter den oplevelse. Så galt gik det ikke for Button, selvom det så slemt ud da han ganske forsigtigt blev løftet op fra vraget og over på den oppustelige båre. Alt dette for ikke at skabe yderligere ravage, hvis han skulle have beskadiget rygsøjlen i sammenstødet.

Selve kvalifikationen blev intenst spændende. Frentzen lagde ud, i en ikke alt for overbevisende tid. Da Matta havde klart noget at bevise oven på torsdagens skuffelse, så han kom rundt i en pæn tid. Der til slut kunne indkassere ham en plads i top-10. Den første alvorlige udfordrer bliver Alonso, der hiver den rappe Renault rundt i en rigtig god tid. Den første under 1.16. Men den slår Iceman let. Kimi Raikkonen slår til med en forrygende omgang, der var mange gange bedre end den han præsterede torsdag. Han var tilfreds… han smilede! Montoya, Trulli og Coulthard prøver alle at gøre ham kunsten efter - men forgæves. Derimod var Ralf Schumacher ude efter poleposition. En forrygende omgang, der så meget heftig ud udefra, bringer Ralf rundt i bedste tid. 1.15.259.

Nuvel tænker de fleste nok på de tidspunkt. Hvem mangler vi? Nåh ja - to Ferrarier. Gør bare plads til Rubens og Michael. Rubens er først ude og får tilsyneladende kun med besvær hevet en 6. Plads hjem. Hvad sker der her? Nåh ham Rubinho har vel kvajet sig undervejs? Det må da være en enkel sag for Schumacher? Men nej. Det blev ikke til en Schumacher 2 i første række. Schumacher hin ældre kunne 'kun' vride 'hajen' igennem på en ussel 5. plads. Bag to Williamsbiler, én McLaren og én Renault. Rubinho ender dermed på en 7. plads. Hvad gik galt? Det var gummiet. Ferraris to biler er de eneste på Bridgestone i top 10 - alle andre kører på Michelin. Men det kan kun blive et plus for tilskuerne. En rød Ferrari med Schumacher som vinder i fjerde løb i træk ville ikke være godt, så skal vi ikke ryste posen i morgen? Måske endda med lidt regnvejr til at peppe tingene lidt op!


SØNDAGENS LØB
Forud for det mest glamourøse Grand Prix på kalenderen var gridden mere fyldt op af det vi på godt dansk kalder 'kändisser' end af kørere og teampersonel . Flavio Briatore kom valsende med sit nye fund. Ikke en kører men tværtimod den velformede og meget vellignende kvinde Heidi Klum. Den små frøken Klum havde fødselsdag og havde naturligvis fortalt den samlede verdenspresse, at hun ingen interviews ville give. Men da Kai Ebel fra RTL brød i skønsang - fødselsdagsang naturligvis - var hun helt i hopla og ville gerne fortælle alt hvad hun vidste om dæktryk og pitstrategi som hende og onkel Flav havde diskuteret på morgenkvisten. Renault ville naturligvis vinde, men hun kunne godt lide Michael Schumacher. Fint - så kom det da på plads!

Vort hjemlige TV3+ gør sit bedste for at matche RTL og havde i dagens anledning fået arrangeret et interview med Helena Christensen, der ikke var bleg for at indrømme, at hun ikke anede mere om Formel 1 end den meget omtalte 'Maren i kæret' På sin vis forfriskende, at Helena - udvalgt til at repræsentere en ny diamant - nærmest føler sig som en blussende teenager til rockkoncert med idolerne. Må knibe sig i armen med en veninde for, at overbevise sig selv om, at alt det fantastiske der sker omkring hende ikke i virkeligheden kun er en drøm. Det var Jaguar teamet, der havde fået ny sponsor og havde til lejligheden malet den springende Jaguar pink med et øje af diamanter. Naturligvis var en anden Jaguar også til stede - den fra James Bond filmen - samt de to Jaguar kørere hver klædt i smoking, og ja Bond kunne ikke, men så faldt Wesley Snipes lige forbi... Pizzonia fik en oplevelse for livet ved at blive fotograferet med Helena - og også Jungle Boy, var helt befippet over situationen og ville ikke ud med om han ville tage Helena selv uden diamanter!


MICHAEL SCHUMACHER RUNDT I GRAND HOTEL HAIRPIN - © Media Ferrari

RTL kørte også hele dagen i alt andet end 'Netto-mode' og havde en række topmodeller til at svare på spørgsmål. Det vil nok glæde mange - ja endda rigtig mange - at Nadia Auermann (topmodel) ikke ser på om en eventuel bejler har et privatfly (jet naturligvis), stor båd i Monacos havn eller en fancy bil i en moderigtig farve. Nej det var det indre der talte! Men mon ikke det alligevel gør en lillebitte forskel?

Men der var jo også et løb, der skulle køres!

Ralf på pole. Kun den anden pole i karrieren. Kunne han stå for presset? På opvarmningsrunden kom et lille hint om at nerverne måske alligevel sad uden på tøjet. Ralf misser starten og kommer momentant bagved Raikkonen, der dog holder tilbage. Et stunt af denne slags kan jo give sort flag, hvad Michael Schumacher temmelig kontroversielt oplevede i 1994 på Silverstone. Alt forløber dog glat og starten går uden problemer for Ralf. Raikkonen derimod bliver presset af Montoya, der som et lyn er oppe og forbi McLaren køreren. På vej gennem Rascasse ser vi bagenden af Montoyas Williams i temmelig nær kontakt med barrieren, på grund af støv i udgange af svinget. Heldigvis sker der ingen skade.

Det kan man ikke sige for Heinz-Harald Frentzen, der står for dagens største afkørsel. Igennem den anden del af 'Piscine' kommer han hen over en høj kerb, hvorved forhjulene mister kontakten til banen. BUM og hele højre side er næsten skrællet af Sauber raceren. På en smal bane som Monaco resulterer det i gule flag og sikkerhedsbil på banen. Udover en punkteret selvtillid havde uheldet ikke skrammet Frentzen...

Stillingen var nu Ralf, Montoya, Raikkonen, Trulli, Schumi, Alonso, Coulthard...

Om det var Helena der havde skruet hovedet af Pizzonia vides ikke - men han udgik på en kørefejl og Webber fulgte tæt efter med en ødelagt gearkasse. Så der blev ikke vist meget metallicgrøn lyserød panter i Monaco i 2003.

På 21. omgang kommer Ralf i pit for benzin og nye dæk. Han er ude igen på 7,8 sekunder, men ramler alligevel helt ned på en 8. plads. Montoya ligger nu i spids og giver den simpelthen alt hvad den ellers så spinkle Williams FW-25 kan holde til. Det viser sig at blive altafgørende for løbsafgørelsen at Montoya får frit løb her. På 22. omgang kommer han ind og kommer ud igen - men denne gang foran Ralf .

Nu er det så Raikkonen, der har téten. David Coulthard forsøger alt hvad han kan for at presse Alonso, men lige meget hjælper det. Han kan ikke presse sig forbi den hurtige Renault. Efter at Raikkonen og Trulli har pittet er det nu Michael Schumacher, der er i front og det går ikke stille af. En megarunde på 1.14.7 og flere følgende får sandsynligvis ændret Ferraris strategi så det er Rubens der går i pit først.

På 30. omgang er det så Michael Schumacher der går i pit. Men det tager lidt længere tid end umiddelbart forventet. 9,1 sekund, men kommer alligevel ud foran Ralf Schumacher, der dermed dratter længere og længere bagud i feltet. Montoya og Raikkonen er i spids, hvilket også bliver resultatet i mål. Dog ikke uden spekulationer på om ikke denne snedige Michael Schumacher og den ikke mindst lige så snedige Ross Brawn ikke skulle have et es oppe i ærmet med en ét stops strategi.

De næste små 20 omgange bliver status quo. Der er ingen uheld og ingen der udgår - udover begge Minardier, der forsvinder i al stilhed.


JUAN PABLO MONTOYA OG BMW WILLIAMS - BEGGE STABILE! - © BMW Press

På 45. omgang er stillingen derfor stadig Montoya, Raikkonen, Schumi, Ralf, Trulli, Coulthard, Alonso og Barrichello.

På 48. omgang går Ralf Schumacher i pit for 2. gang og falder prompte ned på 8. pladsen atter engang. Omgangen efter er det Montoyas tur og det bliver et super pitstop på kun 6,7 sekund. Fantastisk. Raikkonen sætter en spurt ind med en omgang på 1.14.545 der bliver løbets hurtigste og Montoya kommer ud som 3'er efter Raikkonen og Schumi.

Pludselig ser Ralf Schumacher ud til at øve tre-punkt-vendinger i Rascasse, hvilket giver et tidstab på små ti sekunder, men beholder sin 8. plads bag Barrichello, der kører et ganske anonymt løb denne søndag i Monte Carlo.

På 53. omgang er det Raikkonens tur til sit 2. pitstop, hvilket tager 8,9 sekunder og Schumacher er nu i spidsen for Monacos GP's og det er i slutfasen. Har Ferrari taget de andre bagi atter engang, med en genial et-stopper? Svaret fik vi på 58. omgang af de 78. Schumi skal i pit. Det går hurtigt, men det er ikke nok. Montoya er igen i spids og denne gang bliver han der. Den sidste spænding handler om Coulthard kan nå forbi Trulli i pitstoppet. Det er to meget hurtige stop, men da DC er længere tilbage i pitlane end Trulli kan han ikke presse sig foran og det er tæt på en kollision på vej igennem pitlane med ulideligt langsomme 60 km/t.

På 65. omgang er det så slut for Villeneuve, der desillusioneret må se endnu en BAR gå op i røg.

De førende nærmer sig hinanden på de sidste omgange. Men Montoya skal ikke lave en 'Wirdheim', så den får fuld pedal over målstregen, hvor et begejstret team tog imod en lige så glad vinder.

20 år efter en fantastisk sejr til Rosberg for Williams i 1983 er det en flot sejr til Williams og Montoya, der ikke i de mellemliggende år har kunnet præstere en sejr i netop Monaco.

KONKLUSION

På trods af at Monaco har et dårligt rygte som umulig at overhale på - og det er den, da der ikke udover starten blev leveret én eneste overhaling uden for pitten - så bliver det alligevel næsten altid spændende løb. Gerne tætte, når det ikke lige er lykkedes Michael Schumacher, at få 'the upper hand'. Det havde han 'heldigvis' ikke i Monaco og vi fik en stor weekend i blå/hvide farver. Først Kiesa og så Montoya. Kan det næsten blive større?




Skrevet af Flemming Hansen,
flemming@f1journal.com