EN VIDNEBERRETNING FRA EIFFELBJERGENE
Måske var det alligevel motorsportshistorie vi var vidne til i den weekend, hvor jeg var vendt tilbage til den klassiske bane i Eiffel bjergene. Det vil den nærmeste fremtid fortælle os. Faktum er at Williams vandt en dobbelt sejr, mens Ferrari måtte erkende, at de ikke var de hurtigste. I de andre løb i år har Ferraris manglende sejre kunne bortforklares, eller også har de vundet. Ikke så overlegent som sidste år, men alligevel er det blevet til fire sejre.
Men på Nürburgring blev de slået, rigtig slået. Og måske var det slutningen på den lange periode med total dominans som Ferrari har haft. Måske var det slutningen på den epoke? Måske kan jeg om mange år, når jeg står med mine børnebørn og kigger på en racerbane, fortælle dem om det her løb - og så sige: Jeg var der!
Jeg har været her før, her i de smukke bjerge, hvor byerne ligger langs de snoede veje gennem passene. Det er måske et af de smukkeste steder i verdenen, rent landskabsmæssigt. Det eneste der mangler er havet. Hvis det havde ligget ud til havet, var jeg begyndt at kigge efter hus, men ak - der er langt til havet. Og når man er vokset op med havet, er det svært at undvære. Men jeg har været her før, så min betagelse over landskabet er dennegang forventet. Jeg ved hvad jeg skal se, så jeg kan nyde det mere.
Kørerparade med borgen i baggrunden - © Schlegelmilch Photography
FREDAGENS TIDSKØRSLER
Det samme gælder dét vi egentlig er her for. Formel 1. Jeg har set det før, jeg ved hvad det er, så jeg kan nyde det mere. Der er ikke den samme spænding som første gang, da man kunne rumlen fra en 10-cylindret motor nærme sig for allerførste gang, og korte øjeblikke senere så man den lille bil fræse forbi. Jeg ved hvad det er, larmen, bilerne. Så jeg kan nyde det mere. Fredag sjapper afsted med en ufattelig kedelig testkørsel om morgenen.
Da vi endelig når til fredagens kvalifikationen er ørene trætte, maven er tom og svælget tørt. Bilerne kører ud. En ad gangen triller de forbi, stormer forbi og lister hjem. Schumacher fører, Schumacher er først. Der står en masse tyske Ferrari/Schumacher fans og jubler da han kører forbi. På vej hjem efter sin hurtige omgang bruger de deres horn og hvad de ellers har. Ikke at han kan høre dem for sin motor. Men han må da kunne se dem! Han må da vide de er der. Det er hans hjemmebane - det er hans fans!
Men han vinker ikke, ikke den mindste lille antydning af et vink til den jublende folkeskare. Men det er han ikke ene om. Det er faktisk reglen. Man vinker ikke. De andre er selvfølgelig hverken på hjemmebane (med undtagelse af Ralf) eller ligeså feterede. Men tiljublet bliver de alligvel, men ingen vinker. Så kommer regnen. Et par biler danser, og publikum finder det et glimrende tidspunkt at søge andre steder hen. Der mangler et par biler, men de er alligevel ikke så væsentlige - og desuden regner det.
Michael Schumacher vinker lidt med det ene forhjul - © Schlegelmilch Photography
LØRDAG - ENDELIG EN DER VINKER
Om lørdagen kom vinket. Ikke fra Schumacher, men fra Raikkonen, der skulle køre sidst og satte hurtigste tid. Endelig var der en der ville vinke til publikum. Inden da, er dagen gået med besøg på banens museum, hvor hovedattraktionen i netop de minutter var en nyankommet McLaren, som de ikke havde fået hegnet ind endnu. Helt tæt på bilen. Røre ved, rykke i rattet. Bliver smidt væk, sammen med alle de andre pilfingre. Fem minutter, højst, var bilen tilgængelig - jeg nåede at røre den!
Frokost i skyggen fra den gamle middelalderborg er det også blevet til. Og så en halv times gåtur ned til min sten - med nr. på! Det er virkelig luksussæder man får her på Nürburgring. Tidskørslen forløber som forventet, Schumacher og Raikkonen slås om pole. Williams starter i anden række. Panis kører godt, bliver nr. syv. Den størtste overraskelse. Skyerne er tunge, jeg får et par dråber, men regnen udebliver. Bagefter er der F3000 med Kiesa. Han bliver imponerende nummer tre i løbet. Jeg kipper lidt med imaginært dannebrogsflag, og fejrer podieplaceringen.
Starten på Europas Grand Prix - © Martin Trenkler
SØNDAG - SÅ GÅR DET FOR ALVOR LØS
Søndag, den store dag. Løbsdag. Jeg er blevet træt af min siddesten, og udskyder ankomsten til min plads til allersidste øjeblik. Først igen en frokost under borgen. Så den halve times gåtur. Og så starter løbet. Raikkonen starter godt, det samme gør Ralf og Barrichello, mens Schumacher og Montoya ikke kommer så godt fra start. Paradekørsel. I starten hænger Montoya på Barrichello og det lugter af nærkamp, men så falder han tilbage. Ingenting sker. Villeneuve skal forbi en Minardi et par gange.
Stilstand. Pitstop. Mere stilstand. Endnu ingen udgåede. Så kommer røgen. Ikke tæt nok til at vi kan se bilen, men røgen fra Raikkonens Mercedes motor kan ses - og, tror jeg, lugtes. Raikkonen skubber til en lidt for ivrig official. Ralf fører foran storebror. Gad vide om han er ligeså svær at overhale, som han selv har ved at overhale? Svaret kommer aldrig. Michael kommer aldrig tæt nok på. Efter anden runde pitstop, har Montoya fået gang i bilen. Hastigt haler han snøren til Michaels Ferrari ind. Knap 150 meter henter han på en omgang.
David Coulthard i en Schumacherdesignet chikane - © Martin Trenkler
Der er noget i luften. Næste gang de kommer i hårnålen forsøger Montoya sig - på ydersiden. Det kan man ikke. Man kan ikke overhale Michael Schumacher på ydersiden gennem en hårnål. Men jo! De rører hinanden, Michael danser af. Massevis af Ferraris fans knytter næverne i skuffelse.
Bagefter tager Schumacher det selv ganske roligt. Ikke noget han ikke selv ville have gjort, siger han. Og når man kommer hjem og ser det på video, så er det jo bare, det der sker, når man kører race. Men Schumacher falder tilbage. Montoya ligger to'er - alt for langt efter Ralf til at true ham. Men det ligner en sikker dobbeltsejr til Williams. En Toyota brummer forbi os, med en mærkelig lyd. Ikke mange kilometer tilbage når jeg lige at tænke, inden jeg på storskærmen kan se at den ryger nu.
Sejrsparret på podiet - © Schlegelmilch Photography
Sidste omgange. Coulthard ryger af da han styrer uden om Alonso. Alonso må have problemer af en slags. Schumacher henter ham hurtigt, forsøger at finde en vej forbi i sidste sving, men det lykkedes ikke. Ralf har forlængst vundet - og nu bliver der vinket. Ralf vinker, Montoya vinker. Barrichello - selv Michael vinker, selvom han kun blev nr. fem.
Løbet er slut. Og en folkevandring går i gang. Vi undgår køer og kommer hurtigt afsted fra banen. Farvel for dennegang. Ligesom sidst jeg kørte afsted herfra, har jeg en sikker fornemmelse af at jeg nok skal komme igen.
Skrevet af Martin Møller Thomsen,
martin@f1journal.com
