|
F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / REVIEW - MALAYSIA
MALAYSIAS GRAND PRIX SET I BAKSPEJLET
Der var lagt i kaklen til endnu en god weekend for La Scuderia Ferrari, efter magtdemonstrationen i Australiens sæsonåbner. Det blev da også til en Schumacher sejr, men ikke i nærheden af samme dominans som i Albert Park. På Sepang banen lå Juan Pablo Montoya konstant som en skygge over ham, godt nok i en afstand af 4 – 9 sek., men ikke desto mindre var han klar, skulle verdensmesteren lave en fodfejl i den tropiske hede. Fejlen udeblev endnu engang, og Schumacher kunne således hive sin 72. Grand Prix sejr hjem, mens colombianeren måtte tage til takke med en andenplads, og otte solide point til mesterskabet.
Weekendens store overraskelser var først og fremmest Mark Webbers flotte andenplads i kvalifikationen, der desværre blev smidt væk på det skammeligste, mens weekendens positive indslag var den flotte præstation af Jenson Button. Briten fik endelig sin podieplacering, og dømt ud fra mandens egen glæde, holdets og ikke mindst publikummernes voldsomme brøl da Button fik sin pokal, kan det kun betegnes som en succesoplevelse for alle i Formel 1. Montoya og Schumacher hyldede da også en ny mand i selskabet, og gav Button en god, og rigtig våd dåb i vinderchampagnen.
Schumacher endnu engang først over stregen – Copyright: Ferrari Press Office
Schumacher og Ferrari trak endnu en sejr hjem, og fører i VM stillingen. Men McLaren og Williams viste begge, at de har gjort fremskridt, og at de røde hingste forspring ikke forbliver som det er. Malaysia blev en sejr for Ferrari, men en god indikation på, at VM så sandelig ikke er afgjort endnu.
FREDAGENS FRIE TRÆNING
Det startede som forventet. Ferrari hev nogle vanvittige tider ud af ærmet i første fri træning, og Michael Schumacher virkede urørlig. Tyskeren var knapt et sekund hurtigere end nærmeste konkurrent; holdkammeraten Barrichello, og omkring to sekunder hurtigere end rivalerne Räikkönen og Montoya. Et ondt varsel, finnen heldigvis fik sat en stopper for i dagens anden træning.
Som dagen skred frem blev det varmere, og det passede bedre til Michelin dækkene, og samtidig fik Kimi vist, at bare fordi McLaren ikke er med helt fremme i sæsonens start, kan hårdt arbejde sagtens betale sig. McLaren sluttede nemlig hurtigst efter fredagens frie træning.
LØRDAGENS KVALIFIKATION
Efter lidt formiddagstræning hvor Schumacher var hurtigst, var det tid til den underlige dobbeltkvalifikation. I den første halvdel var det Renault der stjal billedet, og der var lagt op til en regulær gyser, idet alle titelkandidaterne skulle køre lige efter hinanden. Altså lige på nær Williams, der i den første halvdel kørte konservativt, og skulle således køre midt i det hele.
Mark Webber var lørdagens positive overraskelse – Copyright: Ford Media
Det gav ikke nogen særlig effekt, men Montoya formåede dog at placere sin FW26 i anden startrække. Langt bedre gik det for Jaguars Mark Webber, der flot smed sin R5 op på forreste startrække, lige ved siden af manden på pole: Michael Schumacher. Tyskeren hev en kanin op af hatten, en perfekt omgang og 0,641 sek. hurtigere end australieren i den grønne karet.
Skuffende var det for Renault der faldt totalt igennem i den afgørende kvalifikation. Trulli lavede mange småfejl på sin omgang, og Alonso oversatsede fuldstændig, og smuttede af banen. Sidste startplads til spanieren. Også japanske Takuma Sato kørte af banen. Jenson Buttons flotte sjetteplads på gridden skulle vise sig særdeles vigtig et døgns tid senere…
SØNDAGENS GRAND PRIX
Da løbet skal til at starte regner det lokalt flere steder på banen. Ikke ret meget, men nok til at banen er fugtig i starten. Da starten går, tordner Michael Schumacher af sted fra pole, med Rubens Barrichello lige i hælene. Den formidable startplacering Webber nappede om lørdagen, formøbles på værst tænkelige måde, da han fejler i starten. Det koster man rigtig mange placeringer, og en duel nede i feltet med Ralf Schumacher gør, at han punkterer og må i pit. Al arbejdet er spildt, idet R5’erens diffuser skades under omgangen med det punkterede dæk, og Webber må senere udgå af løbet. En rigtig kedelig måde at afvikle en kvalificering på forreste række på.
Ferrari drøner af sted, og Webbers R5 er allerede væk – Copyright: Ferrari Press Office
Oppe foran smutter de to røde Ferrari racere hurtigt af sted, med Juan Pablo Montoya og Kimi Räikkönen i hælene. Netop de to herrer så ud til at have fået skub i raketten. De er endda så gode, at Rubens Barrichello ikke formår at holde dem, samt en del andre kørere bag sig efter første pit-stop runde. Trulli og Button suser også forbi brasilianeren, og Schumacher er pludselig alene i front uden sin hjælper. Jagten intensiveres, men tyskeren formår at holde udfordrerne stangen.
Imens Jenson Button kniber sig forbi Kimi Räikkönen under anden pit-stop runde, er det farvel og tak til bl.a. Ralf Schumacher og Mark Webber. Webber pga. diffuseren, mens Schumacher den yngre lider en kedelig skæbne. En hvid røgsky fra bagenden af FW26 indikerer motorproblemer, og han holder ind. Ét stk. BMW P84 lige til skraldespanden.
Montoya jagtede disciplineret Schumacher hele dagen – Copyright: BMW Motorsport
Oppe foran haler Montoya ind på Schumacher, men det er ikke nok. I og med de begge får skiftet gummi og påfyldt benzin, kan Schumacher igen vriste sig fri af colombianeren og skabe et lille hul på 4 – 7 sekunder.
Ved tredje og sidste pitstoprunde går Montoya overraskende ind før Schumacher. Williams-holdet arbejder hurtigt og disciplineret, men Ferrari er lige et splitsekund hurtigere med Schumacher, og tyskeren kommer komfortabelt ud foran Montoya, med et par distancerede biler imellem sig og Montoya som buffer. Deriblandt Barrichello, der stadig ikke har været i pit. Brasilianeren kommer til at virke som den perfekte buffer for Schumacher, og den værst tænkelige for Montoya. Det indser og erkender Montoya hurtigt, og tager således ingen chancer og vil hellere nøjes med otte sikre point, end satse de ti. Således bliver resten af løbet en formalitet, og Schumacher kan køre sæsonens anden sejr i hus.
Kimi går detroniseret fra en defekt McLaren-Mercedes MP4-19 – Copyright: West Online
Under samme sidste pitstoprunde går det galt for Kimi Räikkönen. Han har lige fået skiftet dæk, og så sker det igen. Tekniske problemer, der senere bliver forklaret som en defekt gearkasse sætter finnen ud af spillet, på et tidspunkt hvor han ligger på en særdeles solid fjerdeplads. Mere drama er der, da tv-kameraerne spotter en BAR-Honda der trækker ind til siden.
Mange ånder lettet op, da de finder ud af, at det er Takuma Sato og ikke Jenson Button der udgår. Button ligger stadig stærkt og forsvarer let sin tredjeplads. En utrolig stærk indsats fra briten hele weekenden igennem bliver nu belønnet. Tredjepladsen holder hjem da Schumacher krydser stregen med Montoya fem sekunder efter sig. Det er en realitet, at Schumacher napper sin 72. Grand Prix sejr, men også, at Button endelig får sin første podieplacering. Schumacher og Montoya hylder ham da også, da han kommer op på øverste trin og badet i de to erfarne herrers champagne. Button nyder selvklart øjeblikket fuldt ud, mens både publikum og BAR Honda drengenes jubelråb overdøver alt andet.
Montoya og Schumacher døber Button i MUMM – Copyright: BAR Honda Media
Løbet indeholdt en god del underholdning, men også en snert af forudsigelighed. Schumacher var aldrig rigtig truet, men skulle blot holde hovedet koldt. Det har givet ham et solidt forspring i mesterskabet, men som han selv sagde: Sæsonen er kun to løb gammel, og der er 16 afdelinger tilbage endnu. Intet er givet på forhånd, om end verdensmesterens start næppe kunne være bedre.
I Malaysia var der kun meget få der udgik. Ralf Schumacher med motoren, Kimi Räikkönen med gearkassen, Mark Webber med en punktering der kostede diffuseren livet, og Takuma Sato ligeledes med en motor til sidst. Jordans Nick Heidfeld måtte også lade livet pga. en teknisk defekt, men ellers gennemførte alle andre løbet i den tropiske hede. Den nye motorregel har således haft den effekt, at langt størsteparten af kørerne gennemfører. En trend startet i Australien og videreført i Malaysia.
Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com.
|
|
|