F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / REVIEW - BAHRAIN


BAHRAINS GRAND PRIX SET I BAKSPEJLET

Det første Formel 1 Grand Prix nogensinde i mellemøsten. En historisk begivenhed, der fandt sted 04-04-04, og som blev afviklet til alles store fornøjelse, og tilfredshed. Resultatet af løbet derimod, var et lammende slag til oppositionen. Michael Schumacher og Ferrari udviste igen stor autoritet, og McLaren og Williams har problemer med at holde de sultne BAR og Renault racere bag sig. Michael Schumacher styrer sikkert mod en syvende titel, og har ikke tænkt sig at bekymre sig om hvorfor modstanderne ikke har noget nævneværdigt at byde ind med. Tyskeren styrede sejrssikkert sin F2004 fra start til slut, og lod aldrig nogen tvivl få næring om hvem vinderen skulle blive.

Weekenden i den alkoholfrie stat Bahrain blev betegnet som en succes for alle. Banen, der i rekordtid blev opført, stod som et meget flot eksempel på effektiv arbejdskraft, markedsføring og planlægning. Organisatorerne i Bahrain har gjort det til UG med kryds og slange, og fik samtidig vist baner som Silverstone og Magny-Cours hvordan forholdene skal være, hvis man vil være sikker på at afholde Formel 1 løb mange år fremover. Hele paddocken gav genlyd, da både Bernie Ecclestone og adskillige repræsentanter fra England måtte erkende, at statsstøtte er en uundgåelig nødvendighed for at være med i Formel 1 anno 2004. Bahrain er, med Malaysia, det flotteste Formel 1 kan tilbyde, og de bliver nu brugt som målestok fremover. Det her er Formel 1 når det er allerbedst.


Michael Schumacher hilser på Kronprins Shaikh Salman bin Hamad al Kalifa – © Schlegelmilch Photography

Bahrain International Circuit blev indviet med et løb hvor den store mester vandt, og hvor overhalingerne var mange. Godt nok ikke i front, men løbet blev alligevel betegnet som værende underholdende, takket være en formidabel producer, der evnede at fange alle de rigtige kampe på banen på de rigtige tidspunkter. Mon ikke hr. Ecclestone skulle ansætte den mand på fuld tid?!

FREDAGENS FRIE TRÆNING

Fredagen i F1 er blevet en underlig størrelse i år. Der trænes med op imod 30 kørere, hvoraf de sidste er tredjekørere hos de seks lavest rangerede hold efter sidste sæson. Det betyder, at Davidson, Leinders, Wirdheim, Glock og Zonta alle er med. Førstnævnte var endda så hurtig, at han blev tredjehurtigst foran alle de store kanoner som 2 x Schumacher, Webber, Button osv. En præstation i sig selv af den unge brite, The Ant.

Prisen for bedste omgangstid gik dog til en Ferrari. Rubens Barrichello satte bedste tid foran colombianske Juan Pablo Montoya, med Anthony D. på tredjepladsen. En dag hvor der for alvor blev prøvet grænser af. Alle havde en tur ud i ørkensandet, eller lavede piruetter på banen. Ingen var undtaget. End ikke erfarne herrer som Michael Schumacher, DC eller Giancarlo Fisichella. Der skulle afprøves nyt territorium, og der blev så sandelig fundet nogle grænser – samt kørt lidt ud over dem. Ganske underholdende start på en weekend, der senere skulle vise sig at være en tro kopi af sæsonens første to løb.


Ralf foran Rubens på en meget støvet racerbane – © Schlegelmilch Photography

LØRDAGENS KVALIFIKATION

Da det to timer lange maraton kvalifikationsformat skulle afvikles, var der spået kamp til stregen. BMW WilliamsF1 så ud til endelig at have fundet en god opsætning, og både Ralf og Monty var sultne. Ferrari var stille og tilbageholdende, velvidende at konkurrenterne fra Grove ville være stærke lørdag eftermiddag. Det var de også, men da det gjaldt, var det igen Scuderia Ferrari Marlboro og dennes hr. Schumacher der trak det længste strå. For Ferrari havde satset på mindre vinge end konkurrenterne, og det betød at bl.a. Renault og WilliamsF1 var hurtigere end Ferrari på de to første sektorer. Men i den tredje sektor, der byder på to gode lange, lige stræk, rev Ferraris V10 motor konkurrenternes forspring i stykker, og Michael Schumacher konsoliderede sin position som den hurtigste mand i feltet.

Det var scenariet hele vejen igennem. Både Ralf Schumacher og Juan Pablo Montoya var markant hurtigere end Michael under de to første sektorer, men når de så skulle give den gas i den tredje sektor, var der for meget bagvinge, og den holdt brølet fra V10’eren for meget tilbage. Godt nok susede de af sted i de hurtige kombinationer, takket være masser af vejgreb fra vingerne, men ak, det var for meget. Ferrari havde endnu engang udspillet Williams på det tekniske plan, og med en stensikker præstation fra Michael Schumachers side, var det ren kosmetik, og tyskeren sluttede over 0,4 sek. foran de to blåhvide racere. Ikke engang Rubens kunne følge med, der var distanceret med 0,391 sek. på andenpladsen.


Michael Schumacher var i en klasse for sig selv lørdag – © Ferrari Press Office

Skuffelserne lørdag eftermiddag var Fernando Alonso og Kimi Räikkönen. Alonso var ligesom de to Williams racere hurtig på de to første sektorer, og blev for ivrig. Han ville for meget på for lidt tid, og kørte for bredt i de sidste sving op mod langsiden. Ud i sandet, og så koster det altså hurtigt fire sekunder. P17 til den spanske komet, der må siges at have ramt ved siden af lørdag.

Værre gik det for Räikkönen, hvis weekend startede med en udbrændt Mercedes motor fredag. Coulthard kvalificerede sig kun som nr. 10, og da McLaren kunne se, at Räikkönen nok ikke ville få mulighed for at gøre det ret meget mere, og havde i mente, at han alligevel ville få en straf på ti placeringer, var der ikke megen nytte i at gennemføre en omgang, når han alligevel ville starte bagerst, takket være motorskiftet fredag aften. Så han kørte bare ud og direkte ind i pitten igen. En lang søndag eftermiddag ventede forude for Räikkönen, troede han…


Kimi Räikkönen mens hjulene stadig rullede på MP4-19 – © West Online

SØNDAGENS GRAND PRIX

Da det blev eftermiddag på Sakhir banen, stod der 20 biler klar til start. Udfaldet var nærmest givet på forhånd, takket være Michael Schumachers dominerende start på sæsonen og uhyggelige fart i kvalifikationen. Da de røde lamper gik ud, blev de værste forudanelser gjort til virkelighed, for han rykkede fra alt og alle, lige på nær holdkammerat Rubens Barrichello, og så var de to røde Ferrari racere væk. Det gik fra skidt til værre for spanske Alonso, da han i det første sving fik kørt sin næse af, og måtte i pit allerede på første omgang. Men et stormløb op gennem feltet skulle senere vise sig, at kaste point af sig.


Schumi må bremse sent for at holde Rubinho bag sig – Copyright: Ferrari Press Office

BMW WilliamsF1 køreren Juan Pablo Montoya gjorde hvad han kunne for at hænge på, men det var en kamp tabt på forhånd. I stedet kunne produceren hos FOM så koncentrere sig om gode dueller mellem BAR, Renault og Williams-kørerne. Ralf og Sato kørte tæt, og japaneren fik vippet en lidt for kontant tysker af banen.

Specielt Jenson Button havde en god dag i Bahrain. Han overhalede både på banen, og i pitten. Det gik ud over holdkammerat Sato og Renaults Trulli. Men for Kimi Räikkönen var dagen blot et solidt punktum på et mareridt der startede fredag middag. Kimis Mercedes V10 motor, FO110Q, gav op da den brød i brand, og sendte store flammer og røgskyer ud gennem udstødning og varmehuller i bilens kulfiberskal, og så var den McLaren ude.


Jenson Button kørte endnu et flot Grand Prix – © LAT Photographic and Wieck Photo DataBase, Inc.

For McLaren bliver weekenden et stort nederlag, da også David Coulthard udgår. Heldigvis er Zsolt Baumgartner også uheldig, så Mercedes er ikke den eneste motorfabrikant der har motorsammenbrud. Cosworth må også lide en enkelt i form af Baumgartners Wilux Minardi.

I front er spændingen helt væk. Michael Schumacher ligger konstant ti sekunder foran Rubens Barrichello, der har langt ned til colombianske Montoya. Da dennes gearkasse begynder at spytte gearene ud, overhales han hurtigt af adskillige kørere, og en hårdtpumpet Jenson Button napper lige sin anden podieplacering i træk, kun otte omgange før mål. Juan Pablo Montoya når kun lige at køre over stregen, før FW26’eren giver op.


Juan Pablo Montoyas BMW WilliamsF1 holdt kun lige til målstregen – Copyright: Schlegelmilch Photography

Fernando Alonso fik også kæmpet sig solidt ind i pointene med en sjetteplads, mens holdkammeraten Jarno Trulli fik fjerdepladsen. Buttons holdkammerat Sato, Ralf Schumacher og og Jaguars Mark Webber tager sig af de resterende pointgivende placeringer, og i Bahrain blev det kun endnu tydeligere: De tre tophold i år er Ferrari, Williams og BAR, tæt efterfulgt af Renault. McLaren? De er godt i gang med deres anden mareridtssæson i træk.


Podiet v. Gulf Air Bahrains Grand Prix 2004 – Copyright: Ferrari Press Office

I stedet blev Bahrain endnu en triumf for den seksdobbelte verdensmester og La Scuderia Ferrari Marlboro. Maksimumpoint efter tre runder, og tyskeren stormer mod en syvende titel. Kimi er effektivt sat, og eneste reelle konkurrent tilbage er Montoya.

Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com