F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / REVIEW - SPANIEN
SPANIENS GRAND PRIX SET I BAKSPEJLET Sæsonens femte afdeling byder Formel 1 feltet velkomment på den mest velkendte bane af alle; Circuit de Catalunya, hvorpå alle hold tester flittigt hele året rundt. En teknisk krævende bane, der i år havde fået ændret ét sving således der skulle opstå flere overhalingsmuligheder. Svinget i sig selv bidrog da også til underholdningen med mange forskellige variationer af en nedbremsning, men løbet i sig selv blev ikke noget vi kommer til at huske de næste mange år. Det skulle da lige være for det faktum, at det var her Michael Schumacher tangerede endnu en rekord, da han vandt sit femte Grand Prix i træk, og dermed har gjort rent bord indtil videre, ligesom Nigel Mansell gjorde det tilbage i 1992. Weekenden vil blive husket for en jubelidiot der spankulerede ind på banen under opvarmningsrunden, men heldigvis timede han sit mediestunt så elendigt, at ingen af bilerne var i nærheden af ham, og flagdommerne kunne få ham bragt af vejen inden løbet skulle sættes i gang. Således fik begivenheden ingen indvirkning på løbets afvikling overhovedet, og tak for det. Selve løbet blev afgjort under løbets første pitstop-runde, hvor Ferrari igen udmanøvrerede oppositionen, og Schumacher blev sendt ud i front, og holdt dem sikkert hjem. La Scuderia Ferrari Marlboro holder p.t. legestue med resten af feltet, der indbyrdes spænder ben for hinanden i kampen om mesterskabet, da de skiftes til at slås om de resterende point. Allerede fredag så man tydeligt, at hverken BMW WilliamsF1 eller West McLaren-Mercedes ville være i stand til at kæmpe med i toppen, men at det ville være BAR-Honda der skulle levere modstanden til Ferrari. Men lørdag skulle sætte en kæp i hjulet for det forsøg… LØRDAGENS KVALIFIKATION I selve kvalifikationen skulle slaget så stå. Alles øjne var rettet mod Jenson Button der havde været hurtig om fredagen, og han var da også ude på en hurtig omgang, men da han kørte for bredt i et af de sidste sving, satte han det gode forarbejde totalt over styr, og måtte nøjes med en placering som nummer 14. I stedet kunne Michael Schumacher styre sin F2004 mod sin fjerde pole i år, foran Juan Pablo Montoya, en imponerende Takuma Sato og Renaults Jarno Trulli. Eneste overraskelser i top 10 var Panis’ Toyota på en syvendeplads, og det faktum at David Coulthard formåede at hive en McLaren i top 10. SØNDAGENS GRAND PRIX Men han fører ikke. Føringen overlades i en omgang til Sato, indtil han går i pit, hvorefter Ferraris Rubens Barrichello tager føringen. Brasilianeren bliver forbløffende længe ude, og da han endelig går i pit fyldes der også mere brændstof på, og det indikerer tydeligvis, at Rubinho skal have ét stop mindre end de andre forankørende. Hos Renault har man fået det rigtige ben ud af sengen først i dag, for Fernando Alonso er også varm. Hans relativt skuffende kvalifikation om lørdagen bliver hurtigt forvandlet fra en ottendeplads til en fjerdeplads, hvorefter han sætter et angreb ind på Takuma Sato kort før anden pit-stop runde går i gang. Og mens Giancarlo Fisichella fornemt indtager sjettepladsen foran Juan Pablo Montoya, der presser italieneren hårdt, udraderer de langsomste kørere sig selv. I al stilhed udgår de to Minardi racere én efter én, mens Jordan-Ford køreren Nick Heidfeld igen må udgå af et Grand Prix med en teknisk defekt, der får flagdommernes ildslukkere til at puste lidt pulver ned i motorrummet på den slagne EJ14. Samme skæbne overgår senere Heidfelds makker Pantano, og Montoya udgår også af løbet, og overgiver dermed en placering til Trulli. |
||||