F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / REVIEW - EUROPA
EUROPAS GRAND PRIX SET I BAKSPEJLET
Weekenden i Eiffel bjergene blev endnu en total triumf for Michael Schumacher. Overlegen i kvalifikationen, og lige så sikker i selve løbet. For McLaren blev det en bitter pille med adskillige sammenbrændte Mercedes-motorer, og hos Williams sørgede Montoya for, at begge biler kørte uden chancer for sejr eller podieplaceringer. Samtidig brændte en Honda motor sammen, og således kørte
konkurrenterne endnu engang chancen for andre vindere end Ferrari i sænk ved egen kraft. For hvert løb der går, siver spændingen om mesterskabet ud, og Ferraris modstandere er i den henseende deres allerbedste venner. Takket være deres manglende evne til at producere vedvarende topresultater, løber Ferrari og Michael Schumacher med titlerne uden reel modstand. Det hele er så småt ved at udvikle sig til en farce. Ferrari har vundet før de overhovedet går i gang.
FREDAGENS FRI TRÆNING
Fredag formiddag er Anthony Davidsons domæne. Her brillerer han konstant med sin flotte kørsel i sin BAR006, og igen på Nürburgring startede han weekenden med at toppe tidstabellen i den første kørsel. En ganske harmløs tidstagning, hvor Michael Schumacher snurrede lidt i sin F2004, og ellers viste gode takter forud for resten af weekenden. For Giancarlo Fisichella var den første fri træning en katastrofe, da et tidligt motorskifte betød, at han allerede fredag formiddag viste, at kvalifikationen ville blive straffet pga. motorskiftet.
Kimi Räikkönen var faktisk hurtigst i sin McLaren MP4-19 Copyright: West Online
I den anden fri træning var det højst overraskende Kimi Räikkönen, der i sin McLaren MP4-19 tog den øverste plads. Finnen sluttede således fredagen som hurtigste mand, med briten Jenson Button lige efter. Verdensmesteren var helt nede som nummer ni, distanceret af bl.a. Coulthard, Davidson og holdkammerat Barrichello, samt naturligvis Kimi og Jenson. Ellers var det uden drama at første dag på Nürburgring blev afviklet. Årsagen til, at Schumacher var så langsom i forhold til de andre var en hydraulisk defekt, som minimerede tyskerens tid på banen. Sølle ni omgange gennemførte han i eftermiddagens session.
LØRDAGENS KVALIFIKATION
Selve kvalifikationen blev endnu en magtdemonstration fra Michael Schumacher. Under prækvalen lagde han kimen til endnu en flot præstation på Nürburgring. Tyskeren profiterede en anelse på sin tidlige exit af Monacos Grand Prix, og skulle starte relativt sent i prækvalen. Det samme gjorde bl.a. Alonso og Coulthard, men de fik ikke samme høst som Schumacher. Tværtimod i skottens tilfælde.
Prækvalen blev vundet af Takuma Sato fra BAR-Honda med Schumacher lige efter. Da så kvalifikationen gik i gang endte det med, at de to herrer skiftede placeringer, således Michael Schumacher kunne fejre sin Pole Position nr. 60 foran de mange fremmødte tyske fans på banen. Overraskende nok kunne Kimi Räikkönen fortsætte sin flotte form fra fredag, og kørte en stærk fjerdeplads hjem, der kun var sølle 0,002 sek. efter tredje position, som italienske Jarno Trulli satte sig solidt på. Skuffende var det derimod for Kimis holdkammerat David Coulthard, der måtte udskifte en flot præstation i prækvalen med en startplacering som sjok. På sin 'in-lap' gik skottens MP4-19 nemlig i stå, og måtte fragtes tilbage til pitten. Hos McLaren-Mercedes gjorde man reservebilen klar, og kørte den direkte i parc fermé, uden at køre selve kvalifikationen.
Takuma Sato var eneste mand der kunne presse Schumi Copyright: BAR Media
I stedet kunne man på banen se, at BMW WilliamsF1 stadig mangler fart for at være med helt fremme i kvalifikationerne, mens både BAR-Honda og RenaultF1 for alvor begynder at hale ind på de mægtige Ferrari. Også McLaren gjorde lørdag gode fremskridt, og med en annoncering af, at man ville teste en MP4-19B allerede tirsdagen efter løbet, er der måske endelig lys for enden af tunnelen hos Woking drengene. Lørdag tilhørte dog Michael Schumacher. En fantastisk omgang af den seksdobbelte verdensmester knuste al modstand. Imponerende 0,635 sek. foran nærmeste rival, japanske Taku, og en resignerende Button i pressen bagefter sigende, at Ferrari i løbsform er ét sekund hurtigere end dem pr. omgang.
SØNDAGENS GRAND PRIX
Da starten går får verdensmesteren en god start, og når problemfrit ned som den første i det første sving. Mere problematisk er det for konkurrenterne, hvor Sato, Räikkönen og Trulli kæmper indædt om de efterfølgende placeringer. Ud gennem de første tre - fire svingkombinationer er det dog Räikkönen der bliver vinderen pga. en fodfejl af Sato, og Trulli når også forbi japaneren.
Det lykkes for Schumacher at holde Jarno Trulli bag sig Copyright: Ferrari Press Office
Umiddelbart bag dem går det helt galt for BMW WilliamsF1. Juan Pablo Montoya er for ivrig ned mod første sving, bremser alt for sent, og rammer direkte ind i teamkollega Ralf Schumacher. Forhjulsophæng og næse rives af Schumachers bil, mens Montoya selv mister frontvingen. Uheldigvis kan Ralf ikke rigtig styre sin FW26 bagefter, og det går ud over stakkels Cristiano da Matta, der bliver det andet offer for Montoyas sene nedbremsning. Ralf torpederer nemlig brasilianerens Toyota, og så er der to biler mindre i feltet efter ét sving. Montoya sætter altså sig selv, og to andre ud af enhver chance for sejr.
I stærk modsætning til WilliamsF1 får McLaren for første gang en rigtig god start. Räikkönen er altså nummer to efter de første sving, og forsvarer denne placering, mens holdkammerat David Coulthard laver en god start bagfra, og henter ti placeringer på få omgange.
Lykken varer dog kort for McLaren. Løbet går hurtigt ind i en stationær fase uden overhalinger, og første spændingsmoment kommer efter ti omgange, hvor Kimi Räikkönen igen, igen bliver offer for et motorsammenbrud. En kæmpe røgsky brøler ud gennem kulfiberen på MP4-19, og flammerne slikker op af den skamskudte delfin. Femte DNF ud af syv mulige til Kimi, der tydeligvis er mærket af den kedelige sæson, og han ser efterhånden ret demoraliseret ud. Ganske forståeligt.
Kimi Räikkönen er forståelig nok ved at være træt af det hele Copyright: West Online
Omtrent ti omgange senere overgår samme kedelige skæbne holdkammerat David Coulthard. Skotten må også lide den tort at udgå for tidligt af Europas Grand Prix, og endnu en katastrofal weekend for West McLaren-Mercedes med motorskift og motorsammenbrud kan føjes til en i forvejen kedelig konto.Oppe i front kæmpes der lidt internt om placeringerne, mens især BAR-Honda køreren Takuma Sato imponerer. Han holder fornemt sig med helt fremme, igennem flere pit-stop runder, indtil han skal forsvare sin position overfor Rubens Barrichello sent i løbet.
For da Sato kommer ud fra sit sidste pit-stop er det lige bag Ferrari køreren, og i nogle omgange formår Barrichello at holde japaneren bag sig. Sato er dog ikke manden der lader vente på sig, så han forsøger en vovet overhaling indenom ved enden af start/mål-langsiden. Men Rubens lukker døren, og river Satos frontvinge af. Der var simpelthen ikke plads til begge biler, og det optimistiske forsøg bliver til en kedelig deroute for Sato.
Han skal nemlig i pit for at få sig en ny næse monteret, og efter bare én omgang bryder motoren i brand. Deja-vu for Sato, der udgik på akkurat samme rygende manér i Monaco, denne gang dog uden implikationer fra andre biler. Japaneren havde ellers kørt et rigtig flot løb, men blev offer for en Honda motor der ikke ville mere. Imens modtager Giorgio Pantano en drive-through straf for at have kørt for stærkt i pitten.
Michael Schumacher styrer løbet som ensom majestæt Copyright: Ferrari Press Office
I et løb med forbløffende få udgåede biler kan Michael Schumacher oppe foran krydse stregen som en sikker vinder. På intet tidspunkt var sejren i fare, og tyskeren kan overlegent lade sin F2004 krydse målstregen for sjette gang i træk, velvidende at mesterskabet er i hus.Holdkammerat Rubens Barrichello tager andenpladsen i Ferraris 1 - 2 sejr, mens Jenson Button igen er på podiet, denne gang på holdkammerat Satos bekostning. De to Renault racere Trulli og Alonso tager de efterfølgende placeringer, mens Saubers Fisichella napper sjettepladsen. Mark Webber henter to tiltrængte point til Jaguar Racing, mens Juan Pablo Montoya får kæmpet sig op gennem feltet til den sidste pointgivende placering som nummer otte.
Button henter endnu en podieplads på bekostning af Sato Copyright: Ferrari Press Office
Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com