F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / REVIEW - ENGLAND


TYSKLANDS GRAND PRIX SET I BAKSPEJLET

Ikke helt uventet vandt Michael Schumacher sin 11. sejr i år i sæsonens 12. Grand Prix på hjemmebanen Hockenheim, og det endda i sikker stil, og til mere end 100.000 tilskueres jubel, der for tredje gang i karrieren kunne hylde deres levende legende som vinder af Tysklands Grand Prix. Men det kun takket være en defekt bagvinge og en defekt motor. Havde Jenson Button ikke modtaget en straf på ti placeringer takket være et motorskifte om fredagen, og var Kimi Räikkönens bagvinge ikke fløjet af i løbet, var de to konkurrenter unægtelig kommet tættere på mesteren end de gjorde. Og var de kommet ret meget tættere på var de nok også gået forbi. Farten var i hvert fald til stede hos både Jenson og Kimi, og disses fartmaskiner fra BAR-Honda og McLaren-Mercedes.

Derudover bød weekenden på lidt intern uro hos RenaultF1. Flavio Briatore har ikke formået, eller rettere gidet imødekomme de lønkrav italienske Jarno Trulli har stillet for at forlænge med Enstone-holdet, og derfor forlader Trulli nu Renault efter 2004. Det sagde han direkte til pressen, der naturligvis er begyndt at spekulere i Trullis gøren og laden i Formel 1 i 2005. Toyota og Williams er de mest åbenlyse bud, hvoraf førstnævnte umiddelbart er favoritten, da Sir Frank Williams er mindst lige så nærig som Flavio Briatore når det gælder kørerlønninger, mens Toyota omvendt er kendt for at punge ud for at få de rette personer ind i folden. Williams er nemlig efter sigende mere lun på Webber, Fisichella og et par boblere der endnu ikke har trådt deres sko i Formel 1 regi. Deriblandt italienske Vitantonio Liuzzi der tidligere har testet for Williams, og som gør det ganske flot i Formel 3000 serien lige p.t.

Weekenden endte dog med den forventede Ferrari sejr til Michael Schumacher, og han blev delagtiggjort af Jenson Button og Fernando Alonso på podiet. Udover favoritterne fik også Mark Webber endelig nogle gode point for en velfortjent sjetteplads i R5’eren.

FREDAGENS FRI TRÆNING

Om fredagen gik træningen ganske stille og rolig i gang, men der gik ikke længe før den igen blev stoppet da Jordan-Fords testkører, tyske Timo Glock kørte over en kantsten og rev frontvingen af. Den blev godt og grundig knust, så kulfiberresterne skulle lige fejes af banen før man igen kunne åbne sluserne for fartmonstrene fra pitten. Derudover kørte adskillige andre kørere også så småt af banen hist og pist, men oppe i front var der ingen der kunne røre Michael Schumacher. Han var hurtigst om end det kun var marginalt i forhold til Kimi Räikkönen, der i sin nye MP4-19B er begyndt at vise tænder… for alvor! Sølvpilen var nemlig kun 0,044 sek. efter sin italienske kusine fra Maranello og med Juan Pablo Montoya kun 0,166 sek. efter på tredjepladsen blev der lagt i ovnen til en seriøs dyst om Pole Position næste dag.


Kimi Räikkönen var lige i hælene på Schumacher fredag – © West Online

Hos Toyota gjorde den nye TF104B sit indtog. Den tekniske direktør Mike Gascoyne har fået rettet op på den middelmådige aerodynamik der var hos Toyota, men premieren var ikke nogen udelt fornøjelse. Tidligt fredag formiddag så det rigtig godt ud, men med en problematisk dæk evaluering senere på dagen faldt drengene fra Köln alligevel langt ned af tabellen. Det skulle ikke blive ret meget bedre resten af weekenden.

LØRDAGENS KVALIFIKATION

Kvalifikationen blev noget af et antiklimaks. Der var lagt op til det helt store efter fredagens fine kørsel, men allerede da Jenson Button måtte skifte motor røg en af Michael Schumachers værste konkurrenter i svinget, takket være straffen på ti placeringer for motorskiftet. Montoya og Williams fik dog rettet lidt op på det hele under prækvalen, da de kørte hurtigst på tomme tanke og sikrede sig de sidste kørsler i kvalifikationen. Lidt håb blev genoprettet om, at Schumacher og F2004 kunne slås på tyskerens hjemmebane.

Sådan skulle det dog ikke være. En fænomenal Michael Schumacher satte trumf på da det gjaldt, og den tredje sektor blev kørt i et tempo hvor de andre overhovedet ikke kunne være med. 0,362 sek. blev afstanden ned til nummer to; ikke overraskende den colombianske Juan Pablo Montoya. Button tog sig af tredjepladsen, på papiret vel og mærke, mens finske Kimi Räikkönen vrissede i sin MP4-19B og fik den placeret som nummer fire på tavlen. Favoritterne blev samlet på de forreste startrækker, og der var trods skepsis lagt op til en gyser ned mod det første sving søndag eftermiddag.


”Den Røde Baron” satte trumf på under kvalifikationen – © Ferrari Press Office

Efter Räikkönen kom makkeren David Coulthard, og derefter fulgte et par Renault racere der umiddelbart ikke kunne finde farten til at følge med helt i front, og alligevel fik de placeret deres racere ganske fornuftigt. Toyota fik et glimt af det potentiale der måske ligger gemt i TF104B da Panis smed sin slæde ind som nummer ti i kvalifikationen, mens den nedre halvdel af feltet repræsenterede det nuværende styrkeforhold i Formel 1 ganske pænt. Ford motorerne skændes om de sidste placeringer, mens Jaguar, Sauber og Toyota stadig kæmper en kamp for at nå det gode selskab i den øverste halvdel af feltet.

SØNDAGENS GRAND PRIX

Da starten gik smed Juan Pablo Montoya endnu engang et anker ud fra Williams racer. I stedet kunne Michael Schumacher, Kimi Räikkönen og Fernando Alonso tordne af sted med Coulthard, Sato, Trulli og Barrichello på slæb. Der var aldrig rigtig noget drama i det første sving for Schumacher fløj af sted uden at konkurrenterne rigtig kunne gøre noget ved det. Værre var det lidt længere nede, da Rubens Barrichello i et noget optimistisk forsøg satsede på en overhaling af DC i Spitzkehre, hvorefter frontvingen røg af på brasilianerens F2004, og denne måtte i pit efter en ny næse. Heldigvis forårsagede han kun skade på egen bil, og ødelagde således ikke andre køreres løb, om end Montoya lige måtte en omvej udenom den afrevne næse for ikke at køre den over.


Schumacher er væk, Kimi og Alonso duellerer mens Montoya er sat – © Ferrari Press Office

Derefter begynder der et sandt hav af overhalinger. Kimi Räikkönen er ikke tilfreds med at være blevet overhalet af Fernando Alonso i starten, og på anden omgang sætter finnen et velanrettet angreb ind og eksekverer manøvren med kirurgisk præcision. Her kunne Rubinho lære noget. Juan Pablo Montoya forsøger at indhente den meget dårlige start og overhaler kort efter Mark Webber for sjettepladsen.

Allerede på 10. omgang begynder kørerne så småt at tage deres første af i alt tre pit-stops, og favoritterne dribler ind én efter én. Jenson Button bliver ude længere end de fleste, mens der på banen nogle omgange senere sker noget rigtig kedeligt. Kimi Räikkönens bagvinge river sig løs på start/mål-langsiden og han skøjter af banen i første chikane, akkurat som han gjorde det sidste år i kollisionen ved starten. Kimi baldrer ind i barrieren og er tydeligvis vred da han i afmagt smider rattet ned i siddebrønden, velvidende at det pres han lå på Schumacher kort forinden mindst havde sikret ham en podieplads, måske endda sejren.


Her forlader en tydelig skuffet finne den bil der kunne have vundet – © West Online

At Jenson Button bliver længe ude betyder, at han avancerer adskillige placeringer efter stoppet, mens han også selv har overhalet et par stykker på banen. Allerede efter 22 omgang er han nummer fire, og det skulle blive endnu bedre.

Længere nede kæmper holdkammeraten Sato en kamp med og mod Trulli og Webber. De tre musketerer har en ganske underholdende intern fejde, og det bliver Trulli der forlader slaget som den store taber. Han bliver nemlig overhalet af de to andre i én manøvre, hvor Sato åbner ballet og Webber slutter med at lukke døren for Trulli. Imens gør Toyota sig uheldig bemærket da et Michelin dæk punkterer på Cristiano da Mattas TF104B, og han bliver sendt skøjtende ud af løbet i Spitzkehre.

Oppe i front forsvinder Michael Schumacher stille og roligt ud i horisonten, mens kampen om andenpladsen intensiveres som løbet skrider frem. Fernando Alonso er indehaveren og Jenson Button er bejleren. Button er nådesløs i sin kamp for at avancere en placering og stædigheden bærer frugt, da han efter et par rigtig underholdende dueller med spanieren endelig kommer forbi. Og det til trods for, at Button på det her tidspunkt har problemer med sin hjelm. Den er gået løs og presser skævt ind på Buttons hals. Det gør det vanskeligt at trække vejret ordentligt, og han må selv støtte hjelmen på langsiderne og indrette vejrtrækningen herefter. Ikke noget livsfarligt drama, men alligevel et irritationsmoment der på et tidspunkt gjorde, at mekanikerne stod klar med en reservehjelm i pitten. Det blev dog ikke nødvendigt.


Der var fart under Jenson Button, der kæmpede bravt! – © BAR Media

Til allersidst er der en spinkel chance for at McLarens David Coulthard måske kunne fravriste Fernando Alonso den sidste podieplacering, men spanieren holder hovedet koldt og bringer sin R24 hjem til en tredjeplads. I front krydser Michael Schumacher stregen til stor jubel for både Ferrari holdet, men også de mange tusinder af tyske tilskuere der jubler som gale over, at deres helt igen har vundet et Grand Prix på Hockenheim. Det er kun sket to gange før, i 1995 og 2002, så der er stor glæde hos både publikum men også manden selv. End ikke V10 vrælet fra Schumachers Ferrari kunne overdøve tilskuernes jubel.


En ny variant af Schumachers rejehop når han vinder – © Ferrari Press Office

På podiet fik han således selskab af BAR-Hondas Jenson Button og Renaults Fernando Alonso, hvoraf Button er en af de eneste matematiske konkurrenter til titlen endnu. Rubens Barrichello fik ingen point efter et kedeligt løb for brasilianeren, så Ferrari må også vente lidt endnu med at krone sig med konstruktørtitlen. Imens kan vi glæde os over, at Kimi Räikkönen viste gode takter, og at McLaren-Mercedes så sandelig er på vej frem igen med deres reviderede MP4-19B. Der er lys for enden af tunnelen...

Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com