F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / F1JOURNAL TWISTS APRIL


MCRAPPEREN RON D. LAVER STAND UP, HOLD UP!
Den kendte rapper, Ron D. fra det lige så kendte "M and M" rapband var under Australiens Grand Prix på udkig efter en af de lokale. Eftersom Ron D. har indset at yndlingsofret, den tyske rap superstjerne Schumi, har et pladesalg med 5 dobbelt guld så går det ikke at mobbe ham, så han gik med vanlig beskedenhed i stedet efter den mindste dreng i klassen - Paul Stoddart!

Med vanlig mobbemaner gjorde han det klart, at der ikke var plads til folk af Stoddart statur i den børnehave vi andre kender som Formel 1. Om det var Pauls faderlige fuldskæg, eller i stedet den lille australiers forkærlighed for ældre sorte Formel 1 racere der tændte den tidligere brugtvognshandler af, vides ikke. Det udviklede sig i hvert fald til en klassisk "Min mor kan banke din far"-diskussion, hvor de omkringstående naturligvis råbte "Slåskamp, slåskamp!"

Det endte dog med en overraskelse, som der ikke var mange tippere på Tipstjenestens Den Lange der havde tippet. Dette høstede Ron D. en del kritik for, men den stod ikke at sammenligne med Stoddarts endegyldige udgangskommentar: "Ron in particular has made a very vicious attack on me in the last 10 days, he is more or less indicating they feel there is no room for teams like Minardi in Formula 1. Also they should remember with the budgets they have, they should be not talking about Minardi but rather concentrating on winning the world championship, something I would do if I had their budgets......!"

Samme rygtesmed oplyser at man venter den nye men lettere forsinkede MP4/18 fantomracer indsat i Italiens GP 2016. Ferraris ulykkesfugl og testkører, Luca Badoer, har kraftigt opmuntret af en kendt tysk racerkører tilbudt at teste den nye Sølvpil. Dog gælder tilbuddet først den dag italieneren bliver udskrevet fra hospitalet, efter han sidst smadrede Schumachers nye F2003-GA racer. Rygterne siger, at en frådende rasende Ron D. allerede er blevet taget på fersk gerning med barnlig skrift i bedste Golfkrig maner at skrive på teamets spritnye MP4/18 racer: "From Ron D. with love!"



NÆSTE ÅRS SÆSON BEGYNDER I VINTERMÅNEDERNE?
Kina har i mange år haft en ønskeseddel, hvorpå der øverst står at de gerne vil nedlægge NATO. I de sidste måneder ser det ud til at det klarer NATO bedst helt selv. Så var Kina klar til at nedlægge VETO i FN's sikkerhedsråd. Igen kom amerikanerne dem i forkøbet og nægtede helt enkelt at fremlægge det resolutionsforslag som Kina skulle have nedlagt VETO imod. Kort fortalt er Kina ikke særligt gode til at nedlægge noget som helst. Og muren står jo som bekendt stadig...

Så nu er de kommet op med en ny taktik - et oplæg. De vil nemlig gerne ligge i den forreste ende af F1-kalenderen anno 2004. De har således lagt op til at overtage den plads som Australiens Grand Prix har i år. Og arrangørerne for Australiens Grand Prix har ved godt lobbyarbejde sikret sig sæsonens første løb de næste mange år. Der går derfor faktisk nu rygter om at Australiens Grand Prix i 2004 vil ligge sidst i februar måned - believe it or not!



GADEFEJEREN MIKKEL SKOMAGER
Efter første kvalifikation om fredagen ved Australiens Grand Prix, endte Michael Schumacher på en fjerdeplads, og havde som altid en god forklaring klar i ærmet. "I felt a bit like a road-sweeping machine for all the other cars, cleaning the track, as I picked up all the dirt." Han var første bil på banen så forklaringen lød umiddelbart god nok. Indtil det dog senere kom frem, at han rent undtagelsesvis havde fundet frem til et rimelig skandaløst setup, og måtte gøre brug af Barrichellos til superpolen om lørdagen.

Men pointen vedrørende gadefejere i denne historie, er i virkeligheden slet ikke Michael Schumachers fredagsforklaring. For den faldt jo nærmest igennem på det grundlag, at der allerede var "fejet bane" som en gal i den frie træning forinden. Og endnu før det af de fire hold, der om morgenen stiller op til den frie to-timers test - Renault, Jordan, Jaguar og Minardi.

Da sæsonens mange regelændringer betød en gambling i mange henseender, var det tydeligt at eksempelvis Renault mente, at det på nogle baner ville være en fordel at kunne få to timer på banen mere end alle de andre. Og derfor måske kunne løbe med en fræk podieplads foran andre stærkere teams, der måtte undvære de gyldne to timer.

Faktum på Albert Park var dog en helt anden historie. De fire modige gambler-teams måtte konstatere at de i hvert fald downunder havde taget grueligt fejl. De var nemlig de egentlige gadefejere - og spørgsmålet er om det er den rolle de er hensat til resten af sæsonen...



HVAD SKAL HAN HEDDE?
Connie - hedder man det i Danmark anno 2003, er det nærmest en kæphest at slæbe rundt med om halsen. Men hedder man Connie og tilfældigvis Montoya til efternavn, så går det nok altsammen. Og se lige den superbabe. Er hun ikke bare et forrygende stykke kvindfolk? Den unge Juan-Pablo har ikke helt tosset smag i kvinder. Hvad man bare ikke lige umiddelbart kan se på hende, er at hun efter sigende skulle være gravid.



Jep - den skulle være god nok. Juan-Pablo Montoya vil i løbet af efteråret sætte en yndling i verden, og som det testosteronbundt han er, forventer han naturligvis at det bliver en søn. Ved Australiens Grand Prix blev han således spurgt om hvad knægten i givet fald skulle hedde. Og columbianeren er ikke uden humor - "Tja - jeg har ikke bestemt mig endnu... Måske Michael - måske Ralf..."





JACQUES VILLENEUVE EFTER KVALIFIKATION DOWN UNDER
"I'm just disappointed with my lap because it wasn't very special. After this morning's practice, reliability will be a bit of a worry but we can still fight for the podium..." Hvad er det helt præcist Jacques mener her? At BAR kunne fighte mod de andre om en podieplads? Eller at Jacques og Jenson kunne fighte indbyrdes?

I lyset af den belejlige tinitus Villeneuve pludselig pådrog sig, da teamet beordrede ham i pit, hvilket som bekendt førte til at Jensons muligheder ødelagdes, er der sidenhen lagt op til et sandt katteslagsmål i BAR-teamet, der efterlader Ralfie og Juan-Pablo som pæne skoledrenge ved siden af. Et godt gæt er at næste gang Ville-I-Øh-Villeneuve laver sådan en pitkø-bommert foran Jenson, vil sidstnævnte stå ud af bilen og personligt tage sig kærligt af canadieren og hans problemer med at overholde teamets planlagte pitstops.



KVALIFIKATION A LA NIMITZ
Man burde overveje at sende et brev til Bernie, hvor man foreslår en helt ny variant af kvalifikationssystemet som FIA har høstet så mange stryg for siden Melbourne. Ser man Discovery Channel 18 timer i træk, finder man hurtigt inspirationen. Her på det seneste har man godt nok følt sig fristet til at slå over CNN, men det kræver kun et øjebliks uopmærksomhed, får man kan knap kende forskel på de to kanaler, dødstallet er nogenlunde det samme og det eneste man ved med sikkerhed er at værtinderne er sødere på CNN.

Men tilbage til ideen; grunden til at blande Discovery ind i Formel 1 er det faktum, at man jo tydeligt husker kaptajnen på det atomdrevne superhangarskib USS Nimitz på Discovery udtale, at katapulterne kan accelerere en F18 jager op til 250 km/t på 2 sekunder. Det er jo meget imponerende, men hvad så med Formel 1? Samme katapult vil ifølge den stolte kaptajn kunne kaste en af de gode gamle hækmotorisede folkevognsbobler med fire personer over 25 kilometer! Så nu er ideen jo oplagt; hvis vi nu fik opankret sådan en bandit ud for Sao Paolo, så ville vi kunne lave en kvalifikationssession som virkelig kunne skille fårene fra bukkene.

En Formel 1 racer vejer sådan cirka det samme som en VW bobbel (+/-), så der ville vi kunne se hvor gode vinger og aeropakker de enkelte racere havde. Og ikke mindst - om Iceman trods sin smukke sejr i Malaysia virkelig er Iceman, efter en tur i katapulten med sin McLaren. Det er så bare svært at sige, om dette nye initiativ ville kunne lokke nye F1 kørere til fra F3000 klassen, efter de har set dette skrækindjagende show..



AT IKKE AT ARBEJDE FOR NOGLE ANDRE - FOR 60 MILLIONER
Ved Malaysias Grand Prix kunne man tydeligt se tidligere Jaguar-boss, Niki Lauda, flirte med sæsonens hidtil mest succesfulde teamchef Ron Dennis. Det er der nu ikke noget usædvanligt i. Lauda er "in between jobs", og da man ikke forventer en mand som ham hænge et opslag op i den lokale Irma, er det naturligt at han tager sagen i egen hånd og forsøger at finde sig en ny arbejdsgiver.

Ford har således gået et stykke tid og overvejet hvorledes man sagde pænt farvel til Lauda - i en god ånd. Men efter flirteriet i Sepang-pitten skulle det gå stærkt med at skilles i en både god og sikker ånd. Rygterne siger derfor at Ford nu har indsat næsten 60 millioner kroner på Niki Laudas husholdningskonto - dels som en anerkendelse af hans arbejde for Jaguar og Ford - men samtidig for at få lukket munden på ham resten af 2003-sæsonen..





PETER NYGAARD - JEG ELSKER DIG!
Verdenen er blevet om muligt endnu mere syret end den har været længe. Tænk på det cirkus vi kender som Formel 1. Det kræver ikke megen fantasi at forvandle den lille sjove mand ved navn Bernie til den velkendte klovn med den røde næse, og Max Mosley til den bagkloge sprechstallmeister. Kørerne kan man så efter temperament og seksuelle præference forvandle til enten de 7 små dværge som bliver kylet og kastet rundt under teltdugen eller spændstige cirkusheste.

Får du held til at løbe den omvandrende depression, Jacques Villeneuve, i København på Strøget sammen med badutspringeren Ellie Green, så vil han lægge hånden alfaderligt på din skulder, nikke forstående og give dig ret. Nej, det er bestemt ikke nemt ikke nemt at være Formel 1 fan nu om dage. Modsat fodboldfans kan vi jo ikke engang more os med at tæve hinanden, uden at det også er galt. Så hvordan skal vi så afreagere?

Der er jo altid den klassiske aversion, tv-kommentatoren, som vi kan kaste vores halvlunke dåsebajere efter, hvis vi ellers kan ramme noget som helst på de sindssyge tidspunkter som Bernie sender F1 på nu om dage. Det er et utaknemmeligt job, som Nygaard og Kiesa på TV3 har klaret til UG, kryds og slange. Man må have respekt for alle der tør stille sig frem for et så utaknemmeligt og blodtørstig publikum som de danske F1 fans, visse popsangere dog helt undtaget fra den ros, og prøve at give det bedste man har som kommentator.

Man var ved at tabe sin lunkne chokolademælk ned over sin kærestes nye hvide jakke af bar jubel over, at Nygaards stemme knækkede over og gik i falset ved starten af Australiens Grand Prix klokken kvart i kvalme. En så vild entusiasme har man ikke hørt siden Ben Edwards på det nu skindøde Eurosport. Peter - havde du haft hår ned til hoften og havde du været en barmfager ung kvinde, så findes der mindst én blandt F1Journal.coms redaktion, der ville gifte sig med dig på stedet - og han udtaler grådkvalt: "Jeg elsker dig!".





FORMEL 1-FELTET ER VÆSENTLIGT STØRRE END 20 BILER
Den omhyggelige iagttager af diverse nærbilleder, fik ved den frie morgentest i Albert Park et regulært chok. Nu har FIA nemlig brugt stolpe op og spalte ned på at forklare Formel 1-feltet hvorledes man nummererer sine biler på en F1-bane. Og pludselig sjosker en ex-Toyota-skotte rundt i en Renault-racer med intet mindre end nummer 34 på snuden.

Hvad var baggrunden for Renaults nærmest provokerende attitude med disse numre. Den officielle forklaring fra dem lyder: "McNish er vores tredjekører, og Renault er team nummer fire efter sidste års mesterskab." Derfor tre-fire. Man forledes til at tro, at det hidsige franske team egentlig bare er ved at gøre klar til at ende dette års mesterskab på andenpladsen i konstruktørernes verdensmesterskab.



SIDSTE NYT - KIMI RAIKKONEN I SMILEANFALD?
Formel 1-verdenen er i chok. Det er ikke mordet på Elvis eller endnu værre det faktum at Michael Schumacher for anden gang har svigtet de internationale fjernsynsstationer ved ikke at vinde et grand prix. Panikken var ellers ikke for småbørn hos diverse tv-producere, da man måtte smide det sædvanlige videobånd med "Schumacher i en Ferrari hen over en målstreg" ud. Nej, det er meget, meget værre.

Det som alle havde frygtet så længe er nu sket; feltets eneste karakterskuespiller, Kimi-Mathias Raikkonen har brudt mindst fem forskellige skriftlige forbud i sin McLaren kontrakt. Den runde tysker hos Mercedes, schlager-sangeren Norbert Haug, havde udtrykkeligt bedt Kimi om at være sammenbidt og samtidigt udtale sig om dette eller hint. Det ville nemlig gøre det muligt for Merecedes selv at forfatte undertekster efter behov til den generte finnes uforståelige sprog.

Men alle disse planer gik i vasken, da den unge finne på soleklart Shakespeare engelsk udtrykte sin klare mening om den overraskende sejr i Malaysia. Både Norbert og Dennis er blevet kimet ned af rasende McLaren PR folk, da det også viste sig at finnen havde den frækhed at gøre det som alle frygtede - nemlig at smile!

Kilder tæt på Maranello siger Michael Schumacher dag og nat går hvileløst rundt på Fiorano banen i panikangst over finnens næste træk...





2004 STÅR I OMVÆLTNINGERNES TEGN
To hidsige GP-weekender er knapt nok overstået og Silly Season ruller allerede derudaf i bedste F1-tempo. Sådan er Formel 1. Det er rasende ligegyldigt at den indeværende sæson er forrygende spændende. Der vil altid være spekulanter i pressen, der ynder at se frem til næste sæson - eller næste sæson - eller...

Vi har således lige kort plukket et par stykker friske rygtefrugter ned af det blomstrende SillySeason-træ. Renault spiller allerede nu en afgørende rolle i de fleste rygter, der husserer. Således er der dem, der mener at Minardi næste år vil køre rundt i et Renault R23-chassis. Det er vist ikke helt i overensstemmelse med FIAs reglement - men pyt være med det. Det er et godt rygte! Der er også dem der ser Willliams køre rundt med Renault RS23-motorer.

Det kulørte engelske herremagasin F1Racing, har nemlig i det seneste nummer opsnuset, at BMW fra 2004 ikke længere er parret med Frank Williams & Co. Det var et eventyr der slutter med sidste kapitel på Suzuka i 2003. Næh - BMW har nemlig planer om at opkøbe BAR-teamet og starte deres eget team. British American Tobacco har jo reelt ikke noget at foretage sig i sporten fra 2006 alligevel. Og enhver ved jo at BAR-teamet proforma er til salg. Således har F1Racing lagt to og to sammen og fået fem. De slutter så udemærket artiklen med ordene - husk du læste det først hos F1Racing. Bevares - de har fat i noget der i bedste fald kan betegnes som en mulighed. Men dem er der jo som bekendt mange af.

Så for at slå det engelske magasin, vil F1Journal.com hermed bekendtgøre følgende: Willy Weber, Michael og Ralf Schumacher køber snart en solid aktieandel i Ferrari-teamet. De omdøber det til Scuderia Schumacher og brødrene bliver således teamkammerater fra 2005, hvor begges nuværende kontrakter er udløbet. Allerede i 2004 ser vi det nye team German Grand Prix Racing i F1. Det er Frentzen og Heidfeld der har lavet en alliance med en oliemagnat og Mercedes, og vil stille op i Formel 1 med anden-generations Sauber-chassiser. Og endeligt vil Tom Walkinshaw få et job som venture-specialist for Bernie Ecclestone, med et ubegrænset antal blankochecks efter at være blevet anbefalet af den engelske handelsret, som et foregangseksempel på en god og ærlig handelsmand. Og husk: du læste det først på F1Journal.com...