De fleste Formel 1 fans er efterhånden ved at være godt trætte af at høre om kriser, konkurser og det der er værre i den sport som vi alle holder så meget af. Muligheden for bare at kunne glæde sig over sporten har været ret begrænsede i det meste af 2002 sæsonen. Så derfor er det rart at kunne komme med positive økonomiske budskaber, når talen falder på Formel 1 sportens tunge kombattanter. Den japanske dækproducent Bridgestone har sammen med Ferrari nok succes på alverdens Formel 1 baner, men anderledes stormfyld har virksomheden haft det på det finansielle og PR mæssige område i de sidste par år.

Som de fleste andre store koncerner på verdensmarkedet har Bridgestone oplevet hvad det vil sige at være på vej ud over kanten, men det første halvårsregnskab for 2002 viser et foreløbigt positivt resultat på $207 millioner dollars, hvilket svarer til knap 1,6 milliarder danske kroner. Dette skal sammenlignes med den samme periode sidste år, hvor selskabet præsenterede et tab på næsten 2 milliarder kroner. For hele regnskabsåret venter Bridgestone et resultat på ikke mindre end 4,5 milliarder danske kroner. Ikke dårligt, med tanke på hvad den japanske dækgigant har måttet kæmpe sig igennem.

En af årsagerne til at Bridgestone på et tidspunkt så ud til at skulle bløde ihjel var en langvarig og blodig tvist på det amerikanske marked. Her blev Bridgestones amerikanske datterselskab Firestone beskyldt for at være årsag til en lang række dødsfald på de amerikanske landeveje. Firestone leverede nemlig dæk til Ford, og i særdeleshed det meget populære SUV køretøj Explorer. Disse dæk havde en tilbøjelighed til, uden nogen yderligere varsel, at miste trædefladen under almindelig kørsel.


FIRESTONES PR-SKANDALE

Indtil den 6. december sidste år mentes Firestone at være skyld i 148 dødsfald og 500 hårde kvæstelser i USA. Dette var en konsekvens af at deres dæk har svigtet på Explorer modellen, med voldsomme uheld til følge. Den abnorme fejlrate fandtes på 15 tommer udgaven af ATX, ATX 2 og Wilderness AT dækmodellen produceret på Firestones fabrik i Dectatur i delstaten Illinois, USA. Samme kombination af bil og dæk menes at være skyld i yderligere 46 dødsfald i Venezuela og 28 dødsfald i Mexico. Saudi Arabien har helt forbudt import af køretøjer udstyret med Firestone dæk efter flere dødsfald, trods at det muligvis er et brud på international handelsaftaler.

Ifølge den yderst restriktive amerikanske produktansvarslov står Firestone og Ford til at skulle betale umådelige summer til de efterladte. Dersom man mener at kunne bevise at Firestones ATX dæk var skyld i at Ford Explorer modellen oftere end andre SUV biler rullede rundt, med død og kvæstelser til følge. I august 2000 valgte Ford og Firestone i al stilhed at trække ATX dækket ud af markedet, til trods for at begge parter aldrig til dato officielt har erkendt at der muligvis var et problem.

I stedet valgte Ford Motor Company at skyde skylden på Firestone ved den efterfølgende kongreshøring. Firestone gengældte med at hævde, at Ford havde anbefalet et forkert dæktryk. Til sidst valgte Ford at erstatte Firestone dækket med et produkt fra ærkerivalen Goodyear og i 2002 Michelin, hvilket fremkaldte kaotiske tilstande hos Fords forhandlere. De blev bestormet af ængstelige Explorer ejere, som ønskede at får udskiftet deres dæk. Trods dette viser det sig dog, at Explorer modellen kan have nogle manøvreegenskaber, som bestemt ikke er ønskelige på en personbil af moderne dato. Men påstand mod påstand er essensen af den debat, som kommer til bølge længe endnu.


SAGEN RULLER VIDERE

Sagen ruller som nævnt stadig, og Firestone kæmper nu for at bilægge striden ved at udbetale erstatninger til de efterladte. Man har nemlig indvilliget i at indgå et forlig i sagen. Men for at vise omfanget af sagen kan det nævnes, at Firestone har tilbagekaldt 6,5 millioner dæk, haft møder med statsanklagere fra 38 delstater og den foreløbige udgift til den enorme tilbagekaldelse anslås til at være i størrelsesordenen 7,5 milliarder kroner. Ford mener derudover at have brugt næsten 4 milliarder kroner på at håndtere tilbagekaldelsen af de defekte dæk på deres biler, hvilket ifølge Fords økonomichef Henry Wallace er en af årsagerne til at Ford ikke har nået målet for deres sparerunde på 1 milliard dollars

Denne PR mæssige skandale har nu ført til et totalt sammenbrud i forholdet mellem Bridgestone og Ford. Dette er naturligvis en katastrofe, med tanke på de tab som ordrenedgangen indebærer. Men det japanske dækfirma har trods dette mestret en omfattende effektivisering af deres fabrikker rundt om på kloden. Planen er at investere 2 milliarder danske kroner i at booste Bridgestones produktion af dæk på foreløbig 12 af mærkets fabrikker. Dette skal til sidst ende med en produktionsforøgelse på 8 millioner dæk.

Bridgestone kontrollerer omkring 20 procent af verdensmarkedet for bildæk, sammen med de to andre store aktører amerikanske Goodyear og franske Michelin. Det ventes at den globale efterspørgsel på dæk vil vokse med 3-5 procent om året over de næste 10 år. Derfor har Bridgestone nu indledt en offensiv, for at sikre sig en så stor del af denne kage som muligt.



Det japanske selskab satser specielt på at profitere på en stigende efterspørgsel i Latinamerika, Østeuropa og Asien. Pudsigt nok specielt på off-road markedet, hvor kunderne åbenbart ikke har mistet fidusen til de japanske terrændæk, trods miseren med Ford og Firestone. Men det er dog værd at nævne, at Nordamerika slet ikke er med i Bridgestones seneste ekspansionsplaner. De amerikanske forbrugere her har stadig ikke glemt sagen, men det er et stort marked at måtte vinke farvel til, i hvert fald indtil videre.

I Formel 1 går det både godt og skidt. Ferrari har for tredje engang sikret sig VM guldet i den individuelle kørertitel, og meget skal gå galt, før Bridgestone sammen med Ferrari kan smykke sig med laurbærrene for den tredje Formel 1 konstruktørtitel. Men de andre F1 teams med japansk gummi har ikke præsenteret resultater, der er værd at skrive hjem om. Efter at McLaren overgik til ærkerivalen Michelin, så er det Ferrari og Ferrari only på toppen. Det italienske team har stået for over halvdelen af dækfabrikantens F1 sejre - 35 sejre ud af i alt 65 sejre - som Bridgestone har opnået siden deres indtræden i Formel 1 i 1997.

Senest blev dette tætte forhold bekræftet, da Bridgestone leverede Potenza RE050 Scuderia dækket til efterfølgeren for Ferrari F50 - superbilen Enzo Ferrari. Dette gadedæk skal modstå hastigheder på over 350 km/t, og er naturligvis opkaldt efter Scuderia Ferrari. Bridgestone er på fremmarch, og vi kan glæde os til endnu flere sejre og pole positions med Bridgestones underskrift på. Selvom man ikke er Ferrari fan, så er der faktisk også økonomiske succeshistorier i Formel 1 sporten. Heldigvis.




Skrevet af Aslak Vind
aslak@f1journal.com