DET ER KOLDT - ISKOLDT FOR TIDEN

Formel 1 har i høj grad udviklet sig fra bare at være en sport, til en iskold industri med mottoet "Survival of the fittest". Hvis man vil danne sig et indtryk af hvilke frostgrader der er tale om, er det mest oplagte sted at kigge i det finansspil der foregår bag scenen i F1. Der er her de store penge skifter hænder. Det er her magt og indflydelse gør sig allermest gældende. Og det er her der ruller flest hoveder - hurtigst.

Se bare på Orange der indtil slutningen af denne sæson bakkede Arrows-teamet op. Selvom de nu kunne plante deres penge i et væsentligt sikrere team, har de simpelthen ikke de fornødne midler til at fortsætte deres prestigeprojekt som hovedsponsor for et F1-team. De trak sig fra Arrows, og har nu gjort helt klart at de ikke vender tilbage som sponsor. I hvert fald ikke foreløbigt. Det verdensomspændene firma, med rod i Fransk Telecom, er i en finansiel bølgedal - lavkonjukturen har ramt Orange som en syngende lussing.


PROBLEMERNE FOR EDDIE JORDAN

For nogle uger siden gik der yderst tvivlsomme rygter om at Orange ville træde ind som hovedsponsor for Jordan, efter de har tabt DHL og Deutsche Post som hovedsponsorer. Det viste sig dog hurtigt at være en lidet velkomponeret internetand, og Eddie Jordan er stadig på jagt efter mange millioner til at dække den motorordre han har lagt hos Ford-koncernen. Den irske teamchef har netop annonceret en forlængelse af sponsorkontrakten med Imation Corporation, men dette vil ikke tilføre teamet de mange millioner de står og mangler.

Der skal en meget større sponsor til, såfremt Jordan skal holde skruen i vandet og kunne fortsætte deres medvirken i F1. Det ved Eddie godt, og alt tyder på at han for tiden bejler til Gallahers Ltd. om igen at forøge sponsorkontrakten fra de nuværende godt 150 millioner kroner via tobaksmærket Benson & Hedges. Efter 2001-sæsonen skar de ned på sponsorbudgettet til Jordan, og Deutsche Post kom ind med deres DHL-kurerfirma i stedet. Men Eddie Jordan ser nu muligheden for at tegne kontrakt med Eddie Irvine og få B&H tilbage på den eftertragtede hovedsponsorplads på bilens sidepods

Gallahers Ltd. har ikke just finansielle problemer for tiden. Til trods for store antiryge-kampagner verden over, ser de ud til at gå ud af 2002 regnskabsåret med et rekordoverskud. Så penge har de masser af. Men med EUs tobakshetz in mente, er det nok smartest at drosle ned for aktiviteterne i Formel 1. Hvem der kommer til at erstatte Deustche Post som bidragyder til de dyre Ford Cosworth-motorer er derfor lidt af en gyser. Eddie Jordan fik tilmed inkluderet i Ford-kontrakten at de skal levere 28.000 køretøjer til Deutsche Post i løbet af næste år - en aftale den tyske postgigant forventes at holde.



SLUTNINGEN PÅ ARROWS-SAGAEN

Den irske teamchef har dermed travlt. Og hvis han ikke ved det, hjalp Max Mosley for nylig ham med at huske på det. Efter de mange problemer med Arrows-teamet i dagene omkring FIA afsløring af deltagerlisten for 2003, gjorde FIA-chefen klart at Arrows ikke var det eneste team der havde massive økonomiske problemer. Selvom det umiddelbart lød som om det var Minardi han dermed hentydede til, gætter mange på at det i virkeligheden ligenu er Jordan der ligger med måsen i den berømte vandskårpe.

Deltagerlisten blev offentliggjort, og Arrows fik det endelige nådestød af FIA. Dermed blev der sat punktum i en alt for lang saga, om en teamschefs alt for hovedløse forvaltning af andre menneskers penge. Tom Walkinshaw burde nu for alvor være helt ude i kulden, specielt efter at den tyske finansstråmand, Olivier Behring, netop har udtalt at alle planer om et opkøb af Arrows nu er trukket endeligt tilbage. Samtidig er retssagen mellem Arrows og investorerne Morgan Grenfell nu gået ind i en afgørende slutfase, hvor det ser ud til at Deutsche Banks datterselskab vil plukke alle hårene af hovedet på Tom Walkinshaw.

I nogle få uger så det ellers ud til at Walkinshaw ville redde sig selv og teamet på målstregen i en hurtig handel med et tysk-arabisk konsortium. Han havde fået overbevist Olivier Behrings Asset Trust & Partner til at stå bag en likviditetstilførsel til teamet - penge der skulle være kommet til Arrows-teamet med original afsenderadresse i Dubai. Den egentlige bagmand i denne handel var en sheik ved navn Ahmed bin Saeed al-Maktoum. Med en plads i de Forenede Arabiske Emiraters regering og som øverste chef for flyselskabet Emirates og deres moderfirma EK Group, havde al-Maktoum rigeligt med oliedollars at kunne tilføre Arrows. EK Groups seneste regnskab viste en egenkapital på små 30 milliarder kroner, og sheiken havde utvivlsomt andre pengekasser i baghånden, som han kunne frigøre midler fra på et splitsekund hvis han ville det.



FRA BUNDEN TIL TOPPEN

Selvom billedet herover forestiller Jean Todt i den bidende vinterkulde, er det dog ikke i verdensmesterteamet de største finansielle problemer ligger lige i øjeblikket. Mens bunden af F1-feltet bider sig hårdt i underlæben og håber den går, er der anderledes lunt i toppen af F1-feltet. Sådan ser det i hvert fald umiddelbart ud fra sidelinien. Men selv hvor der burde være allermest styr på tingene, lurer der også her bizarre spøgelser i kulissen.

Når noget spøger i Ferrari, er det som regel hovedaktionæren FIAT der er på færde. Og der er intet nyt under solen på den konto. FIAT har igennem længere tid ligget i større vanskeligheder end hvad godt er, og det italienske bilfirma leder med lys og lygte efter frisk kapital til at komme videre. Der vil blive fyret et hav af medarbejdere, men for at begrænse fyringerne, bliver de nødt til at tjene ind på andre konti. En oplagt mulighed er at sælge dele af koncernen fra til samarbejdspartneren General Motors, og for tiden går der rygter om at sælge Alfa Romeo til amerikanerne.

Men selvom GM er USAs største bilkoncern, er hele branchen i krise, og det er derfor ikke det rette tidspunkt for GM at bevæge sig ud i det de kalder "det italienske eventyr". FIAT leder derfor desperat i alle afkroge efter midler til at begrænse fyringerne. Afskedigelserne akkompagneres nemlig af storstrejker blandt alle FIATs fabriksarbejdere, og det er ved gud noget de slet ikke har råd til for tiden. Så et forslag er dukket op, om at man sammenlægger Alfa Romeo med Ferrari og Maserati, for at skabe et nyt sporty mellemklasse-bilmærke. Sammenlægningen betyder at det nye firmas aktiekapital vil blive udbudt til salg, og tyske Volkswagen siges at stå som meget interesserede købere af omkring halvdelen af aktierne. Dette er naturligvis helt sikkert ikke noget der huer Luca de Montezemolo og Co i Maranello.


OGSÅ STUTTGART OG WOKING RAMMES

Et andet team helt i toppen af F1, går heller ikke ram forbi. McLaren er også ramt i mellemgulvet med meddelelsen om at Deutsche Telekom trækker sig ud af T1-Mobil sponsoratet på sølvpilene. Og det er betydelige summer der går tabt når den tyske telegigant vinker farvel til McLaren. Så de er naturligvis gået i gang med at finde en erstatning for de summer Telekom ellers afleverede ved kasse ét. I første omgang har de annonceret en udvidet aftale med Computer Associates. Men det burde ikke kunne gøre det - der skal mere til.

McLaren skal således ud at finde et beløb i størrelsesordenen 100-150 millioner kroner fra en ny sponsor. Det lyder ikke let for et team i tilbagegang - topteam eller ej. Men umiddelbart skal man nok tage det rimelig afslappet. McLaren har en tradition i sporten, for altid at kunne hive nogle af de største sponsorkaniner op ad hatten. Dette skyldes ikke mindst Ekrem Sami, F1-feltets mest eftertragtede marketingchef. Som chef for Tag McLaren Marketing Services, har han gang på gang overrasket alle, med massive sponsorkontrakter. Han var således hovedmanden bag dealen med det tyske cigarretfirma Reemtsma og deres mærke West, da Marlboro efter 1996 forlod McLaren efter et årelangt forhold i F1.



RENAULT-SPONSOR OP I RØG?

Og nu vi er ved det med cigarret-sponsoraterne, kan det i sig selv medføre problemer. Renault-teamet arvede det store cigaret-sponsorat fra japanske Mild Seven da de overtog teamet fra Benetton-familien. Noget der ikke er svært at få øje på, idet halvedelen deres biler er prydet med den lyseblå farve grundet sponsoratet fra cigaret-firmaet. Mange havde forventet den gul-hvid-sorte Renault fra tidligere æraer i Formel 1, da de vente tilbage fuldstændig på egne ben i 2002. Men den lyseblå farve gør nu at man uvægerligt får associationer til det svenske fodboldlandshold.

I virkeligheden en rasende ligegyldig betragtning overordnet set. Men det kan være at vi slipper for den blå farve før vi aner det. Mild Seven er nemlig løbet ind i problemer med "gode gamle" EU. Igennem det sidste års tid har de lagt op til at ordene "Mild" og "Light" banlyses fra alt hvad der har med tobak at gøre i hele EU. Denne beslutning er nu blevet ratificeret af EU-domstolen, hvilket gør at Mild Seven står med et oplagt problem. Det er nemlig ikke en light-udgave af deres mærke, men selve navnet der indeholder ordet "Mild". Mange af de andre tobaksfirmaer vil givetvis erstatte Light og Mild med ord som Breeze, Fresh og Low Tar.

Men det giver sig selv at Mild Sevens moderfirma Japan Tobacco har et problem. De har nemlig ikke andre verdensomspændende cigaretmærker at gøre godt med, og derfor ikke den samme interesse for at promovere gigaretter der kun sælges i Japan. Mild Seven sælges nemlig i hele fyrre lande og har været titelsponsor for henholdsvis Benetton og Renault i hele otte år. Enden på det hele bliver nok at Japan Tobacco trækker sig ud af aftalen med Renault F1. EUs beslutning træder dog først i kraft den 30. september 2003, og da det eneste grand prix efter den dato er finalen Japans Grand Prix, vil det derfor først få afgørende indflydelse fra 2004-sæsonen.


SAUBER GÅR FREMAD

Sauber kunne i princippet også have deres at døje med. Man kan ikke sige Sauber uden at sige Credit Suisse. Og navnet på den store schweiziske bank giver negativ genklang hos langt de fleste børshandlere for tiden. For godt et år siden solgte Peter Sauber 63% af sit team til Credit Suisse, og det vides ikke på dette tidspunkt om denne aktieandel er videresolgt til tredjepart. Ligger den stadig hos Credit Suisse, er det absolut ikke et plus for det lille schweiziske team.

Næste år går de på banen med et kørermæssigt rent tysk team. Nick Heidfeld og Heinz-Harald Frentzen skal ikke blot sikre Sauber en mere stabil fremtid på banerne, men bestemt også i budgetbøgerne. Det tyske marked går for at være det mest sponsorvillige, og dette har allerede båret frugt. Alpekilderne i Adelholzen er det danske navn for det tyske fabrikant af mærket Active 02, der i 2003 vil spytte i Peter Saubers pengekasse. Adelholzener Alpenquellen er dog ikke nye i rollen som sportssponsorer set med tyske øjne. De er bland andet velkendte som sponsorer for det tyske storhold Bayern München i fodbold.



ECCLESTONE HAR SIT AT SE TIL

Som direktør for Formula One Management ligger Bernie Ecclestone heller ikke stille for tiden. Hver dag er en ny spændende udfordring for én af Englands rigeste mænd, og han leder konstant efter nye områder hvor han kan sætte sit guldbelagte fingeraftryk. Senest går rygterne at Bernie vil forsøge at opkøbe Silverstone-banen, og på denne måde få rettet op på tingene. Han har selv været en af de stærkeste kritikere af forholdene på og omkring banen. Hans kritik nåede et sådant punkt efter dette års løb, at de nuværende arrangørers chef for Octagon UK, Rob Bain, valgte at fratræde sin stilling.

Silverstone har utvivlsomt har svært ved at leve op til de krav som publikum i almindelighed og Bernie Ecclestone i særdeleshed stiller til banen. British Racing Drivers Club står som ejere af banen, men i gennem den sidste årræke har de udliciteret arrangementet af F1-løbene til firmaet Octagon, der igen er ejet af Interpublic Group. Sidstnævnte har været i økonomiske problemer gennem et stykke tid nu, og det er derfor mere og mere sikkert at de vil få Octagon til at afgive problembarnet Silverstone. Om Ecclestone overtager denne rolle er lidt tvivlsomt, da han pludselig står i en dobbeltrolle. Men som ejer af Silverstone, vil han kunne sætte de fornødne krav til de kommende arrangører af Englands Grand Prix.


FORMEL 1 AFSPEJLER HELE VERDENSSITUATIONEN

Interpublic Group og alle de andre ovennævnte firmaers problemer afspejler i høj grad hele verdenssituationen. Verdensøkonomien er for øjeblikket på en glidetur ned i en lavkonjuktur, der rammer til højre og venstre. Når det synes at virke så hurtigt på F1-verdenen, er det fordi det første sted firmaer af enhver kaliber begynder at spare, er deres marketingsbudgetter. Det rammer naturligvis F1-holdene som en ordentlig mavepuster, og øverst på dagsordenen i F1 for tiden er derfor besparelser af de abnormt store budgetter, der har været et varemærke for sporten gennem de sidste ti år.

F1 står overfor en uhyggelig cocktail af ubehagelige ingredienser. For det første vil sponsorerne flygte fra alle de store sponsorater rundt omkring i sportsverdenen. Samtidig lukker og slukker EU for tobakssponsorering i F1 indenfor kort tid, hvilket vil betyde et samlet budgethul på omkring 4-6 milliarder hos de berørte teams. F1 er tillige på vej over i en ren bilfabrikantejet konstruktørsammensætning, og bilfabrikanterne står også højt på listen over berørte brancher, når verdensøkonomien dykker.

Denne triste cocktail gør at det samtaleemne der vil præge F1 i de næste år, i langt højere grad bliver økonomi, end det bliver kørerne, dækkene, chassiserne, motorerne, løbene og sporten i sig selv. Der er koldt på toppen for tiden. Og i motorsportens topklasse vil frostgraderne virkelig kunne mærkes over en bred kam i alle teams og i selve sporten. Kampen bliver hårdere - ikke bare mellem kørerne og holdene, men i høj grad også mellem holdenes marketingsafdelinger om at skaffe sponsorer til at dække de skyhøje budgetter.



Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com