F1JOURNAL.COM / F1 FINANS / ARTIKEL UDVIKLINGEN FOR TOPHOLDENE Som supplement til hovedartiklen "Det økonomiske klima", vil vi forsøge kort at redegøre for hvordan udviklingen ser ud på sponsorfronten for de forskellige hold. Det er svært at være helt opdateret omkring den økonomiske situation hvad angår holdenes budgetter, idet disse ikke offentliggøres fuldt ud. Nogle tal er tilgængelige, resten bygger på alt fra pålidelige kilder til noget der ligner gisninger. Vi har således valgt at samle en række oplysninger fra forskellige kilder, og hovedsageligt taget udgangspunkt i det mest realistiske - nemlig sidste års tal. På dette tidspunkt af året er det alt for tidligt at sætte en fed streg under de tal vi har at arbejde med endnu. Kilderne til materialet er hentet fra The Economist, EuroBusiness, Financial Times, BusinessF1, Credit Suisse F1 og Business of Motorsport, samt de oplysninger vi selv har samlet fra forlydender i forbindelse med offentliggjorte sponsoraftaler. Vi har inddelt supplementsartiklerne i tre hovedgrupper. Dels en der berører de tre traditionelle tophold i Formel 1 - Ferrari, Williams og McLaren. Dels de tre hold der fungerer som en direkte forlænget arm af de store bilfabrikker - Toyota, Jaguar og Renault. Og selvfølgelig de fire privat-ejede hold - BAR, Sauber, Jordan og Minardi. SPONSORPULS - SCUDERIA FERRARI MARLBORO Verdensmesterskabsteamet, Ferrari, har ikke kastet om sig med pressemeddelelser der annoncerer nye sponsorer og samarbejdspartnere. Det vindende team har valgt at satse året på de forrige års kontinuerlige succes - også på sponsorfronten. Da den nye Ferrari, F2004, blev præsenteret blev den af mange beskrevet som en direkte designmæssig forlængelse af sidste års bil. Det samme gør sig gældende for deres sponsorpakke. Det seneste lille skud på stammen er dog en licenseringsaftale med den danske Lego-koncern. Aftalen minder om den Lego har haft de sidste to år med Williams-teamet, og er utvivlsomt noget der koster den jyske legetøjskoncern en solid mængde danske kroner. Omvendt er det småpenge i Ferraris samlede budget, og slet ikke værd at nævne i den store sammenhæng. I det samlede billede er der dog rimelig fremgang i de økonomiske forskydelser for Ferraris sponsorindtjening i forhold til 2003. Det nye års budget ligger angiveligt på 2,25 milliarder kroner i modsætning til sidste års der lå på 1,8 milliarder. Samtidig er det værd at nævne at holdet siges at udbetale mindre i løn til både Michael Schumacher og Rubens Barrichello. De to kørere har måttet ofre sig en smule, i forhold til at holde teamets dominans i live, i denne og kommende sæsoner. FERRARIS ANSLÅEDE 2003-BUDGET (DKr): Estimater: 2003: 1,8 milliarder 2004: 2,3 milliarder SPONSORPULS - BMW WILLIAMS F1TEAM En af de store konkurrenter til F1-tronen, BMW Williams, har gjort et mindre kvantespring i deres budget i år sammenlignet med det samme fra sidste år. De har godt nok mistet en mindre licenseringsaftale til Ferrari, men har ved samme lejlighed annonceret et nyt sponsorat med det engelske legetøjsfirma, Hamleys. Beløbet overstiger uden tvivl Lego-aftalen, og burde ligge i størrelsesordenen 2-3 millioner dollars, udfra placeringen på bilen. Midtvejs i sidste sæson annoncerede Williams tillige to vigtige sponsorater. Dels med NiQuitin, en tobaksafvænningsproducent, samt med den amerikanske bryggerigigant, Anheuser Busch - bedre kendt for deres verdensomspændende ølmærke, Budweiser. De to aftaler er mellem 40-70 millioner dollars værd tilsammen, og har givet teamet et kolosalt boost i økonomien. Dertil kommer et forøget tilskud fra BMW, der vil bruge endnu flere penge på at forsøge at vinde VM med Williams. I forbindelse med sæsonstarten har Williams ligeledes annonceret et strategisk samarbejde med Shanghai International Circuit og den kinesiske TV-gigant, CCTV. Ikke noget der giver så mange penge i kassen, som det giver potentiale i fremtidige aftaler med kinesiske firmaer. Alt i alt har de forøget deres samlede budget med næsten 700 millioner kroner ifølge de sidste tal fra BusinessF1, og på den økonomiske front er Williams derfor en af de stærkest voksende teams i feltet. Sidste års estimat lå på omkring 1,3 milliarder kroner - i 2004 spås de at køre med et budget på omkring 2 milliarder kroner. WILLIAMS' ANSLÅEDE 2003-BUDGET (DKr): Estimater: 2003: 1,3 milliarder 2004: 2,0 milliarder SPONSORPULS - WEST MCLAREN MERCEDES McLaren-teamet har også forøget deres budget i forhold til sidste år. Forøgelsen ligger på små 400 millioner kroner, og kommer først og fremmest i form af større indtægter fra deres allerede etablerede sponsorprotefølje. Sidste års estimat lå på rundt regnet 1,7 milliarder kroner - i 2004 forventes de af BusinessF1 at køre med et budget på cirka 2,1 milliarder kroner. McLaren har dels forøget deres indtjening fra West-sponsoratet, samt udviddet med et par mindre samarbejdspartnere. Teamet har tillige måttet beskære de udgifter de har haft i forbindelse med udbygningen af deres nye hovedkvarter, Paragon, hvilket har givet et større plus på bundlinien. Teamet har tillige gennem de sidste fem-otte år haft en større investeringsportefølje på sidebenet, som de har haft et udemærket afkast med før sæsonstarten 2004. MCLARENS ANSLÅEDE 2003-BUDGET (DKr): Estimater: 2003: 1,7 milliarder 2004: 2,1 milliarder
|
||||