F1JOURNAL.COM / F1 FINANS / ARTIKEL


SÅ ER DER DØMT KRIG - OG STARTEN GÅR I 2004
Mandag d. 21. april erklærede Mercedes Benz effektivt krig mod to af de andre store bilfabrikanter i Formel 1; Ferrari og Ford. Mercedes' nyligt udkårne vicepræsident, og mangeårige motorsportsdirektør, Norbert Haug erklærede nemlig stolt, at Mercedes nu endelig er klar til i fremtiden at levere til andre hold end blot samarbejdspartneren McLaren. En kæmpe bilfabrikant der længe har holdt hårdt på, at de har en eksklusivaftale med McLaren, købte aktier i firmaet for at understrege dette, men som nu alligevel godt kan se fornuften i at tjene en god portion penge på de udtjente motorer fra sidste år. McLaren har nemlig tænkt sig at dumpe priserne på et marked der i forvejen kører på stærkt overdrevne priser, og det skal nok give nogle bekymrende miner hos Ford Motors samt Ferrari Spa. Men mere om det senere...


MERCEDES I FORMEL 1 FOR BEGYNDERE
Mercedes har været inde og ude af Formel 1 et par gange, og blev kendt i den spæde F1 historie for deres sølvgrå racere, som siden hen har skullet vise sig at være deres varemærke. I deres debut Grand Prix i Frankrig 1954 vandt de løbet med legenden Juan Manuel Fangio bag rattet. Men allerede i 1955 trak de sig igen, og så skulle der gå rigtig mange år førend de vendte tilbage.

I 1994 gik Mercedes så ind i sporten igen efter en lang pause, og det i første omgang med Sauber holdet. Det var ikke nogen umiddelbar succes, som et debutår så ofte ikke er, og de så sig derfor om efter et mere professionelt hold. McLaren stod i den situation, at det efterhånden var nogle år siden de dominerede F1 i turbo-æraen med deres Honda motorer, og ledte med lys og lygte efter en samarbejdspartner de kunne bygge en solid fremtid på. De to elskovssøgende singler fandt hinanden, og sammen har de smedet et forhold mange hold længere nede i feltet misunder mere end noget andet. For Mercedes' samarbejde med McLaren er det mest succesrige samarbejde, i nyere tid, mellem en konstruktør og en bilfabrikant.


RON DENNIS OVERBEVISTE HAUG: MCLAREN VAR DET RIGTIGE HOLD - © Schlegelmilch Photography

Da Mercedes indgik i samarbejdet med McLaren var det en langsigtet plan. Kort efter samarbejdets start fik Ron Dennis overbevist de tyske automobilmagere om, at det ville være en god idé at de købte aktier i TAG McLaren gruppen, for dermed at knytte båndene mellem de to parter endnu tættere. Det blev gjort, og i dag ejer DaimlerChrysler, Mercedes-Benz' moderfirma 40% af aktierne i TAG McLaren Gruppen. Et samarbejde der har vist sig ikke kun at være en fornuftig forretning på papiret.


SUCCESEN KOM MED ILMOR ENGINEERING OG ADRIAN NEWEY
Mercedes havde lige pludselig kastet sig ud i udviklingens højborg. Nu var det ikke dieselmotorer med automatgear, som gerne går en million kilometre, der skulle bygges, men derimod toptunede racermotorer der ikke skal holde mere end 5 - 600 km. En verden til forskel, men Mercedes var ikke helt uvant med den slags opgaver. Det vidner deres formidable AMG racere om, samt div. andre motorsportsprojekter gennem tiderne. Alligevel søgte Mercedes hjælp udefra da der skulle bygges en rigtig konkurrencedygtig motor.

Så Mercedes søgte hjælp hos deres nyligt erhvervede samarbejdspartner. Tuningsfirmaet Ilmor Engineering. Ilmor blev skabt af Mario Illien og Paul Morgan, og Mercedes købte tilbage i 1993 25% i firmaet, og fik dermed skabt sig en god base for sit Formel 1 projekt. De første par motorer til Sauber var ikke noget at skrive hjem om, men lektien blev lært, og da Mercedes vender blikket mod McLaren er Ilmor også ved at være med helt fremme i skoene. D. 28 oktober 1994 præsenterer McLaren deres nye samarbejdspartner; Mercedes!

I 1997 kommer det endelige gennembrud for Mercedes, McLaren og Ilmor. Den superspændte FO110E V10 motor viser tænder, og allerede i sæsonåbneren vinder David Coulthard det første løb for McLaren-Mercedes. Mario Illien og Paul Morgan kunne være tilfredse, og Norbert Haug var det bestemt også! Mercedes var nu tilbage i Formel 1, og med helt fremme hvor det var sjovt at være med.


1998. VM TITLEN FOR KONSTRUKTØRER OG KØRER VAR I STALD! - © Schlegelmilch Photography

Året efter blev det som bekendt til VM til både Mika Häkkinen og McLaren-Mercedes, ikke mindst takket være en uhyggelig kraftvillig FO110G V10 motor, men også takket være superdesigneren Adrian Newey, som McLaren havde snappet ud af Williams' kløer. I 1999 gentog de bedriften og sikrede Häkkinen hans anden VM-titel i træk, men nogle dumme fodfejl gjorde, at Mercedes tabte slaget i konstruktørernes kamp om mesterskabet, og det til ærkerivalerne gennem mange årtier; Ferrari.

Siden da har McLaren-Mercedes ikke rigtig været i stand til at følge med Ferrari, og hertil kan der findes mange forklaringer, og undskyldninger. Én af disse må så afgjort være da Paul Morgan gik bort. Han var den ene halvdel af Ilmor Engineering Ltd.'s grundlæggere, og det tog hårdt på hans mangeårige ven og samarbejdspartner Mario Illien. Dernæst fik Ilmor og Mercedes en våd klud i ansigtet da det eksotiske materiale beryllium blev forbudt. Det ukendte metal med det sjove navn havde en hårdhed på 60, og kunne derfor klare det ekstreme pres længere og bedre end konkurrenterne. Men FIA forbød materialet, og satte dermed en kæp i hjulet på den dampmaskine McLaren-Mercedes var begyndt at udvikle sig til. FIA dikterede en max. hårdhedsgrænse i metallet til 40, og så var beryllium effektivt ude af Formel 1. FIA gjorde det fordi beryllium er så dyrt, at kiloprisen ville få selv Mærsk McKinney-Møller til at overveje om det kunne betale sig.

Så Mercedes tabte VM i 1999 og har ikke vundet det siden. De har hængt på så godt de kunne, og her i 2003 sæsonen ser det endelig ud til, at de igen skal være med helt fremme hele sæsonen igennem. Den flotte MP4-17D klarer det rigtig godt, og med MP4-18 i sigte, som efter sigende skulle være en revolution i sig selv, er det ikke helt utænkeligt at McLaren-Mercedes er på vej frem mod VM titler igen.


MCLAREN-MERCEDES KONSTELLATIONEN ER TILBAGE I FRONT I 2003! - © DaimlerChrysler Media

FIA PRESSEDE MERCEDES VIDERE ENDNU
Da den økonomiske krise begyndte at kradse i Formel 1 blev bilfabrikanterne presset til at levere motorer til mere end ét hold. Her var Ford meget hurtigt ude, og begyndte at sælge årgamle motorer til de små hold, og den idé var Ferrari ikke sen til at samle op. I 1997 begyndte Ferrari at sælge deres sidste års model til Sauber, og de solgte heller ikke deres motorblokke til discountpris. Prisen har været høj, og i 2003 siges det at koste Sauber, Minardi og Jordan mellem $ 20 - 25 mio. hver for deres respektive Ferrari og Ford motorer.

Men der var flere andre hold der også skulle leveres til, så Bernie Ecclestone og Max Mosley presser McLaren og BMW til også at levere til mere end ét hold. Det nægter de to hold dog kategorisk, og hævder de har samme status som konstruktør som Ferrari selv har. Alligevel skuler Norbert Haug en smule til konkurrenterne hos Jaguar Racing og Ferrari, for umiddelbart ser det ikke ud til at gå ud over deres prestigeprojekt i Formel 1, at de samtidig sælger gamle motorspecifikationer til ét eller flere af de mindre hold i feltet. Ford (Jaguar Racing) og Ferrari tjener tykt på at sælge den gamle teknologi, og nu vil Mercedes med i gamet.

NORBERT HAUG GÅR TIL PRESSEN MED ET VOVET BUDSKAB
Mandag d. 21. april blev så den skelsættende dato for Mercedes' engagement i Formel 1. De har nu, efter lang tids betænkningstid, erklæret sig åbne for forhandlinger med andre hold end McLaren om leverance af Mercedes V10 motorer i 2004. Nu vil de også tjene lidt ekstra penge på de gamle motorblokke, som koster relativt lidt at producere og videreudvikle, da de har et helt års erfaring bag sig, og ingeniørerne kan derfor uden de helt store kvaler strikke dem sammen til andre hold.


DENNE MAND HAR EN PLAN - EN SPAREPLAN - © Schlegelmilch Photography

Mercedes gør dog ikke noget halvhjertet, og første tegn på, at nu var Mercedes for alvor en forankret del i Formel 1, var da firmaet i slutningen af 2002 opkøbte yderligere 30% i Ilmor Engineering Ltd., og forøgede dermed dets aktiepost i firmaet fra 25% til 55% og dermed aktiemajoriteten. Mario Illien gik med til at omdøbe firmaet til Mercedes-Ilmor, og fundamentet for at levere til mere end ét hold er for alvor lagt.

Nu skal Mercedes så til at sælge sig selv. Dets ry taler for sig selv, da McLaren ligger med helt fremme, så spørgsmålet om de kan vinde markedsandel ligger på ét kardinalpunkt: Prisen.

KØB EN MERCEDES OG FÅ 50% RABAT!
Umiddelbart lyder det som en modsigelse, for på bilmarkedet kender vi Mercedes for at være ét af de dyrere mærker, men i Formel 1 har de tænkt sig at gøre det helt anderledes. Norbert Haug ved, ligesom enhver anden købmand, at har man to identiske varer, er det altid den billigste der bliver solgt. Så Haug proklamerer vovet, at han vil sælge sine yppige V10 motorer til halv pris i forhold til konkurrenterne på markedet; Ferrari og Ford.

"Som situationen er nu koster det omkring $ 20 - 25 mio. årligt at lease en motor. I fremtiden vil vi tilbyde vores motorer til $ 10 mio. pr. år, startende allerede i 2004."


DENNE MOTOR ER OGSÅ $ 25 MIO. VÆRD - MEN DU FÅR DEN FOR $ 10 MIO! - © Schlegelmilch Photography

Fidusen ved dette er, at Mercedes ganske simpelt dumper priserne på markedet. De tre hold der p.t. køber motorer udenbys; Jordan, Minardi og Sauber, er alle i mere eller mindre økonomisk bekneb, hvoraf de to førstnævnte er de værste eksempler. Så at kunne barbere ca. $ 10 - 15 mio. af udgifterne pr. år, vil unægtelig være gode nyheder for Eddie Jordan og Paul Stoddart, de to teamchefer med ondt i tegnebogen.

FORDELE OG ULEMPER VED AT SUPPLERE TIL FLERE HOLD
Umiddelbart ville man synes det kun kunne være en fordel. For teknikken er jo allerede i forvejen udviklet, og det er derfor kun et spørgsmål om at støbe lidt flere motorblokke, og montere lidt flere stempler etc. Men holdene vil naturligvis gøre krav på en vis mængde udvikling over sæsonen, og det er her ulemperne begynder at vise sit ansigt.

For i dag har McLaren den fordel af at have hele Mercedes' Formel 1 projekt i ryggen. Alle medarbejderne arbejder kun for det ene hold, og med det ene formål at have 2 racere toptunede hver anden søndag. Men skal Mercedes pludselig til at koncentrere sig om mere end ét hold, skal arbejdskraften også fordeles ud på et bredere område. Så selvom Mercedes ville få små 80 mio. kroner mere ind på kontoen i 2004, står de med en logistisk udfordring, som de med garanti i skrivende stund er ved at finde løsningen på. Én ting er nemlig sikkert: McLaren vil med den nådesløse Ron Dennis i spidsen stadig kræve topprofessionel service fra Mercedes. Godt nok har Mercedes 40% af aktierne i TAG McLaren, men det er så sandelig stadig Hr. Dennis der har skoene på i det foretagende, og han er ikke kendt for at tage fanger i dette spil vi kalder Formel 1.


HAUG OG ILLIEN HAR PLANEN DER SKAL TVINGE FERRARIS PRISER I KNÆ - © Schlegelmilch Photography

HVAD SKER DER SÅ PÅ MOTORMARKEDET I 2004?
Det første der vil ske er, at Jordan og Minardi begge vil kigge langt efter Mercedes motorerne, og vi skal ikke ret langt ind i sæsonen førend vi begynder at se billeder af Eddie Jordan i samtale med Norbert Haug, eller med Paul Stoddart halsende efter tyskeren. For de to hold har ét punkt øverst på dagsordenen i disse dage: Overlevelse, og her ser det umiddelbart ud til, at Norbert Haug i dag har vist sig at være en omvandrende redningsvest i sig selv. For en reducering i udgifter til motorer på mellem 63 - 100 mio. danske kroner er ikke helt uvæsentligt, og da slet ikke for hold der opererer med et budget på omkring 500 mio. danske kroner. Det er en reduktion der er til at tage at føle på.

Ferrari og Ford vil naturligvis ikke stå stiltiende på sidelinien og se til mens Mercedes snapper Sauber, Jordan og Minardi for øjnene af dem. De bliver tvunget til at dumpe deres priser i stil med Mercedes prisniveau, og der bliver måske en regulær priskrig hvor det er kunden, de små hold, der har bukserne på. Mercedes har i hvert fald kastet handsken, og Ferrari og/eller Ford vil med garanti tage udfordringen op, og vinderen er naturligvis det lille hold, der hiver en billig kontrakt hjem med en gedigen V10 motor.


HUBBERT VS. MONTEZELEMOLO - KAMPEN STARTER I 2004 - © Schlegelmilch Photography

Hvordan fremtiden vil se ud efter 2004 er svær at bedømme, men det interessante er, at der nu er 3 motorfabrikanter der har meldt sig under fanerne som leverandører til de små hold. Det kan meget vel presse andre enkeltleverende fabrikanter til at følge trop, hvor de mest tænkelige er BMW og Renault. BMWs samarbejde med Williams har jo slået revner de seneste par år, så hvis BMW gerne vil hive en hurtig biindtægt hjem, er dette et alternativ som Dr. Mario Theissen og co. måske kan tænkes at overveje i fremtiden?

Uanset hvad, så er Norbert Haugs initiativ i hvert fald spændende, og netop dét vil give et helt nyt aspekt i Silly Season, som vel snart er under opsejling. Nu er det ikke kun kørerskifte, men også motorskifte vi skal tage hensyn til. Jeg glæder mig allerede, og håber lidt i mit stille sind at se en Minardi Mercedes PS04 racer stå klar i Melbourne til marts næste år. Hvem ville have troet det for et halvt år siden, da Mercedes kategorisk nægtede at levere til andre end McLaren? Jeg havde ikke! Men nu er det ganske plausibelt.

Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com