I takt med F1 supremo Bernie Ecclestone planer om at få Formel 1 sporten ud i den store verden, bliver presset på de europæiske baner og arrangører øget måned for måned. For det er ingen hemmelighed at det er de europæiske løb, som skal gøre plads for løb på andre kontinenter. Bare i denne sæson er der kommet to nye løb på kalenderen i Bahrain og Kina, og selv om sæsonen er blevet forlænget med et enkelt løb i år, så er trenden klar. Bernie Ecclestone selv, har ikke lagt skjul på, at han personligt gerne ser VM serien udvidet til 20 løb, men på trods af denne udmelding, så vil antallet af europæiske løb med stor sikkerhed blive reduceret over de næste par år.
Ecclestones ”udflagning” har allerede kostet østrigerne deres Grand Prix, og det ser nu ud til at San Marino står over for at miste deres. De italienske arrangører kunne d. 31 januar læse i den berygtede Sports avis ”Gazzetta dello Sport” at Bernie Ecclestone ikke ville forlænge deres kontrakt, og at San Marinos Grand Prix i sidste weekend foreløbig bliver det sidste.
Bernie Ecclestone på Imola - © Schlegelmilch Photography
Men i et samfund med så store motorsports traditioner, som det er tilfældet i regionen omkring Imola, har man ikke i sinde at lade Grand Prix’et glide dem af hænde uden sværdslag. Imolas borgmester, Massimo Marchignoli, gik derfor hurtig ind i sagen, og tog kontakt til Bernie Ecclestone. 10 dage senere kunne Massimo Marchignoli fortælle ”Gazzetta dello Sport”, at han havde talt med F1 supremoen, og at sagen ikke var afsluttet, og at han skulle mødes med Ecclestone i London på et senere tidspunkt.
Der er ikke kommet nogen konkret udmelding om, hvad Massimo Marchignoli og Bernie Ecclestone har talt om i London, men noget kunne tyde på, at der efterfølgende er kommet et tilsagn om nye forhandlinger i sagen, såfremt arrangørerne bag San Marinos Grand Prix kan skabe de rette betingelser for disse forhandlinger.
Skal man tro formanden for ACI (L'Automobile Club d'Italia), Franco Lucchesi, så handler de rette betingelser sig om en investering i anlægsaktiverne på Imola banen på ca. 25 millioner € eller knapt 200 millioner danske kroner.Det er tilsyneladende væsentlig flere penge som arrangørerne for nuværende råder over. Derfor har Franco Lucchesi rettet direkte henvendelse til Italiens minister præsident Silvio Berlusconi, i håbet om af den italienske stat vil gå aktivt ind i sagen og stille de fornødne midler til rådighed.
Man skal ikke være særlig meget inde i italiensk politik for at vide, at Silvio Berlusconi er en særdeles magtfuld person, dels på grund af sin position som Italiens Minister Præsident, men i høj grad også på grund af hans monopollignende magt over de italienske medier, her ikke mindst TV stationer.
En enkelt telefonopringning til Hr. Berlusconi kan gøre sort til hvidt og omvendt. Sidste gang vi fik en forsmag på dette i motorsports sammenhæng, var da Berlusconi med et enkelt pennestrøg ophævede en fredning af et bestemt område i Monza Park, som Monza banen ligger i. Fredningen umuliggjorde en udvidelse af de afkørselsområder, som FIA forlangte efter Ratzenberger og Sennas dødsulykker på netop Imola. Monza banen stod derfor med en dyster udsigt til at miste det elskede Formel 1 Grand Prix, men en enkelt opringning senere var fredningen ophævet og træerne blev derefter fældet.
Med den hændelse i mente, så er det nok lidt for tidligt at vi afskriver San Marinos Grand Prix, for det vi betræder her er jo hellig grund for de flere hundrede tusinde italienske ”Tifosis”. De er også faste TV seere, når der er Formel 1 på skærmen, og TV seere generer seere tal, som igen generer reklamekroner til TV stationerne, og hvem var det lige, der ejede en stor del af dem. Men sådan er der jo så meget.
Derovre bagved, bliver der sikkert bedt om forladelse...øh, forlængelse - © Schlegelmilch Photography
Imens kampen om San Marinos Grand Prix kører videre i kulisserne, beder mange af de lokale i området til den hellige Jomfru Maria i håbet om at de i sidste ende vil få lov til at beholde deres elskede Formel 1 Grand Prix, for selv om, San Marinos Grand Prix i Formel 1 sammenhæng er et relativt nyt løb, så går motorsports traditionerne i området noget længere tilbage.
Imola ligger i et frodigt delta i regionen Emilia-Romagna, og området nyder godt af de mange bifloder, som udspringer i Appnine bjergekæden, som udgør den naturlige grænse til Toscana mod vest. Emilia-Romagna er måske ikke lige så kendt som Toscana, men det er den region i Italien, som har fostret nogle af verdens fornemmeste bilmærker. Alt overskyggende er selvfølgelig Ferrari, men også Maserati og Lamborghini kommer fra denne del af Italien. Som en belejlig sidegevinst for området, gik det berømte landevejsløb Mille Miglias rute igennem i højlandet kun 30 km. fra selve Imola.
Det legendariske Mille Miglia blev kørt for første gang i 1927, og blev derefter en årlig begivenhed frem til udbruddet af anden verdenskrig. Efter krigen blev løbet genoptaget, og i 1955 vandt Sterling Moss en legendariske sejr med motorsports journalisten Dennis Jenkinson som co-Driver.
MILLE MIGLIA FORBYDES
Men tiden havde indhentet Mille Miglia og under løbet i 1957 kørte spanieren Alfonso de Portago af vejen, og ind i en gruppe tilskuere. Ulykken kostede de Portago og hans co-driver samt ti tilskuere livet. Den tragiske ulykke skete kun to år efter tragedien på Le Mans, og den italienske regering så ingen anden udvej end at forbyde Mille Miglia, og ulykken blev således et tragisk punktum for det legendariske løb.
Efter Mussolinis fald og anden verdenskrigs afslutning, var det svære tider i Imola og resten af regionen. Økonomien var dårlig og arbejdsløsheden var stor, og den høje inflation gjorde det ikke nemmere. Men nøden var tilsyneladende ikke større end at en gruppe mennesker sidst i 40erne fik stablet et motorcykel løb på benene. Løbet blev afholdt i Imolas gader og banen var mærket op med halmballer, som man har set de mange andre steder. Hvordan banen så ud og hvor lang den var, kan vi desværre kun gisne om, for selv ikke vores italienske kontakt har kunne skaffe en tegning over denne bane.
Gadeløb har sin charme, men i Imola ønskede man sig en mere permanent løsning, men som nævnt var det dårlige tider. Løsningen kom da det lokale bystyre besluttede at sætte en del offentlige projekter i gang, i håbet om at kunne kiksstarte den lokale økonomi. Det fik fire motorsport entusiaster*) til at forslå et at, man byggede en forbindelsesvej mellem ”via Emilia”** og ”Village Codriganio”***, som man kunne afspærre såfremt nogle af de lokale bilfabrikker ønskede at teste deres biler. Forslaget blev støttet af en lokal herre ved navn Checco Costa, som senere stod som arrangør for en del motorcykel løb.
Jim Clark fra 1965 på Nürburgring - © Schlegelmilch Photography
Projektet blev godkendt og anlægsarbejdet blev påbegyndt i marts 1950. Arbejdet blev dog noget forsinket på grund af et tungt bureaukratisk system, og ikke mindst de omkringliggende bønders modvilje mod at sælge jord fra, og i en tid med høj inflation var det på sin vis forståeligt nok.
Men på trods af de mange forhindringer stod banen færdig i oktober 1952, og vejstrækningen skulle nu stå sin prøve som testbane. Enzo Ferrari sendte en Ferrari 340 sportsvogn til Imola sammen med national heltene Ascari, Villoresi og Marzotto. Som på skift kørte Ferrarien rundt på den nye bane og man nåede en gennemsnits hastighed på 149 km/t. Ferrari havde ydermere selskab af motorcykelfabrikkerne Gilera og Moto Guzzi, som dog ikke helt kunne matche Ferrarien, hvad hastigheden angik.
Det blev dog motorcyklerne, som tegnede sig for Imola banens første store begivenhed, da banen i april 1953 var vært for en afdeling af det Italienske motorcykelmesterskab for 125 og 500 cm.
Der skulle gå endnu et år før det første bilvæddeløb fandt sted på Imola. Løbet var et sportsvognsløb "Conchiglia d'oro Shell" og som titlen antyder sponsoreret af Shell. Løbet blev et lokal opgør mellem Ferrari og Maserati. Opgøret faldt ud til Ferraris fordel. Løbet var en succes og begivenheden blev gentaget de efterfølgende to år, men sportsvognsløbet gled derefter væk fra Imola.
Det var først i 1963 at folkene bag Imola stod som arrangører af et Formel 1 løb. Løbet talte ikke med i den officielle VM serie, hvilket var ret almindeligt den gang. Lokalt set var løbet lidt af en skuffelse idet Ferrari blev hjemme i Modena, på trods af et tilsagn om at deltage i løbet. Hvad der fik Enzo Ferrari til at løbe fra aftalen vides ikke, men det kan ikke udelukkes, at det var udsigten til at blive ydmyget af Lotus teamet i egen baggård, som fik Ferrari til at trække sig.
Kombinationen med skotten Jim Clark og Collin Chapmans nye Lotus 25 havde allerede tidligt på året med alt tydelighed vist, at de var ”The combination to beat”. Og det blev da også Jim Clark, som vandt løbet på Imola, og i sidste ende også løb med VM titlen, efter en meget dominerende sæson, hvor Ferrari kun havde været en skygge af det team, der havde kørt Phill Hill til VM titlen i 1961.
I midten af tresserne begyndte banen at tage karakter af en mere permanent udformning, med VIP loger, og i 1969 afholdtes det første VM Løb for motorcykler, men lige som i 1963 udeblev det, der skulle have været hovedattraktionen, idet motorcykel teamet fra MV Agusta (med italieneren Giacomo Agostini) udeblev fra starten. Giacomo Agostini og MV Agusta blev sammen nærmest en legende for italienerne, og MV Agustas fravær har helt sikker handikappet arrangementet og formentlig givet Checco Costa nogle søvnløse nætter.
IMOLA BANEN SKIFTER NAVN
I 1970 fik Imola banen et nyt navn, idet ejerne besluttede at opkalde banen efter Enzo Ferraris søn, Dino Ferrari, som døde af leukæmi tilbage i 1956, kun 24 år gammel. ”The old man” deltog selv i højtideligheden, da tæppet faldt ved granitmuren ved indgangsportalen til ”Autodromo Dino Ferrari”. Personer som var tæt på Enzo Ferrari har tilkendegivet, at han aldrig kom sig helt over tabet af sin søn.
Otte år senere overtog et S.A.G.I.S. S.p.A, som stadig ejer banen, driften af Imola fra ”Moto Club Santerno”, og herefter kom der for alvor gang i planerne om at fravriste det Italienske Grand Prix fra Monza banen. Senere det år blev svenskeren Ronnie Peterson dræbt under starten til det italienske Grand Prix på Monza. Efter dødsulykken kom Monza banen ind i et politisk uvejr, og der opstod en anti Monza lobby, som arbejdede på at fjerne det Italienske Grand Prix fra den norditalienske bane, og øjnene faldt så på Imola.
Som en slags generalprøve fik Imola budet om at afholde et Formel 1 løb i efteråret 1979. Løbet var lige som i 1963 ikke med i VM sammenhæng, men absolut et skridt i den rigtige retning. Løbet fik ikke overraskende navnet ”Grand Premio Dino Ferrari”. Løbet blev lidt af et tilløbsstykke, for denne gang svigtede Ferrari ikke sit hjemme publikum. Jody Scheckter havde ugen forinden sikret Ferrari VM titlen og her kom så en ekstra lejlighed for de mange fanatiske tifosi, til endnu en gang at tiljuble Ferrari.
For dem der havde kikket forgæves efter Giacomo Agostini tilbage i 1969, var der også trøst at hente, om end ikke i samme målestok. Motorcykelstjernen havde tilmeldt to eks Williams FW06 under eget navn (Team Agostini Marlboro). Agostini var selv at finde bag rattet på den ene, mens den anden blev kørt af en mindre kendt italiener ved navn ”Gimax”. Shadow teamet havde givet hollænderen Jan Lammers fri, og i stedet givet vogne til den Italienske Formel 2 kører Beppe Gabbiani, og feltet bestod således af ikke mindre end 8 italienere ud af i alt 16 tilmeldte kører.
Op til løbet var forventningerne helt i top hos de mange tifosis. Ferrari havde sat sig på første start række, foran Carlos Reutemann i lotus og Niki Lauda i Brabham Alfa Romeo. Men de to Ferrarier kunne desværre ikke indfri de store forventninger, og det blev Niki Lauda, der løb af med sejren, mens den nybagte Verdensmester Jody Scheckter, måtte nøjes med en tredje plads. Men på trods af resultatet, er der er nu nok blevet sunget lidt i Imolas gader alligevel, VM titlen var trods alt i hus.
En Alfa Romeo i pit under løbet i 1980 på Imola - © Schlegelmilch Photography
I 1980 stod ”Autodromo Dino Ferrari” så for første gang som arrangør af det Italienske Grand Prix, og der var stor tilfredshed hos deltagerne over de gode forhold som var klart bedre end dem man på den tid kunne finde på Monza. Men mens de forskellige teams kunne glæde sig over de gode sanitære forhold, så var 1980 året hvor de italienske tifosis igen skulle tage armene ned under hjertets niveau, for der var sandelig ikke meget at juble over. Jody Scheckter var tilsyneladende blevet mættet af sin VM titel, og Ferraris nye T5 var ikke konstruktionen, som kunne tage kampen op med Williams, Brabham, Ligier og Renault.
Allerede under kvalifikationen fik hjemmepublikummet en bitter forsmag på, hvad der var i vente. Gilles Villeneuve måtte ”nøjes” med 8. bedste tid, mens den regerende Verdensmester kun formåede at kvalificere sig på en ydmyg 16 plads. Den eneste trøst set med italienske øjne, var italieneren Bruno Giacomelli, som i sin Alfa Romeo startede anden startrække.
Men det skulle blive værre. Efter kun fem omgange var begge Alfa Romeo’erne og Gilles Villeneuves Ferrari ude af løbet. Brambilla, Giacomelli og Villeneuve var alle kørt af banen. Giacomelli og Villeneuve var blevet hjulpet på vej af punkteringer, mens Vitorio Brambilla kunne tage hele æren for sin afkørsel. Derefter var der kun Jody Scheckter tilbage, men Sydafrikaneren manglede både gnist og det rette materiel til at gøre en forskel, og Scheckter førte en anonym tilværelse midt i feltet løbet igennem. Sydafrikaneren sluttede på en skuffende ottende plads en omgang efter vinderen, Nilson Piquet fra Brasilien.
Selv om det italienske Grand Prix blev en skuffelse set med tilskuernes øjne, så var selve arrangementet en stor succes, men desværre ikke stor nok til at holde på værtskabet af det Italienske Grand Prix. Monza havde fået et vink med en vognstang om at få bragt forholdene i orden, og det var åbenbart, hvad man havde håbet at opnå. Men til gengæld fik Imola fra 1981 tildelt et nyt Grand Prix ved navn San Marinos Grand Prix, og det er sådan vi kender løbet i dag 23 år senere.
Republikken San Marino, der ligger på en lille bjergtop ca. 50 km fra Imola, er den eneste overlevende bystat fra det middelalderlige Italien, og Republikken har i dag ca. 22.500 indbyggere. San Marino blev uafhængig i 1263, men er i dag et moderne demokrati, der styres af to såkaldte ”Capitani Reggenti”, som er på valg hver 6. måned. Turisme er en væsentlig del af San Marinos indtægt kilde, og det har nok ikke ligefrem været skadeligt for den lokale økonomi at Republikken fik sit eget Grand Prix.
Gille Villeneuves racer efter det fatale uheld på Zolder i 1981 - © Schlegelmilch Photography
Det første Gran Premio di San Marino blev afholdt d. 3. maj 1981, men selv om Gilles Villeneuve tog Pole Position, så blev det heller ikke til en Ferrari sejr i denne omgang. Det følgende år blev San Marinos Grand Prix hæmmet af en konflikt mellem FISA og FOA. Konflikten betød at mange teams valgte at boykotte løbet, og det var således et stærkt reduceret felt på kun 14 biler, som efter starten kørte af sted.
Grand Prixet blev vundet af franskmanden Didier Pironi i Ferrari, og de mange Tifosi fik da langt om længe en Ferrari sejr, men løbet skabte dyb splid mellem Pironi og team kammeraten Villeneuve, idet sidstnævnte følte sig snigløbet af Pironi. Løbet på Imola blev Gilles Villeneuve sidste. Den temperamentsfulde canadier blev dræbt under kvalifikationen til det belgiske Grand Prix kun 14 dage senere.
Gilles Villeneuves plads i Ferrari teamet blev overtaget af franskmanden Patrick Tambay. Tambay havde haft en noget besværlig Formel 1 karriere indtil da, men hos Ferrari blomstrede franskmanden, og det var Patrick Tambay som, ”trillede” over stregen som vinder af San Marino Grand Prix i 1983.
Didier Pironi, Niki Lauda og Patrick Tambay, Brands Hatch 1982 - © Schlegelmilch Photography
San Marinos Grand Prix fik op gennem firserne permanent status, og San Marinos Grand Prix har været på kalenderen lige siden, og vi har set mange spændende løb gennem de 24, år der har været kørt Formel 1 løb på Imola. Tænk bare på Ralf Schumachers fantastiske sejr i 2001, hvor tyskeren med en genial start bragte sig i spidsen for løbet, og ingen formåede for alvor at true ham løbet igennem, og det må være et af højdepunkterne i tyskerens karriere
Men Imola banen har også, som så mange baner fra den tid skygge sider. Under Grand Prixet i 1989 kørte østrigeren Gerhard Bergers, af banen i høj fart i den hurtige Tamburello kurve. Bergers Ferrari ramte en betonmur og brød få sekunder efter i brand, og kun takket være en hurtig indsats fra banens redningsmandskab slap Berger fra ulykken med livet og førligheden i behold. Ulykken fik dog hverken arrangører, eller for den sags skyld de italienske myndigheder, til at ændre Tamburello kurvens layout, og det med yderst tragiske konsekvenser, for det var netop i Tamburello kurven, at Ayrton Senna fem år senere mistede livet, efter at han havde ramt selv samme mur med høj hastighed. Sagen om Sennas død hærger stadig i kulissen, idet sagen mod Frank Williams og andre, for nylig er blevet genoptaget, og sagen begynder nu for alvor at ligne en parodi.
Resterne af Roland Ratzenbergers sidste køretøj - © Schlegelmilch Photography
Det skal nævnes, at også Østrigeren Roland Ratzenberger mistede livet den selv samme weekend, efter at hans Simtec F1 formentlig mistede en vinge under lørdagens kvalifikation og derefter ramte en betonmur med høj fart.
Men på trods af tragedierne for 10 siden, så er San Marinos Grand Prix et løb man ser frem til, selv om de ændringer, der er etableret for at højne sikkerheden, har fjernet noget af det spændende ved banen, og det vil bestemt være et tab for Formel 1 sporten og specielt for os europæere, hvis Grand Prixet på Imola forsvinder fra F1 kalenderen. Så måske skulle vi støtte op med en stille bøn til den hellige Jomfru Maria, for det kan jo aldrig skade og vi behøves jo ikke at sige det til nogen.
Ayrton Senna mindes den dag i dag i Tamburello kurven - © Schlegelmilch Photography
*) Alfredo Campagnoli, Graziano Golinelli, Ugo Montevecchi og Gualtiero Vighi
** I dag Rivazza kurven.
*** I dag Tosa kurven.
Af Christian Sædder
christian@f1journal.com
