Hurtige tyskere i Formel 1. Hmmm - hvordan var det nu det var. Der var Wolfgang von Trips, Jochen Maas og derefter kom Michael Schumacher. Kigger man på GP-sejre og statistikker er det i hvert fald stort set sådan det forholder sig til. Til trods for at Tyskland mildest talt sidder tungt på dagens Formel 1-cirkus med hele fire deltagende kørere, er det et stykke tid før Michael Schumacher at en tysker gjorde sig bemærket i Formel 1. Og tyskerne havde ikke nemt ved at gøre sig bemærket overhovedet. Kig på resultaterne - statistikkerne taler deres eget tydelige sprog... Eller gør de?
Vi har allesammen prøvet det. Siddet i en mere eller mindre ophedet debat, og nydt at kunne slynge tal, fakta, statistikker på bordet og sige "Sådan forholder det sig nu engang." Men i de små afkroge af Formel 1-historien gemmer der sig tal, der absolut intet siger om hvor god en kører reelt var. Et af de absolut bedste eksempler herpå er nok den tysker før Schumacher, der fyldte tyske F1-fans med håbet om at Wolfgang von Trips ikke var den sidste med verdensmesterpotentiale fra Der Vaterland i motorsportens topklasse. Stefan Bellof.
STEFAN BELLOFS STATISTIK
For lige at blive ved statistikkerne et øjeblik, bliver vi nødt til at kigge på Stefans resultatmæssige generalieblad. Han deltog kun i to F1-sæsoner tilbage i 1984 og 1985 - begge år for Tyrrell Racing. I disse to år var hans bedste officielle placering en fjerdeplads i USAs Grand Prix 1985 nærmere betegnet i Detroit. Den eneste anden pointplacering var Portugals Grand Prix samme år, hvor han sluttede på en sjetteplads. Han havde sammenlagt kun tyve starter i en F1-racer. Så hvad specielt kan der være ved en kører som Bellof, der rent statistikmæssigt nærmest fremstår som den rene ynk? Lad os grave ned til næste lag i tallene, og prøve at finde forklaringen.
Som tidligere beskrevet kørte han for Tyrrell Racing begge de to år. Det var bare ikke to helt normale år for Tyrrell Racing. Det ene år blev teamet diskvalificeret fra hele sæsonen og året efter var de mildest talt bagefter. Så unge Stefan Bellof var ikke just tilsmilet af held, hans vilkår var meget barske, men alligevel formåede han at blive en helt i sit hjemland og en der gjorde at man ikke kun talte om Ayrton Senna i pitten på den tid.
TYRRELL DISKVALIFICERES I 1984
Tyrrell Racings diskvalifikation i 1984 gemmer nemlig tillige over en række andre særdeles pæne resultater i hans debutsæson. Han udgik godt nok i hovedparten af løbene i en outdated Tyrrell, men de løb han gennemførte sluttede han flot. En sjetteplads på Zolder i Belgien, en femteplads i San Marinos GP og en tredjeplads i det kontroversielle Monacos Grand Prix. Sidstnævnte løb var kontroversielt, da det blev flaget af før tid på grund af regnvejr mens Alain Prost lå i føringen. Dette skabte et mindre ramaskrig, idet den etablerede Prost i McLaren-Porschen var ved at blive indhentet bagfra af to debutanter i nogle af sæsonens langsomste biler; Ayrton Senna i Toleman-Hart og Stefan Bellof i Tyrrell-Cosworth.
Det interessante ved lige netop dette løb, er at det som regel huskes for Senna der var ved at hente Prost. Bevares - han gjorde også sit til at tiltrække sig opmærksomhed da han blev stiktosset og nedlagde protest mod at løbet var blevet flaget af allerede i 31. omgang. Men en ting er at Senna sandt nok var ved at indhente Prost, og imponerende var det helt nede fra en trettendeplads på gridden. Der var godt syv sekunder mellem de to da løbet sluttede. Så Senna var selv af den overbevisning at han havde vundet. Men hvad Senna glemte og hvad man man normalt ikke hører om, var at Stefan Bellof faktisk kørte endnu hurtigere, og var ved at indhente både Prost og Senna. Og han startede helt tilbage fra sidstepladsen på gridden.
Nu begynder nysgerrigheden at melde sig hos de fleste der ikke lige umiddelbart kunne nikke genkendende til navnet Stefan Bellof i starten af artiklen. God damn - hurtigere end Senna i begge deres debutår? Der var som tidligere nævnt bare den rimeligt markante forskel på Senna og Bellof i deres respektive debutår, at Bellofs team Tyrrell blev diskvalificeret fra hele sæsonen. Det var i turboæraen - og hvis man ville frem i Formel 1 på det tidspunkt hed kodeordet turbo.
PROBLEMERNE I 84 FOR TYRRELL OG DERMED BELLOF
Tyrrell Racing startede dog sæsonen som det eneste hold uden turbolader i bilen. Og dengang som nu, var det obligatorisk at teams bøjede reglerne efter forgodtbefindende - i Tyrrells tilfælde i 1984 nærmest efter et ildebefindende. Uden turbo var teamet fuldstændig uden vinderchancer, så man eksperimenterede med forskellige brændstofblandinger. Uheldigvis var den brændstofblanding Tyrrell valgte at køre med ulovlig, og endnu mere uheldigt - de blev grebet i det og diskvalificeret af FISA.
Stefan Bellofs få imponerende resultater fra 1984 var så godt som til at skylle ud i det berømte lokum. Foruden tredjepladsen i Monaco fra en tyvendeplads på gridden, var både femtepladsen i San Marino og sjettepladsen på Zolder hentet fra en om muligt endnu mere imponerende enogtyvendeplads på gridden. Men FISA var ikke til at bøje og Tyrrell Racing deltog ikke i 1984-sæsonen efter Englands Grand Prix. Så Stefan kunne nu kun se frem til 1985 og håbe på bedre tider.
1985 - RESULTATER DER TÆLLER
1985-sæsonens første løb var en smutter for Stefan Bellof. Han var blevet erstattet på Tyrrell-holdet af Stefan Johansson til åbningsløbet i Brasilien så han stod uden sæde og med en uvis fremtid. Johansson imponerede slemt, og blev med et samme hevet over til Scuderia Ferrari der havde fyret Rene Arnoux med øjeblikkelig virkning. Så Bellof var tilbage i Tyrrell-raceren på Estoril-banen i Portugal, og det løb vil igen huskes af mange som Ayrton Sennas første pole position og hans første sejr. Men på sjettepladsen fandt vi igen Stefan Bellof i en undertippet Tyrrell, og en ødelagt frontvinge der lignede bølgepap. Endnu mere imponerende - Senna havde vundet fra pole, men Bellof tog en sjetteplads fra en enogtyvendeplads på gridden.
Faktisk er det kendetegnende for Bellof at han aldrig tog en tredjeplads i løbet fra en fjerdeplads på gridden. At holde en position eller nøjes med at avancere et par pladser lå ikke rigtig til ham. Lad os lige hurtigt gennemgå resultaterne fra 1985-sæsonen:
Portugal: Fra en 21. plads til en 6. plads
San Marino: Fra en 24. plads til en DNF
Monaco: Her kunne Bellof ikke kvalificere sig
Canada: Fra en 23. plads til en 11. plads
USA-Detroit: Fra en 19. plads til en 4. plads
Frankrig: Fra en 25. plads til en 13. plads
England: Fra en 26. plads til en 11. plads
Tyskland: Fra en 19. plads til en 8. plads
Østrig: Fra en 22. plads til en 7. plads
Holland: Fra en 22. plads til en DNF
Nu tegner der sig et billede af en mand der kørte som død og pine. Han var en racerkører med stort R, og alt hvad der kunne overhales skulle overhales - for enhver pris. Og hvis hans resutater i Formel 1 ikke er tilfredsstillende, skal man blot kigge over den ene skulder og granske Stefan Bellofs udvikling frem til hans Formel 1-tid. Et blik på hans karriere viser med al tydelighed, at talent kan være medfødt og det var det i Bellofs tilfælde.
EN SEN STARTER - 23 ÅR GAMMEL
Det er næsten en uskreven regel at man starter meget ung, hvis man vil blive til noget i motorsport - endsige Formel 1. Men Stefan Bellof startede sent - han var 23 år da han kørte sit første motorløb for alvor. Og han satte sine kombatanter til vægs fra første færd. Han tilmeldte sig det tyske Formel Ford 1600-mesterskab, og tog titlen i sit debutår - fortsatte til det internationale Formel Ford mesterskab i 1982 og gentog affæren. Samme år skyndte han sig videre til Formel 3, og vandt her igen tre sejre af kun syv løb.
Så han rykkede op i Formel 2 - ingen tid at spilde, selvom mange sagde til og om ham, at det var al for tidligt. For tidligt? - næppe. Han vandt ikke bare debutløbet i Formel 2 men også løbet efter, og så var der ikke meget at kritisere Bellofs hurtige fremmarch for. Alle holdt øje med Bellof - specielt i Tyskland. Så tyske Porsche var hurtigt ude med snøren, og fik ham plantet i en af deres 956-sportsvogne. Og det var i denne serie mange husker Bellof bedst. På baner som Spa og Nürburgring satte han allerede etablerede kørere som Jochen Maas, Jackie Ickx og Keke Rosberg fuldstændig til vægs. Man kan således læse den ene løbsrapport efter den anden, hvor Bellof kørte et sted mellem fem og femogtyve sekunder hurtigere pr omgang end de hårde drenge.
På Nordschleife-banen kørte han eksempelvis godt tyve sekunder hurtigere i tidstagningen end sin teamkammerat Derek Bell, og 5,5 sekunder hurtigere end Jochen Mass i samme bil. Han satte en rekord på 6,11.13s der stadig står i dag. Jochen Maas kørte på hold med Jacki Ickx og Bellof med Bell. Da løbet startede skød han fra Jochen Maas med seks sekunder pr. omgang - Jackie Ickx indhentede ham dog igen, men da Bellof satte sig i bilen til sit andet stint indhentede han Maas, overhalede ham, og kørte mod uret i nogle helt utrolige omgangstider. Dette lige indtil han satte bilen af i et voldsomt uheld i Pflanzgarten. Som en anden Jacques Villeneuve steg han smilende ud af bilen og vinkede til publikum - et publikum der sekunder forinden med sikkerhed havde dømt ham til døden.
OMGANGSTIDER KONTRA KØRESTIL
Mens hans omgangstider var én ting, var hans kørestil som man nok kan regne ud det mest bemærkelsesværdige. Når man leder efter en kommende stjerne, tæller resultater og statistikker mange gange ufatteligt lidt. Det man i virkeligheden typisk leder efter, er en kører der formår at køre sin bil helt til grænsen, og nogle gange lidt over grænsen af dens formåen. Med Stefan Bellof var det som om det var helt anderledes. Han syntes at køre efter en grundregel om at køre en god røvfuld udover grænsen, og så på overjordisk vis alligevel holde bilen på banen. Han kastede simpelthen rundt med den som en pose vasketøj, som kun han havde fuld kontrol over ved hankene.
Hans debut i Formel 1 var derfor meget spændende for folk der kendte til ham i forvejen. Senna startede fra en sekstende position på gridden i en 600hk Toleman-Hart, og efter første omgang lå han på en trettendeplads. Stefan Bellof startede fra en toogtyvende position på gridden i en ikke-turbo Tyrrell-Cosworth med 510hk, og efter første omgang lå han lige i haserne på Senna på en fjortendeplads. Han overhalede Senna i anden omgang uden større besvær på Ayrtons hjemmebane i Rio de Janeiro, men begge måtte de udgå inden løbet var forbi.
Det var starten af hans F1-karriere, men hans afslutning var en sand katastrofe, der mest af alt mindede om Jim Clarks. Lotus-legenden endte sine dage på Hockenheim i et F2-løb, som han deltog i for sportens skyld. Han kunne simpelthen ikke lade være med at køre ræs, og måtte betale prisen med sit liv. Samme sørgelige epos måtte desværre skrives over Stefan Bellof. Til trods for hans deltagelse i Formel 1, måtte han lade livet i en sportsvogn på Spa-Francorchamps i 1985.
DET GIK SÅ GRUELIGT GALT ALT FOR TIDLIGT
Heller ikke Stefan Bellof kunne ikke lade være med at køre ræs hvis lejligheden bød sig - og han kunne ikke lade være med at overhale hvis lejligheden bød sig. Om så det skulle foregå i selveste Eau Rouge-svinget. Og som om det ikke var nok, var manden han ville sætte til vægs i nok et af verdens sværeste sving selveste Jackie Ickx. Det lyder mildest talt komplet vanvittigt, men det er jo den grad af vanvittighed der gør de største momenter i motorsportshistorien - når de går godt. Og nogle af de værste momenter når de går galt.
Denne gang gik det desværre galt, og motorsportsverdenen blev berøvet for et af de største talenter der nogensinde er set. I mangen en motorsportsdiskussion har man hørt sætningen "Havde Schumacher været så stor i dag, hvis Senna stadig havde levet?" Det er mildest talt på sin plads i samme forbindelse at spørge om Senna nogensinde var blevet så stor, hvis Stefan Bellof ikke var død den tragiske dag i Eau Rouge på Spa-Francorchamps.
ÆRET VÆRE HANS MINDE
Men én ting slår Stefan Bellof i hvert fald fast med syvtommersøm. Statistikker kan man bruge til lige præcis ingenting, når man taler om verdens bedste racerkører nogensinde. Tyve starter, ingen GP-sejre, ingen pole-positioner, og alligevel en racerkører der var så ubeskriveligt hurtig, at han nok havde fået Senna og Schumacher til at fremstå som ganske udemærkede kørere - men til sammenligning - nej vel?
Æret være Stefan Bellofs minde.
dennis@f1journal.com