F1JOURNAL.COM / F1 HISTORIE / ARTIKEL HURTIGST PÅ EN OMGANG? OK - sådan hurtigt på aftrækkeren - hvem var den hurtigste F-1 kører før Montoya slog den rekord i 2002? Altså målbart ud fra en enkelt træningsomgang på en hvilken som helst formel 1 bane i verden? Ayrton Senna? Nix. Nigel Mansell? Nope. Jamen så Michael Schumacher da? Nej svaret ligger i overskriften: Keke Rosberg! Dette er historien om den finske formel 1 kører Keijo 'Keke' Rosberg, der udover at have vundet VM i Formel 1 ved kun at vinde ét løb (ja der stod ét) i sæsonen 1982, men også historien om de mest bemærkelsesværdige præstationer i midt 80'erne, som kunne være taget ud af en god western. Bluff numre og køligt overblik, der er med til at sikre nogle af de sejre i Formel 1 der er gået over i historien som legendariske. Men også historien om hvorfor netop Keke Rosberg er den (næst) hurtigste F1- kører nogensinde... KEKE ROSBERGS UNGE DAGE Men lad os starte med begyndelsen - sådan cirka da. Igennem sine F2, Atlantic og Pacific formelkarriere i midten af halvfjerdserne blev han 'opdaget' af den velhavende Theodore team boss - Teddy Yip. Men det var ikke gratis - det kostede 1000$ pr. race. I 1978 fik han således sin debut i Sydafrikas GP. Ikke en debut i Michael Schumacher klasse. Men bilen var vist heller ikke noget at skrive hjem om. Det næste løb skulle dog gå meget anderledes. Stedet er Silverstone. Det er regnvejr. Altså ikke bare regnvejr - men styrtregn. Det er det nu for længst hedengangne 'Race of Champions', hvor Formel 1 kørerne - dem der gad stille op - kunne køre mod hinanden uden at VM point var på spil. Disse 'non-championship' løb blev typisk kørt på Englands anden GP bane. Dengang vekslede F1 mellem Brands det ene år og Silverstone det næste. Det pointgivende F1-løb i England i 1978 blev kørt på Brands Hatch, så derfor var det helt naturligt, at Silverstone afholdt 'Daily Express International' som løbet i 1978 blev kaldt. I et løb, hvor alle de kendte stjerner røg af banen var der en der holdt sig på asfalten. Måske mest fordi bilen var så tung og kluntet at den ikke kunne andet. Det var Teddy Yip's Theodore med Keke Rosberg bag rattet, der på denne måde får sin første sejr i formel-næsten-1. I resten af 1978 blev det kun til sporadiske løb i ATS eller en gammel Wolf . Men på den anden side af Atlanten i den legendariske Can-Am serie kørte Rosberg i Paul Newmans team med stor succes. Efter Monacos GP i 1979 vil James Hunt ikke længere. Med sine flotte resultater i Can-Am som baggrund blev Keke Rosberg hevet ind i Wolf teamet for resten af 1979. Men det er et team på vej nedad og det blev lagt sammen med det næsten fallerede Fittipaldi team i 1980, der endeligt gik på bagdelen ved udgangen af 1983. Men Keke er heldig. Alan Jones stopper sin karriere efter 1981 sæsonen og da Carlos Reutemann ikke rigtig ved hvad han vil, står Williams pludselig i 11. time inden sæsonstarten 1982 uden en 2. kører. Keke Rosberg bliver straks hyret. Bla. på baggrund af nogle imponerende testresultater. Carlos stopper inden Long Beach og pludselig er Keke 1. kører. I Long Beach er Mario Andretti medkører i et one-off og derefter blev det Derek Daly som fast andenkører. VERDENSMESTER I 1982 I 1982 burde VM være havnet i enten Gilles Villeneuves favn eller Didier Pironis. Men skæbnen ville noget andet. Gilles Villeneuve bliver dræbt under træning forud for Belgiens GP på Zolder. Didier Pironi bliver alvorligt kvæstet på Hockenheim. Ferrari vinder mesterskabet for konstruktører. Keke vinder én sejr i Schweiz' GP (ja den er god nok...) på Dijon Prenois i Frankrig. Det bliver hans eneste sejr - men da ingen andre vandt mere end to grand prixer og Keke også fik en del 2. pladser var VM hans - især efter andre favoritters uheldige skæbne. En af hans 2. pladser er den berømte fra Østrig da Elio de Angelis vinder i Lotus foran Keke Rosberg med en bagatel af 5/100 dele af et sekund. I 1983 blev hans makker i Williams teamet den populære franskmand Jacques Lafitte. Det var det første år med nye regler og fladbundede biler. De berygtede vingebiler var blevet forbudt, hvilket nok glædede langt de fleste kørere. Bilerne var blevet de rene go-karts uden affjedring overhovedet af hensyn til, at venturien (den vingeformede karosseridel der vender mod vejbanen) skulle befinde sig i en konstant afstand fra vejbanen for at de faste skørter ikke skulle få for stor afstand til vejbanen. Ja det er aerodynamik med 300 km/t - men vigtig - og ikke mindst farlig, hvis det går galt. Derfor blev alt det fjernet og erstattet af en flad bund. Det blev midlertidigt et farvel til lange sidekasser, men samtidig også et goddag til en af de smukkeste F-1 biler nogensinde - Brabham BT-53 med Nelson Piquet bag rattet. Ikke overraskende blev den kaldt 'pilen'. POKERSPIL I MONACO Tilbage til Williams og Keke Rosberg. Williams havde endnu ikke en turbo-motor bag i bilen - men kun den gamle trofaste Ford Cosworth motor. Den havde i 1982 vundet sit absolut sidste VM. Keke Rosberg-action i Monaco - © Dempsey Warren Fremover var en turbo nødvendig for at få et VM. Derfor var Keke og Co. på vej tilbage igennem feltet - godt og grundigt kørt agterud af Brabham, Renault og Ferrari. Men nogen gange er der vilkår, hvor mange hypper med turbo-forsinkelse ikke er velegnede. En af de få gange i 1983 var i Monaco. Keke havde kvalificeret sig som nr.5 efter to Ferrarier og to Renaulter med kørerne Tambay/ Arnoux og Prost/Cheever. Det havde været regnvejr, vejbanen var fugtig - ikke rigtig våd men fugtig. Alle havde fået monteret regnvejrsdæk på deres biler... undtagen Williams bilerne, Marc Surer /Arrows og Derek Warwick/Toleman, der mente, at et sats på slicks kunne bære frugt, hvis banen tørrede op. Starten gik og allerede ind St. Devote var Rosberg på 2. pladsen - Efter anden omgang var han i spidsen i et brag af car-control som kun en Finne kan hive frem af baglommen. Se eller gense denne imponerende bedrift på det officielle review fra 1983 på video, der stadig kan købes hos Duke. Der kan du se Keke powerslide hen over casinopladsen så de små hår i nakken rejser sig. Scenen fra træning hvor der er vådt på Casinopladsen, hvor Keke kommer sidelæns gennem højresvinget med pedalen i bund er bare ren nydelse. Se også Alboreto i Tyrrell prøve det samme og spinne rundt og banke ind i rækværket. (Undskyld Michele, hvor du end er nu, men den dag blev du overskygget...) Keke lavede ikke en eneste fejl på de næsten to timer og 76 omgange løbet varede. Det så nemt ud - det var det ikke. For det første var der den ellers så solide Cosworth motor. Den havde det med at sætte ud i løbet - det havde den gjort for Jacques Laffite, hvilket var årsagen til hans exit. Den gjorde det også for Rosberg i swimmingpool kurverne. Et hurtigt tryk på koblingen og slip igen fik startet kalorious igen - men det var tæt på at bilen var ramlet i barrieren og forfølgerne Prost og Piquet var ikke langt bagefter. Men det gik og Rosberg nåede målstregen, hvor et jublende Williams team mødte ham med Saudi flag og Union Jack (Teamet var dengang sponsoreret af en del Saudi Arabiske selskaber). Rosberg var totalt drænet efter løbet. Dels var hans hænder dækket af vabler - ikke noget med semiautomatisk gearskift dengang. Niks - det var én hånd på rattet og én hånd på gearskiftet hele vejen rundt. For at det ikke skulle være slemt nok havde han haft problemer med at sove i dagene op til løbet og havde det generelt ret skidt - hvilket skyldtes et tilfælde af hepatitis. Men dette var lige meget - han skulle nu op for at møde det royale islæt i Monaco, så håret og den berømte moooostache skulle lige trimmes inden Piquet og Prost dukkede op. Paradoksalt nok blev 'God Save the Queen' spillet - men champagnen smagte nu meget godt alligevel og den obligatoriske smøg bagefter manglede heller ikke. Rosberg havde lavet et godt stykke arbejde den dag i Monaco. Keke Rosberg på vej mod sejren - © Dempsey Warren Den næste Williams kører der vinder i Monaco var for ganske nylig - det var nemlig Juan Pablo Montoya. Resten af 1983 blev en ørkenvandring for Williams og Rosberg. En enkelt 2. plads var det bedste resultat at skrive hjem om i resten af sæsonen. Men - Honda kom nu på banen. Efter et magert forsøg i den ikke specielt konkurrencedygtige Spirit, blev Honda fokuseret på Williams, hvilket skulle vare frem til og med 1987. I starten var det ikke en ubetinget succes. Motoren havde et meget snævert kraft område - dvs. der hvor den trak. Dermed var speederfunktionen på det nærmeste on/off - hvilket ikke gjorde bilen let at håndtere. At FW09'eren som efterfølgeren til 1983 bilen hed var noget af et misfoster skyldtes nok til dels Williams teamets modvilje mod at bygge et chassis i fuld carbon. Det var stadig god gammel honeycomb aluminiumsplader chassiset i 09'eren bestod af. Det er ikke lige så stift som carbon og stivhed er altafgørende for god chassiskonstruktion i F1 og der havde McLaren en gevaldig fordel efter introduktionen af deres MP4 serie i 1981. Nu snakkede vi 1984 og selv ATS havde en bil i fuld carbon! TUREN GÅR TIL DALLAS MED JR PÅ SIDELINIEN OG KEKE I FRONT! 1984 var også det første år hvor McLaren for alvor kom i vinderhumør, hvilket endte med at Niki Lauda blev verdensmester foran teamkammerat Alain Prost. I løbet af 1984 blev det første og eneste Dallas GP afholdt. Det var et resultat af en af Bernie Ecclestones 'deals', hvor der skulle indgå noget TV. På den tid gik den næsten uendelige tv-serie 'Dallas' over tv-skærmene verden over, så hvad var mere naturligt end at hive JR, 'Sure' Ellen, Bobby og Jock og alle de andre Ewinger ind i GP sammenhæng. Nej vel? Problemet var bare at løbet skulle afholdes i den varmeste del af sommeren i Texas. Den gamle regel om at der skulle afholdes mindst ét løb i en mindre klasse - ja den var blevet glemt - og under træning blev vejbanen på det nærmeste fræset af, af de store gummiruller kaldet dæk. Og det var varmt - det var stegende varmt! Alle kørerne sad i skyggen med fødderne i isvand og diverse andre former for køling blev taget i brug i den helt store målestok. Senna så ud som om han var ved at koge over. Mansell var allerede lidende. Men Keke? Han var jo berømt for at pleje sin legendariske velholdte solbrændthed. Så han lå ude i solen og solede sig. Virkeligheden var dog en anden, har Keke senere indrømmet. Det var ULIDELIGT varmt, men det var herligt at psyke de andre kørere før end løbet overhovedet var startet! FW-09'eren der blev anvendt i 1984 og dermed til sejren i Dallas - © Hans Hulsebos For at passe ind i tv aftaler skulle løbet allerede starte kl. 11 om formiddagen, så ved warm-up mødt Jacques Laffite op i pyjamas på grund af det tidlige tidspunkt - og for at tage lidt gas på al 'hypen'. Dagen før løbet var der gennemført et løb på 50 omgange for store Amerikanske CAN-AM monsterbiler. Det havde asfalten ikke haft godt af. Reparationer var blevet udført i nattens løb. Men de holdt ikke. Warmup blev først udskudt og derefter helt aflyst. Pludselig begyndte flere og flere at tvivle på at der overhovedet ville blive afholdt et løb i Dallas. Klokken elleve nærmede sig og Lauda forlangte ti omgange til at prøve banen. Han fik tre sammen med de andre kørere og derefter ville løbet gå i gang. Enhver snak om strejker og andet sjov forstummede da starten gik. Det løb der kunne have været en stor skandale - blev faktisk et rigtigt spændende løb! Mansell tog starten fra poleposition og blev fulgt af de Angelis, Warwick og Senna efter første omgang. Warwick kommer forbi de Angelis på 4. omgang, men må senere bide i barrieren efter et overhalingsforsøg af Mansell, der ikke umiddelbart er meget for at overlade føringen til nogen andre. De Angelis er toer igen. På 19. omgang forsøger de Angelis en desperat manøvre på Mansell (De kører begge Lotus - men er ikke på julekort sammen). Det går naturligvis galt og de Angelis mister moment og pludselig er vor ven Rosberg på 2. pladsen. Senere kommer Prost og blander sig i 'toget'. Et overhalingsforsøg af Rosberg på Mansell giver pote efter Mansell lige stryger en barriere på vejen og Keke er i spids. Mansell laver et do-or-die angreb på Rosberg, der pludselig har en meget bred Williams. Under den tætte kamp er Mansells fordæk blevet så dårlige at et pitstop må til. Han kommer ud igen på 7. pladsen, der bliver til en 6. plads da Piquet der kæmpede med en speeder der sætter sig, pludselig tabte kampen og røg i barrieren. Men Rosberg var ikke hjemme endnu. Prost nærmede sig og passerer Williams bilen. Der bliver bygget en afstand op på 10 sekunder da den ellers så sikre Prost også laver en fejl og rammer en barriere og må udgå med en punktering. Vejen er banet for en choksejr til Keke Rosberg i et af de mest kontroversielle og besynderlige race nogensinde i F1. Men det var alligevel Mansell der kom på forsiden af aviserne. Efter at hans gearkasse svigter prøver han at skubbe bilen i mål. Ja det kunne være som et manuskript i en dårlig Hollywood film, for naturligvis kollapser Mansell på målstregen og ligger ubevægelig ved siden af sin Lotus. Et billede der flyver verden rundt. Men Mansell overlevede(!) og blev verdensmester en anden dag. Rosberg fik en uventet sejr og kunne i sin knaldgule køredragt med ICI reklamerne modtage folkets hyldest med Stetson på hovedet og familien Ewing i baggrunden. I sandhed et bemærkelsesværdigt løb. Resten af sæsonen blev ikke noget at skrive hjem om. Keke Rosberg på Silverstone i 1985 - © Historic GP FEBER-OMGANGEN 1985 blev et meget bedre år - men også et afsluttende år. Keke Rosberg kunne ikke sammen med Patrick Head og co. Som han sagde, så kunne de ikke tilgive mig, at jeg ikke var Alan Jones (Det har andre kørere jo også fået at føle på deres krop senere...) så derfor forlod Rosberg en kanonbil efter 1985 sæsonen, for at afslutte sin karriere i McLaren Men den særlige situation jeg godt vil hive frem fra 1985, var dengang da Rosberg blev verdens hurtigste F1-kører. Stedet var Silverstone. 5 minutter før kl. 14. Den 20. Juli 1985. Rosberg vidste sammen med alle andre naturligvis, at Silverstone var så hurtig som den bane kunne blive. Over de næste år ville farten blive stækket på banen og det ville ikke længere være muligt at runde de magiske 160 mph (257,28km/t) Mennesket har jo altid godt kunne lide runde pæne tal, så de 160 mph var den ypperste gennemsnitsfart i F1. I ovalbane sammenhæng er det jo nærmest at kravle - men i F1 er det hurtigt. Keke Rosberg i Williams FW-10 fra 1985 - © Sibo Han havde sikret sig poleposition med en sikker margen forud for det Britiske GP. Men den lå lige en brøkdel under 160mph. Den obligatoriske smøg blev kvast mod asfalten og Rosberg sagde - 'let's do it'. For at gøre det endnu mere surrealistisk var træningen mere eller mindre gået i stå på grund af nogle kvikke dryp ovenfra. Så det var en fugtig bane at Rosberg begav sig ud på. Ifølge dem der så omgangen var det mere lavtflyvning end egentlig kørsel Keke hev op af hatten den dag. Den var så tæt på grænsen af det umulige og det store knald som den kunne være. Men rekorden kom i hus med 160.925 mph - og den dag i dag mindes Rosberg stadig den dag med glæde. Som et ekstra pift så blev de sidste meter kørt på et dæk, hvor luften sivede... Senna og Prost har været tæt på at slå rekorden på Monza i henholdsvis 1991 og 1993. Den hurtigste omgang i løb tilhører Damon Hill. Det er igen fra Monza 1993 - men vi er helt nede i 155.241 mph! Så indtil 2002 var Keke Rosberg altså den hurtigste kører nogensinde i Formel 1! Det blev som sagt Montoya, der skulle tage æren på Monza, med en kvalifikationsrunde på den sikre side af 160 mph. Pudsigt nok i en Williams! Så Montoya tager begge Kekes 'rekorder' små tyve år efter og også i en Williams. Mageløst! Ikke fejl i farve reproen men et enkelt forsøg på et Marlboro light farveskema på Estoril '86 - © Historicgp DET SIDSTE STINT Den afsluttende sæson i 1986 blev ikke den forventede succes. I det afsluttende løb skulle vi dog blive vidne til Rosbergs kendte akrobatiske kørestil, hvor han gave den alt hvad den kunne trække på et brag af en afslutning. Det blev det også i nogle omgange, men defekt tvang ham ud til sidst. Det var i øvrigt det løb, hvor den mest kendte af alle punkteringer skete for Nigel Mansell, da han næsten kunne lugte sit VM. I stedet gik VM til Alain Prost. Keke Rosberg i McLaren MP4/2C i 1986 - © Sibo Keke var færdig i F1. Men i mange år derefter kunne bla. se ham slå sine folder i DTM udover at være manager for især finske kørere - f.eks. den senere så kendte Mika Hakkinen. I øjeblikket har han sit eget Mercdes team i DTM, så man fra tid til anden kan gense og hør den drævende tyske stemme med tydelig finsk accent udfolde sig på tysk TV. Rosberg statistik: Løb: 114 Pole position: 5 Sejre: 5 2. pladser : 8 3. pladser : 4 4. pladser : 11 5. pladser : 9 6. pladser : 1 Hurtigste omgange: 3 Ikke kvalificeret: 10 Placeringer i VM: : 1978: 1979: 1980: 1981: 1982: 1983: 1984: 1985: 1986: Theodore Wolf Fittipaldi Fittipaldi Williams Williams Williams Williams McLaren Ingen point Ingen point 10. plads med 6 point Ingen point VM for kørere med 44 point 5. plads med 27 point 8. plads med 20,5 point 3. plads med 40 point 6. plads med 22 point Skrevet af: Flemming Hansen Flemming@f1journal.com