DENGANG F1 BLEV OVERSVØMMET AF BILER I VEKSLENDE KVALITET
I slutningen af 80'erne blev den tunge del af formel 1 gridden domineret af en lang række teams der får Minardi i dagens formel 1 til at virke som Ferrari i sammenligning. Der var mange gange tale om Italienske teams, der her i yuppietidens yderste grænse skulle brænde nogle penge af. Nogle penge man vist ikke skulle spørge alt for nøje efter hvor disse midler havde deres oprindelse! Persongalleriet var også præget af en del skummelt udseende personer med slikket hår og mørke solbriller...
Det hele sluttede mere eller mindre i 1992, da teamet Andrea Moda med skokongen Andrea Sasetti i spidsen bogstavligt talt blev losset ud af formel 1 for at bringe sporten i miskredit med nogle biler der på en god dag lige netop kunne trille ud af depotet. Perry McCarthy har skrevet en temmelig underholdende bog om sine trængsler i dette team.
Efterfølgende er der indført så volumniøse økonomiske krav for at få lov til at stille op med et nyt team i formel 1, at det nærmest i praksis er umuligt for alle andre end mastodont firmaer som Toyota, BMW og Mercedes-Benz. Bernie og Co. vil jo gerne undgå useriøse teams, der ikke har råd til at gennemføre hele sæsonen. På den anden side er disse krav også ret bremsende for at der overhovedet skulle være nogen der kunne få den tanke at lave et nyt team for derved at få gridden væk fra de 20 biler vi ser i dag. Minardi og Jordan har det ikke for godt økonomisk, så hvis de forsvandt er der kun 16 biler tilbage til at underholde... Det kan snart et blive et problem.
LIFE TEAMETS FØRSTE ENESTE OG SIDSTE SÆSON I FORMEL 1
Meget kan man sige om Andrea Moda - men de kom da til at køre. Life bilen blev designet rundt om en revolutionerende W motor. Ja det var et dobbelt V. Om det virkede… nej, det gjorde det ikke.
Life raceren under opbygning - © Autosprint
Historien om LIFE teamet tager sin begyndelse i 1988 da det succesrige team FIRST i F3000 mente, at det var på tide at 'opgradere' til formel 1. Gabriele Tarquini blev hyret til at køre og brasilianeren Richard Divila skulle designe bilen. Resultatet var lovende og ville nok have været et af de bedre teams, men pengene var aldrig helt til stede, så projektet blev smidt i mølpose i al stilhed. Bilerne blev købt af Ernesto Vitas 'Life Racing Engines', der skulle bruge noget fast grund til udvikling af en W12 motor.
Life raceren under opbygning - © Autosprint
EN W-12 DER ALDRIG VAR SET FØR... ELLER SIDEN
Den motor var designet af Franco Rocchi, der havde været en førende ingeniør hos Ferrari igennem 60'erne og 70'erne, der blandt andet havde været med til at fremelske talentet hos Mauro Forghieri, der var en nøgleperson hos Ferrari i 70'erne. Nu var Rochhi i slutningen af 60'erne, så hans sidste projekt skulle være en revolutionerende W12. En W12 har tre rækker af fire cylindre i stedet for det mere konventionelle med to rækker af 6. I teorien skulle den kunne producere lige så meget kraft som en konventionel 12'er, men den er kortere og dermed alt andet lige lettere at pakke ind i bilen - fuldstændig som en V-8'er. Konceptet blev i starten af halvfemserne genstand for stor opmærksomhed og det virker da også lovende på tegnebrættet. En anden motorbygger - Guy Negre- forsøgte at gå samme vej. Den blev afprøvet i et AGS chassis og endte i en Norma MGN sportsvogn der kørte på Le Mans i 1990. Desværre betyder tre rækker med cylindre at indmaden i motoren nødvendigvis bliver voldsomt kompleks.GARY BRABHAM KOMMER OG GÅR LIGE SÅ HURTIGT
Da det ikke lykkedes at overtale nogen teams til at hoppe på den galej, valgte Life at lave deres eget team i 1990. Jack Brabhams søn, Gary blev hyret til at køre bilen og mødte naturligvis op til det første løb i 1990 I Phoenix uden den helt store mediedækning. Bilen kunne genkendes som den Richard Divila havde bygget til FIRST, selvom de tidligere så elegante linier var blevet alvorligt spoleret af nogle store luftindtag på begge sider af køreren - udover den over kørerens hoved som ellers var normalen.
Life raceren i fart! Gary Brabham er bag rattet - © Autosprint
Lige fra det første løb var det tydeligt for enhver, hvor håbløst langt ude på tynd is Ernesto Vitas team var. Eksempelvis måtte de låne en dæktemperaturmåler fra et andet team, da de ikke havde deres egen. Men da det kom til stykket var der nu ikke så meget, at bruge en dæktemperaturmåler til alligevel! Bilen klarede med nød og næppe tre omgange i prekvalifikationen før motoren gav op. Gary Brabham var 'kun' 43 sekunder efter Gerhard Bergers pole position tid.Det gik fra slemt til værre i Brasilien da en plejlstang svigtede i motoren før den havde klaret en hel omgang i prekvalifikationen. Efter den opvisning valgte Gary Brabham at sige 'farveller' til teamet da han ikke mente, at det lige var måden at fremme sin motorsportskarriere på.
BRUNO KOMMER I BILEN
Han blev erstattet af veteranen Bruno Giacomelli, for hvem karrieren alligevel var mere eller mindre vel overstået og så det som en udmærket måde at spendere en sommer på farten (mellem løbene - ikke ligefrem på banen). Fuldstændig som Brabham var han ikke i stand til at få bilen forbi prekvalifikationen. Men det må nok bemærkes, at hverken Senna eller Schumacher nok heller ikke havde klaret det!
Giacomelli mindes, at det største problem var motoren (surprise!) Teamet havde ingen penge og næsten ingen reservedele, så motoren blev mere og mere 'lappet' som sæsonen skred frem. De havde kun én enkelt reserve motorblok... en nærmest absurd situation, hvor Honda tog syv motorer til hvert løb for McLaren. Udover at motoren ikke var specielt pålidelig var den også håbløst bagud på hestekræfterne. På de sjældne tidspunkter, hvor alle 12 cylindre virkede producerede Life W-12'eren omkring 375HK. For at sætte det i perspektiv ydede Honda's V10 omkring 700 - 750 af slagsen. Endnu mere tankevækkende er, at den oldtudsegamle Ford Cosworth V8 fra 1967, der var 500cc mindre, blev vurderet til at have 450 HK! Uanset hvor mange heste der var til rådighed var Giacomellis Life omkring 65km/t l a n g s o m m e r e gennem fartmålerne på Hockenheim. Giacomellis sæsonbedste 'resultat' var på Silverstone, hvor han kun var 19 sekunder efter og det var da 3 - 4 sekunder hurtigere end F3 drengene i samme weekend.
Efter at have hutlet sig igennem sæsonen måtte teamet erkende at deres W12 simpelthen ikke virkede. I Portugal byttede man W12'eren ud med en gammel Judd V8. Desværre passede motorcoveret ikke til bagenden og atter engang lykkedes det ikke at sætte en tid i prekvalifikationen. De tog bilen med til Spanien hvor de trods alt fik kørt nogle omgage med bilen. Dog var de ikke ligefrem særligt meget hurtigere end med den gamle W12. Om det var fordi chassis'et var umuligt eller fordi det hele var klampet sammen blev aldrig helt klart. Men bare det at slippe for W12'eren gjorde ikke sagen meget bedre.LIFE'S OVER
Teamet forsvandt efter den Europæiske del af F1 sæsonen ude af stand til at betale omkostningerne ved a flyve til Japan og Australien. Teamet blev solgt til en Østrigsk koncern, der havde en interesse i at bygge racerbiler i Leningrad. Hvad der efterfølgende er sket med bilen og den usædvanlige motor vides ikke. Giacomelli der ikke havde fået en eneste Lire for sin indsats fik tilbudt en af W12 motorerne som betaling. Det afslog han dog, hvilket han efterfølgende har fortrudt, da sådan et stykke besynderligt motorsportshistorie i dag må være lidt penge værd.
Gary Brabhams karriere kom sig ikke over denne lille tur i 'gruset'. Efter sporadiske optrædener i CART, Interserie, Sportsvogne og IMSA valgte han at pensionere sig i 1995.
Bruno Giacomelli havde sin store karriere tilbage i 1970'erne, hvor han vandt i F3. Efter en start i Formel 1 hos Mclaren i et reserveteam i 1977 og 1978 var han i den største del af karrieren hos Alfa Romeo og sluttede i 1983 hos Toleman (der senere blev til Benetton). Efter livet hos Life holdt Bruno et par sabbat år. I 1993 kørte han en BMW M3 GTR i 24 timers løbet på Nurburgring. I 1995 kørte han i GT Serien i en Porsche 911 Turbo og endelig i 1998 blev det til enkelte Porsche Supercup løb.
Der har været mange dårlige formel 1 teams, der havde håbet om succes på en begrænset baggrund. Men LIFE teamet må nok være et af de ringeste nogensinde!
Skrevet af Flemming Hansen
flemming@f1journal.com
