F1Journal.com har denne gang fornøjelsen af, at tage dig med tilbage til motorsportens teenager år. Tilbage til dengang hvor automat gear, turbo motorer, traction control ikke engang var tænkt på og lå mange år ude i fremtiden. Vi skal helt tilbage til dengang Formel 1 startede op i starten af 50´erne. Vi kender kørerne fra dengang så godt. Navne som Juan Manuel Fangio, José Froilan Gozales, Mike Hawthorn, Stirling Moss og så manden der er emnet for denne artikel Alberto Ascari. De kørere kørte uden megen form for hjælp og med livet som indsats hver gang de kørte ud på banen. Sikkerheden var ikke noget man spekulerede på og disse kørere skænkede det heller ikke mange tanker. De ville bare og køre race og komme først over stregen.
Dette fik Alberto Ascari hurtigt at føle på hans eget liv. Hans far Antonio Ascari var selv Italiens måske bedste racerkører da han kørte. Han begyndte at køre i en sen alder af 31 år, da han startede i 1919. Det var i en ommodificeret udgave af en Fiat. Ascari Senior fik dog hurtigt gang i pedalerne og han begyndte at køre Alfa Romeo. I 1925 var han dominerende og vandt Belgien Grand Prix på Spa-Francochamps. Lykken skulle dog blive kort. Samme år ved Frankrig Grand Prix på Montlhery førte han løbet, men ramte noget hegn og væltede rundt flere omgange. Han døde på vej til hospitalet. Dette skete kort før Albertos syv års fødselsdag og gjorde et stort indtryk på ham. På lige fod med de fleste Italienere var det faren som var det store forbillede. Som det senere skete med Damon Hill blev faderens død starts skuddet til en glorværdig racer karriere for den efterladte søn. Og ligesom Damon Hill var det i første omgang de to hjulede der først blev hans interesse.
STARTEN PÅ DET HELE
Kort før 2. verdenskrig blev han tilknyttet Bianchi holdet og kørte motorcykel løb for dem. Men det var snart de firehjulede der fik ham overvendt. Det der satte det hele i gang var en kontakt han fik til hans senere mentor og Formel 1 kører Luigi Villoresi. Villoresi havde i slutningen af 1939 mistet hans bror i en stor ulykke der fandt sted i en test på Monza lige ved Loggia kurven. Han kørte da i en Alfa Romeo som Enzo Ferrari stod bag. Villoresi familien var sønderknuste og ønskede at få detaljerne fra ulykken og bilen fra Enzo Ferrari til brug i forsikringssagen. Dette ønskede Ferrari ikke at gøre og forholdet mellem Ferrari og Villoresi var meget køligt. Kort efter dette lille opgør mellem Ferrari og Villoresi blev sidst nævnte så kontaktet af en ung racerkører ved navn Alberto Ascari. Ascari ønskede at købe en Alfa Romeo af Villoresi for hans hårdt optjente penge.
Med baggrund i det kølige forhold til Ferrari lykkedes det dog for Villoresi, at tale Ascari fra ideen og i stedet sælge ham en 1,5 liter 6 cylinders Maserati for 12.000 lire. Beløbet lyder i dag fuldkommen latterlig lav, men det var mange penge i 1940 også selvom der var tale om lire. Ascari havde da heller ikke selv hele beløbet og fik derfor hans gode ven og racerkollega Piero Taruffi til at spytte i kassen også. Det pudsige ved hele episoden var, at Luigi Villoresi selv havde købt bilen kort forinden og at motoren stadig var varm, da den blev videre solgt. Det var dog langt fra den eneste aftale de to mænd lavede med hinanden. Der skulle snart komme mange andre.
Alberto Ascari på sejrsskamlen i Sweitz Grand Prix 1953 - © Bernard Cahier
Ascaris første løb af betydning blev det legendariske Italienske by løb Mille Miglia 1940. Enzo Ferrari forlod Alfa Romeo i 1939 og fik i stedet sin ingeniør Alberto Massimino til at konstruere et par 1,5 liters, 8 cylinders sportsvogne som skulle køres af Alberto Ascari og Lotario Rangoni Machiavelli di Modena . Sammen med hans medkører fætteren Giovanni Minozzi gjorde han og Ascari en fin indsats i deres Ferrari 815 og nåede da også, at føre deres klasse en kort tid, for så senere at udgå.
Året 1940 bød dog en ca. ½ måned senere på en anden stor begivenhed. Det var Tripoli Grand Prix som han kørte i en Maserati 6CM. Han gjorde en hæderlig indsats og kom i mål som nummer ni. I samme løb blev Villoresi i en anden Maserati nummer fire efter at have ført løbet fra både Farina, Cortesa og Biondetti. De tre øverste pladser blev dog alle besat af kørere i en Alfa Romeo 158.
EN KARRIERE PÅ STAND BY
Bedst som en racerkarriere skulle til at tage fart stoppede det for en tid. Europa blev ramt af en stor tragedie da 2. verdenskrig for alvor tog fat. Racerverdenen var lammet og Ascari måtte tage en naturlig pause for motorsporten. Det blev en lang pause, men Ascaris liv stod ikke stille. Tværtimod skete der mange ting på den private side som senere skulle danne ramme om Ascaris liv. Sammenholdet og venskabet med Villoresi fortsatte og de gik samme i et joint venture. De havde fået den gode ide at sælge olie og transport midler til den nordafrikanske front. Deres arbejdsliv og privatliv flød mere og mere sammen og Ascari brugte meget tid i Villoresi familiens hjemsted.
Villoresi hjemmet var ofte et åbent hus og stedet med lange fester og middagsselskaber. Til et af disse deltog der en betagende kvinde med navn Maria Antonietta Tavola, også kaldet Mietta. Da Ascari mødte hende tog det ham ikke langt tid, at invitere hende op til dans. Hun sagde ja, og hurtigt derefter dannede de to par. Lykken smilede til dem allerede i slutningen af 1941 da parret fandt ud af, at de var gravide. De blev gift den 22. januar 1942 med Villoresi som et af vidnerne. Den 2. august 1942 fødte Mietta en søn der blev opkaldt efter hans farfar. Han skulle selv senere få en racerkarriere i 60´erne som dog aldrig nåede samme højder som Alberto eller farfaren Antonio.
Forretningen gik bedre og bedre. Ved hjælp af at sælge brændstof til Mussolinis tropper gik Ascari fri for militær tjeneste. Det var dog ikke altid nemt at undgå rekrutterings folkene. Alt var dog ikke fryd og gammen i forretningslivet. Krigen gjorde det besværligt at drive forretning og ved et enkelt tilfælde endte det da også med en mindre katastrofe. Der skulle fragtes en ladning materiale til Tripoli og Villoresi skulle selv stå for det. I det skibet nåede havnen i Tripoli kæntrede den og sendte besætningen i vandet. Heldigvis havde disse taget skibsfløjterne og med Villoresi i spidsen fløjtede de indtil der var hjælp på vej. Trods sådanne episoder var Ascari godt tilfreds med sit liv. Forretningen gik godt, han var lykkelig gift og havde fået en pragtfuld søn. Villoresi havde travlt med at komme tilbage til motorsporten og der gik sjældent en dag, hvor han ikke påtalte dette til Ascari. Denne havde på den anden side ikke travlt med at komme tilbage. Han gik faktisk og overvejede helt at trække sig fra sporten. Enden på det hele blev dog, at Villoresi til sidst fik overtalt Ascari og i 1947 vendte de to tilbage på motorsportsscenen.
I GANG IGEN
Det første Ascari gjorde var, at anskaffe sig en Maserati. Denne skulle han give fem millioner lire for. Han havde selv kun tre millioner, så hans gode ven Villoresi smed de sidste to millioner på bordet, og de to venner var atter klar til at indtage scenen. I mellemtiden var der i 1946 startet en ny organisation kaldet Federation Internationale de l´Automobile (FIA). Disse begyndte at etablere nye regler for Grand Prix løb og ordet Formel 1 begyndte så småt at dukke op.
De første løb de kørte var i 1947. Villoresi vandt nogle af disse og Ascari opnåede, at køre de hurtigste omgange i en del også. Alligevel var det franske Jean-Pierre Wimille der i hans Alfa Romeo 158 som viste de flotteste takter. Tendensen skulle fortsætte i 1948 også. Da løbene i 1948 blev kørt var det stadig med en Alfa Romeo i front og ikke så sjældent med Wimille i hovedrollen. Ascari.
Ved Frankrig Grand Prix 1948 skulle de to blive holdkammerater da Ascari i dette løb kørte for første, sidste og eneste gang for hans fars gamle hold. Alfa Romeo var i bekneb af gode kørere. De havde kort forinden mistet Achille Varzi i en stor ulykke på Bremgarten i Schweiz. Tilbage havde de Wimille og Consalvo Sanesi. Planen var bare at de ville stille med mindst tre biler til løbet i Reims. I sidste øjeblik fik de derfor fat i Alberto Ascari. Denne skulle oprindelig have deltaget i løbet Scuderia Ambrosiana i hans Maserati 4 cylinders kaldet "San Remo" efter hans sejr i det løb tidligere på året. Villoresi havde det ikke godt med skiftet. Han bar stadig nag efter hans brors dødsfald. Men Ascari havde truffet sit valg og stillede op i en Alfa Romeo 158.
Kvalifikation gik som forventet godt. Wimille på P1 og Ascari på P2 kun 1,6 sekunder efter. I sær flot taget i betragtning at han kørte for første gang i bilen. Villoresi på den anden side fik en rigtig skidt kvalifikation og måtte starte tilbage i feltet. Han fik dog en kanon god start og var snart oppe som nummer tre lige efter Wimille og Ascari. Villoresi havde dog givet den lidt for meget kuld og havde kørt bilen for hårdt. Han måtte derfor gå i pit tidligt og overlade sin plads til Nuvolari.
I spidsen gik Wimille på omgang 26 i pit for at få nyt brændstof og nye dæk på. Dette sendte Ascari i spidsen af løbet ind til han selv måtte køre i pit med samme formål. Wimille måtte dog hurtigt igen i pit da hans motor pludselig havde problemer. Efter han kom ud lod Ascari sig falde tilbage for at give første pladsen tilbage til Wimille. Det varede dog ikke længe. Fire omgange senere punkterede Wimille hans afkøling og måtte atter ind. Det så ud til at Ascari skulle få sin sejr. Men da Wimille igen kom ud sænkede Ascari atter farten og Wimille kom i spidsen.
Også en fjerde gang måtte Wimille ind. Vandet på bilen lavede problemer. Denne gang valgte Ascari at sænke farten så meget at ikke kun Wimille, men også Sanesi kunne komme forbi. Ascari kunne som den tro reserve køre i mål ca. en bil længde bag Sanesi som nummer tre. Så trods alle disse uheld og alle de gange der måtte pittes var Alfa Romeo så dominerende at det ikke kunne ødelægge deres sejr. En 1-2-3 sejr som var en gentagelse af sejren på Reims i 1932 hvor det dengang var den legendariske Tazio der kørte først i mål. Ascari kunne med lethed have vundet dette løb, men valgte at parere teamordre. Som reserve var det selvfølgelig en acceptabel ting, at sejren gik til de faste kørere, men Alfa Romeo havde en oplagt chance for her, at sige tak til Ascari for hans fars trofaste tid hos holdet. Alberto Ascari kørte ikke senere for Alfa Romeo.
TIDEN LÆGER ALLE SÅR
Nu var der kun et spørgsmål tilbage. Hvilket hold skulle Ascari køre for ? Enzo Ferrari havde efterhånden fåret noget fornuftigt op at stå, men der var lige det gamle opgør mellem parterne Villoresi/Ascari og Enzo. En dag skete der så det at Ascari fandt ud af, at Ferraris designer Aurelio Lampredi var født på nøjagtig den samme dag som hans kone Mietta ! Dette skulle være det som i sidste ende skulle ende med en forsoning. Villoresi modtog pludselig til hans forundring en dag en invitation fra Ferrari om at han kunne køre for dem. I starten drejede det sig om et Formel 1 løb i Bruxelles og et sportsvogns løb i Luxemburg. Villoresi tog i mod invitationen og kørte de to løn. Han var dog stadig knuget af de gamle følelser trods det, at han vandt begge løb.
Ascari her fanget af kunstneren Greg McNeill ©
Villoresi fortalte senere om forsoningen :"Hvad i himlens navn skulle jeg gøre ? Jeg tog til Bruxelles og vandt, tog til Luxemburg og vandt og vendte retur til Italien. Alberto, sammen med Corrado Filippini, en berømt journalist, vores bedste ven med meget gode forbindelser til Ferrari foreslog jeg tog derhen. Men jeg ønskede ikke at tage derhen da jeg stadig havde meget lidt respekt for manden. Så en dag tog jeg min bil og kørte til Modena alene uden Alberto. Ferrari lå utilpas i sengen. Jeg gik op til hans soveværelse. Et, to, tre minutter gik der. Han sagde ingenting. Derfor sagde jeg :"Commendatore, tiden er kommet til at tale ud. Jeg ved at der ikke har været meget kontakt mellem os. Hvis du ønsker at diskutere det vil jeg blive. Hvis ikke, skal jeg forlade dig". Talen fik ham overbevist. Fra det øjeblik begyndte vores samarbejde. I årene der fulgte må jeg sige, at mit forhold til Ferrari var det bedste. Jeg fandt ham værende høflig og en venlig person, en god ven".
Tiden hos Ferrari satte virkelig gang i Albertos karriere. Den første sejr i en lang række kom i Schweiz Grand Prix på Bremgarten i en Ferrari 1,5 Tipo 125. Der var tale om en ægte 1-2 sejr med Villoresi på en 2. plads. Sejren skal dog ses i det lys, at Alfa Romeo havde valgt at tage et sabbatår fra sporten og derfor ikke deltog. Sæsonen 1949 blev rundet af med Italien Grand Prix. Her skulle Ascari i hans Tipo 125 føre løbet fra det blev sat i gang og resten af løbet.
INTRODUKTIONEN AF FORMEL 1
FIA havde besluttet, at fra 1950 skulle der afholdes et egentligt VM og dette blev så til Formel 1 serien. Alfa Romeo trådte ind i sporten på ny og dominerede suverænt det første år. De tre første pladser blev det år besat af henholdsvis Nino Farina, Juan Manuel Fangio og Luigi Fagioli i nævnte rækkefølge, alle kørende Alfa Romeo det år. Et stykke derefter på en 5. plads finder vi så Alberto Ascari. Det første løb blev kørt på Silverstone i England, men der deltog Ascari ikke. Til gengæld fik han i det andet løb kørt sig op på en fin 2. plads. Løbet blev kørt i Monaco og Ferrari stillede til dette løb med Alberto Ascari, Luigi Villoresi og Raymond Sommer. Sommer døde senere på året i en racer ulykke i Frankrig. Løbet i Monaco det år bød bestemt på dramatik i et højt plan. Lige efter starten var gået røg en stor bølge fra havnen over muren og dækkede en stor del af banen. Fangio nåede lige akkurat at undgå den, men det gjorde Farina ikke. Han kørte tværtimod efter at have ramt først den ene mur og derefter den anden durk lige ind i hans medkører Luigi Fagioli. Hele ni kørere ud af nitten blev en del af hændelsen. Banen var fyldt med spildt olie der kunne have resulteret i et kæmpe ild helvede, men guderne var åbenbart med kørerne og Formel 1 den dag. Fangio udtalte efterfølgende at det der havde reddet ham var publikums reaktion. Han havde i god tid bemærket, at tilskuerne havde flyttet sig og drog den logiske årsag hertil. Helt undgå en brand kunne man dog ikke idet Gonzales´ Maserati af en anden grund pludselig brød i brand. Heldigvis nåede han dog ud i tide. Efter tre timer og tretten minutter kunne Fangio derfor passere målstregen som vinder af løbet. Ascari kom i mål som nummer to, men først en omgang efter Fangio.
1950 skulle dog blive et år som gav Ascari et godt afsæt for den videre karriere. På Monza fik han også kørt en 2. plads hjem. Farina førte størstedelen af løbet og kunne også fortjent køre først i mål. Løbet var dog hårdt og mange måtte undervejs give op. Heriblandt favoritter som Fangio og Sanesi. Den øverste del af gridden bestod af Fangio, Ascari, Farina og Sanesi. Alfa Romeo kørerne fik dog hurtigt sat Ascari af, men med en jernvilje fik han kørt sig op igen. På omgang fjorten lykkedes det ham sågar at passere Farina og føre løbet. Det holdt dog kun to sølle omgange og Ascari måtte tilbage på 2. pladsen. Sanesi måtte udgå med motorproblemer og det sendte Fangio op på en truende 3. plads. Det så ikke godt ud for Ascari da hans bageste aksel gik i stykker, men heldigt for ham røg Fangios gearboks omtrent samtidigt. Begge måtte de i pit og overtage en holdkammerats bil. På det tidspunkt havde Farina fået et stort forspring til de øvrige. Fangio fik igen motorproblemer og udgik helt. Farina måtte ind en ekstra gang for at få fyldt brændstof på, men dette betød ikke noget da han alligevel kom sikkert i mål med Ascari efter sig.
Sæsonen sluttede med det ikke point tællende Penyarhin Grand Prix på Barcelona´s Pedralbes bane. Har fik Ascari i fornem stil kørt sin 4,5 Ferrari 375 først over stregen.
Året efter skulle Ascari noteres for hans første sejr. Det skete på årets sjette løb på Nürburgring. Her kom Ascari først over stregen med den senere verdensmester Juan Manuel Fangio efter sig. Det var ellers Fangio som kom bedst ud af starthullerne og lagde sig i spidsen. Det tog dog ikke Ascari langt tid at vågne op til dåd, idet han midtvejs i femte omgang overhalede Alfa Romeo køreren. Lidt spænding kom der dog til slut da Ascari måtte i pit for at få nye bagdæk på. Alligevel var føringen ned til Fangio så stor at det ikke kunne besværliggøre en sejr. I sær ikke når Fangio også måtte i pit, da han skulle have mere brændstof på.
Sejren på Nürburgring skulle senere følges op af endnu en sejr på Monza. Resultatet blev alt i alt en samlet 2. plads lige efter Fangio. Igen var det Fangio som lagde hårdt ud, men Ascari holdt sig lige bagved. I starten af fjerde omgang fik han så en mulighed for overhaling og udnyttede det perfekt. Det lykkedes Fangio at komme forbi igen og sådan fortsatte de nogle omgange. Duellen de to imellem havde været så hård for Fangios motor, at han måtte sænke farten betydeligt og lade Ascari komme forbi. Resten af løbet øgede og øgede Ascari blot forspringet og kom til sidst i mål et minut og seksten sekunder foran nummer to, holdkammeraten Gonzales. Samlet set var året dog kun et halv godt år og Ascari måtte lade sig nøje med en samlet andenplads efter en fortjent vinder Juan Manuel Fangio. Derved skulle han starte en stribe af mesterskaber som kun Michael Schumacher har kunnet gøre efter.
ASCARI BLIVER VERDENSMESTER
Det første løb i 1952 sæsonen nåede Ascari ikke at deltage i. Han var taget over Atlanten for at deltage i et løb på Indianapolis. Enzo Ferrari var stolt af hans kørers kvaliteter og tilbød ham at deltage i løbet i USA som det år også var pointgivende. Ascari blev således den eneste europæiske kører der kørte Indy 500 i de 11 år dette var med på kalenderen dengang. Desværre gjorde han ikke meget væsen af sig. Efter 40 omgange måtte han udgå med problemer. Af samme grund var han heller ikke i stand til at vinde løbet.
Alberto Ascari på SPA Franchorchamps i 1952, Pole, hurtigste omgang og vinder - © Ferrari
Men resten af årets løb satte han sig på. Sejrene kom til ham på stribe. Han vandt seks løb (Europa, Frankrig, England, Tyskland, Holland og Italien) og satte hurtigste omgang i alle løb ! Dette gjorde ham til en af dem med næsten maksimum point i en sæson. Dette skete i en af Ferraris bedste biler nogensinde, en Ferrari 500.Titlen var sikkert i hus og ingen kunne true ham. Fangio i hans Maserati kørte galt på Monza i Juni og var således ude af største delen af sæsonen. Hvilket jo bestemt var med til at gøre det hele lidt nemmere for Ascari.
Startskuddet kom på Spa i silende regn, i det der blev betragtet som Europas Grand Prix. Franskmanden Jean Behra i hans Gordini kom overraskende i front, men blev som forventet hurtigt indhentet af Ascari. Resten af løbet var omtrent irrelevant, idet ingen overhovedet kunne nå Ascari. Han kom i mål med ca. to minutter ned til hans holdkammerat Farina.
Næste løb var i Frankrig og det satte Ferrari sig suverænt på. Hele den forreste række var Ferrari rød og indeholdte Ascari, Farina og Taruffi. Samme navne og samme rækkefølge stod der på tavlen da løbet var ovre. Opskriften var den samme da de nåede Silverstone. Ascari kørte i suveræn stil fra pole position og frem til et sikker 1 plads. Så sikkert var det, at han endda var en hel omgang foran nummer to, hans egen holdkammerat Farina. Det var i det løb vi for første gang så englænderne røre på sig. Specielt Mike Hawthorn skulle vi lære at kende, men også Dennis Poore og Eric Thompson gjorde det pænt.
Næste stop var Tyskland. På ny var Ferrari alt dominerende. På de fire første pladser stod der en Ferrari 500 ud for. Ascari vidste, at han ved en sejr i dette Grand Prix samtidigt ville vinde titlen. Da starten af løbet gik var det med Ascari i den vanlige rolle som fører hund. Efter sig havde han Manzon, Farina og Bonetto. Nürburgring har altid været hård mod bilerne og det var da også tilfældet på denne solfyldte august dag. Feltet blev også reduceret væsentligt da både motorer og dæk eksplodere i et væk. Kun 12 biler ud af 31 gennemførte løbet. Ascari og Farina gennemførte imidlertid løbet og endte som 1-2. Alberto Ascari var fortjent Verdensmester.
Et nyt Grand Prix og en ny Ferrari dominans. Denne gang var Zandvoort i Holland der lagde bane til. Da Ascari allerede var mester kunne han tillade sig at slippe lidt mere af denne gang. Men hvis der var noget Ascari ikke gjorde når hjulene kørte var det at slappe af. Han var i sit es og ville vinde. Slutstillingen blev da også igen 1-2-3 til Ferrari med Ascari i spidsen.
Sidste løb var på Monza i Italien Grand Prix. Her lagde Gonzales hårdt ud. Han startede nummer fem på gridden, men avancerede hurtigt til en plads som den førende allerede på første omgang. Her blev han så indtil den 36. omgang, men måtte så strække våben. Grunden hertil var en godt kørende Ascari som i ro og mag og uden større besvær passerede Argentineren. Sejr nummer seks i sæsonen var hjemme. En bestemt godkendt præstation. Særligt når man sammenholder det med det faktum at han kun stillede til start i seks af løbene !
TITEL NUMMER TO
Stimen af sejre fortsatte sæsonen efter. Ascari vandt både Argentina, Holland og Belgien. Dette bragte hans sejrsrække op på hele ni i træk !! En rekord som holder den dag i dag. Ikke engang den nuværende suveræne Ferrari kører Michael Schumacher har slået denne rekord. Endnu i hvert fald. I dette regnestykke er løbet Indianapolis 500 trukket fra, da det traditionen tro faldt lidt udenfor ved ikke at indeholde nogen europæiske kørere. Det der skulle ende rækken af sejre var en 4. plads i Frankrig Grand Prix. Det løb var utroligt tæt med en hård konkurrence om topplaceringerne. Senere skulle han dog vinde to løb mere, Britisk og Schweiz Grand Prix. Gevinsten var, at han hev sit andet mesterskab i hus lige før hans store rival Fangio.
Sæsonen startede i Argentina som blev det første land der skulle huse et pointgivende Grand Prix udenfor Europa, undtaget selvfølgelig det atypiske Indianapolis. Ascari lagde fint ud med, at sikre sig pole position. Resultatet blev, at Ferrari endte med en ægte 1-2 sejr med Ascari som etter og Villoresi som toer. Undervejs nåede Ascari også lige at køre hurtigste omgang. Samme skabelon blev brugt i Holland Grand Prix. Også her endte det med en 1-2 Ferrari sejr, dog med Farina som toer denne gang. Sørme om ikke også Belgien Grand Prix skulle ende 1-2. I lang tid så det ellers ikke sådan ud. De to Maserati kørere Gonzales og Fangio lagde hårdt ud. Gonzales lagde sig fint i spidsen og holdte den placering i elleve omgange før han udgik med problemer. I hans fravær øjnede Fangio en chance. Dette tog dog kun to omgange før også han måtte kaste håndklædet i ringen, da han fik motor problemer. Da de var gået ud var det en formsag for Ascari og Villoresi at skaffe Ferrari deres sejr.
Som tidlige skrevet var det i Frankrig tingene skulle ændre sig. Langt hen i løbet lå mange kørere i tæt fight, Ascari, Hawthorn, Villoresi, Marimon, Farina, Fangio. Gonzales havde spekuleret i pitstop strategi og kørte fra start kun med halv tank. Han måtte derfor ind tidligere end de andre, og da han kom ud stod topkampen mellem ham, Hawthorn og Fangio. I den duel faldt Gonzales dog tilbage og overlod den sidste dyst til Fangio og Hawthorn. Efter indædt fight og spændende race var det Hawthorn der kørte først over stregen. Ascari kørte i mål som nummer fire, kun fem sekunder efter. Hawthorn blev på den måde den første fra Storbritannien der vandt et Grand Prix efter 2. Verdenskrig.
På Silverstone var Ascari tilbage i vanlig form. Tidligt i løbet satte Gonzales og Ascari identiske hurtigste omgang. Gonzales blev dog imidlertid kaldt ind, da der var mistanke om, at han dryppede olie på banen. Da løbet pludselig blev ramt af et uforventet juli haglvejr blev tempoet sænket betydeligt. Enden på løbet blev, at Ascari fra en pole position førte løbet i gennem og vandt det med nøjagtigt et minut ned til Fangio på 2. pladsen. Som nummer tre kom Farina der dog manglede to omgange op til Ascari og Fangio.
Tyskland Grand Prix skulle blive en spøjs affære. Det startede som så ofte før ganske nydeligt. Ascari sikrede sig pole position og lagde sig fint i front, efterfulgt af holdkammeraterne Hawthorn og Farina, samt rivalen Fangio i hans Maserati. Men det ene af hjulene gik løst og faldt af. Nu var gode råd dyre. Han trillede ind i pitten på tre hjul for at undgå yderligere komplikationer. Her stod der en mekaniker klar med en donkraft. De skyndte sig og Ascari kom på banen igen. Nu skulle det gå stærkt hvis han skulle nå noget. Den ene omgang efter den anden satte han omgangsrekord. Samtidigt øvede han dog rovdrift på motoren og denne brød sammen og sendte Ascari ud af løbet. Farina vandt den dag det sidste Formel 1 løb nogensinde i hans karriere.
Ascari sikrede sig sin anden titel i træk ved formidabelt kørsel på Bremgarten i Schweiz. Trods han startede toer kom han fint fra start og drønede derudaf. Men så fik han problemer med både gearene og motoren. Dette resulterede i, at han påkørte Maserati køreren Felice Bonetto. Han gav dog ikke op og fortsatte ufortrødent. Dog kun for at blive ramt af endnu et problem, denne gang tændrørene. Det var åbenlyst, at han måtte en tur i pit. Da han kom ud derfra, var han nummer fire. Ved flot kørsel fik han dog kørt sig op og overhalede kører efter kører for igen at ligge sig i front. Det hele endte ud i en 1-2 Ferrari sejr med Hawthorn som toer. Sejren betød samtidigt, at Ascari allerede før det sidste løb kunne lade sig kåre som verdensmester for anden gang. En endnu flottere præstation taget i betragtning, at der det år kun blev kørt otte løb fratrukket Indianapolis 500.
Årets sidste løb på Monza bød ikke på det store fra Ascari. Ascari kom ellers fint fra start på pole position. Hele fire kørere, Ascari, Fangio, Marimon og Farina lå dog tæt og i de første 46 omgange nåede de at skiftes til at føre hele 26 gange. Marimon fik problemer med afkølingen og måtte i pit. To sving før afslutningen, så det ud til at være afgjort og stillingen var i rækkefølge Ascari, Fangio og Farina. Men i det de kører ind i Parabolica kurven (dengang hed den Porfido) blev Ascari nødt til at køre langt ud til siden for, at undgå et sammenstød med Connaught køreren Jack Fairman I det han prøver at overhale ham indenom mister han grebet og glider af banen. Samtidigt med dette rammes han af Marmon og begge ryger af banen. Fangio derimod undgår sammenstødet og kører i mål som nummer et.
Ascari i Tysklands Grand Prix 1953 - © Bernard Cahier
NEDTUREN
1954 gik mildest talt knap så godt som 1953. Ascari skiftede fra Ferrari til det nystartede hold Lancia. Forklaringen til dette skal nok ses i motivet om nye udfordringer. Men hvad han nok ikke vidste var, at Lancia skulle få så mange opstartsvanskeligheder. Det nystartede hold Lancia havde store problemer i udviklingen af deres D50. Problemer der bedst kan sammenlignes med de problemer McLaren har i vores tid med udviklingen af MP4-18. På den konto gik Ascari glip af rigtig mange løb det år. Ved to løb fik han dog lov til at køre en Maserati 250F og en enkelt gang stillede han op i en Ferrari 625.
Første gang han stillede op for Maserati var Frankrig Grand Prix. Før løbet så det rigtigt godt ud Ascari fik placeret sig helt i front på gridden som nummer tre. Ved siden af sig havde han tyskeren Karl Kling og Juan Manuel Fangio. Begge i en Mercedes-Benz W196. Trods det gode udgangspunkt meldte virkeligheden sig hurtigt. En omgang nåede han, før han fik motorproblemer og måtte udgå. Anden gang han stillede op for Maserati var til Britisk Grand Prix på Silverstone. Modsat Frankrig Grand Prix så det rigtigt surt ud for Ascari på denne regnfulde dag. Maserati kørerne Ascari og Villoresi (begge på lån) og den faste kører Onofre Marimon kom for sent til at sætte en tid, og blev derfor henvist til bagerst i feltet. Inden der var gået en omgang var Marimon dog kommet helt op på en 6. plads ! Denne præstation overskyggede Ascaris som var næsten tilsvarende. Han nåede dog "kun" at passere sytten biler. Desværre var det også omtrent det eneste man så til Ascari den dag. Hans motor eksploderede senere og sendte ham op i bagenden på hans gode ven og mentor Villoresi.
Til løbet i Italien stillede Ascari så op i en Ferrari. Kvalifikation var meget tæt. Fra Fangio på pole position og ned til Mike Hawthorn på 7. pladsen var der kun 1,2 sekunder. Ascari startede på 2. pladsen 0,2 sekunder efter Fangio. Der var lagt op til store forventninger om race og disse blev indfriet. Halvvejs i løbet førte Ascari med et sekund ned til Fangio. Disse blev efterfulgt af Moss og Villoresi meget tæt på dem. Moss nåede op forbi dem, men fik så en olie lækage. Det så nu fornuftigt ud for Ascari, men glæden skulle vare kort. Kun to omgange bagefter, på 48 omgang, var der motor problemer og Ascari måtte give fortabt. Løbets senere vinder blev Fangio og som da sæsonen senere kunne lade sig hylde som Verdensmester for anden gang.
Da endelig Formel 1 kalenderen nåede til det sidste løb i sæsonen ved Spanien Grand Prix på Pedralbes i Barcelona kom den længe ventede Lancia D50 på banen. Nu skulle det store slag stå. Lancia stillede til løbet med Ascari og Villoresi. Den tidligere Alfa Romeo designer havde åbenbart gjort et stort stykke arbejde, da Lancia D50 viste sig at have potentiale til noget stort. Ascari fik sikret sig pole position. Fra denne trak han hurtigt fra Fangio og Hawthorn. Efter kun ni omgange var der nogle og tyve sekunder ned til resten. Og så kom problemerne som så ofte før i den sæson. Denne gang var det koblingen som gik i stykker. Det utrolige i det løb var, at Ascari satte hurtigste omgang på et tidspunkt hvor hans Lancia kørte med fuld tank.
1954 var virkelig ikke Alberto Ascaris år. Efter to meget flotte sæsoner skulle han ikke vinde et eneste Formel 1 løb det år. Året skulle dog byde på en enkel opløftning. Alberto stillede nemlig op i årets udgave af Mille Miglia og vandt dette.
HAVNEN I MONACO
1955 startede på samme vis. To gange måtte han trække sig fra et løb. Første gang i Argentina efter 21 omgange og anden gang i Monaco efter 80 omgange. Desværre blev det sidste løb i Monaco også det sidste for Ascari. Løbet startede som så ofte før, med de to Mercedes kørere Moss og Fangio og Lancia køreren Ascari i tæt kamp. Efterhånden som løbet skred frem blev det mere og mere tydeligt, at Mercedes den dag havde problemer. Den første det ramte var Fangio der fik problemer og dernæst Moss. Dette betød at Ascari nu var i spidsen af løbet. Jublen fra den tids tifosier forstummede dog hurtigt.
På omgang 81 på vej mod Casino kan Ascari høre højtalerne meddele, at Moss var gået i pit og der blev arbejdet på hans motor. Lige efter bemærker han også publikum der fægter med armene og gestikulerer, at han når han runder målstregen er han den førende. Ascari tager dog ikke videre notits af dette, da han er så koncentreret om at vinde løbet. Da han kommer i gennem tunnelen går det dog op for ham, at publikum prøvede at vise ham noget. I et split sekund mister han koncentrationen på vej ned mod chikanen og indser, at han ikke vil kunne komme rigtigt i gennem den. Han kører den eneste mulige vej og kører i gennem barriererne og direkte i Monaco havn. Alligevel var han utrolig heldig. Inde i hø ballerne var der nemlig placeret en fortøjningspæl af jern på størrelse med en lille tønde som han undgik med kun ca. tredve centimeter ! Alt var kaos i et stykke tid. Røg, støv og hø strå fløj rundt i luften og folk forstummede på tilskuer pladserne. Efter tre sekunder kunne man se Ascaris velkendte blå hjelm dukke op. Frømændene fik halet ham ombord på et skib og fragtet ham i land. Han blev kørt på hospitalet hvor han blev undersøgt på kryds og tværs. Mirakuløst var han sluppet billigt fra ulykken. En brækket næse og små knubs var alt der var at se.
Variante Ascari på Monzabanen, som den ser ud i dag - © Schlegelmilch Photography
Kun fire dage tog det for Ascari at komme til hægterne igen. Sammen med konen var han taget til Monza for, at overvære træningen til løbet Supercortemaggiore. Han var egentligt på vej til frokost, men faldt i snak med hans gode ven og kollega Castellotti. De blev enige om, at Ascari skulle prøve fire langsomme omgange i Castellottis Ferrari for at tjekke, at ryggen ikke var blevet for beskadiget af turen i Monaco havn. Før han gik i gang fik han sagt til Castellotti :"Du, Gianni, ved også godt, at efter en ulykke er det bedre at sætte dig bag rattet så hurtigt som muligt". I korte ærmer, normale bukser og Castellottis hjelm kørte han så ud for at prøve vognen. Det ser fint ud til at starte med, men netop som Ascari nærmer sig et sving på tredje omgang med 240 km/t skrider bilen uventet og laver to saltomortaler på næsen. Bilen havner til sidst uden for banen og Ascari dør få minutter efter. Svinget bærer den dag i dag navnet Variante Ascari.
Ascaris død ramte verdenen hårdt. Omtrent som vi senere oplevede det med Senna i nyere tid. Der kom telegrammer fra flere statsoverhoveder og ved hans begravelse på Plazza del Duomo i Milano var der pakket med mennesker. Normalt er denne plads et af de mest kaotiske steder, men den ´dag kunne man høre en knappenål falde til jorden. Tre dage efter hans død annoncerede Lancia at de trak sig fra al motorsport og to måneder efter overdrog de seks biler, motorer, papirer og andet materiale til Ferrari. Sporten og verdenen havde mistet en legende. Fangio var rystet og talte lige fra hjertet :"Jeg har mistet min bedste modstander".
HJELMEN
Alle ved, at de fleste sportsfolk er fanatisk overtroiske. De bærer amuletter, laver korsets tegn eller har bestemte rutiner. Dette er dog ikke noget nyt fænomen. Det gjorde man skam også i motorsportens teenager år. Ascaris overtro bestod i hans blå hjelm. Den var overordentligt dyrebar for ham.
Hjelmen havde han haft siden 1951, hvor Villoresi kom ud i en ulykke i Geneve hvor han skred i noget olie og fik alvorlige skrammer i den efterfølgende ulykke. Ulykken betød at Villoresi og Ascari skiftede hele deres dragt ud til noget af bedre materiale. Ascari fik ved den lejlighed anskaffet sig en blå hjelm. Blå, da dette var hans yndlings farve og næsten alt hvad han ejede var blåt. Ved et løb på Monza oplevede Ascari at få sin hjelm stjålet. Dette bragte Ascari helt ude af flippen. Han kontaktede straks alle store aviser og bad dem om at skrive historien. Samtidigt truede han med at såfremt hjelmen ikke dukkede op ville han på stedet stoppe hans karriere. Hjelmen dukkede op dagen efter.
Selv ikke hans gode ven Villoresi gik fri for Ascaris næsten sygelige afhængighed af hjelmen. En dag de to var ude og teste for Ferrari blev larmen for meget for Villoresi. Husk at det var tiden før ørepropper og den slags. Gode råd var dyre for Villoresi. Han begyndte derfor at lede i pit området efter noget vat til at putte i ørerne. Han fik da øje på Ascaris boks. Ascari havde flere gange sagt at INGEN måtte røre den boks. End ikke hans egen kone. Men Villoresi havde glemt sin egen boks og skulle bruge noget vat. Han åbnede derfor boksen. Øverst lå der nogle handsker som han forsigtigt fjernede. Han fik nu øje på noget vat og tog det. Puttede handskerne tilbage og lukkede forsigtigt boksen. Ascari var rasende da han kom i pit. Efter han havde set boksen råbte han højt : "Hey, hvem har pillet i mine ting!".
Da Ascari røg i vandet i Monaco havde hans elskede hjelm taget skade. Der var behov for en reparation af stropperne. Da han derfor ankom til Monza havde han ikke sin hjelm med. I stedet måtte han låne den hvide hjelm som tilhørte Castellotti. Villoresi så til fra et andet hold. En sjælden gang skulle de to være konkurrenter da Villoresi stillede op for Maserati i det løb. Villoresi forstod ingenting. Hvad skete der med Ascari ? Hvor var alt hans overtro blevet af ? Resten kender vi.
PERSONEN ASCARI
Alberto Ascari var ikke den typiske latiner type. Snarere tværtimod. Af udseende var han en lille rund mand. Dette var hurtigt med til at give ham øgenavnet "Ciccio", som netop er et kærligt navn for en der er tyk, rund og bred. Men heller ikke af natur var han den typiske følelsesladede latiner. Han var en tænker og rolig af gemyt. Lidt som en Alain Prost.Ascari elskede at køre hurtigt. Når han førte et løb var han ikke til at slå af pinden. Han var rigtigt i sit es når andre kørere lå og prøvede at indhente ham. Noget som var nær en umulighed som Enzo Ferrari udtalte ved en lejlighed. Hvis dette ikke var tilfældet var han top motiveret for at rette op på det. Hans kørerstil var et kapitel for sig. Dybt koncentreret, hænderne knyttet om rattet og med blikket fastlåst på banen. Han havde en tendens til at køre fuldt ud. Ofte skete det ved at svingene blev taget i små faste etaper i stedet for en glidende bevægelse. En meget aggressiv kørerstil.
I dag er vi alle naturligvis meget fokuserede på nutidens kørere eller kørere fra vores barndom såsom Niki Lauda, Gilles Villeneuve, Alain Prost eller Ayrton Senna. Men ofte vil vi måske gøre os selv en tjeneste ved at gå endnu længere tilbage i tiden. Tilbage til "The good ol´ days" hvor der virkelig var racerkørere til !
Ascari Cars, grundlagt i Dorset, England er opkaldt efter legendariske Alberto Ascari - © Ascari Cars
Team Ascari, grundlagt i 1999, og har deltaget i bl.a. Le Mans med denne LMP900 - © Team Ascari
Skrevet af Henrik Eilsøe
henrik@f1journal.com
