Welcome to F1journal.com - Velkommen til F1journal.com

Vi kender begge navne, og de fleste husker også duellerne mellem de to vidt forskellige kørere i 1994, 1995 og 1996. Det var nogle turbulente år hvor de bestemt ikke brød sig særlig meget om hinanden, og det med god grund. De var alle årene direkte konkurrenter om VM-titlen. En kamp der skulle vise sig at være ulige på mere end én måde.

På mange måder ligner de to herrer hinanden, og på nogle enkelte punkter er de vidt forskellige. De startede begge deres karrierer i Formel 1 omkring 1991 og 1992. Michael Schumacher nåede nogle enkelte løb førend han i 1992 startede sin første fulde sæson i F1. Damon Hill var en smule senere ude af starthullerne, og fik først sin debut i midten af 1992 sæsonen hos et fallerende Brabham-team. Fælles for de to herrer var, at de startede i det små, men så snart de fik en ordentlig bil at sidde i, var de uhyggeligt hurtige. Begge kørere gav både Alain Prost, Ayrton Senna, Gerhard Berger og Nigel Mansell grå hår i hovedet. De var på det tidspunkt de etablerede stjerner, og ind kom pludselig navne som Damon Hill, Mika Häkkinen og Michael Schumacher. De var den nye årgang, og de to nye planter der først kom i blomst var Hill og Schumacher.

HILL SAD I DEN BEDSTE RACER FØRST

Allerede i 1993 tog Hill teten. Godt nok havde Schumacher allerede sikret sig sin første sejr på Spa året forinden, men i 1993 var det briten der var bedst. I den bagerste halvdel af sæsonen lavede Hill et klokkerent hattrick. Ungarn, Belgien og Italien, og så havde Hill lige pludselig 3 sejre på kontoen. Sådan starter man en Formel 1 karriere! Ikke bare en tilfældig sejr hist og pist, men 3 lige i træk - og så havde han kun kørt 18 løb forinden. Hill fik printet sit navn ind i hornhinden på tyskeren. Ingen var længere i tvivl om hvem der skulle blive den fremtidige mester i Formel 1. Men sådan gik det ikke helt.

MEN DET VAR UMULIGT AT TRÆDE UD AF SENNAS SKYGGE

I 1994 kørte Damon Hill for Williams-Renault ved siden af den tredobbelte verdensmester Ayrton Senna. Idet Williams havde vundet konstruktørernes og kørernes mesterskab i både 1992 og 1993 i overlegen stil, var der ikke mange der forventede at andre end netop Williams ville tage titlerne igen, og da slet ikke med Ayrton Senna bag rattet i den ene af de to racere. Det skulle have været en decideret walk-over, men det blev det ikke. For vi kender alle det tragiske udfald af løbet den sorte søndag, d. 1. maj 1994 på Imola i Italien. Pludselig blev den tidligere testkører for Williams førstekører, og imod al forventning voksede Hill med opgaven.

Hill kæmpede indædt med sin værste konkurrent Michael Schumacher igennem hele sæsonen, og de to kørere skiftedes til at have overtaget. Men et kontroversielt sammenstød i Adelaide down-under i årets sidste grand prix, gjorde at begge kørere var ude af løbet, og Michael Schumacher kunne for første gang i sin karriere pryde sit CV med et Formel 1 verdensmesterskab. Det var godt nok et sammenstød der afgjorde mesterskabet, men faktum er, at Michael Schumacher hele sæsonen igennem kørte i en Benetton-Ford der ikke var i nærheden af den kraftfulde Williams-Renault Hill sad bag rattet i. Alligevel formåede Schumacher, på trods af et løbsforbud midt i sæsonen, at hive titlen hjem. Tyskeren deltog kun i 14 løb, men formåede at hive 8 sejre hjem af disse. Rent teknisk var det en stor bedrift at hive titlen hjem i en bil der på papiret var dårligere end modstanderens.

Året efter sad Michael Schumacher ikke længere i en underlegen Benetton-Ford, men havde samme kraftfulde Renault motor som Damon Hill havde i sin Williams, og det blev til en noget ulige kamp. Michael Schumacher tangerede Nigel Mansells rekord fra 1992 med 9 sejre på én sæson, og sikrede sig mesterskabet før de sidste par løb i kalenderen. Ikke desto mindre vandt Hill 4 løb, og blev sammenlagt nr. 2 i VM-stillingen. Men så vendte bøtten til Hills fordel.

SCHUMI SKIFTER BENETTON-HOPPEN UD MED DEN SORTE HINGST

For efter endnu et VM med Benetton skifter Michael Schumacher hold. Han får et meget lukrativt tilbud som han ikke kan sige nej til fra Ferrari. I ren Godfather-stil kommer Ferraris præsident Luca di Montezemolo med an offer he can't refuse, og tilbyder den nu dobbelte verdensmester en årsløn der aldrig før, eller siden, er set i Formel 1. Schumacher smutter til Italien, mens Hill klogelig bliver hos Williams der igen i 1996 vil nyde godt af de uovervindelige Renault motorer.

Det bliver da også en relativ let kamp for Damon Hill, og hans værste modstander igennem hele sæsonen er nærmere holdkammeraten Jacques Villeneuve end Michael Schumacher. Tyskeren formår da at hive nogle spektakulære sejre hjem i regnvejr, men han kommer aldrig rigtig i nærheden af Hill og Williams, og for første gang i den indbyrdes kamp mellem de to herrer, kan Hill trække sig som vinder og gøre krav på VM-titlen. Hill kørte hele sæsonen disciplineret og havde hele tiden styr på mesterskabet. Men lykken varede kort.

HILL SKIFTER HOLD, OG SKIFTER HOLD... OG TABER!

For Damon Hill er ikke nogen dum mand, og han mærkede presset fra den debuterende holdkammerat Villeneuve. For ikke at tabe ansigt overfor den opkommende nye stjerne, vælger Hill at skifte hold, og her jokker han for første gang alvorligt i spinaten. Han går fra et altdominerende Williams hold til et middelmådigt Arrows Yamaha hold med Tom Walkinshaw i spidsen.

Ikke desto mindre ligger han længe til at vinde et enkelt Grand Prix i 1997, men Yamaha motoren giver op på de sidste omgange. Hill er forståeligt nok grædefærdig, for havde han kørt over stregen først ville det have været hans største triumf overhovedet. At hive en Arrows hjem til sejr foran Williams og Ferrari!

Det var dog ikke værre end at Hill fik chancen for at rode bod på den fejltagelse det var at tage til Arrows i 1997. For bag kulisserne arbejdede Ron Dennis på at få verdensmesteren fra 1996 over til McLaren Mercedes. Holdet fra Woking var på vej frem, og Ron ville gerne have en britisk kører til sit britiske hold. Men ak, igen valgte Damon Hill forkert.

I stedet for at vælge et sæde hos McLaren i 1998 valgte han at skifte fra Arrows til Jordan. Et skift der definitivt afsluttede Hills karriere som frontløber. For at bruge Kurt Thorsens velkendte frase: "I bagklogskabens ulideligt klare lys" burde Damon Hill have valgt McLaren. For i 1998 var de jo uden tvivl det bedste hold i feltet, og med en nøje beregnende kører som Hill bag rattet kunne det ikke give andet end et VM. Han ville jo have fået stjernestatus, og det ville have været en spændende duel mellem ham og Mika Häkkinen. Sådan blev det bare ikke.

SCHUMACHER VISER AT VEDVARENHED ER NØGLEN TIL SUCCES I F1

Hill kunne i stedet se VM-duellanterne Mika Häkkinen og Michael Schumacher kæmpe sig gennem 1998 sæsonen. Hill fik dog lov at smage sejrens sødme, og det var endda på Spa. Det var nu kun fordi David Coulthard bragede op bagi Schumacher, at denne udgik, og dermed forærede en sejr til Hill. Damon Hill var på det tidspunkt nede med én omgang i den silende regn på banen i Ardennerne. Den søndag eftermiddag var sidste gang Hill gjorde sig positivt bemærket i Formel 1. Kun to år forinden var han den bedste af dem alle, og nu sad han midt i feltet og var bare én af de 18 - 20 kørere der skal være med for at fylde feltet op.

Helt anderledes gik det for Michael Schumacher. Han valgte rigtigt i oktober måned 1995 da han skrev under med Ferrari. Han gik fra et vindende hold til et middelmådigt hold med et stort potentiale. I 1996 kunne Michael Schumacher sammen med Ferrari begynde at samle brikkerne til en storhedsperiode, og der blev da også stjålet med arme og ben fra Benettons tekniske stab, og inden længe havde Michael Schumacher de samme folk omkring sig hos Ferrari som han havde hos Benetton i 1995.

Det blev godt nok ikke til nogen titel i 1997, men i 1998 var det meget tæt på. En fejl på opvarmningsrunden på Suzuka gjorde, at chancerne for at vinde titlen reelt smuttede ud af hænderne. En pole position blev nemlig forvandlet til en startplacering som nr. 22 da Ferrarien ikke ville starte.

Mika Häkkinen vandt VM, men havde Hill valgt McLaren frem for Jordan kunne det have stået 2 - 2 mellem Hill og Schumacher. Det kunne have stået 2 - 2.

For havde Hill nu vundet VM i 1998 havde han jo utvivlsomt fortsat hos samme hold igen i 1999, og her var det blot en formsag efter Michael Schumacher brækkede benet på Silverstone, og så kunne det have været 3 - 2 i Hills favør! Men sådan blev det ikke.

Damon Hill trådte godt og grundigt i spinaten da han valgte Jordan frem for McLaren i slutningen af 1997, og resultatet er derfor, at Hill nu blot bliver nævnt som én af de kørere for Williams der fik serveret et VM på et sølvfad pga. en totalt overlegen Williams-Renault. De onde tunger har en vis gennemslagskraft i debatten omkring hvem der er værdige verdensmestre og hvem der ikke er, for den Williams-Renault var virkelig overlegen. Men der er ingen der vinder et VM uden at besidde utrolige køretalenter, og da slet ikke et VM i Formel 1. Hill var en utrolig dygtig og tålmodig racerkører, og det vandt ham VM i 1996. Desværre havde han ikke samme evner til at se ud i fremtiden som Nostradamus besad, for så havde han valgt McLaren i stedet for Jordan i den skæbnesvangre off-season mellem '97 og '98.

HILL - ÉN VM-TITEL BESKRIVER IKKE HANS KARRIERE GODT NOK

Derfor står Hill nu tilbage som én af de kørere der har vundet ét VM, akkurat som ham holdkammeraten Jacques Villeneuve, og Michael Schumacher, ja den historie kender vi jo. Han har slået alle rekorder der er at slå, og har samtidig hevet 5 VM-titler hjem, og er godt på vej mod den sjette.

Men det er nu alligevel svært ikke at tænke "hvad nu hvis..." når man tænker tilbage på Hill. Han besad jo de rette egenskaber. Bevares, han var ikke fandenivoldsk ligesom Michael Schumacher og Jacques Villeneuve, men han blev omvendt heller ikke kuet af deres bryske fremtoning på banen. Han tog udfordringen som en kølig britisk gentleman, og det var nok også derfor han var så vellidt i Storbritannien. Damon formåede altid at sige de rigtige ting i pressen, og kun engang imellem kogte hans temperament over, og det gjorde ham kun endnu mere populær. For man er vel kun et menneske?

Og det er heri vi finder den store forskel mellem Damon Hill og Michael Schumacher. Damon Hill var den perfekte engelske gentleman, hvis temperament kun ganske få gange fik lov at koge over. Han var som Nigel Mansell, en vellidt sportsmand i hele Storbritannien, og da han i 1996 vandt VM lå verden for hans fødder. Men de fandenivoldske kørere har det med at overskygge de pæne kørere, og da to navne som Jacques Villeneuve og Michael Schumacher lå og lurede i overfladen stod det klart, at den pæne Damon Hill ville tabe i 1997, og det gjorde han da også.

SCHUMACHER MEGET MERE KONKURRENCEMENNESKE
- OG NYDER FRUGTERNE HERAF!

For Michael Schumacher er af en helt anden karakter. Han er om nogen den mest seriøse racerkører nogensinde i Formel 1. Arbejder utrætteligt på at forbedre bilen både på banen, men så sandelig også sammen med mekanikere og ingeniører tilbage på fabrikken. Et håndværk han har lært lige siden barnsben, og som han er blevet tvangsfodret med via tysk grundighed helt tilbage fra de spæde år som gokart-kører hvor han brugte sin fritid på at sætte de andre køreres gokarter ordentligt op. Sådan er han stadigvæk efter 5 VM titler og 64 Grand Prix sejre. Det er altid ham der sidder sammen med Bridgestones tekniske stab lørdag aften kl. "skulle-have-været-i-seng-for-5-timer-siden" og diskuterer dæktyper, eller sidder over en slatten kop kaffe og diskuterer aerodynamik over venstre baghjul pga. en ændret udgang på udstødningsrøret der kommer lige op lige foran hjulet.

Og så er der Michael Schumacher på banen! Lige så seriøs som han er i sit forarbejde, lige så kold og beregnende er han på banen. I 1994 blev der ikke givet en millimeter til Damon Hill i Adelaide, og i 1997 havde han regnet ud, at hvis ikke Villeneuve kom gennem dét sving, ville han selv være verdensmester. Broderkærlighed er der heller ikke noget der hedder. Jo, når han ikke er en konkurrent kan han godt lade ham overhale (når Ralf alligevel er en omgang nede), for at give ham chancen for at hive et enkelt VM-point hjem. Men er de konkurrenter om en sejr bliver Ralf sat til vægs. Bogstaveligt talt endda. På Nürburgring sidste år sad jeg på tribunen og så hvordan storebror havde valget mellem to ting. Enten at køre ind i en mur med 200km/t eller træde på bremsen. Ikke noget med at lade et hul være til lillebror.

Den mangel på medfølelse overfor konkurrenterne har de andre kørere i feltet også fået at føle over årene. Michael Schumacher vil vinde hver gang! Han kører aggressivt og det har givet pote rigtig mange gange. Det har også kostet nogle ridser i lakken igennem årene, men alt i alt har han unægtelig vundet på det. Det kan vi alle se i dag. Han høster i dag frugterne af sit utrættelige arbejde bag kulisserne, og på banen er der ingen der tør køre lige op mod ham, for de ved han ikke bakker af. Vi skal helt tilbage til Brasilien sidste år hvor vi så en der turde. Det var Juan Pablo Montoya, men i år var hans bil så dårlig at han aldrig fik chancen for at prøve igen, medmindre man tæller deres lille jomfrueligt uskyldige sammenstød i Malaysia i år med.

MEN HVAD NU HVIS...

Hvad nu hvis Damon Hill havde fortsat hos Williams i 1997 og derefter skiftet til McLaren? Havde han så kun haft 22 sejre, 20 pole positions og ét VM? Eller havde han kunnet tilsnige sig et par titler ekstra? Hill havde jo farten, disciplinen og modet til at køre lige op mod enhver uanset om de hed Senna, Schumacher, Villeneuve eller Häkkinen.

Er nogle underskrifter på et par kontrakter virkelig den eneste forskel på Damon Hill og Michael Schumacher? Svaret blæser i slipstrømmen.






			Vi kender begge navne, og de fleste husker også duellerne mellem de to vidt forskellige kørere i 1994, 1995 og 1996. Det var nogle turbulente år hvor de bestemt ikke brød sig særlig meget om hinanden, og det med god grund. De var alle årene direkte konkurrenter om VM-titlen. En kamp der skulle vise sig at være ulige på mere end én måde. På mange måder ligner de to herrer hinanden, og på nogle enkelte punkter er de vidt forskellige. De startede begge deres karrierer i Formel 1 omkring 1991 og 1992. Michael Schumacher nåede nogle enkelte løb førend han i 1992 startede sin første fulde sæson i F1. Damon Hill var en smule senere ude af starthullerne, og fik først sin debut i midten af 1992 sæsonen hos et fallerende Brabham-team. Fælles for de to herrer var, at de startede i det små, men så snart de fik en ordentlig bil at sidde i, var de uhyggeligt hurtige. Begge kørere gav både Alain Prost, Ayrton Senna, Gerhard Berger og Nigel Mansell grå hår i hovedet. De var på det tidspunkt de etablerede stjerner, og ind kom pludselig navne som Damon Hill, Mika Häkkinen og Michael Schumacher. De var den nye årgang, og de to nye planter der først kom i blomst var Hill og Schumacher. HILL SAD I DEN BEDSTE RACER FØRST Allerede i 1993 tog Hill teten. Godt nok havde Schumacher allerede sikret sig sin første sejr på Spa året forinden, men i 1993 var det briten der var bedst. I den bagerste halvdel af sæsonen lavede Hill et klokkerent hattrick. Ungarn, Belgien og Italien, og så havde Hill lige pludselig 3 sejre på kontoen. Sådan starter man en Formel 1 karriere! Ikke bare en tilfældig sejr hist og pist, men 3 lige i træk - og så havde han kun kørt 18 løb forinden. Hill fik printet sit navn ind i hornhinden på tyskeren. Ingen var længere i tvivl om hvem der skulle blive den fremtidige mester i Formel 1. Men sådan gik det ikke helt. MEN DET VAR UMULIGT AT TRÆDE UD AF SENNAS SKYGGE I 1994 kørte Damon Hill for Williams-Renault ved siden af den tredobbelte verdensmester Ayrton Senna. Idet Williams havde vundet konstruktørernes og kørernes mesterskab i både 1992 og 1993 i overlegen stil, var der ikke mange der forventede at andre end netop Williams ville tage titlerne igen, og da slet ikke med Ayrton Senna bag rattet i den ene af de to racere. Det skulle have været en decideret walk-over, men det blev det ikke. For vi kender alle det tragiske udfald af løbet den sorte søndag, d. 1. maj 1994 på Imola i Italien. Pludselig blev den tidligere testkører for Williams førstekører, og imod al forventning voksede Hill med opgaven. Hill kæmpede indædt med sin værste konkurrent Michael Schumacher igennem hele sæsonen, og de to kørere skiftedes til at have overtaget. Men et kontroversielt sammenstød i Adelaide down-under i årets sidste grand prix, gjorde at begge kørere var ude af løbet, og Michael Schumacher kunne for første gang i sin karriere pryde sit CV med et Formel 1 verdensmesterskab. Det var godt nok et sammenstød der afgjorde mesterskabet, men faktum er, at Michael Schumacher hele sæsonen igennem kørte i en Benetton-Ford der ikke var i nærheden af den kraftfulde Williams-Renault Hill sad bag rattet i. Alligevel formåede Schumacher, på trods af et løbsforbud midt i sæsonen, at hive titlen hjem. Tyskeren deltog kun i 14 løb, men formåede at hive 8 sejre hjem af disse. Rent teknisk var det en stor bedrift at hive titlen hjem i en bil der på papiret var dårligere end modstanderens. Året efter sad Michael Schumacher ikke længere i en underlegen Benetton-Ford, men havde samme kraftfulde Renault motor som Damon Hill havde i sin Williams, og det blev til en noget ulige kamp. Michael Schumacher tangerede Nigel Mansells rekord fra 1992 med 9 sejre på én sæson, og sikrede sig mesterskabet før de sidste par løb i kalenderen. Ikke desto mindre vandt Hill 4 løb, og blev sammenlagt nr. 2 i VM-stillingen. Men så vendte bøtten til Hills fordel. SCHUMI SKIFTER BENETTON-HOPPEN UD MED DEN SORTE HINGST For efter endnu et VM med Benetton skifter Michael Schumacher hold. Han får et meget lukrativt tilbud som han ikke kan sige nej til fra Ferrari. I ren Godfather-stil kommer Ferraris præsident Luca di Montezemolo med an offer he can't refuse, og tilbyder den nu dobbelte verdensmester en årsløn der aldrig før, eller siden, er set i Formel 1. Schumacher smutter til Italien, mens Hill klogelig bliver hos Williams der igen i 1996 vil nyde godt af de uovervindelige Renault motorer. Det bliver da også en relativ let kamp for Damon Hill, og hans værste modstander igennem hele sæsonen er nærmere holdkammeraten Jacques Villeneuve end Michael Schumacher. Tyskeren formår da at hive nogle spektakulære sejre hjem i regnvejr, men han kommer aldrig rigtig i nærheden af Hill og Williams, og for første gang i den indbyrdes kamp mellem de to herrer, kan Hill trække sig som vinder og gøre krav på VM-titlen. Hill kørte hele sæsonen disciplineret og havde hele tiden styr på mesterskabet. Men lykken varede kort. HILL SKIFTER HOLD, OG SKIFTER HOLD... OG TABER! For Damon Hill er ikke nogen dum mand, og han mærkede presset fra den debuterende holdkammerat Villeneuve. For ikke at tabe ansigt overfor den opkommende nye stjerne, vælger Hill at skifte hold, og her jokker han for første gang alvorligt i spinaten. Han går fra et altdominerende Williams hold til et middelmådigt Arrows Yamaha hold med Tom Walkinshaw i spidsen. Ikke desto mindre ligger han længe til at vinde et enkelt Grand Prix i 1997, men Yamaha motoren giver op på de sidste omgange. Hill er forståeligt nok grædefærdig, for havde han kørt over stregen først ville det have været hans største triumf overhovedet. At hive en Arrows hjem til sejr foran Williams og Ferrari! Det var dog ikke værre end at Hill fik chancen for at rode bod på den fejltagelse det var at tage til Arrows i 1997. For bag kulisserne arbejdede Ron Dennis på at få verdensmesteren fra 1996 over til McLaren Mercedes. Holdet fra Woking var på vej frem, og Ron ville gerne have en britisk kører til sit britiske hold. Men ak, igen valgte Damon Hill forkert. I stedet for at vælge et sæde hos McLaren i 1998 valgte han at skifte fra Arrows til Jordan. Et skift der definitivt afsluttede Hills karriere som frontløber. For at bruge Kurt Thorsens velkendte frase: "I bagklogskabens ulideligt klare lys" burde Damon Hill have valgt McLaren. For i 1998 var de jo uden tvivl det bedste hold i feltet, og med en nøje beregnende kører som Hill bag rattet kunne det ikke give andet end et VM. Han ville jo have fået stjernestatus, og det ville have været en spændende duel mellem ham og Mika Häkkinen. Sådan blev det bare ikke. SCHUMACHER VISER AT VEDVARENHED ER NØGLEN TIL SUCCES I F1 Hill kunne i stedet se VM-duellanterne Mika Häkkinen og Michael Schumacher kæmpe sig gennem 1998 sæsonen. Hill fik dog lov at smage sejrens sødme, og det var endda på Spa. Det var nu kun fordi David Coulthard bragede op bagi Schumacher, at denne udgik, og dermed forærede en sejr til Hill. Damon Hill var på det tidspunkt nede med én omgang i den silende regn på banen i Ardennerne. Den søndag eftermiddag var sidste gang Hill gjorde sig positivt bemærket i Formel 1. Kun to år forinden var han den bedste af dem alle, og nu sad han midt i feltet og var bare én af de 18 - 20 kørere der skal være med for at fylde feltet op. Helt anderledes gik det for Michael Schumacher. Han valgte rigtigt i oktober måned 1995 da han skrev under med Ferrari. Han gik fra et vindende hold til et middelmådigt hold med et stort potentiale. I 1996 kunne Michael Schumacher sammen med Ferrari begynde at samle brikkerne til en storhedsperiode, og der blev da også stjålet med arme og ben fra Benettons tekniske stab, og inden længe havde Michael Schumacher de samme folk omkring sig hos Ferrari som han havde hos Benetton i 1995. Det blev godt nok ikke til nogen titel i 1997, men i 1998 var det meget tæt på. En fejl på opvarmningsrunden på Suzuka gjorde, at chancerne for at vinde titlen reelt smuttede ud af hænderne. En pole position blev nemlig forvandlet til en startplacering som nr. 22 da Ferrarien ikke ville starte. Mika Häkkinen vandt VM, men havde Hill valgt McLaren frem for Jordan kunne det have stået 2 - 2 mellem Hill og Schumacher. Det kunne have stået 2 - 2. For havde Hill nu vundet VM i 1998 havde han jo utvivlsomt fortsat hos samme hold igen i 1999, og her var det blot en formsag efter Michael Schumacher brækkede benet på Silverstone, og så kunne det have været 3 - 2 i Hills favør! Men sådan blev det ikke. Damon Hill trådte godt og grundigt i spinaten da han valgte Jordan frem for McLaren i slutningen af 1997, og resultatet er derfor, at Hill nu blot bliver nævnt som én af de kørere for Williams der fik serveret et VM på et sølvfad pga. en totalt overlegen Williams-Renault. De onde tunger har en vis gennemslagskraft i debatten omkring hvem der er værdige verdensmestre og hvem der ikke er, for den Williams-Renault var virkelig overlegen. Men der er ingen der vinder et VM uden at besidde utrolige køretalenter, og da slet ikke et VM i Formel 1. Hill var en utrolig dygtig og tålmodig racerkører, og det vandt ham VM i 1996. Desværre havde han ikke samme evner til at se ud i fremtiden som Nostradamus besad, for så havde han valgt McLaren i stedet for Jordan i den skæbnesvangre off-season mellem '97 og '98. HILL - ÉN VM-TITEL BESKRIVER IKKE HANS KARRIERE GODT NOK Derfor står Hill nu tilbage som én af de kørere der har vundet ét VM, akkurat som ham holdkammeraten Jacques Villeneuve, og Michael Schumacher, ja den historie kender vi jo. Han har slået alle rekorder der er at slå, og har samtidig hevet 5 VM-titler hjem, og er godt på vej mod den sjette. Men det er nu alligevel svært ikke at tænke "hvad nu hvis..." når man tænker tilbage på Hill. Han besad jo de rette egenskaber. Bevares, han var ikke fandenivoldsk ligesom Michael Schumacher og Jacques Villeneuve, men han blev omvendt heller ikke kuet af deres bryske fremtoning på banen. Han tog udfordringen som en kølig britisk gentleman, og det var nok også derfor han var så vellidt i Storbritannien. Damon formåede altid at sige de rigtige ting i pressen, og kun engang imellem kogte hans temperament over, og det gjorde ham kun endnu mere populær. For man er vel kun et menneske? Og det er heri vi finder den store forskel mellem Damon Hill og Michael Schumacher. Damon Hill var den perfekte engelske gentleman, hvis temperament kun ganske få gange fik lov at koge over. Han var som Nigel Mansell, en vellidt sportsmand i hele Storbritannien, og da han i 1996 vandt VM lå verden for hans fødder. Men de fandenivoldske kørere har det med at overskygge de pæne kørere, og da to navne som Jacques Villeneuve og Michael Schumacher lå og lurede i overfladen stod det klart, at den pæne Damon Hill ville tabe i 1997, og det gjorde han da også. SCHUMACHER MEGET MERE KONKURRENCEMENNESKE - OG NYDER FRUGTERNE HERAF! For Michael Schumacher er af en helt anden karakter. Han er om nogen den mest seriøse racerkører nogensinde i Formel 1. Arbejder utrætteligt på at forbedre bilen både på banen, men så sandelig også sammen med mekanikere og ingeniører tilbage på fabrikken. Et håndværk han har lært lige siden barnsben, og som han er blevet tvangsfodret med via tysk grundighed helt tilbage fra de spæde år som gokart-kører hvor han brugte sin fritid på at sætte de andre køreres gokarter ordentligt op. Sådan er han stadigvæk efter 5 VM titler og 64 Grand Prix sejre. Det er altid ham der sidder sammen med Bridgestones tekniske stab lørdag aften kl. "skulle-have-været-i-seng-for-5-timer-siden" og diskuterer dæktyper, eller sidder over en slatten kop kaffe og diskuterer aerodynamik over venstre baghjul pga. en ændret udgang på udstødningsrøret der kommer lige op lige foran hjulet. Og så er der Michael Schumacher på banen! Lige så seriøs som han er i sit forarbejde, lige så kold og beregnende er han på banen. I 1994 blev der ikke givet en millimeter til Damon Hill i Adelaide, og i 1997 havde han regnet ud, at hvis ikke Villeneuve kom gennem dét sving, ville han selv være verdensmester. Broderkærlighed er der heller ikke noget der hedder. Jo, når han ikke er en konkurrent kan han godt lade ham overhale (når Ralf alligevel er en omgang nede), for at give ham chancen for at hive et enkelt VM-point hjem. Men er de konkurrenter om en sejr bliver Ralf sat til vægs. Bogstaveligt talt endda. På Nürburgring sidste år sad jeg på tribunen og så hvordan storebror havde valget mellem to ting. Enten at køre ind i en mur med 200km/t eller træde på bremsen. Ikke noget med at lade et hul være til lillebror. Den mangel på medfølelse overfor konkurrenterne har de andre kørere i feltet også fået at føle over årene. Michael Schumacher vil vinde hver gang! Han kører aggressivt og det har givet pote rigtig mange gange. Det har også kostet nogle ridser i lakken igennem årene, men alt i alt har han unægtelig vundet på det. Det kan vi alle se i dag. Han høster i dag frugterne af sit utrættelige arbejde bag kulisserne, og på banen er der ingen der tør køre lige op mod ham, for de ved han ikke bakker af. Vi skal helt tilbage til Brasilien sidste år hvor vi så en der turde. Det var Juan Pablo Montoya, men i år var hans bil så dårlig at han aldrig fik chancen for at prøve igen, medmindre man tæller deres lille jomfrueligt uskyldige sammenstød i Malaysia i år med. MEN HVAD NU HVIS... Hvad nu hvis Damon Hill havde fortsat hos Williams i 1997 og derefter skiftet til McLaren? Havde han så kun haft 22 sejre, 20 pole positions og ét VM? Eller havde han kunnet tilsnige sig et par titler ekstra? Hill havde jo farten, disciplinen og modet til at køre lige op mod enhver uanset om de hed Senna, Schumacher, Villeneuve eller Häkkinen. Er nogle underskrifter på et par kontrakter virkelig den eneste forskel på Damon Hill og Michael Schumacher? Svaret blæser i slipstrømmen.



















			*Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen* *kent@f1journal.com*