I tre sæsoner har Ferrari domineret, og sidste år på en så overlegen måde, at de fleste blev trætte af det. Bevares spændende var det da ikke, men midt i alt brokkeriet mistede folk propertionssansen. Jo da, det ville da være fornøjeligt med tætte opløb, mange kandidater til sejren, og en tæt kamp om VM. Men sandheden er, at det er ret sjældent det sker. Det er også sjældent at et team dominerer så meget som Ferrari gjorde i 2002, og i så lang tid som de har gjort. Men går man tilbage i tiden, vil man finde at dominans fra et enkelt team er mere reglen end undtagelsen.
1950'ERNE
Hvis man ser på resultaterne fra 50'erne vil man se, at først dominerede Alfa Romeo i to år, så Ferrari, så Mercedes - og så var det allerede 1956. På kørerfronten dominerede Fangio med VM titler i 51, 54, 55, 56 og 57. Fangio var kongen og ingen anfægtede ham. Da Fangios bil gik i stykker i et løb i slutningen af 56, overlod hans teamkammerat Peter Collins, sin bil til Fangio, og mistede dermed selv chancen for et VM. Collins var ligeglad, at vinde VM over Fangio ville alligevel være statistik når nu alle vidste hvem den bedste var. Da Fangio i 1958 var blevet 47 år gammel, indhentede alderen ham, og han stoppede, midt i sæsonen. Pladsen som konge af Formel 1 var ledig. Men allerede i 1959 kom der igen en dominerende faktor, nemlig det britiske Cooper team, med centermotor, og australske Jack Brabham som chauffør.
JUAN MANUEL FANGIO I SIN DAIMLER BENZ FRA 1954 - © Patrice Vatan
1960'ERNE
I 60'erne begyndte det at blive mere diffust. Et team dominerede et år, og næste sæson kunne de ingenting. Ferrari var gode i 1961, men kunne ikke slå BRM året efter. Lotus og Jim Clark var urørlige i 63, men allerede i 64 var titlen tilbage hos Ferrari. Brabhams team, opkaldt efter ham selv, satte sig på VM tronen to år i træk, 66 og 67, men uden egentlig at dominere. Men i 1967 begyndte tilgengæld den længste dominans Formel 1 nogensinde har set. En dominans der strakte sig helt ind i 80'erne.
FORD COSWORTH
Det var Fords nye otte cylindrede motor, Cosworth DFV, der kom til at dominere Formel 1 i de næste femten år, og vinde 155 løb undervejs. Det specielle ved denne dominans var, at alle kunne få del i den. Cosworth var en motor man kunne købe, og det gjorde alle teams så, for der var ikke nogen bedre, eller billigere. Fra 1968 til 1982 vandt Ferrari tre titler, mens Cosworth vandt resten. Men det var i forkellige biler, det var i Lotus, Tyrrell, McLaren, Williams og Brabham, og der har man forklaringen på, hvorfor det ikke virkede som dominans, alle havde den. Sådan var det bare! 1973 var det bedste år, hvor den vandt samtlige 15 løb.
FERRARI FRA 1975 MED NIKI LAUDA - © Rob Ryder
DE ANDRE
Der var dog andre der forsøgte sig. Først og fremmest Ferrari, der som de eneste havde held til at udfordre Cosworth DFV'en. I midten af 70'erne var Ferrari og Lauda en hurtig kombination, der var næsten urørlig. Altså lige indtil Laudas ulykke på Nürburgring i 1976. En forkullet Niki Lauda tog kampen med James Hunt op, men englænderen trak det længste strå. I 1979 kom titlen tilbage til Ferrari, og sydafrikaneren Jody Schekter. Brabham forsøgte fra 1976 - 1979 at tage kampen med Ferrari op, ved hjælp af Alfa Romeos 12 cylindrede sportsvognsmotor. Generelt var det et flop, men Lauda hentede to sejre i 1978. Ligier kørte i starten med Matras motor, og i 1979 dukkede Alfa Romeo op med deres eget team. BRM kørte hele vejen op gennem 70'erne og til de gik konkurs med deres egen motor, og endelig var der Renault, der revolutionerede Formel 1, da de i 1978 dukkede op med den første turbo drevne F1 racer.
MARIO ANDRETTI I EN LOTUS FRA 1976 - © Rob Ryder
BILER I 70'ERNE FREM TIL 80'ERNES TURBOTID
Men selvom de alle havde den samme motor, i al fald dem der vandt, så var der alligevel klare dominanser blandt bilerne alligevel. I 1971 vandt Tyrrell otte af 11 løb. De næste to sæsoner var det Tyrrell og Lotus i fællesskab der dominerede. Og i 1978 så man Lotus vinde halvdelen af sæsonens løb, med deres revolutionerende ground-effect bil.
Umiddelbart var Renaults turbo en anelse ustabil, men i 80'erne gik hurtigt op for folk at turbo var fremtiden i Formel 1. Og det var det, der betød farvel til den gamle Cosworth DFV. Og også et farvel til et Formel 1 hvor alle teams havde den samme motor. De første par år var turboen for ustabil til at vinde VM, og der var ikke rigtig nogen der dominerede. Tydeligst i 1982 hvor 11 kørere i syv forskellige biler, vandt sejre. Men fra 1984 vendte motordominansen tilbage til Formel 1 sporten. I første omgang var det Porsches TAG turbo der lå bag ved d'herrer Lauda og Prost i en McLaren. Men fra 1986 stod der Honda på alting. Godt nok vandt Prost, McLaren og Porsche VM i 1986, men her har man så også den sjældne undtagelse, hvor den bedste bil ikke vandt. Siden er det ikke sket! (måske med undtagelse af 1994, men for netop denne sæson er der en del andre faktorer der spiller ind). Selvom Prost stak af med titlen i 1986 var det Honda der sad på flæsket med ni sejre. Året efter vandt de 11. Og VM. Og det blev de ved med indtil 1991. Undervejs skiftede de bil fra Williams til McLaren (og havde også et par sæsoner hos Lotus), men uanset hvad, så var det Honda der vandt. I 1988 blev det til 15 sejre ud af 16!
MCLAREN HONDA FRA 1989 MED AERTON SENNA - © SIBO
Men med tiden blev sejrene færre, og i 1991 måtte Honda dele dominansen med Renault. Renault var vendt tilbage til Formel 1 i 1989, sammen med Williams, og fra 1992 til 1997 vandt de alle, undtagen ét, mesterskab. Og der var mange, mange sejre. 10 i 1992 og 1993, 16 (af 17) i 95, 12 i 96. I 1997 begyndte Ferrari for alvor at røre på sig efter at have ligget underdrejet det meste af 90’erne. Siden Prost var blevet nr. 2 i 1990, og indtil Schumacher kom til teamet i 1996, var det blevet til to sejre på fem sæsoner! Men i første omgang blev Ferrari overhalet af Mercedes, der bag i en McLaren, kunne kaste sig over titlen to år i træk. 1999 blev dog et tæt opgør, og en sæson, der gav mindelser om de glade dage i 70'erne da en verdensmester ikke nødvendigvis vandt 70% af løbene. Året efter fik Ferrari endelig den titel de havde jagtet så længe, og siden, ja, så har de vundet alt.
MIKA HÄKKINEN I SIN MERCEDES MCLAREN FRA 1998 - © Schlegelmilch Photography
Så i virkeligheden skal vi 20 år tilbage i tiden, hvis vi skal finde en sæson, hvor der ikke var en dominerende kraft i Formel 1. Lige siden har der på den ene eller den anden måde, været en overlegen vinder i Formel 1. Jeg skal da være den første til at indrømme, at det kunne være fantastisk, hvis Ferrari, BMW, Mercedes, Renault, Toyota og Ford, alle kunne lave en potentiel VM vinder på samme tid, men det sker næppe.
MICHAEL SCHUMACHER I SIN VINDERBIL FRA 2002 - © Schlegelmilch Photography
At folk syntes sidste sæson var for kedelig, kan de kun have ret i. Men dominans, om end i lidt mindre målestok end i 2002, er standarden i Formel 1, og det er ikke noget man kan lovgive sig ud af (medmindre man dikterer at alle skal køre med samme motor, men så stopper man udviklingen). Til gengæld kan vi glæde os over at total dominans er noget man har på lånt tid, og at sæsonen 2003, er startet med resultater ingen ville have spået for tre måneder siden.
Skrevet af Martin Møller Thomsen
martin@f1journal.com
