LEVEMÆND OG AVANCEREDE AMATØRER...
Nogle af dem var gode, nogle af dem kunne have været potentielle verdensmestre. Andre var levemænd, avancerede amatører, der mere deltog for sjov end for at vinde. Fælles for dem, er at de har indskrevet sig i Formel 1 historiens korteste kapitler og de står nederst i statistikken. De er kørere der har vundet et enkelt VM løb i Formel 1. Og det er deres historie denne artikel handler om.
I VM sammenhæng betyder dels at en del af dem har vundet Formel 1 løb som ikke talte i VM, dels at vinderen af Indianapolis 500 i årene 1950 - 1960 tæller med i statistikken, da det løb havde VM status dengang. Men da de ikke kørte i Formel 1 biler og ikke var rigtige Formel 1 kørere, er de også blevet udelukket fra denne artikel.
ALESSANDRO NANNINI
Nannini vandt en af de mere kontroversielle sejre i Formel 1 i 1980’erne. Scenen var Japans Grand Prix, sæsonens næstsidste løb. Kampen om VM var en duel mellem de to McLaren kørere Alain Prost og Ayrton Senna. Nannini havde haft en sæson på det jævne - indtil nu var det blevet til 17 point. I Japan startede han som nr. seks. I kraft af god kørsel fik han sig efterhånden placeret på en solid tredieplads - efter Prost og Senna, der duellerede lystigt langt foran Nannini. Næsten lidt for lystigt. På vej gennem chikanen før opløbsstrækningen ramlede de to sammen. Prost udgik, Senna fortsatte. Men Senna havde fået beskadiget næsen på bilen og måtte en tur i pit, hvilket betød at Nannini nu lå på førstepladsen. Dog ikke længe, for Senna kørte som en besat i et forsøg på at genvinde VM titlen. I samme chikane som han havde sit intermezzo med Prost pressede Senna Nannini til at blokere bremserne.
Senna var forbi. Da det ternede flag faldt var det Senna der kørte først over stregen. Men da vinderen gik på podiet var det Nannini der stod øverst. Ayrton Senna var blevet diskvalificeret. Angiveligt fordi han efter sammenstødet med Prost havde taget den forkerte vej gennem chikanen. Andre historier dengang gik på at han var blevet skubbet i gang. Endelig var der også snak om at hans kørsel havde været hasarderet. Men faktum var at Alessandro Nannini havde vundet Japans Grand Prix, Prost var verdensmester og Ayrton Senna blev idømt en halv sæsons betinget udelukkelse.
Alessandro Nannini - © Sibo
To gange senere var han tæt på en sejr. På Hockenheim i 1990 måtte han efter et godt løb til sidst strække våben og lade Senna komme forbi. Kort efter, i Ungarn, lå han lige i hælene på den førende Thierry Boutsen, da Senna skubbede ham af banen i en noget ucharmerende overhaling.
Alessandro Nannini var en af de populære skikkelser i Formel 1 pitten. Han havde et venligt smilende ansigt og et stort talent. Ikke at han var gjort af det stof som Prost og Senna var, men hans talent var ubestrideligt. I 1990 stoppede hans karriere brat, da han styrtede ned med en helikopter og fik den ene arm revet af, midt på underarmen. Den blev dog syet på igen, men Formel 1 var slut for Nannini. Men efter genoptræning vendte han i 1992 tilbage til livet som racerkører for Alfa Romeo i standardvognsløb. Han blev ved med at køre indtil 1998.
CARLOS PACE
"Hvis Carlos havde levet, havde jeg ikke haft brug for Niki Lauda", skulle Bernie Eccelstone engang have sagt, da han blev spurgt om Paces talent. For talent var der masser af. Desværre blev Paces Formel 1 karriere alt for kort, og sejrene dermed minimeret til en!
Det var ellers en god dag for det brasilianske publikum, den dag i Rio, i 1975, da Pace vandt sit enlige løb. De havde den regerende verdensmester, Emerson Fittipaldi, at heppe på. Men Fittipaldi fik lavet en dårlig start, mens manden på pole, franskmanden Jean-Pierre Jarier i Shadow stormede afsted. Pace fik kæmpet sig forbi sin holdkammerat, Reuteman, og indledte forfølgelsen af Jarier, men han lod sig ikke fange. Først da Jarier efter 33 omgange blev svigtet af sin motor, kunne Pace få indhentet det 25 sekunders forspring og overtage førstepladsen. Imellemtiden havde Fittipaldi kæmpet sig tilbage i løbet og lå nr. to. Han indledte jagten på Pace og havde mere held end Pace havde haft mod Jarier. Men det var for sent. Da Pace passerede målstregen var han fem sekunder for Fittipaldi. Brasilianerne havde fået hvad de ville - en dobbelt sejr!
Carlos Pace - © Rob Ryder
Paces karriere var startet i 1973 for det lille Surtees team. Men da teamet i 1974 ikke kunne levere nogen ordentlig bil, skiftede han til Brabham midt på sæsonen, hvor han sluttede med en andenplads i det sidste løb. Bortset fra sejren i Brasilien var 1975 ikke den mest fantastiske sæson for Brabham, alt for ofte fik bilerne problemer og måtte udgå. I 1976 skiftede de motorleverandør, og fik Alfa Romeos tørstige 12 cylindrede motor i vognen i stedet for Ford Cosworth. Umiddelbart blev det et flop, men mens Reuteman blev mere og mere desillusioneret og forlod teamet i utide, blev Pace hvor han var. Han startede i 1977 med at blive nr. 2 i sæsonens første løb. Tingene så ud til at gå den rigtige vej. Men kort efter det første løb styrtede Pace ned med hobby fly og blev dræbt. Pace blev 32 år gammel.
VITTORIO BRAMBILLA
Gorillaen fra Monza var hans kælenavn - og det var han stolt af. De fleste Formel 1 kørere overvejer at lade sig pensionere når de er 37. Brambilla debuterede da han var så gammel. Han havde to talenter, han kunne køre hurtigt, og han udgik som regel.
I 1975 havde vejrguderne bestemt at Det Østrigske Grand Prix skulle forsøges drukne i kaskader af vand. Brambilla startede som nr. 8 i løbet og mens folk for og bag dansede wienervalse rundt på banen holdt Brambilla sin orange March på banen med forhjulene forrest. Øjenvidner kan fortælle at det ofte så ud som om det kun var splitsekunder endnu at bilen ville blive på asfalten, men Brambilla var inspireret og fræsede gennem regnen med bagenden dansende efter sig. Foran sig havde han Lauda og Hunt. Sammen med Hunt hentede han Lauda og de kom begge forbi østrigeren. Nogle få omgange senere, da Hunt skulle overhale Brett Lunger med en omgang, trådte Brambilla på speederen og stormede forbi dem begge to. Og i et hastigt tempo fortsatte han og efterlod Hunt hængende et stykke bagefter. Efter en lille time blev forholdene erklæret for uegnet for racerløb og løbet blev flaget af. I sin jubel over sejren løfte Brambilla hænder fra rettet - og skred af, ramte autoværnet og måtte køre sin æresrunde med en ”brækket” næse.
Men Brambilla var ikke nogen ung mand, og selv hvis han havde været, er det tvivlsomt om noget topteam ville have satset på ham. Hans sejr var mere end han nogensinde selv havde troet. Brambilla blev ved med at være en hård hund i Formel 1, inden han i en alder 43 kørte sit sidste løb for Alfa Romeo i 1980. Han døde for et par år siden, mens han arbejdede i sin have.
Vittorio Brambilla - © Schlegelmilch Photography
JOCHEN MASS
1975 var en mærkelig sæson. I kun 14 løb fik vi en totalt dominerende verdensmester og alligevel var der ni forskellige kørere der vandt løb. Af de ni, var der tre der kun vandt en sejr. Tyskeren Jochen Mass er den tredje af disse. Og ligesom i tilfældet med Brambilla kom hans sejr i et løb der blev afbrudt før tid. Men i modsætning til Brambilla, hvor det vejrguderne der legede kispus med Formel 1 feltet, var det snarere gudernes totale fravær der karakteriserede Det Spanske Grand Prix tidligere på sæsonen.
Der var problemer allerede fra starten. Da træningen skulle begynde strejkede kørerne. Løbet skulle køres på bybane udenfor Barcelona, og rundt langs banen var montoret et sikkerhedsbarriere, en fjern slætning til dem man kender fra Monaco i dag.. Problemet var at dette hegn ikke var monteret ordentligt. Skruerne sad løse - hvis de var der. Kørerne var mest stemt for at aflyse løbet, men arrangørerne truede med at få bilerne beslag lagt, og teamcheferne fik vældig travlt med at overtale deres kørere.
Jochen Mass var kommet til McLaren et år tidligere, som erstatning for den skadede Mike Hailwood. Førstekøreren var ubestrideligt den regerende verdensmester Emerson Fittipaldi, men han valgte at rejse hjem til Schweiz, da han ikke mente at banen var forsvalig at køre på. Derfor var Mass den eneste McLaren der stillede til start. Og allerede på første omgang fik man en forsmag på hvad der skulle komme. Lidt puffen rundt i et sving betød at de to Ferrarier ramlede ind i hinanden, og så var de mere eller mindre sat ud af spillet.
Efter 26 omgange hed den førende kører Rolf Stommelen, der kørte i en Embassy Hill. Da han psserede målstregen knækkede hans bagvinge og det sendte bilen ind i den føromtalte sikkerhedsbarriere. Efter en mindre flyvetur landede den ovenpå barrieren, trillede ned og fortsatte gennem sikkerhedshegn inden til sidst landede på siden. Rolf Stommelen overlevede med mange brækkede knogler, men fire mennesker blev dræbt. Imens fortsatte løbet ude på banen, i fire omgange. Jochen Mass overhalede Jacky Ickx og lå dermed i spidsen da løbet blev flaget af.
Mass karriere kom aldrig rigtig ud at flyve. Året efter kom Hunt til teamet og efter endnu et par år hos McLaren kom han først til ATS, senere til Arrows, men fadede stille ud af Formel 1. Nåede dog i 1982 at være impliceret i den ulykke der kostede Gilles Villeneuve livet. Op gennem 80’erne var Mass et stort navn i sportsvognsløb.
PETER GETHIN
I 1971 scorede Peter Gethin point én gang. Det var da han vandt på Monza, i det tætteste opløb i Formel 1 historien. Få uger forinden havde han skiftet fra en problemfyldt McLaren til BRM og på Monza kørte han sit kun andet løb for teamet.
Peter Gethin - © Rob Ryder
Dengang var der ingen chikaner på Monza. Dengang kunne man køre hurtigt, og man kunne ligge i slipstrømmen på ham foran, og faktisk få en fordel ud af det. I lang tid havde det godt nok set ud til at sejren ville gå til Chris Amon, men det sympatiske new zealænders lod var at være den måske bedste kører, der aldrig vandt et løb. Så da Amon fik sine obligatoriske problemer kom en gruppe på fem biler forbi ham. Den bestod af Cevert, Petersson, Hailwood, Ganley og Gethin. Og Gethin var inspireret og passerede alle de fire foran ham. Men netop på grund af slipstrømmen, og den måde den kunne udnyttes på, skiftede førstepladsen ofte når de kørte ud på langsiden, efter det store bløde Parabolica sving. Gethin lod sig derfor stille tilfreds med at være nr. tre da bilerne tordnede ud på sidste omgang. Cevert førte foran Petersson. Da de var igennem Parabolica satsede Petersson, men Cevert svarede igen, mens Gethin stormede frem og nåede målstregen som den første i den fantastiske slutspurt. Howden Ganley blev nr. fem - 0,6 sekund efter. De tre første passerede stregen med en forskel på 0,09 mellem nr. et og tre!
Mere så man aldrig til Gethin, der året efter led under en svag BRM. Senere forlod han Formel 1 til fordel for F 5000 hvor det gik ham langt bedre. Men på grund af sejren på Monza i 1971, vil Gethins navn altid stå tydeligt i motorsportshistorien.
GIANCARLO BAGHETTI
Det startede med et brag for Baghetti, der debuterede i Formel 1 i 1961. Efter nogle gode resultater i andre klasser var den 27 årige italiener blev tilbudt et sæde hos Ferrari i et par ikke tællende løb. VM løbene var dengang som oftest besat med alle de store stjerner, mens de andre løb der blev afholdt, nogle gange manglede en del kørere. Men hvorom alting er, så havde Baghetti vundet de to løb han havde kørt, inden han skulle debutere i VM sammenhæng i Det Franske Grand Prix. I løbet faldt favoritterne fra en efter en. Wolfgang von Trips udgik med en motordefekt. Jim Clark fik ødelagt sin kørerbriller af en sten. Phil Hill spandt og blev ramt af Moss, der måtte udgå. Alt dette betød at pludselig stod kampen om sejren mellem de to Porscher med Joakim Bonnier og Dan Gurney, og så Baghettis Ferrari. Bonnier måtte trække sig fra topkampen med problemer, så der nu kun var Gurney og Baghetti tilbage. Da de kørte ud på sidste omgang første Gurney, men ned ad langsiden kæmpe Baghetti sig forbi. Gurney fik alligevel udbremset Ferrarien, men Baghetti kæmpede sig ud af Porschens slipstrøm og passerede mållinjen, tæt forfulgt af Gurney.
Dermed blev Giancarlo Baghetti den eneste kører der har vundet sit første Formel 1 løb. Men det blev aldrig til andre sejre. Året efter kørte han stadig for Ferrari, men forlod teamet efter 1962, og kom aldrig igen i nærheden af topplaceringer.
FØLG MED I ANDEN DEL AF ARTIKLEN I NÆSTE NUMMER AF F1JOURNAL.COM
Skrevet af Martin Møller Thomsen,
martin@f1journal.com
