Det var dengang Anker Jørgensen var statsminister, vi alle gik i thule-pjækkert om vinteren, John Lennon levede, Niki Lauda var pensioneret racerkører, Johnny Logan vandt det internationale melodi grand prix, Abba eksisterede endnu og Dallas var det bedste fjernsynet viste - det var 1980!
Efter tre måneders vinterpause var Formel 1 feltet samlet i Argentina til sæsonens første løb. Årets kamphaner var på forhånd udpeget til at være de regerende mestre fra Ferrari med Jody Schekter og Gilles Villeneuve; Williams der kom lidt sent i gang i 1979, med Alan Jones og Carlos Reuteman; de blå Ligier racere med gamle Jacques Laffite og unge Didier Pironi. Og som outsider havde vi en brasilianer ved navn Nelson Piquet, i Brabham, i sin kun anden sæson i Formel 1. Det store spørgsmålstegn var hos Renault. I 1977 havde de introduceret en turbomotor og i 1979 havde de vundet deres første sejr, i Frankrig. Hastigheden var ikke noget problem, det var stabiliteten tilgengæld. Men mange frygtede Renault. Hvis de holdt, var der en stor sandsynlighed for at de vandt. Kørerne var de to franskmænd René Arnoux og Jean-Pierre Jabouille. En sidste kører der skal med i introduktionen er den regerende Formel 3 mester, en 25 årig franskmand ved navn Alain Prost, der kørte for McLaren.
Og han klarede det godt, den unge Prost, i den dengang elendige McLaren. I sine første to løb scorede han tre point. Slet ikke dårligt for en debutant. At han så brækkede sin håndvrist under træningen til de tredje løb er så en anden historie.
Men dette skal handle om guldkampen, og her var der fra starten en der skilte sig ud. På grund af den enorme varme boblede asfalten løs flere steder, og omgangstiderne var mere end ti sekunder langsommere end i kvalifikationen. Alan Jones i Williams lagde hårdt ud og fik opbygget et forspring, spandt af i den bløde asfalt. Desværre var der en plasticpose der havde sat sig fast i bilens luftindsugning. Jones prøvede forgæves selv at fjerne den, men måtte en tur i pit. Det kostede ham nogle placering, men han kæmpede sig forbi Villeneuve - og spandt igen. Kort efter han igen passerede Villeneuve havnede Ferrarien i barrieren. Resten af sæsonen spillede de røde italienske racere ikke nogen rolle i løbene. Alan Jones vandt løbet, efter at have overlevet to små afkørsler.
Arnoux lignede tidligt en mulig mester, men Renaults turbo var endnu for ustabil - © Juan Miguel Barros
Så kom turboen for alvor. Arnoux og Jabouille dominerede de to næste løb, med Jabouille som den uheldige helt, der måtte udgå begge gange. To sejre til Arnoux i Renault og pludselig lignede det franske team en potentiel VM vinder. Men allerede i det fjerde løb i Long Beach viste de gule racere, at holdbarheden stadig var et problem.
I Long Beach var det Alfa Romeo køreren Bruno Giacomelli der kom i fokus. Først spandt han før hårnålesvinget og blokerede det meste af vejen, med det resultat at de fire - fem første biler fik et enormt forspring. Senere kørte han Alan Jones af banen, da australieren ville overhale ham med en omgang. Alan Jones var ikke imponeret.
Nelson Piquet kørte karrierens første sejr hjem uden stor konkurrence, da alle andre topkørere var ude af løbet. Løbet betød også et farvel til schweiziske Clay Regazzoni, tidligere Ferrari og Williams kører og VM sølvvinder fra 1974, der i sin Ensign ramlede ind i en betonmur og siden har siddet i kørerstol.
FORMEL 1 KOMMER TIL EUROPA
Efter fire løb var man kommet til den europæiske sæson, der startede i Belgien. Hurtigt tegnede der sig et billede af hvem der dominerede. De hvide biler fra Williams og de blå fra Ligier. Turbo bilerne fra Renault var alligevel for ustabile til at man rigtig kunne tro på dem. Og på trods af sin sejr på bybanen i Long Beach var Piquet for det meste kun god for sekundære placeringer. Bilen var simpelthen ikke god nok.
Rollefordelingen mellem Williams og Ligier var hurtig klar. Ligier havde hastigheden og uheldet. Williams var lige en anelse langsommere, men havde heldet og holdt bilerne på banen når det talte. Pironi og Ligier vandt i Belgien, Reuteman og Williams i Monaco. Det Spanske Grand Prix blev kørt, men kom aldrig til at tælle i VM, på grund af en strid mellem konstruktørerne (Eccelstone) og FISA (arrangøren af VM), Jones vandt et dramatisk løb til ingen verdens nytte, andet end tilskuernes glæde. Jones vandt igen i Frankrig og begyndte nu for alvor at ligne en verdensmester. Specielt da han så også vandt i England, tre sejre i træk (selvom den ene ikke talte i VM). Ligier havde ellers ligget godt i England, men både Laffite og Pironi blev ramt af dækproblemer. Englands Grand Prix blev også det sidste løb for den 36 årige Alfa Romeo kører, Patrick Depailler. Under en test på Hockenheim kørte franskmanden af banen i Ostkurve og blev dræbt.
Men VM skulle vise sig at være meget mere åbent end man troede på det tidspunkt. I Tyskland var det Jones' tur til at få problemer med dækkene, en punktering kostede ham en sikker sejr. Laffite, der havde mistet sejren i England, arvede førstepladsen og kom dermed ind i VM kampen. I Østrig skete det overraskende at Renaults turbomotor holdt og Jabouille vandt karrierens anden sejr. I øvrigt den eneste gang den sæson han fik point. Men det holdt hårdt, for selvom motoren levede, var dækkene ved at dø mod slutningen. Renault (og Ferrari) kørte på Michelin dæk og havde gennem hele sæsonen haft store problemer med dem. De andre med Michelin dæk havde været i pit for at skifte dæk, men ikke Jabouille. Med fem omgange tilbage gjorde teamet ellers klar til et pitstop, men franskmanden fortsatte mens Alan Jones kom nærmere og nærmere. Men dækkene holdt hele vejen hjem og Jones lod sig klogelig nøjes med de seks point for andenpladsen.
Midt på sæsonen, var det Ligier - her med Laffite - der var de store udfordrere - © Juan Miguel Barros
PIQUETS SENE ANGREB PÅ TITLEN
Indtil nu havde Brabham og Nelson Piquet mest markeret sig ved stabilitet. Brasilianeren havde hentet point i mange løb, og endda fået gode placeringer, som hurtigere biler udgik af løbene. Men i Holland vendte billedet for alvor. Synkront med at Ligier faldt lidt tilbage, begyndte Brabham at blande sig i topkampen. Jones virkede dog overlegen da løbet startede, men tidligt i løbet begik han en fejl og ødelagde skørtet på bilen og måtte udgå. Fra pitten kunne han se Piquet æde sig kraftigt ind på hans forspring med en flot kørt sejr. Og det blev værre endnu. I Italien vandt Piquet igen. Godt nok holdt Jones bilen på banen dennegang, og kom hjem på en andenplads. Men skaden var sket, Piquet første i kampen om VM og der var kun to løb tilbage.
I Canada startede det dramtisk. De to VM duellanter var på første række og formåede at skubbe til hinanden i starten, med det resultat at flere biler bag dem ramlede sammen og løbet skulle startes igen. Piquet måtte starte løbet i sin reserve bil, men bragte sig dog hurtigt foran. Og her blev han liggende, lige indtil Ford motoren opgav livet. Jones arvede førstepladsen og skulle nu bare cruise bilen hjem for at blive verdensmester. Og det gjorde han!
I 1980 havde man en regel, der betød at man kunne måtte tælle de fem bedste resultater fra hver sæsonhalvdel med i sine point. Det betød at selvom Jones kun første VM med otte point, så kunne Piquet ikke hente ham selvom han fik ni point i det sidste løb. For Piquet havde været så stabil, og havde scoret point i så mange løb, at han så skulle skære to point for en femteplads bort. Det betød at han i sidste løb kunne hente maks. syv point.
Men al den snak var akademisk. Jones fejrede sin VM titel på Watkins Glen i New York ved at køre en overlegen sejr hjem. Det var ellers det unge stjernefrø Giacomelli der havde pole, karrierens eneste skulle det vise sig, og førte fra start. Men Williams og Jones var i 1980 en uovertruffen kombination, og Alfa Romeoen var stadig ny og ustabil.
Årets debutant var den unge franskmand Alain Prost i McLaren - © Juan Miguel Barros
ÅRETS RANGLISTE
1 ALAN JONES
Den 34 årige australier var en værdig mester i 1980. To fejl lavede han i sæsonen. I det første løb i Argentina på den trævlede asfalt, var han en tur af banen, men vandt alligevel. I Holland holdt han næsten bilen på banen, men kom langt nok udenfor til at skørtet på bilen blev ødelagt, og han måtte udgå. En fejl der kunne have kostet VM da Piquet fik lov til at lukke hullet op til Jones.
2 NELSON PIQUET
I kun sin anden fulde Formel 1 sæson sluttede den 28 årige brasilianer på andenpladsen i VM kampen. Det i sig selv er en præstation. I den første del af sæsonen spillede Piquet hovedsagligt en sekundær rolle i løbene. Bilen var ikke god nok til at tage konkurrencen op med Williams og Ligier. Alligevel formåede han at vinde i Long Beach, da de andre favoritter faldt fra. Som sæsonen skred frem hentede Piquet en hel del point med stabil kørsel og bilen blev mere og mere konkurrencedygtigt. Med sejrene i Holland og Italien bragte han sig i spidsen for VM kampen, men en dårlig motor satte ham ud af spillet i Canada og Jones kunne sikre sig titlen
3 JACQUES LAFFITE
Den 36 årige franskmand var i starten af sæsonen under pres fra sin nye unge kollega, Didier Pironi. Men Laffite bevarede roen og som sæsonen skred frem lignede han på et tidspunkt en mulig udfordrer til titlen. I første halvdel var det Ligier der var den store konkurrent til Williams, men det franske team kunne ikke holde forspringet til Brabham. Laffite kørte en god sæson, var uheldig med ikke at vinde i England, var tilgengæld heldig med sejren i Tyskland.
4 CARLOS REUTEMAN
Kom til Williams efter en skuffende sæson hos Lotus. Den 38 årige argentiner havde en noget blandet sæson. Han scorede mange point, men vandt kun en sejr. Stabil kørsel kendetegnede ham mere en den store hastighed. Sjældent virkede han som en potentiel vinder. Alligevel formåede han at slutte på en tredjeplads i den samlede stilling. Fik point i sæsonens ti sidste løb!
5 DIDIER PIRONI
Kom til Ligier efter to sæsoner hos Tyrrell, men skrev allerede tidligt på året under på en aftale for 1980 med Ferrari. Viste specielt først på sæsonen stor klasse og blandede sig ofte i kampen om sejren. Førte fra start til mål i Belgien, i sæsonens måske mest kedelige løb. Pironi formåede ikke altid at holde hovedet koldt i pressede situationer, specielt midt på sæsonen havde han en form krise, men sluttede stærkt.
6 JEAN PIERRE JABOUILLE
Hvis han Jabouille havde været en heldig, havde han også været verdensmester i 1980. Men heldet forfulgte ikke ligefrem den 37 årige franskmand. Flere gange fik han pole, flere gange førte han, men gang på gang svigtede Renaults lynhurtige turbomotor ham. Kun én enkelt gang lykkedes det Jabouille at gennemføre - i Østrig hvor han vandt foran den senere mester Alan Jones. Og selv den sejr holdt hårdt. På grund af dækproblemer hentede Jones ham hurtigt mod slutningen af løbet, men Jabouille holdt stand og vandt karrierens anden sejr. Hans sæson sluttede i Canada da han kørte galt og brækkede benene.
7 RENÉ ARNOUX
Vandt sæsonens andet og tredje løb og lignede pludselig en VM favorit, men ligesom Jabouille led han ofte under svigtende turbomotorer. Efter de to sejre var der langt mellem de gode resultater og hans hårde kørsel slet på de skrøbelige dæk. Mens Jabouille kunne nusse en sejr hjem i Østrig, måtte Arnoux ofte tage til takke med mere beskedne placeringer.
Villeneuve var ofte med fremme i starten af sæsonen - © Juan Miguel Barros
8 GILLES VILLENEUVE
Ferrari-esset der ikke var trumf i 1980. Efter Ferraris VM sejr i 1979 var det overraskende at teamet pludselig befandt sig langt nede i feltet. Men mens den regerende verdensmester Schekter nærmest bare kastede håndklædet i ringen, så døde Villeneuve med støvlerne på. I Argentina blandede han sig endda i kampen om sejren på et tidspunkt inden han udgik. Og resten af sæsonen prøvede han stædigt at hænge på. Men Ferrarien var ikke sine kørere værdig.
9 MARIO ANDRETTI
Den 40 årige amerikanske veteran var verdensmester i 1978, men har siden ikke været i stand til at blande sig i toppen af Formel 1. Et sølle point blev det til for den populære amerikaner, og det endda i sidste løb. Men i alle andre løb lå han altid fornuftigt placeret, kæmpende om point indtil teknikken i hans Lotus svigtede. Valgte til sidst at skrive kontrakt med Alfa Romeo for 1981.
10 ALAIN PROST
Debutanten Prost kom til Formel 1 som regerende europamester i Formel 3. Han kom til McLaren holdet som nogle år tidligere havde været et rigtig storhold, men som nu lå og rodede rundt i midterfeltet. Den 25 årige franskmand lagde ud med point i sine to første løb. Igennem hele sæsonen var han hurtigere end teamkollegaen John Watson. Og da McLaren mod slutningen begyndte at lugte lidt af en konkurrencedygtig bil, viste Prost da også sit ansigt fremme et par gange. Renault var hurtigte til at få Prosts navn på en kontrakt for 1981.
Næste nummer: 1981 - Alle point tæller
Skrevet af Martin Møller Thomsen
martin@f1journal.com
