Alting var bedre i gamle dage. Sommeren var lang og solrig, vinteren var hårde og kolde og i julen sneede det hele tiden. Og Formel 1 var i særdeleshed bedre i gamle dage, før teknikken holdt sit indtog - dengang køreren betød noget - eller gjorde han? Er det måske i virkeligheden bare hukommelsen der også på det område spiller os et puds. Var Formel 1 mere spændende i gamle dage? Var det virkelig sådan at der var 15 sindsygt spændende løb om året, hvor man aldrig på forhånd kunne regne ud hvem der vandt? Var der virkelig kamp til stregen i alle løb og var der virkelig fem kørere der havde mulighed for at vinde VM?
Mens den afdøde hedebølge stod på sit højeste forseglede jeg mig i min lejlighed, trak de tunge røde gardiner for og satte mig til at se mine nyerhvervede klassikere: Formel 1 sæsonerne fra første del af 80'erme. Sidste del af årtiet er i skrivende stund endnu ikke blevet set, men jeg glæder mig næsten lige så meget, som jeg glædede mig til juleaften da jeg var 7.
Og hvor var det dog fantastisk. Argentina 1980 - skørtebilerne, der kreerede et undertryk under bilen så den kunne køre hurtigere rundt i svingene, var på deres højeste. Og allgevel kunne man se bilerne lave de vildeste udskridninger på vej rundt i svingene. Ikke fordi der var noget galt, men fordi sådan var der bare nogen der kørte. På lang afstand er det muligt at identificere forskellige kørere på deres stil. I dag er det detaljerne der er forskellen, dengang var der store forskelle. Rosberg og Villeneuve kaster deres racere rundt i samtlige sving, bremser sent og accelrerer hårdt. Lauda og Prost kører på skinner i en glat stil.
Det er historie, det skærmen viser. Villeneuves fantastiske sejr i Spanien i 1981, på umulige dæk og med fire biler der nærmest står på skuldrene af hinanden for at komme forbi. Den dramatiske afslutning af Monaco 1982 hvor fem forskellige kørere ligner en vinder på de sidste fire omgange. Mansells dæk der ekploderer i Adelaide og koster ham VM titlen i 1986.
Der er turboens fremmarch, fra Renaults ustabile men hurtige bil til de altfortærrende TAG motorer fra Porsche og til de begrænsede men alligevel overlegne Honda motorer i 1988. Der er tragedierne - Depailler, Villeneuve, Paletti, de Angelis. Ingen af dem overlever årtiet. Der er moderne tids første planlagte pitstop - Brabham-BMW i 1982. Designeren Gordon Murray fik midt på sæsonen den idé at hvis man nu kun fyldte tanken halvt op med benzin og gav bilen bløde dæk, så ville den være hurtigere end alle andre, og måske hurtig nok til at holde stille i en 10 - 15 sekunder, mens man skiftede dæk og fyldte benzin på. Tænk at det har været revolutionerende engang!
Brabham var de første der prøvede med planlagte pitstops
TO KØRERE OG SÅ TO ANDRE
Gemt rundt omkring på båndene er også andet sjovt. For eksempel et indslag fra Jyllandsringen i 1982, hvor en ung brasilianer ved navn da Silva vinder et F2000 løb. To år senere havde han skrottet efternavnet til fordel for mellemnavnet Senna og debuterede i Formel 1.
Sammen med Alain Prost er Ayrton Senna indbegrebet af 80'erne. To af sportens største personligheder der begge debuterer og arbejder sig frem mod deres første titel i løbet af årtiet. Begge er lovende fra første løb. Begge vinder sejre i deres anden sæson, og begge må skifte team for at komme fra en vinderbil til en bil der også kan vinde mesterskaber. I begge tilfælde en McLaren - teamet der om nogen dominerer i 80'erne. Titler bliver hentet i 84, 85, 86, 88 og 89.
To andre kørere sætter også deres mærke på hele årtiet. Den brasilianske spasmager Nelson Piquet vinder tre titler, men er i historiebøgerne havnet i kapitlet efter Prost og Senna. Men Piquet er en karakter. Han kollapser på podiet, han tæsker løs på Salazar, der kørte ham af, da han skulle overhales med en omgang. Piquet har charme og talent og det afgørende held i et par situationer.
Mansell, den typiske englænder, komplet med overskæg og kasket, dukker også op og er hurtig og laver mange afkørsler. Tiden modner ham og han vinder løb, mange løb. Og han er tæt på, specielt i 1986. Men det er først i halvfemserne han får den titel han jagter. Rosberg og Jones vinder også titler. Rosberg dukker nærmest op fra intetheden, får et sæde hos Williams og vinder VM. Jones demonstrere stor styrke og manglende held og vælger en tidlig pension. Desværre vender han nogle år senere tilbage, men forbliver en overvægtig skygge af sig selv.
Mansell med en af de berømteste punkteringer i Formel 1
FORMEL 1 PÅ TV
Det er BBCs gamle udsendelser jeg har fornøjelsen af at se på. I selskab med Murray Walker og James Hunt og Fleetwood Mac som indlednings musik, så kan det ikke blive bedre. Walkers evige begejstring og Hunts tørre humor og ironiske kommentarer. Walker har altid mindet mig lidt om Kermit når han præsenterer et nummer i Muppet Show og Hunt er Stadtler og/eller Waldorf der sidder på balkonen og kommer med en skæv vinkel på det hele - det er kunst.
Det virker langsomt. Der er færre klip, færre kameraer der følger bilerne rundt på banen, og ofte går man glip af dramaet, fordi produceren ikke lige opfangede det - og så er det ikke lige sådan at finde frem igen. På Dijon i Frankrig følger et højt monteret kamera bilerne til de forsvinder bag nogle ligeså høje træer. Men i stedet for at klippe til et andet kamera panorere kameraet videre og fanger bilerne når de er fri af træerne.
Men når man har vænnet sig til de mere rolige klip, opdager man at man faktisk ser løbet bedre end i dag, fordi der er tid til at dvæle. Der er tid til at følgen en bil rundt. Der er tid til at stå stille og lade bilerne passere, så man med sine egne øjne kan se forskellen. Og når så der er dramtik virker det meget mere dramatisk. Den moderne MTV klipning sløver og kræver ikke noget af seeren.
Mansell igen i fokus, kører ind i Senna efter at være blevet diskvalificeret
DE GODE GAMLE DAGE
Så jo, det var bedre i gamle dage. Nej, det var ikke alle løb der var fantastiske, langtfra. Men hvem der havde den bedste hånd kunne skifte fra løb til løb. Kørere udgik fordi de lavede fejl, spandt af banen, glemte at skifte gear, kørte for ringe. Biler udgik fordi holdbarheden bare var dårligere dengang. Og det var lettere for en lægmand at spotte en forskellen på en god kører og en fremragende kører. Det er historien, det er nostalgi og det er underholdning i topklasse.
Dog skal man ikke glemme nutiden, og 2003 er næsten ligeså god som de gode gamle dage…
Skrevet af Martin Møller Thomsen
martin@f1journal.com
