F1JOURNAL.COM / F1 HISTORIE / ARTIKEL Den gode gamle floskel om at alle point tæller har aldrig været mere sand end den var i 1981. Af flere grunde. For det første talte alle point faktisk i 1981, efter at der de to forgående år havde været begrænsninger på hvor mange resultater man måtte tælle med (sæsonerne var opdelt i halvdele, hvor man i 1979 måtte tælle de fire bedste resultater fra hver med, og i 1980 de fem bedste resultater). For det andet endte sæsonen efter 15 løb med, at der var syv point mellem verdensmesteren og nummer fem. Før sidste løb var der tre bejlere til titlen. I forhold til året før var der ikke mange ændringer. Mario Andretti havde forladt Lotus til fordel for Alfa Romeo og Didier Pironi havde skiftet fra Ligier til Ferrari. Ferrari havde set lyset og var som det andet team hoppet med på turbovognen. Alain Prost var gået fra McLaren til Renualt, og McLarens nye andenkører var den unge italiener Andrea de Cesaris, der i løbet af sæsonen præsterede at beskadige 22 biler, en rekord der står endnu. Sæsonen skulle være startet i februar i Sydafrika, hvilket den også gjorde. Men på grund af politiske konflikter mellem arrangørerne og konstruktørerne kom løbet ikke til at tælle i VM. Så det første VM løb var Long Beach i Californien hvor Riccardo Patrese lidt overraskende placerede sin orange Arrows racer på pole. Det var også Patrese der stormede afsted da starten gik, men Arrows' berømte uheld slog til igen, og den regerende verdensmester Alan Jones kunne vinde sæsonens første løb i sin hvide Williams racer. Nr. 2 blev teamkollegaen Carlos Reuteman og den sidste podieplads gik til Nelson Piquet i Brabham. De samme tre som var sluttet på de tre første pladser i VM det forgående år. Brasiliens Grand Prix var i år flyttet til Rio, i stedet for den snoede Interlagos i Sao Paolo. Løbet sluttede i omvendt rækkefølge af sidst, Reuteman vandt foran en sur Alan Jones. Patrese formåede endnu engang at blande sig i sin Arrows og sluttede det våde løb på en tredieplads. Riccardo Patrese og Arrows viste lovende takter tidligt på sæsonen BRABHAM MED NYE SKØRTER Til 1981 var skørterne på siden af bilerne blevet forbudt, eller rettere der var indført en frihøjde. Det betød at der igen kunne komme luft fra siden og ind under bilen og det hæmmede virkningen af ground-effecten. Brabham med Bernie Ecclestone i spidsen var særdeles kreative i at forsøge om omgå reglerne. Man opfandt et justerbart skørt. Når bilen holdt stille havde skørterne den lovbestemte frihøjde. Når den kørte justerede køreren på skørtet så det igen fik kontakt med asfalten. Det gav Brabham og Nelson Piquet en vældig fordel og de to næste løb blev i den grad domineret af Brabham, men så havde de andre teams også fundet på smarte løsninger med hensyn til skørter og frihøjde. Argentinas Grand Prix var omtrent så interessant som dårligt løb fra 2002. I det allerførste San Marino Grand Prix spillede regnvejret ind og lavede spænding i et løb, hvor Piquet endte med at dominere alligevel. Patrese fik sin Arrows ind på andenpladsen, og det engelske team lignede et team på vej mod deres første sejr. Men San Marino skulle også blive sidste gang det år at teamet scorede point. Resten af sæsonen gik det jævnt tilbage og Arrows endte nede bagerst i feltet. De andre teams havde indhentet Brabham og Reuteman slog igen i Belgien og bragte sig afgørende foran i kampen om VM. Han havde nu 34 point, mens Piquet havde 22 og Jones 18. Ligier, der nu hed Talbot Ligier og havde fået Matra motor, viste sig for første gang kampdygtige i Belgien, hvor Laffite sluttede som nr. 2. Afslutningen i Spanien. Og det er de fem første der ligger så tæt! I Monaco kom endnu en spiller på banen for alvor. Gilles Villeneuve vandt løbet i hvad der måske kan betragtes som den værste traktor det italienske team nogensinde har lavet. Den nye turbomotor var der intet i vejen med, den viste sig flere gange Renaults overlegen, specielt i starten af løbet, hvor Renault havde en tendens til at "hænge" lidt. Men bilen var ganske frygtelig, svær at køre og langsom i svingene. Villeneuve arvede i Monaco da Jones, igen, var uheldig. Næste løb i Spanien arvede Villeneuve ikke noget som helst. Laffite havde pole, men mistede ti pladser på første omgang, inden han begyndte et fantastisk comeback. Villeneuve kom i spidsen, og der blev han i den frygtelige Ferrari. Som løbet skred frem blev han hentet af flere og flere. Men Villeneuve satte ikke en fod forkert og de fire der lå bag ham i 30 omgange fik aldrig en chance for at komme forbi. Lidt over et sekund skilte de fem første da det ternede flag faldt, og med 21 point var Villeneuve nu også en kandidat til titlen. FRANSK I FRONT I FRANKRIG Her halvvejs inde i sæsonen begyndte endnu et team at røre på sig. Det franske Renault team havde været lidt langsomme om at få introduceret deres nye bil, og da den kom, skulle de lige have styr på den. I første omgang var det dog heldige omstændigheder og en taktisk geni-streg der gav dem årets første sejr. I Frankrig stormede Piquet glad afsted i front, med Alain Prost tæt efter sig. Et skybryd fik baneledelsen til at stoppe løbet, men ikke permanent. Da vejret havde artet sig og banen var tørret blev løbet startet igen. Piquet havde et par sekunders forspring til Prost, men lavede en dårlig start på dette andet heat, mens Prost stormede afsted på nogle ultrabløde dæk. Da der kun resterede 21 omgange tænkte Renault, at så var der jo heller ingen grund til at sætte nogle dæk på bilen der kunne køre ret meget mere, hvilket betød at det nærmest var kvalifikationsdæk Prost kørte med. I overlegen stil vandt den lille franskmand den første af sine 51 sejre. Historien skrives. Alain Prost vinder sin første sejr, i Frankrig Og som om det ikke var nok, kom der endnu en ny vinder i det næste løb i England. Det så ellers længe ud til til at årets uheldige helt, René Arnoux ville vinde, men da han fik problemer overtog John Watson føringen og vandt løbet. Det var McLarens første sejr siden 1977 og Watsons første siden 1976. Reuteman blev nummer to. Jones blev sat ud af spillet da Villeneuve spandt af lige foran ham, mens Piquet fik ramlede ind i en mur og slog sin fod, og måtte køres væk i ambulance. Reuteman havde nu 43 point mod Piquets 26 og Jones' 24. Villeneuve med 21 og Laffite med 21 var lige efter dem. Over de næste tre løb bragte Piquet sig selv tilbage i titelkampen med 19 point. Først en sejr i Tyskland, så nummer tre i Østrig og endelig nummer to i Holland. I samme periode fik Reuteman kun to point, så med tre løb tilbage havde de begge 45 point. Laffite havde vundet i Østrig og havde 34 point. Alan Jones var stadig forfulgt af uheld, men var dog begyndt at score point igen og havde 31 point. Prost vandt i Holland og havde nu 28 point. De sidste tre løb skulle afgøre VM og opmærksomheden var naturligvis rettet mod Reuteman og Piquet. Mens Prost stormede til sin tredje sejr i Italien var Reuteman heldig med en tredieplads, som han arvede da Piquet måtte udgå på sidste omgang. Piquet blev dog stadig krediteret for en sjetteplads. I Canada holdt Reuteman forrest, men humøret havde svigtet argentineren, der straks faldt langt tilbage og ikke spillede nogen rolle i løbet. Laffite vandt i det canadiske regnvejr, foran Watson og Villeneuve. Piquet scorede to point og var nu ét sølle point efter Reuteman - og der var et løb tilbage. Tilgengæld var Laffite nu også kandidat til titlen. Han havde nu 43 point, mod Piquet og Reutemans med henholdsvis 48 og 49 point. Jacques Laffite kom først rigtig igang midt på året, men nåede alligevel at være med i titelkampen TRE MAND FREM FOR EN TITEL Sidste løb skulle køres i Las Vegas, på en intermistisk flad bane, anlagt på en parkeringsplads ved et casino. På den positive side var at der monteret kameraer på casinoet, og da banen var helt flad kunne man følge en bil på en hel omgang uden at klippe. Reuteman havde pole, foran Jones. Piquet holdt i anden række, mens Laffite var røget rigtig langt tilbage. Men endnu engang svigtede humøret Reuteman der faldt tilbage stort set ligeså snart som lyset var blevet grønt. Heldigvis for spændingen skete det samme for Piquet! Alan Jones, der havde meddelt at han ville stoppe, stormede afsted, fokuseret på at vende alt det uheld han havde haft her på falderebet. Laffite kørte sin chance og nåede op på andenpladsen i løbet, da Alain Prost måtte en tur i pit for at få skiftet dæk. Andenpladsen ville være nok for Laffite, forudsat at ingen af de to andre VM kandidater fik point. Så ville han vinde VM på at have én tredieplads mere end Reuteman. Men Laffite kørte med de samme dæk som Prost, og også han fik problemer og måtte en tur i pit. I mellemtiden havde Prost kørt sig fra en ottende plads og tilbage på andenpladsen. Men Jones var for langt foran og kunne ikke hentes. Længere nede i feltet var Piquet for længst kommet forbi Reuteman, der nu nærmest resignerede når nogen ville forbi ham. Piquet sluttede løbet som nummer fem, mens Reuteman var nummer otte. Dermed vandt Piquet titlen med ét point. Lotus skiftede i løbet af året sponsor, og fik igen de klassiske JPS farver og logo på bilen VM slutstilling Nelson Piquet Brabham-Ford 50 p. Carlos Reuteman Williams-Ford 49 p. Alan Jones Williams-Ford 46 p. Jacques Laffite Talbot Ligier-Matra 44 p. Alain Prost Renault 43 p. John Watson McLaren-Ford 27 p. Gilles Villeneuve Ferrari 25 p. Elio de Angelis Lotus-Ford 14 p. René Arnoux Renault 11 p. Hector Rebaque Brabham-Ford 11 p. Riccardo Patrese Arrows-Ford 10 p. Eddie Cheever Tyrrell-Ford 10 p. Didier Pironi Ferrari 9 p. Nigel Mansell Lotus-Ford 8 p. Bruno Giacomelli Alfa Romeo 7 p. Marc Surer Ensign-Ford 4 p. Mario Andretti Alfa Romeo 3 p. Patrick Tambay Theodore-Ford 1 p. Andrea de Cesaris McLaren-Ford 1 p. Slim Borgudd ATS-Ford 1 p. Eliseo Salazar Ensign-Ford 1 p. ÅRETS 10 BEDSTE 1 ALAN JONES 1981 var i højere grad end året før Alan Jones' år. VM titlen gav ham den fornødne ro og han lavede stort set ingen fejl. Tilgengæld var heldet imod ham konstant. Flere gange lå han til at vinde og flere gange måtte han trække sig fra et løb uden at få point. Sluttede efter sin holdkammerat i den samlede stilling, men blev reelt kun slået af ham i Brasilien og Argentina. Resten af sæsonen var Jones'. Desillusioneret over sit manglende held og den enorme fokus på politik i de år (kampen mellem Ecclestone og Balestre) valgte han at lade sig pensionere ved årets udgang, kun 35 år gammel. At han så senere vendte tilbage, er et af de fakta som man gerne vil prøve på at glemme. 2 GILLES VILLENEUVE To sejre i en elendig bil med en fantastisk motor. Specielt sejren i Spanien hvor han gennem et halvt løb havde en hale af biler efter sig, der bare ventede på et lillebitte fejltrin, var fantastisk. Flere gange formåede han at bringe sin bil op i topkampen, men ofte endte han uden for banen, enten på grund af tekniske fejl, eller fordi han stadig pressede alting til det yderste. Men at vinde to løb i den bil, var en fantastisk bedrift og måske et tegn på at Villeneuve var ved at være bare lidt voksen. Igen i 1981 var Villeneuve blandt de bedste, uden dog at have chancer for en VM titel. 3 ALAIN PROST Kun hans anden sæson i Formel 1, og alligevel blev det til tre sejre. Hvis Renault havde været hurtigere ude af starthullerne med den nye kunne det være blevet til mere. Allerede som 26 årig viste Prost en eminent og sikker bilbehandling og en evne til at komme frem på en skånsom måde. Seks gange gennemførte han et løb, seks gange var han på podiet - tre gange som vinder! Det var ikke Prosts skyld at han kun sluttede som nummer fem i VM. 4 NELSON PIQUET Året før havde Piquet vist rigtig format da han hentede og overhalede Jones i den samlede stilling med kun to løb tilbage. Alligevel måtte han til sidst lade sig nøje med VM sølvet. Sådan gik det ikke i år, igen hentede han en Williams, dennegang Reuteman, og til allersidst passerede han ham. Men i modsætning til 1980 var der ikke noget tidspunkt hvor han kørte lige op med Jones. Han havde en overlegen periode i starten af sæsonen, men det kan tilskrives tekniske omstændigheder. Men i en sæson hvor alle point talte, var det også en kvalitet at holde hovedet koldt. Og mens Reuteman gik ned mod slutningen blev Piquet ved med at høste point, og det gav bonus i form af VM guldet til sidst. 5 JACQUES LAFFITE Led i starten af sæsonen af tekniske vanskeligheder. Først da han selv, sammen med svogeren Jabouille tog magten i teamet gik det den rigtige vej. To flotte sejre, i Østrig og Canada, blev det til for den 37 årige franskmand. Og til sidst havde han endda mulighed for et VM, men valgte forkerte dæk og endte sæsonen som nummer fire i VM, for tredje gang i træk. Fejl lavede han ingen af, men hans uheld var at bilen ikke var konkurrencedygtig i de fire første løb. Hvis man ser bort fra dem, scorede Laffite flest point! 6 CARLOS REUTEMAN Havde et par gode løb i starten af sæsonen og havde bibeholdt sin evne til at få bilen i mål i pointene. Opbyggede hurtigt et stort forspring i VM, hvorefter han gik kold. Hentede 34 point i de fem første løb og 15 point i de ti sidste. Flere gange havde han matchbold i VM kampen, men smed selv det hele væk. I Canada og Las Vegas virkede det ikke engang som om han gad køre. I Holland lavede han en hasarderet overhaling af Laffite og sendte dem begge ud af løbet. Havde på et tidspunkt 17 points forspring. Var sjældent i nærheden af Jones' hastighed i løbene og manglede måske opbakning fra teamet, der ikke havde den store tiltro til den 39 årige argentiner. Han fortsatte i 1982, i de to første løb, fik en andenplads i det første. Så stoppede han. 7 JOHN WATSON I en alder af 35 kunne nordireren John Watson fejre karrierens anden grand prix sejr på Silverstone. Et flot kørt løb af veteranen Watson. Han havde flere gode løb, og fik da også nogle retfædige placeringer. Det var ogås Watson der i Italien leverede sæsonens mest spektakulære uheld, da han skred ud og ramte autoværnet, og fik flået bilen i småstykker mens ilden sprudlede ud af den som en anden drage. 8 RICCARDO PATRESE I starten af sæsonen lignede Patrese og Arrows en kombination der var op vej frem. Pole i Long Beach, podieplaceringer i Brasilien og San Marino - og derefter ingenting. Det var ikke Patrese der mistede gejsten, men Arrows der langsomt og sikkert faldt tilbage i den sump af middelgode biler, som de havde prøvet at kæmpe sig ud af. Men 27 årige Patrese fik for alvor vist sit talent og blev belønnet med en kontrakt med Brabham, som andenkører for den nyslåede verdensmester Nelson Piquet. 9 RENÈ ARNOUX Det er ikke på grund af hans resultater at Arnoux er havnet på denne liste. Bortset fra en enkelt andenplads i Østrig og nogle få ekundære placeringer blev det ikke til ret mange resultater for den lille franskmand. Men da Renaulten begyndte at arte sig og Prost begyndte at vinde løb, var Arnoux hurtig. I tidskørslerne ofte hurtigere end Prost. Men mens Prost formåede at lave gode starter, sakkede Arnoux ofte lidt bagud fordi Renault turboen "hang" lidt ved lave omdrejninger. Og derudover var han konstant uheldig. 10 DIDIER PIRONI Ny mand hos Ferrari, og kunne ikke på samme måde som Villeneuve tvinge resultater ud af den elendige bil. Ofte var han i starten af løbene langt med frem, på grund af turboens kraftoverskud. Men i modsætning til Villeneuve formåede han ikke at holde folk bag sig lige så længe. Hentede lidt tilfældige point nu og da, men fik først og fremmest vist, at hvis bilen havde været god, havde han også været en mere konstant faktor. Næste nummer: 1982 - Den totale forvirring Skrevet af Martin Møller Thomsen martin@f1journal.com