Mens 1981 udviklede sig til en skarp duel mellem fem forskellige kørere, med to stærke outsidere, blev 1982 en af de mest forvirrende og mærkværdige sæsoner i sportens historie. Der blev kørt 16 løb og der var 11 forskellige vindere i seks forskellige biler. I alt nåede 18 kørere på podiet i løbet af sæsonen. Og alligevel var det langt fra et år hvor alle var lige gode.
Renaults turbo havde domineret slutningen af 1981, og den dominerede også starten af 1982. Men Ferrari havde fået forbedret bilen betydeligt, og var nu ikke længere lysår efter Renault. Også BMW var hoppet på turbovognen og leverede motorer til Ecclestones Brabham team. De brillierede dog gennem sæsonen mest ved at gå i stykker konstant.
Lad det være sagt med det samme, det var Prost og Renault der burde have vundet VM i 1982. Det var klart den hurtigste kombination af kører og bil, men det franske team var selv skyld i, at triumfen udeblev. Gang på gang måtte de chauffører Prost og Arnoux gå hjem i stedet for at køre, fordi bilen/motoren var gået i stykker.
Men da sæsonen skulle starte var det slet ikke turbo eller ikke, som der blev fokuseret på. En vis Herr Andreas Nicolas Lauda, der skulle gøre comeback for McLaren, som nu var blevet helt overtaget af Ron Dennis, var nemlig blevet opmærksom på en lille detalje i den superlicens han havde fået tilsendt. Den var udstedt til Niki Lauda/McLaren. Lauda brød sig ikke meget om den tanke med at han var bundet til kun et enkelt team, og gjorde sin kollegaer opmærksom på det. Resultatet blev en strejke, hvor alle kørerne overnattede i festsalen på et hotel uden for Johannesburg. Efter noget tovtrækkeri gav FISA sig, licensen blev ændret, kørerne fik en bøde og fik alle en betinget udelukkelse fra Formel 1.
Da løbet endelig kom undervejs, blev det en triumf for Prost i Renault. Først førte han, derefter punkterede han, fik skiftet dæk, og kæmpede sig hele vejen tilbage til førstepladsen. Det så sort ud for de teams der ikke havde en turbomotor. Carlos Reuteman tog andenpladsen, mens hans nye holdkammerat, Keke Rosberg, blev nr. 5. Rosberg havde afløst Alan Jones, der var stoppet med udgangen af sidste sæson. I de to forgående år havde han kørt for Fittipaldi uden den store succes. I 1981 var hans succeskriterie at kvalificere sig til start!
I et hedt brasiliansk løb så det lidt anderledes ud for turbobilerne. Brabham havde for en stund droppet BMW motoren og havde i stedet monteret en Ford motor i bilen. Piquet vandt foran Rosberg og Prost. På sejrskammelen kollapsede den udmattede og dehydrerede Piquet, men blev grebet af Rosberg og Prost inden han kom alt for meget til skade. Men det hele havde været en forgæves kamp for den brasilianske Brabham kører.
Grunden til at Ford motorene kunne køre lige op med turbo bilerne i Brasilien var nemlig at teamsene havde fundet et lille smuthul i reglerne. Reglerne foreskrev dengang at en bil skulle veje minimum 585 kg, uden fører og benzin, men inklusive alle andre væsker (olie osv). Dette minimumskrav havde de tunge turbo biler ingen problem med at opfylde, de lå alle et stykke over 585 kg. Ford motoren derimod var betydeligt lettere og de teams der brugte den havde heller ingen problemer med at bygge en let bil. Så i stedet for at nå minimumsvægten ved at placere en ballast af bly i bilen, som reglerne ellers foreskrev, fik de den idé at køre med vandkølede bremser. Bilen fik installeret en vand tank med 15 liter vand, som via nogle dyser ved bremserne blev sprøjtet ud på bremseskiverne under de første omgange. Resultatet var at bilen så kun vejede 570 kg, hvilket gav en fordel overfor turbo bilerne. Når løbet var slut, hældte man bare 15 liter vand på tanken igen, for det måtte man jo ifølge reglerne. Men Ferrari og Renault indgav alligevel en klage, fordi de mente at det var i strid med reglernes ånd. De fik medhold i klagen og både Piquet og Rosberg blev senere diskvalificeret, og Prost erklæret vinder af løbet. Williams og Brabham appellerede naturligvis afgørelsen, og for at gøre forvirringen total blev appellen først afgjort efter sæsonen var slut.
Men i Long Beach var der dog hovedsagligt idyl i feltet. Unge de Cesaris, der var kommet til Alfa Romeo, efter sin katastrofale sæson for McLaren, havde pole. Men dagens mand var østrigeren Lauda, der ikke satte en fod forkert i Long Beachs gader. Lauda vandt sit tredje løb efter comebacket. Men der manglede en i Long Beach. Carlos Reuteman havde forladt Williams og Formel 1. Hans argument var, at han ikke kunne udholde de moderne ufjedrene F1 racere. Derudover var der også et eller andet med at han kørte for et engelsk team og England og Argentina var på det tidspunkt ikke mange dage fra Falklandskrigen. I Long Beach var Reuteman erstattet af Mario Andretti, men resten af sæsonen var det ireren Derek Daly der kørte den anden Williams, uden på noget tidspunkt at imponere.
I San Marino blev Villeneuve snydt af sin teamkammerat. 14 dage senere blev han dræbt i Belgien.
FORRÆDDERIET I SAN MARINO
I San Marino havde man det mindste felt i mange mange år. 13 biler stillede til start, de engelske teams var sure og var blevet hjemme. Årsagen var diskvalifikationen af Piquet og Rosberg. Men Ferrari var der, og det var det eneste der betød noget for publikum. Renault var der også, og sammen viste de fire turbo biler at fire kan være nok til at lave et ordentligt løb. Renaulterne fik som så ofte problemer med holdbarheden og det så ud til at Villeneuve kunne cruise en sejr hjem foran holdkammeraten Pironi. Men Pironi valgte at overse signalerne fra pitten der ellers med enkelt ord fortalte ham at han skulle tage den med ro. I stedet gik han frejdigt til angreb på Villeneuve, der var totalt uforberedt. Villeneuve troede først at Pironi bare ville lave lidt opvisning til ære for publikum først for sent gik det op for canadieren at Pironis egentlige plan var at vinde løbet. Villeneuve var rasende og det stod klart at han ikke ville blive hos Ferrari, hvis Pironi blev. Fjorten dage senere blev Villeneuve dræbt under tidskørslen til Det Belgiske Grand Prix.
Watson vandt det tragiske løb ved at overhale en hårdt kæmpende Rosberg på de sidste omgange, glæden var dog fraværende den dag på Zolder. Men Formel 1 har altid kigget fremad og i Monacos gader skulle der leveres et godt løb - og det blev der. Prost og Arnoux stormede afsted med Arnoux som den hurtigste. Men den lille franskmand smed det væk i svinget ved swimmingpoolen da han gled rundt og stallede motoren. Prost overtog føringen og var langt langt foran sine konkurrenter. Mod slutningen af løbet begyndte det at dryppe fra himlen og asfalten blev glat. Det fik Prost at mærke nede ved havnechikanen, da bilen nærmest forsvandt under ham og bragede ind i autoværnet på begge sider af banen. Exit Alain Prost, der havde slået foden ved sammenstødet med barrieren. Ny mand i front, i en Brabham-Ford, var italieren Riccardo Patrese, der var på jagt efter sin første sejr. Men på næste omgang spandt han rundt i Loews hårnålen og måtte lade de følgende biler passere inden han kom ned fra kantstenen og kom i gang igen. Pironi førte, men kørte meget langsomt da han passerede mållinjen for at køre ud på sidste omgang. Da han nåede til tunnelen var det slut, ikke mere benzin på Ferrarien. Ny mand i front ville have været de Cesaris, men han var løbet tør for benzin på Casinopladsen. Kameraet fangede Derek Daly, der også nåede at løbe tør for benzin inden han overtog føringen. I stedet var det Patrese der kunne køre i mål som vinder af Monacos Grand Prix 1982 - et af de mest dramatiske i historien.
Næste stop på vejen var bilens hjemby, Detroit. Et gadeløb rundt i den amerikanske by på en noget bumlet bane, som kørerne ikke var specielt begejstrede for. Nelson Piquet præsterede at være langsomst i tidskørlsen og løbet måtte så køres uden den regerende mester. Efter de obligatoriske uheld for Renault kørerne var det Rosberg der stjal billedet. Den 33 årige finne var på jagt efter sin første Grand Prix sejr, men i Detroit satsede han forkert. Alt for hurtigt fik han slidt dækkene og måtte se sig selv degraderet i stillingen, som løbet kom nærmere afslutningen. Watson vandt igen. Dennegang foran Cheever, der kørte for et noget kriseramt Ligier team.
Renaulterne var ofte forrest når starten gik - sjældnere når det ternede flag faldt
I Canada indtraf den næste katastrofe. Didier Pironi stallede fra pole lige da starten gik. Han rakte sin arme i vejret og de fleste biler smuttede udenom ham. Men bagfra kom den 23 årige italiener Riccardo Paletti i sin Osella. Det var Palettis andet Formel 1 løb og indtil allersidste øjeblik var hans udsyn blokeret af en March racer. Da den pludselig svingede for at undgå Pironis strandede Ferrari, var det for sent til at Paletti kunne nå at reagere. Med 200 km/t bragede han op bag i Pironi. Franskmanden sprang ud af sin Ferrari og var blandt de første ved den forulykkede Osella. Mens Pironi og professor Sid Watkins kæmpede for at hjælpe den svært tilskadekomne og (heldigvis) bevidstløse Paletti eksplodere benzintanken i et sandt flammehelvede. Relativt hurtigt fik man slukket ilden, men Paletti stod ikke til at redde. For anden gang i 1982 havde man mistet en kører. Nelson Piquet vandt løbet, i sin Brabham-BMW og fik dermed taget en smule hævn for at han syv dage tidligere ikke havde kvalificeret sig til start.
Hollands Grand Prix blev kørt en lørdag lige efter middag. I en weekend der bød både på en Wimbledon finale og VM finalen i fodbold, havde man fundet det klogest ikke at gå ind i en alt for direkte konkurrence med de andre sportsgrene. Ferrari præsenterede deres nye andenkører, Villeneuves gode ven, franskmanden Patrick Tambay. Tambay havde været mere eller mindre arbejdsløs siden han sidste sæson havde kørt for Ligier, men nu var han altså tilbage i vogn nr. 27.
Men selvom Tambay gjorde det hæderligt, var det vogn nr. 28 - den med Pironi der forlod Holland med laurbærkransen i bagagen. Efter at Renaulterne havde demonstreret deres sædvanlige manglende holdbarhed (Arnoux var dog udgået efter at han havde testet bilen flyveevner), var vejen banet for Pironi, der nu for alvor begyndte at ligne en mester. Han var på dette tidspunkt et point efter den førende John Watson, men det så nu for alvor ud til at turbo bilerne havde fået overtaget.
I Holland i 1982 så man også en anden nyskabelse, eller rettere man så den ikke, for det blev ikke til noget. Brabhams geniale konstruktør havde fået en tanke: Hvis man nu skruede op for turbo boostet, kun fyldte bilen halvt med benzin og gav den nogle bløde sutter på, så kunne den måske køre meget meget meget hurtigere end alle de andre. Måske kunne den køre så hurtigt at den kunne komme i pit og få hældt benzin på, og skiftet gummiet. Og så ville den der i øvrigt have fordel af nye dæk! Vældig smart tanke og Brabham racerne var blevet udstyret med nogle enorme huller i siden, til benzin slangen, og for første gang så man mekanikere i asbestdragter og med styrthjelme. Men det blev aldrig til noget, for begge biler udgik, inden de nåede til pitstoppene.
Heller ikke i England blev det til noget pitstop for de to Brabham biler. Patrese nåede kun fem meter frem på banen, og det kun fordi Arnoux torpederede hans stillestående Brabham. Piquet lagde tilgengæld hårdt fra havn, men det varede kun kort. Dagens mand på Brands Hatch var Keke Rosberg, der på trods af sin pole, endte med at starte bagerst da han ikke kunne komme i gang på opvarmningsomgangen. For fulde gardiner blæste han sig vej gennem feltet gennem feltet, for så at udgå med problemer med brændstoftilførelsen. Dagens anden mand var Niki Lauda, der i de sidste mange løb var blevet sat ud af spillet med mekaniske defekter. Dem var der ingen af dennegang. Og han kvitterede med at køre fra Pironi i Ferrari. Pironi blev også presset fra andre kanter - Derek Warwick fra det lille Toleman team tog på et tidspunkt andenpladsen fra franskmanden, men bilen kunne ikke holde hele løbet, så Pironi fik sin seks point tilbage. Watson derimod startede en lang række af løb hvor han ikke gennemførte, ret problematisk for den, på det tidspunkt, eneste seriøse udfordrer til Pironi. Villeneuves afløser, Tambay fik den sidste plads på podiet.
I Frankrig fik igen et kontroversietl løb. Og vi fik også det allerførste planlagte pitstop i moderne tid at se, da Patrese og Piquets bilers for en gangs skyld hold så længe at de kunne nå at komme i pit. Men meget længere holdt de så tilgengæld ikke. Men det kontroversielle bestod i at René Arnoux, der kun havde fire point og havde været forfulgt af uheld og fejltagelser, førte løbet med en perfekt kørende Renault - foran sin teamkollega Alain Prost, der havde mange flere point, og med en sejr kunne bringe sig tilbage i VM kampen. Arnoux ignorerede stolt signalerne fra pitten om at han skulle sætte farten ned. Faktisk begyndte han at køre hurtigere og hurtigere, og vandt da også løbet. Men Renaults ledelse var ikke imponeret og det var tydeligt at Arnouxs dage hos det franske team var talte. Pironi blev nummer tre og konsoliderede sin føring, mens Tambay igen fik point på en fjerdeplads.
I dette vrag sluttede Didier Pironis Formel 1 karriere.
KATASTROFERNE FORTSÆTTER
I Tyskland indtraf den næste katastrofe. Efter et år med to dødsulykker havde man ikke rigtig brug for flere store uheld, men det fik man. I lørdagens regnvejrstræning knaldede Pironi helt unødvendigt hårdt til sin Ferrrari og ramlede ind i Prost på en af den gamle Hockenheims langsider. Og der, liggende halvt ved bevidsthed i en ødelagt Ferrari, i regnvejr på Hockenheim sluttede Pironis Formel 1 karriere - midt i hvad der skulle have været begyndelsen på en stor karriere. VM kampen blev nu alvor blæst åben. Alle topkørerne var nu kandidater til et verdensmesterskab. Selv Patrick Tambay, der om søndagen, lidt betuttet modtog laurbærkransen og pokalen for sin første grand prix sejr, var en mulig verdensmester. Piquet havde ellers lagt sig i spidsen og kørte for en gangs skyld uden tekniske problemer. Men kort før det planlagte pitstop ville han overhale den chilenske sekunda kører, Elisea Salazar i en ATS. Men Salazar syntes åbenbart det var fed spas at køre om kap med en verdensmester, i al fald holdt han stadig sin linje på vej ind i chikanen, med det resultat at de begge røg, til Piquets store irritation. Det sydamerikanske temprament brød pludselig ud i lys luge da ministersønnen fra Brasilia begyndte at slå løs på Salazar, og efterlod de overraskede officials i et dilemma; skulle de være kampledere eller vifte med de gule flag? Selv efter at kamphanerne blev skilt ad, fortsatte Piquet med at råbe efter Salazar.
Med fire løb tilbage var sæsonen stadig langtfra overstået. Alt kunne endnu nå at ske, og efter at det stod klart, at Pironi ikke ville køre mere, var VM nu for alvor åbent. Rosberg, Watson, Prost, Lauda - alle havde de mulighed for at hente den eftertragtede titel hjem. Men i Østrig var det nu en helt anden der stjal billedet, nemlig den unge italiener Elio de Angelis. Men først var det Brabham racerne der startede med at køre fra alle de andre - takket være de halvt fyldte tanke og bløde dæk. Og for en gangs skyld så det ud til at virke. Piquet var den første mand i pit, men det overraskede mekanikerne en smule, så det blev til et alt for langt stop. Bedre gik det for Patrese, der havde opbygget 33 sekunders forspring til Alain Prost. Efter sit pitstop var han stadig nummer 1! Nu kun 3 sekunder foran franskmanden. Men som Patrese fik varme i sine dæk, så det ud til at det var ham der havde fordelen. Men på omgang nummer 29 ville moteren ikke være med mere. Den hældte vandet fra og Patrese skred rundt i det og kurede henover græsplænen indtil han stoppede på en forhøjning, ikke langt fra tilskuerne. Mod slutningen af løbet første Prost foran de Angelis og Rosberg, og sidstnævnte kørte hurtigt. Williams køreren var meget interesseret i de seks point han kunne få for en andneplads, nu hvor Pironi ikke længere var med i VM kampen. Fem omgang fra mål skete så katastrofen for Renault. Benzintilførelsen gjorde knuder og Prost måtte gå hjem i stedet for at køre. Det betød at de Angelis førte løbet, foran den lynhurtige Rosberg. På de sidste omgange var det ikke spørgsmål om Rosberg hentede de Angelis, men om han gjorde det tidsnok til at han også kunne nå at komme forbi ham. På vej rundt i sidste sving satte Rosberg sidste angreb ind. Han kørte op på siden af de Angelis og i et hidsigt tempe kørte bilene side om side ned mod målstregen. De Angelis vandt med en tiendel. Havde målstregen været 20 meter længere fremme havde resultatet været et andet.
De seks point som Rosberg fik i Østrig, kombineret med hans øjeblikkelige form, gjorde at finske Keke Rosberg nu for alvor lignede et seriøst bud på en verdensmester. Men han manglede stadig at vinde sin karrieres første Grand Prix sejr. Den kom efter en dramatisk afslutning på det næste løb, der blev kørt på Dijon i Frankrig, men havde titel af Det Schweiziske Grand Prix. Det så ellers ud til at blive en Renault affære, da de gule biler okkuperede de første to pladser på gridden. Godt nok stak Brabham bilerne af igen, men dennegang lykkedes taktikken ikke så godt og de endte som nummer fire og fem i løbet. Dermed var vejen banet for en Renault triumf på hjemmebane. Men igen fik bilerne problemer. Først fik Prost et problem med skørteerne på bilerne der langsomt gik opløsning, med faldende omgangstider som konsekvens. Men inden Arnoux fik indhentet Prost, blev han ramt af samme problem med benzintilførelsen som havde kostet Prost sejren i Østrig. Exit Arnoux og ind på scenen træder Rosberg med speederen i bund og med meget bedre omgangstider end den skadede Renault. Da bilerne kørte ud på 78. omgang lå Rosberg lige i hælene på Prost, og det var åbenbart for meget for manden med flaget, der gjorde parat til at flage løbet af - to omgange for tidligt. Peter Collins fra Williams så det dog og fik stoppet manden - heldigvis for Rosberg, for det var først på den følgende omgang at det lykkedes ham at komme forbi Prost. Og dermed var vejen banet for finnens første Formel 1 sejr. Men løbet skulle åbenbart have et forkert antal omgange. I stedet for at flage af efter 80 omgange som han skulle, var det først efter 81 omgange at den forvirrede mand med flaget fik vinket med det.
I Italien gjorde den tidligere VM vinder Mario Andretti comeback - med en pole position.
AFSLUTNINGEN
Det Italienske Grand Prix 1982 vil næppe blive husket for meget, hvis ikke det havde været for Ferraris reservekører. Som erstatning for Pironi havde det italienske team indkaldt den 42 årige tidligere VM vinder Mario Andretti. Og han kvitterede med at sætte pole position. Løbet i sig selv blev aldrig rigtig spændende. Arnoux, der havde skrevet kontrakt med Ferrari, vandt uden den store dramatik. Det mest dramtiske øjeblik var da Keke Rosberg mistede sin bagvinge og pludselig fik en masse ekstra kræfter. Dem brugte han til at passere Giacomelli, men igennem chikanen sejlede bilen lystigt rundt og Rosberg tog farten af, ikke sikker på hvad der var sket. Giacomelli kørte forbi ham og gestikulerede kraftigt med hænderne mod bagen på Rosbergs bil. Rosberg fattede at der var noget galt og kørte forsigtigt rundt til han kom i pit og fik en ny bagvinge. Men ingen point til Rosberg, og dermed skulle VM afgøres i sidste runde.
Da man for andet år i træk kom til Las Vegas havde man i teorien tre kandidater til titlen. Rosberg havde matchbold med sine 42 point, mens Watson med 33 lige nøjagtig kunne nå trofæet hvis han vandt og Rosberg udgik. I tilfælde af pointlighed ville Watson trække det længste strå med, da han havde flere sejre. Den tredje og meget teoretiske kandidat til titlen var den tilbagevendte Lauda. Hans titelchance var at han vandt løbet, Rosberg maksmimalt fik et point - og så at han vandt sin appel og fik sin tredjeplads fra Belgien tilbage! I realiteten var det ligemeget, dels udgik han i løbet, dels tabte han appelsagen. Så dermed stod kampen mellem Rosberg og Watson. Løbet blev aldrig rigtig spændende. Prost stak af på et tidligt tidspunkt, men igen igen fik han problemer med bilen. Forbi ham strøg først Alboreto i Tyrrell, og senere sneg også Watson og Cheever sig forbi den haltende Renault. Men ligemeget var det. Rosberg kom i mål som nummer fem og var dermed sikker på VM titlen, uanset alle andres resultater og uanset udfaldet af alverden appelsager. En sportslig afslutning på et forvirret år. Og den første sejr til den unge Alboreto, den første for Tyrrell siden Depaillers sejr i Monaco fire år tidligere. Samtidig markerede løbet også den definitive slutning på Mario Andrettis store karriere i Formel 1, 14 år efter han debuterede for Lotus.
Men på trods af VM sejren til Williams med den konventionelle Ford motor var fremtidsudsigten tydelig. Turboen var på vej frem. Hele sæsonen igennem havde den været hurtigere end den konventionelle. Det var andre faktorer der afgjorde VM til fordel for de konventionelle. BMWs turbo var for ny og uprøvet, men den havde mange, rigtig mange kræfter. Renault spændte alt for ofte ben for sig selv med tekniske defekter. Og Ferrari mistede titlen da Pironi blev kvæstet i Tyskland. Og at satse på at heldet i 1983 igen ville være med de konventionelle biler var mildt sagt opmistisk.
SLUTSTILLINGEN I VM
Keke Rosberg Williams-Ford 44
Didier Pironi Ferrari 39
John Watson McLaren-Ford 39
Alain Prost Renault 34
Niki Lauda McLaren-Ford 30
René Arnoux Renault 28
Patrick Tambay Ferrari 25
Michele Alboreto Tyrrell-Ford 25
Elio de Angelis Lotus-Ford 23
Riccardo Patrese Brabham-BMW/Ford 21
Nelson Piquet Brabham-BMW 20
Eddie Cheever Talbot Ligier-Matra 15
Derek Daly Williams-Ford 8
Nigel Mansell Lotus-Ford 7
Carlos Reuteman Williams-Ford 6
Gilles Villeneuve Ferrari 6
Andrea de Cesaris Alfa Romeo 5
Jacques Laffite Talbot Liger-Matra 5
Mario Andretti Ferrari 4
Jean-Pierre Jarier Osella-Ford 3
Marc Surer Arrows-Ford 3
Manfred Winkelhock ATS-Ford 2
Eliseo Salazar ATS-Ford 2
Bruno Giacomelli Alfa Romeo 2
Mauro Baldi Arrows-Ford 2
Chico Serra Fittipaldi-Ford 1
TOP 10
ALAIN PROST
Heldet var ikke ligefrem det der kendetegnede Prosts sæson, selvom det ellers så sådan ud i starten. Han vandt en fremragende sejr i Sydafrika, og fik derefter tilkendt sejren i Brasilien. Og med to sejre i to løb, så det ud til at 1982 ville være Prosts sæson. Men på trods af mange gode præstationer, så blev det kun til 16 point i de resterende 14 løb. Alt for ofte blev hans løb ødelagt af Renaults manglende stabilitet. Ofte lå franskmanden til sejr, når bilen på en eller anden måde gjorde knuder. Det var ikke længere turboen der var det franske teams problem, men derimod mange små tåbelige fejl. Men den 27 årige Prost kørte en eksemplarisk sæson, og kan ikke lastes for de få point og den manglende titel.
Alain Prost - bedste kører i 1982. Renault var bare ikke den bedste bil.
KEKE ROSBERG
Ret skal være ret. Hvis Prost havde haft en stabil vogn eller hvis Pironi havde kørt sæsonen færdig så var Rosberg næppe blevet verdensmester. Men faktum er at det blev han, og ufortjent var det ikke. Den 33 årige finne blev hentet ind i Williams teamet efter to sæsoner hos Fittipaldi, hvor succes var at kvalificere sig til start. Og fra start virkede Rosberg som en kører der ville have det optimale ud af situationen. Hans aggressive kørerstil gav ham et par gange problemer, men som oftest virkede den til hans fordel. Specielt i en sæson hvor turboerne var meget hurtigere end de konventionelle biler, var Rosbergs hastighed fantastisk.
NELSON PIQUET
Måske på papiret et mærkeligt valg til trediepladsen på årets top 10. Den regerende mester sluttede nemlig som nummer 11 i den samlede stilling. Og derudover måtte han opleve at han ikke kvalificerede sig til start, i Detroit. Men faktum er at selvom Piquet tidligt på sæsonen udspillede sin rolle i kampen om VM, var han en konstant faktor i løbene. Ofte var det ham og den anden Brabham med Patrese der lå og kæmpede med Renault og Ferrari i starten af et løb. Men den kraftfulde BMW motor var endnu for ustabil og alt for ofte endte Piquets løb sådan omkring midtvejs, med en eller anden teknisk defekt. Måske ikke et godt titelforsvar, men Piquet gav ikke op. Derudover skal man også huske, at han rent faktisk vandt i Brasilien, men blev diskvalificeret.
DIDIER PIRONI
Da det stod klart at Renault racerne var for upålidelige, fremstod Pironi som den klare VM favorit. Ferrarien var mere holdbar end Renaulten, Villeneuve var død og Brabham-BMW’en var for ustabil. Og Pironi løftede opgaven, leverede flere modne præstationer, og skrabede en hel del point sammen. Hans opførsel på San Marino, hvor han snød Villeneuve trækker nedad i karakterbogen, og det samme gør i virkeligheden den ulykke i Tyskland, der satte en stopper for Pironis karriere. Det under tidskørslen lørdag, i regnvejr, at han trådte speederen i bund og ramlede op bag i Prosts Renault. En unødvendig ulykke. Tilgengæld var han helt uden skyld i Palettis tragiske død i Montreal, hvor Paletti kørte op bag i Pironis stationære Ferrari. En blandet sidste sæson for den talentfulde, men måske ikke særligt elskelige franskmand. Han blev dræbt fem år senere ved en speedbådsulykke.
NIKI LAUDA
Den tilbagevendte østriger kørte en god første sæson for McLaren. To års pause havde givet den lille Lauda en ny motivation. Hans udfordring denne gang var om det kunne lade sig gøre at gøre comeback. Lauda vandt sæsonens tredje løb. Men allerede fra første færd var han tilbage i sin vante kølige kørerstil. Ligesom Rosberg var han ofte i stand til at holde trit med kraftigere turbo biler. Andre gange levede han dog mere stille nede midt i feltet. Hans anden sejr i England var en blanding af god kørsel og held med andres uheld. Lidt mere held til Lauda og det havde været ham der havde kæmpet med Rosberg om titlen, i stedet for Watson.
JOHN WATSON
I sin karrieres efterår leverede den 36 årige irer sin bedste sæson. Han vandt to glimrende sejre, det triste Belgiske Grand Prix og i Detroit. Men da Pironi forsvandt og Watson, sammen med Rosberg, lignede de bedste bud på en mester, klappede alting sammen for Watson, der først for sent fik styr på det hele igen. I sidste halvdel af sæsonen var han alt for ofte fraværende fra der hvor det var spændende, samtidig med at Rosberg og til dels Lauda stadig blandede sig med turbo bilerne. Sluttede sæsonen med en andenplads i Las Vegas og nåede dermed op på 39 point ligesom Pironi, som han så delte den samlede andenplads med.
RENE ARNOUX
Ligesom i 1981 var Arnoux ofte meget hurtig, og meget ustabil. Ligesom Prost led han ofte under alle mulige og umulige problemer med Renault racnerne, men ofte satte han også selv en stopper for legen. Det blev til to sejre, i Frankrig og i Italien. Sejren i Frankrig kostede ham sædet hos Renault. Omgang efter omgang ignorerede han beskeden fra pitten om at køre langsomt og lade VM kandidaten Prost komme forbi. Men Arnoux ville ikke lade en sejr på hjemmebane gå fra sig. Inden den næste sejr i Italien havde han skrevet under på en kontrakt med Ferrari.
RICCARDO PATRESE
Den 28 årige italiener vandt sin første sejr under dramtiske omstændigheder i Monaco. Men det er ikke det der kendetegner hans sæson. En større modenhed end tidligere var tilgengæld blandt kendetegnene. Og så et evigt uheld, som også forfulgte holdkammeraten Piquet. Flere gange var Patrese i front af løb, og flere gange blev han svigtet af den stærke BMW motor. Undervejs lavede han også et par fejl, der satte et par pletter på sæsonen. Men helheds indtryket var positivt.
MICHELE ALBORETO
Årets fund, blev tidligt nævnt som afløser for Villeneuve i Ferrari, men Ken Tyrrell havde ikke lyst til at slippe den 24 årige italiener. Han kørte en god sæson, og var ofte overraskende langt fremme, og var derudover ferm til at samle de små point op gennem det meste af sæsonen. Og da alting klappede i den tørre Nevada luft, vandt en fantastisk flot sejr, karrierens første.
PATRICK TAMBAY
Den væsentligste grund til at Tambay er nummer 10 på listen, og ikke er placeret højere oppe, er at han egentlg ikke kørte ret mange løb. Kun seks løb kørte han, fik point i fem og var på podiet i tre og vandt det ene. Statistisk set en meget god sæson. Den 33 årige franskmand blev hentet ind hos Ferrari, som afløser for den afdøde Villeneuve. Og det gjorde han godt. En tredjeplads i sit andet løb for teamet. Og da tingene blev endnu værre hos Ferrari, efter Pironis ulykke, gjorde han det endnu bedre, og vandt i Tyskland. To gange kom han ikke til start, på grund af smerter i nakken, hvorfor han kun fik kørt de seks løb. I hans tidligere karriere havde der ikke været meget der tydede på at han ville komme så langt frem, men han greb chancen da han fik den, og udnyttede den næsten maksimalt, og blev belønnet med en kontrakt for 1983.
Af Martin Møller-Thomsen
martin@f1journal.com
